François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]

SMUKKE LØGNE
En skæbnefortælling om nationalisme

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang i Europa, hvor tingene så værre ud end nu. Populisterne havde fået deres vilje, og stormagterne havde slidt hinandens hære op. Før 1914 fandtes der stadig en form for »uskyldig« nationalisme. Efter 1918 var man selv ude om det, hvis man faldt i kamp for fraserne om konge, Gud og fædreland.

   Værdisammenbruddet efter 1. Verdenskrig er baggrunden for Frantz, som er François Ozons spillefilm nr. 17. Han har arbejdet i mange genrer, men sjældent i historisk sammenhæng. Eneste fortilfælde er Angel (2007), der blev en af værklistens få katastrofer.

   Frantz er først og fremmest et drama om sorg og samvittighed. I en lille tysk by sørger Anna (Paula Beer) over sin forlovede. Hun bor hos hans forældre og besøger kirkegården hver dag. Graven er tom ligesom himlen: Frantz blev massebegravet i Frankrig.

EN dag har en fremmed lagt blomster. Det er franskmanden Adrien (Pierre Niney), som knap bliver tålt på byens hotel. Embedslægen, Frantz’ far, nægter pure at tilse frøspiseren. Men Adrien er ikke syg, han vil have tilgivelse. For hvilken usonelig synd er mysteriet, der driver filmen frem og fungerer som krumtap i en raffineret kronologisk konstruktion.

   Først får Adrien adgang til Anna og familien ved at fortælle blomstrende historier om sit store venskab med Frantz. Særlig klar er stemningen, når han spiller for dem på Frantz’ violin. Siden overtager Anna rollen som trøstende løgner, da hun rejser til Paris og skriver hjem om sit fantastiske liv.

OZON afvikler filmen i sort-hvid og grå nuancer af den slags, som der er lagt pastelfarver på i enkelte scener. Han beskriver nederlagsstemningen og den gryende fascisme. Byens støtter mødes for at konsolidere patriotismen. Da Frantz' far fordømmer de fædre, som sendte sønnerne i krig, vil de andre ikke skåle med ham.

   Filmen vender de gængse klicheer. På en café i Paris synger sejrherrerne »Marseillaisen« med samme kraft, som tyskere plejer at lægge i »Das Lied der Deutschen« på film.

STEFAN Zweig, som for tiden bliver genopdaget i mange sammenhænge, kunne have skrevet den melankolske fortælling. Forlægget er dog en film af Ernst Lubitsch, The Broken Lullaby eller The Man I Killed, som hed Manden, han dræbte ved sin danske premiere i 1932. Allerede titlen giver en idé om, hvad det går ud på.

   Den amerikanske film var baseret på et fransk skuespil af Maurice Rostand (søn af Edmond, forfatteren til Cyrano de Bergerac), som bearbejdede sin egen anti-krigsroman fra 1925. Det primære budskab var pacifismen og en undsigelse af alle slags intolerance. Især den humanistiske opsang til fædrene, som ofrer deres sønner, er et retorisk højdepunkt.

   Motivet er bibeholdt hos Ozon, men i hans film er Anna i fokus. Hun har for tidligt fået halv enkestatus. Byen skumler, da hun går ture med fjenden. Især nationalisten Kreutz, som selv bygger op til et kurmageri, ville gerne lynche rivalen. Anna afviser Adrien, men hun ender med at elske ham. Hun kunne i hvert fald sagtens, hvis han ville række ud.

DER er et homoerotisk anslag, som aldrig bliver fulgt op. Pierre Nineys intense Adrien ligger typemæssigt tæt på Rostand, der var stolt af sin seksualitet på en tid, hvor rigtige mænd gik i krig med et smil og så frem til at skære fjenden i stykker. Formentlig gør Ozon det med vilje. Han har arbejdet med kønnets undren i de fleste af sine film.

   Her giver det en skæv undertone. Adrien fortæller hensynsfulde eventyr om Frantz og den fantastiske førkrigstid i Paris. Disse smukke skrøner, der er løgne, man kunne leve i, fortryller både Anna og Frantz’ forældre. Tilskueren forventer halvt, at det er sin kærlighed til hendes forlovede, som Adrien ikke kan røbe for Anna. Sandheden virker prosaisk i forhold.

TIL forsvar for filmen skal siges, at den nye del af historien, Annas version, løfter fortællingen på plads og giver den en uventet modernitet. Hvis man ikke er overbevist af den knugende alvor, som Ozon vil skabe i første akt, er der til gengæld en befriende kvalitet i den imaginære hverdag, som Anna konstruerer i sine breve til Frantzs forældre.

   Mødet med Frankrig og Adriens familie er en skuffelse. Frantz boede kummerligt, og der var ingen gylden tid. Men i Annas breve blomstrer det hele. I fantasien giver hun sig selv det liv, hun fortjener. På den måde bliver hun en kunstner, der skaber verden om ved at skrive.

SÅ i den ånd begynder interviewet med Ozon. Vi mødes for fjerde gang siden 2002, da 8 femmes samlede cremen af franske skuespillerinder og var en elegant sensation.

   Nu er filmskaberen næsten 50. Ozon har begået en lang stribe film, der er lige populære hos publikum og kritikere. Han er med tiden blevet den franske auteur, som virkelig forstår sig på kvinder.

   – Både Anna og Adrien lyver for at trøste Frantz’ forældre. Det virker oven i købet –

   »Det er måske ikke så meget løgne som fiktioner. Meget ofte handler mine film om karakterer, der foretrækker fiktion for virkeligheden. I begyndelsen vil forældrene og Anna så gerne tro på Adriens løgne. Det svarer lidt til at være filmelsker. Vi går i biografen og gør alt for at blive overbevist om sandheden i de fiktioner, vi ser. Samtidig ved vi, at skuespillerne fingerer. På en måde er det en metafor for forholdet mellem kunst og virkelighed.«

– FILMEN broderer videre på »Broken Lullaby« af Ernst Lubitsch. Er det en personlig favorit?

   »Faktisk fandt jeg først Rostands skuespil. En af mine venner vidste, at jeg ville lave en film om hemmeligheder og løgne, og han sagde, at der fandtes et virkelig godt skuespil fra sidste århundrede om det tema. Jeg læste det og var begejstret – indtil jeg opdagede, at Lubitsch havde lavet Broken Lullaby.

   Jeg blev skuffet og nedtrykt. For jeg tænkte: Hvordan kan man komme efter Ernst Lubitsch? Så så jeg filmen, der er lavet i 1930ernes perspektiv. Lubitsch vidste ikke, at 2. Verdenskrig var på vej. Han taler om krigen som fortid og pacifismen som fremtid.

   Både i skuespillet og filmen er historien fortalt fra Adriens synsvinkel. Publikum ved fra begyndelsen, hvad han har gjort. Jeg ville fortælle historien fra tabernes synsvinkel. Derfor følger filmen med Anna. Hun ved ikke mere end publikum, og hun kender ikke den nøjere forbindelse mellem Frantz og Adrien. Dét, syntes jeg, gav filmen mere spænding og ambivalens. Derfor turde jeg udfordre Lubitsch. Vi deler nogle scener. Men det er en anden film.«

– DER er nationalisme på begge sider. Det ligner næsten Europa i dag –

   »Også mere end det var meningen. Først skulle det være en film om fiktive virkeligheder, men jeg arbejdede med den historiske kontekst og læste om nationalismen i Tyskland mellem krigene. Det er interessant, når man ved, at nazisterne kommer til magten om ti år. Hele højredrejningen og frygten for de fremmede ligner ting, der sker nu. De var allerede i den historie, og det var en måde at overbevise mine producere på. For det undrede dem, at jeg ville lave en film om den periode.«

   – Taberne i Tyskland viser varme og oprigtighed. I Frankrig er der chauvinisme og hykleri –

   »Da vi rejste penge til filmen, som er en koproduktion, var tyskerne vilde med manuskriptet. I Frankrig var reaktionen snarere: Åh nej, ikke en film mere om 1. Verdenskrig. Men tyskerne var entusiastiske. De sagde: For en gangs skyld er vi ikke skurkene. Vi er ikke nazister. Vi er rigtige mennesker.

   Det var sjovt at få den reaktion. Og det er sandt. Hadet til tyskerne var en realitet i Frankrig i meget lang tid. I franske film er de altid karikerede. Jeg ville vise, at mennesker lider ens på begge sider. Det er altid den samme historie, når forældre mister deres børn.

   Og de er ikke engle alle sammen. Der er bagstræberen Kreutz, som taler om patriotisme. Man kan tænke sig, at han bliver nazist siden hen.«

OZONS kvinder er altid lidt klogere end mændene. De er modne pragmatikere (som regel spillet af Charlotte Rampling eller Catherine Deneuve), unge realister (Ludivine Sagnier i Swimming Pool eller Marine Vacth i Jeune et jolie), højgravide mødre (Isabelle Carré i Le refuge) eller mænd i en forkert krop (Romain Duris i Min nye veninde).

   I 5 x 2 fra 2004 bliver et parforhold trævlet op i fem scener, der er vendt kronologisk. Valeria Bruni-Tedeschi er så god i rollen, at det bliver en af de store ægteskabsfilm.

   – Det er næsten altid kvinder, der bærer historien i dine film –

   »Jeg gjorde en stor opdagelse, da jeg optog Under sandet med Charlotte Rampling, som var cirka 50 år dengang. Jeg indså, at jeg kunne udtrykke mig gennem denne kvinde. Det var en god åbenbaring. Somme tider gør distancen det letttere at få tingene sagt. Hvis man har en person, der er i samme situation som én selv, er det sværere at være klar omkring karakteren.

   I Frantz var det interessant at følge med Anna, for hun er også et offer for krigen, men på en anden måde end mændene og den ældre generation.«

Se også François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: Potiche (2010); François Ozon: 5 x 2 (2014) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014).

François Ozon blev interviewet på Hotel Le Grand i Paris den 14. januar 2017

Frantz. Instr. og manus: François Ozon. Foto: Pascal Marti. 113 min. Frankrig-Tyskland 2016. Dansk premiere: 30.03.2017

Fotos: Mandarin Films, Camera Film/ Unifrance/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 31.03.2015