Martin Scorsese: The Aviator (2004)

CITIZEN HUGHES

Et drømmeportræt af den rigeste særling

Af BO GREEN JENSEN

ALENE for sin begyndelse vil The Aviator blive husket i lang tid. Det er måske ikke i sig selv usædvanligt, at en stor amerikansk levnedskildring lægger sin stil og sit anslag efter filmen, der fremdeles har ry for at være en af verdens bedste, Orson Welles' titaniske Citizen Kane (1941, da. Den store mand), som instruktøren skabte i en alder af 25 grønne år. Dog har få taget springet så dristigt, at de matcher det magiske Rosebud hos Welles.

   Hos Welles giver den døende Kane slip på en sneglobe. Den knuses, og hans mund hvisker »Rosebud« i nærbillede. Først ved filmens slutning begriber vi, at den store mands erindringsbærende Rosenknop var en kælk, som han kørte på i sin barndom. Flammerne får den, da Xanadu tømmes, og ingen af filmens karakterer forstår sammenhængen. Kun publikum deler fortællerens indsigt i en af filmkunstens mest mytologiske scener, der måske ikke rummer nøglen til gåden om Kane, men til gengæld siger meget om erindringens væsen.

I MARTIN Scorseses portræt af millardæren Howard Hughes (1905-1976) bliver ordet Karantæne et lignende sentimentalt kryptogram. Den nøgne dreng står med fødderne i en zinkbalje med vand. Han har ryggen til kameraet, som i dunkelt flakkende belysning registrerer et kæmpemæssigt gotisk rum, der sagtens kunne ligge i Xanadu. I hvert fald har kaminen den samme gabende grottemund. Howards mor kommer ind og begynder at vaske ham med omhyggelige bevægelser, som gjaldt det et renselsesritual. Hun spørger, om han ved hvad kolera og tyfus er. Det gør han. »You are not safe,« betoner hun lidenskabeligt.

I SAMME scene lærer hun ham at stave til det svære forløsende ord »Karantæne«. Tyve år senere, da den voksne finansmand i stigende grad bliver styret af sin renhedsfobi, sin berøringsangst og bakterieskræk, er det denne mantra, som han finder frem, når han gribes af særlig akut panik og samtidig må pacificere manien, hvis han vil nå de sociale mål, han har sat sig.

   Howard Hughes finder da et herretoilet, hvor han kan gnubbe sine hænder til blods, gnide medbragt sort sæbe ind i sin hud og dræbe hver mikrobe, før processen begynder forfra. Han trækker vejret så dybt som han kan og begynder stilfærdigt at stave: »Q-U-A-R-A-N-T-I-N-E«.

TRICKET virker næsten hver gang, i det mindste i de tyve år, fra 1927 til 1947, hvor Scorseses film følger det mærkelige menneske, der blev en af verdens rigeste mænd i sin tid.

   Siden fik dæmonerne definitivt bugt med Hughes. I 1958 gav han sit sidste interview. I 1966 solgte han Trans World Airlines for 586 mio. dollars og isolerede sig på en privat etage i Desert Inn Hotel i Las Vegas. Her undgik han fysisk kontakt og kommunikerede via en betroet stab, der viste sig sjældent loyal. Der er mange vandrehistorier om Hughes, som ved sin død i 1976 var så præget af mange års isolation, at retsmedicineren måtte tage ligets fingeraftryk.

   Scorseses film er ikke den første fremstilling, som drager parallellen mellem Hughes’ curriculum vitae og Orson Welles’ debutfilm (der tog afsæt i bladkongen William Randolph Hearsts historie). John Logan har baseret sit manuskript til The Aviator på Michael Drosnins biografi Citizen Hughes (1985), der sammen med Donald Bartletts Empire: The Life, Legend and Madness of Howard Hughes (1979) og Charles Highams Howard Hughes: The Secret Life (1993) hører til standardværkerne.

   Det var netop sin ret som almindelig borger, magnaten påberåbte sig, da han i 1946 konfronterede senator Owen Brewster i en senatshøring, der ville stemple Hughes som svindler og give et monopol på flyvning over Atlanten til Pan-American Airlines, TWA’s konkurrent.

I KLINISK sprog kaldes Hughes’ tilstand OCD, dvs. »obsessive compulsive disorder«, og betegner et spektrum af tvangshandlinger. I filmisk sammenhæng bliver syndromet i regelen blot antydet. Det spiller kun en lille rolle i William Grahams tv-film The Amazing Howard Hughes (1977), hvor Tommy Lee Jones gav en meget plausibel fremstilling. Filmen skildrer Hughes’ Hollywood-projekter og hans samlermani med hensyn til kvinder, men finder sit omdrejningspunkt i ingeniørens drøm om at skabe verdens største fly, en luftbåren husblok ved navn Hercules, som medierne døbte »The Spruced Goose«.

   Under 2. verdenskrig modtog Hughes 17 mio. dollars af forsvarets penge til at tegne og fremstille flyet. Dette beløb var den officielle anledning til senatshøringen i 1946. Hughes forsvarede sig effektivt, afslørede Brewsters interesser i Pan-Am og satte prikken over i’et ved at flyve Hercules over havnen i San Francisco for første og eneste gang. Han udvandrede fra høringen og bestilte en flåde af jetfly til TWA. Men han vendte aldrig rigtigt tilbage til hverken driften af sit firma eller instruktørrollen i Hollywood.

OGSÅ Scorseses film skildrer dette. Vi slår første gang følge med Hughes (Leonardo DiCaprio) i 1927, da han bruger uhørte summer på at producere og instruere krigsflyverfilmen Hell's Angels (1930, da. Giganternes kamp), først som stumfilm, siden med lyd på. Industrien var skeptisk, men filmen tjente sig så meget ind, at Hughes kunne skabe gangsterdramaet Scarface (1932) og den lurvede western om Billy the Kid, The Outlaw (1943, da. Vestens udstødte), der i realiteten havde ét formål: at vise verden Jane Russells bryster.

   Hughes var så betaget af disse, at han personligt tegnede Russells bh og lagde mindst lige så megen omhu i arbejdet, som når det gjaldt hans prototyper til fly. I 1948 købte Hughes RKO-studiet og fortsatte i mange år som producer, også i Las Vegas-tiden. Det er ikke med i Scorseses film.

DENNE finder sin røde tråd i Howards forhold til kvinder, først og fremmest Katharine Hepburn (Cate Blanchett), som han prøvede at bo sammen med, og Ava Gardner (Kate Beckinsale), som han drev til vanvid ved at installere mikrofoner i soveværelset.

    Der er pyntet gevaldigt på disse historier. Til gengæld bliver forholdet til Jane Russell stort set ikke berørt. Russell levede stadig, da The Aviator blev produceret. Hun var 83 år i 2004 og frabad sig mere slibrig opmærksomhed i forbindelse med The Outlaw. Hun blev Hughes’ protege som 19-årig. Få stjerner havde sværere ved at sparke sig fri af debuten.

SCORSESE bruger megen tid på at genskabe Hollywood omkring 1930. Som kontrast ser vi Howard træde i karakter og være i sit element, når han sidder i cockpittet oppe i renheden. En dramatisk nødlanding på golfbanen i Beverly Hills er et sætstykke efter klassisk model. Huse skæres over, haver pløjes i stykker, Hughes er døden nær i flammerne. Da han vender tilbage, er han i højere grad, som man sædvanligvis ser ham.

   Endelig bliver det fysiske sammenfald fuldstændigt. I de første scener tænker man, at den spinkle DiCaprio slet ikke ligner. To timer senere, da han vidner for senatskomiteen, har skægget og hatten gjort deres. DiCaprio ligner nu Hughes så meget, at han kunne være trådt direkte ud af den nyhedsrevy, som findes og dokumenterer processen.

EFTER begyndelsens Hollywood-fabler, den skinnende støj og de spraglede farver, er det i sygdommen og særhederne, at The Aviator finder sin form. Det er ærlig talt ingen stor film, mere et svært diverterende pausesignal fra outsiderinstruktøren, der ikke engang med den lige så kulørte, men vægtigere Gangs of New York (2003) formåede at charmere det amerikanske filmakademi. I 2004 var Scorsese nomineret til 11 Oscars for The Aviator.*

   I de bedste scener er DiCaprio alene med sin angst for moderens trusler om tyfus og kolera. »You are not safe.« Og fordi man i detaljer følger Hughes’ afsindige renlighedsrutine, bliver det forbavsende spændende at se ham trodse dæmonen, stave til »quarantine« og bide kvalmen og panikken i sig.

   Den korrupte senator Brewster (Alan Alda) har hørt rygter om et totalt sammenbrud, da han inviterer Howard til frokost og sætter et fedtet fingeraftryk på hans glas. Han skuffes, da Hughes bare drikker og smiler. I korridoren bryder den store mand sammen, gisper og sveder, men han har stået distancen mod alle odds.

DICAPRIO er overvældende god i rollen. Også Cate Blanchetts Kate Hepburn gør indtryk, men er dog mere som et revynummer. DiCaprio står dér og skælver i blitzlyset. Benene ryster, sved springer frem, men han smiler stort og energisk. Ifølge bøgerne var milliardæren en fuldkommen samvittighedsløs og mildt utilregnelig forretningsmand, der forfulgte sit mål med alle midler. Han skal have haft en andel i Watergate-skandalen og ført omfattende politisk lobbyvirksomhed fra sin bakteriefri etage.

   Alligevel er der meget ved Scorseses portræt, som virker sandfærdigt og overbeviser, i det mindste på mytologisk niveau. Det er sikkert og vist, at processen mod Howard Hughes blev ført; at han vidnede som i filmen og brugte uger på at konstruere den optimale bh til Jane Russell. Den sære mand var ingen højkulturel McKinley-Møller. Alligevel deler de visse træk. Et projekt som Operaen kunne sagtens være udtænkt i tusmørkesuiten på Desert Inn Hotel.

THE Aviator er i det mindste meget underholdende. Projektet blev påbegyndt af Michael Mann, som hellere ville lave Los Angeles-krimien Collateral (2004), men fungerede som producer på Hughes-filmen. Mann og Scorsese har sammen skabt en slags popcornudgave af Citizen Kane. Det er slet ingen ringe bedrift.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

*) 2002 var Gangs of New York Oscar-nomineret i 10 kategorier, men modtog ikke en eneste pris. The Aviator vandt i 5 kategorier: Best Cinematography (Robert Richardson), Supporting Actress (Cate Blanchett), Film Editing (Thelma Schoonmaker), Art Direction (Dante Ferretti) og Costume Design (Sandy Powell). Først i 2006 lykkedes det for Scorsese at lande de tungeste kategorier. The Departed modtog Academy Awards for Best Picture, Director, Adapted Screnplay og Film Editing. Howard Hughes' Hell's Angels var nomineret for Best Cinematography  (Harry Perry, Tony Gaudio), da The Academy of Motion Picture Arts and Sciences uddelte sine Oscars for tredje gang. Det skete den 5. november 1930 på The Ambassador Hotel i Los Angeles. Hell's Angels tabte til dokumentarfilmen With Byrd at the South Pole, som Joseph T. Rucker og Willard Van der Veer havde fotograferet på stedet. Der var 6 nomineringer til musicalen The Love Parade (1929, da. Prinsgemalen) som Ernst Lubitsch havde instrueret med Maurice Chevalier og Jeanette MacDonald i hovedrollerne. Årets film var dog Lewis Milestones All Is Quiet on The Western Front (da. Intet nyt fra Vestfronten). Filmatiseringen af Erich Maria Remarques (anti)krigsroman vandt for Outstanding Production – som Best Picture-kategorien hed i 1930 – og Best Director.  

The Aviator. Instr.: Martin Scorsese. Manus: John Logan. Foto: Robert Richardson. 170 min. USA 2004. Dansk premiere: 28.01.2005.

Fotos: Forward Pass/ Appian Way/ IMF/ Initial/ Warner Bros./ NFD/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-grab/ FilmAffinity/ Smithsonian Institution/ Wikiwand/ Wikimedia Commons

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime,YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 01.02.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 28.01.2005

Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004)

SOM EN DATTER

En sjælden og god boksefilm

Af BO GREEN JENSEN

BOKSEFILMEN er en hævdvunden genre, der gennem tiden har frembragt en lang række titler, vi tæller som amerikanske klassikere. Traditionelt er det også en maskulin genre.

   I moralske dramaer som Mark Robsons The Harder They Fall (1956), John Hustons Fat City (1972) og Martin Scorseses Raging Bull (1980) ser vi sindbilledet på martret maskulinitet, når det stolte handyr gradvis forvandles til et misbrugt ringvrag, for måske i den store kamp at rejse sig og slå igen en sidste gang. Det er slutningen, vi alle elsker, skønt den næppe er realistisk. Selv Sylvester Stallones serie om Rocky Balboa (1976-2006) har momenter.

   Ikonet Clint Eastwood (f. 1930), der med alderen blot bliver bedre som filmskaber, har i Million Dollar Baby drejet en række af boksefilmens klicheer, samtidig med at han hylder grundformen og overholder genrens konventioner. For eksempel er fortællingens fighter en kvinde.

   Frankie Dunn (Eastwood) har ikke lyst til at oplære endnu en bokser, da Maggie Fitzgerald (Hilary Swank) opsøger ham i det skrantende træningscenter. Og slet ikke en kvinde. Hans bedste bokser har svigtet ham for en mere risikovillig – det vil sige hensynsløs – manager. »Det ville ikke være så hårdt, hvis du ikke var så forbandet gammel,« siger bestyreren Scrap (Morgan Freeman), der fungerer som filmens fortæller.

   De to mænds fortrolige tone er en af attraktionerne i Million Dollar Baby. Scrap mistede synet på det ene øje, fordi Frankie ikke standsede hans kamp nr. 109. Kun Frankie føler skyld. Scrap har fundet et helle for verden i klubben, hvor han bor i et baglokale.

MAGGIE er allerede fyldt 30. Hun kommer fra underklassen. Hendes familie bor i en trailer langt pokker i vold og lever helt principielt af socialhjælp. Hun er ingenting og har ingenting. Blot en betingelsesløs vilje til at træne, adlyde Frankie og blive den bedste bokser i verden. Frankie slår sig længe i tøjret, men overgiver sig endelig. Scrap har kapituleret for længst.

   Der er én krølle mere i forhistorien. Eastwoods figur har selv været bokser og må også have sat et ægteskab overstyr. I hvert fald svarer hans datter aldrig på de breve, han sender til Irland hver uge. Så Frankie læser gælisk, mens han træner sine boksere. Han citerer Yeats’ »Innisfree« og giver Maggie kunstnernavnet »Mo Chuisle«, da hendes karriere er undervejs.

   Først i en uforglemmelig scene til slut – det er hér, at netop hårde mænd og alle verdens fædre græder – får Maggie at vide, hvad navnet betyder. Det er en af de scener, man gemmer i krukken med tidløse filmøjeblikke. Det er den forløsning, som hele Million Dollar Baby har bygget op til.

MILJØET er rigt på detaljer; spillet hos den centrale trio er i særklasse hele vejen. Som tilskuer læner man sig tilbage og følger den hårde træning; de første barske kampe, den relative modgang, sejrenes brusende sødme; de ubegribelige øjeblikke, hvor en brækket næse må knækkes på plads; ofrene, alle bringer for sagen, og den voksende tillid mellem den gamle træner og den unge kvinde. Det er klart, at Maggie ser en far i Frankie. Det er klart, at hun bliver som en datter for Frankie. Filmen overdriver dog aldrig motivet. Overhovedet er Million Dollar Baby realiseret med upåklagelig takt.

DER er få overraskelser i filmens første akter. Snarere fæster man sig ved den rituelle kvalitet i skildringen af Maggies vej til toppen, og man har faktisk set en hel film, som sagtens kunne standse og kalde sig færdig, da hun går i ringen til den sidste store kamp i Las Vegas.

   Her sker noget, der udløser yderligere 40 minutter, hvor man ikke er sikker på nogen verdens ting. Det er i opbyggelsen, at Eastwood konsoliderer sin håndværksmæssige teknik, men det er i slutdelen, at han skaber noget for alvor unikt.

MILLION Dollar Baby er en umådeligt tilfredsstillende filmoplevelse, grundig i sin miljøskildring, omhyggelig i sin persontegning og stoisk i sit grundlæggende livssyn, som boksefilmen oftest og som Eastwoods egne arbejder altid har været. Som spiller er han en åbenbaring i denne film. Hilary Swank har den mest fysiske rolle og fremstiller sin skikkelse kompromisløst, men Eastwood bærer et helt livs kompromiser med sig og skaber med Frankie Dunn en af sin karrieres mest overbevisende skikkelser.

MILLION Dollar Baby bygger på flere noveller fra Rope Burns: Stories from the Corner af F.X. Toole, et pseudonym for den irskfødte Jerry Boyd (1930-2002), som kendte boksemiljøet indefra. Det er en i alle detaljer gennemarbejdet film. Eastwood har selv komponeret musikken, der stilfærdigt tilfører filmen dybde uden at diktere vore reaktioner. Efter Unforgiven (1992) og Mystic River (2003) er Million Dollar Baby endnu et sent højdepunkt i den amerikanske mesters filmværk. Den lille film er slet og ret uforglemmelig.

   Million Dollar Baby var Oscar-nomineret i 7 kategorier. Den vandt for Bedste film, Bedste instruktion (Eastwood), Bedste kvindelige hovedrolle (Swank) og Bedste mandlige birolle (Freeman).

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006); 

Million Dollar Baby. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Paul Haggis. Foto: Tom Stern. 133 min. USA 2004. Dansk premiere: 21.04.2005.

Fotos: Warner Brothers/ Malpaso Productions/ Lakeshore Entertainment/ StudioCanal/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.04.2005