SOMMERENS HEMMELIGHEDER
De statiske stemningers dvælende mester
Af BO GREEN JENSEN
DET er hverken karaktererne eller deres handlinger, som tegner plottet og gåden i midten hos den vietnamesiske filmskaber Tran Anh Hung (f. 1962), der bor og arbejder i Frankrig, skønt hans film skildrer livet i Vietnam. Derimod betyder atmosfæren alt for de situationer, som han registrerer uden at forholde sig til dem.
Tran er altid superæsteten, de statiske stemningers dvælende mester, der skildrer banale ting meget smukt. Af samme grund har han hørt til stjernerne i festivalkredsløbet, siden han skabte sin første spillefilm, den underskønne erindring om L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaja).The Scent of the Green Papaya blev optaget i et studie i Paris. Derimod rummede den farvemættede Cyclo (1995) autentiske gadebilleder fra dagens Saigon, hvor hovedpersonen var rickshawchauffør.
I DEN indledningsvis uudgrundelige A la verticale de l'été er scenen flyttet til hovedstaden Hanoi. »Det eneste sted, jeg kender, der får mig til at føle, at forholdene mellem mænd og kvinder på nogen mulig måde kan beriges ved ægte nonchalence,« siger Hung om filmen, som blev vist første gang på Cannes Festivalen 2000. Han foreslår selv »Harmoni, eller kunsten at opretholde facaden« som en alternativ titel. Midt om sommeren skildrer dog snarere de omkostninger, som er forbundet med bevarelsen af rolige facader.
TRE søstres historier snor sig mellem hinanden. Ved en sammenkomst i begyndelsen af filmen bliver der skåret moden frugt og talt henkastet om kønslivet, mens Lien, Suong og Hai på skrømt diskuterer, om moderen havde en elsker.
Siden drejer dagene ind gennem sommeren. Lien vågner hver morgen i værelset, som hun deler med broderen Hai. Han starter båndoptageren, der altid spiller stille rockballader. I første scene kører The Velvet Undergrounds »Pale Blue Eyes« i næsten fuld længde, mens Lien strækker sig som en kat og Hai gør morgengymnastik. Siden vender Lou Reeds stemme tilbage på »Coney Island Baby«. Også Arab Strap væver mønstre i lydtapetet.
DER sker kun lidt i disse scener, men mærkværdigvis fungerer intimiteten som den optimale klangbund for filmens øvrige relationer, hvor voldsomme reaktioner bliver gemt i stille tale og diskrete kameragange.
Vi begriber, at der klippes i kronologien; at begge ældre søstre ved meget om ensomhed og seksuel frustration. Nogle ægtemænd rejser væk og har mulige affærer. Andre lever dobbeltliv i fuld størrelse. En af søstrene tror, at tavshed kan gøre hendes utroskab mindre. Alle oplever de sommerens mørke, men ved slutningen vågner Lien og Hai stadig til lyden af »Pale Blue Eyes«.
Der er ingen tvivl om, at Tran overæstetiserer og er tilbøjelig til at prioritere stil over indhold, men man fornemmer, at han virkelig forstår de sange, som han citerer, og heri ligger jo meningen med The Vertical Ray of the Sun:
»I thought you as my mountain top, I thought of you as my peak/ I thought of you as everything I’ve had but couldn’t keep...«
A la verticale de l’été (Midt om sommeren/ The Vertical Ray of the Sun). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Mark Lee. 118 min. Vietnam-Tyskland-Frankrig 2000. Dansk premiere: 25.12.2000.
Fotos: Arte France Cinéma/ Canal+/ Vietnam Feature Film Studio/ ZDF/ Cineuropa/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial
Filmen streames ikke p.t. - findes på dvd
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.12.2000.
Slot Machines - Casino Trojanos
SvarSletPlay slots from 먹튀사이트조회 the best software providers, 온카 including 바카라 사이트 추천 Pragmatic 안전 바카라 Play, Microgaming, Evolution Gaming and Topgolf. The best casinos to play slots today. 배팅사이트