Tran Anh Hung: The Vertical Ray of the Sun (2000)

SOMMERENS HEMMELIGHEDER
De statiske stemningers dvælende mester

Af BO GREEN JENSEN

DET er hverken karaktererne eller deres handlinger, som tegner plottet og gåden i midten hos den vietnamesiske filmskaber Tran Anh Hung (f. 1962), der bor og arbejder i Frankrig, skønt hans film skildrer livet i Vietnam. Derimod betyder atmosfæren alt for de situationer, som han registrerer uden at forholde sig til dem.

   Tran er altid superæsteten, de statiske stemningers dvælende mester, der skildrer banale ting meget smukt. Af samme grund har han hørt til stjernerne i festivalkredsløbet, siden han skabte sin første spillefilm, den underskønne erindring om L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaja).The Scent of the Green Papaya blev optaget i et studie i Paris. Derimod rummede den farvemættede Cyclo (1995) autentiske gadebilleder fra dagens Saigon, hvor hovedpersonen var rickshawchauffør.

I DEN indledningsvis uudgrundelige A la verticale de l'été er scenen flyttet til hovedstaden Hanoi. »Det eneste sted, jeg kender, der får mig til at føle, at forholdene mellem mænd og kvinder på nogen mulig måde kan beriges ved ægte nonchalence,« siger Hung om filmen, som blev vist første gang på Cannes Festivalen 2000. Han foreslår selv »Harmoni, eller kunsten at opretholde facaden« som en alternativ titel. Midt om sommeren skildrer dog snarere de omkostninger, som er forbundet med bevarelsen af rolige facader.

TRE søstres historier snor sig mellem hinanden. Ved en sammenkomst i begyndelsen af filmen bliver der skåret moden frugt og talt henkastet om kønslivet, mens Lien, Suong og Hai på skrømt diskuterer, om moderen havde en elsker.

   Siden drejer dagene ind gennem sommeren. Lien vågner hver morgen i værelset, som hun deler med broderen Hai. Han starter båndoptageren, der altid spiller stille rockballader. I første scene kører The Velvet Undergrounds »Pale Blue Eyes« i næsten fuld længde, mens Lien strækker sig som en kat og Hai gør morgengymnastik. Siden vender Lou Reeds stemme tilbage på »Coney Island Baby«. Også Arab Strap væver mønstre i lydtapetet.

DER sker kun lidt i disse scener, men mærkværdigvis fungerer intimiteten som den optimale klangbund for filmens øvrige relationer, hvor voldsomme reaktioner bliver gemt i stille tale og diskrete kameragange.

   Vi begriber, at der klippes i kronologien; at begge ældre søstre ved meget om ensomhed og seksuel frustration. Nogle ægtemænd rejser væk og har mulige affærer. Andre lever dobbeltliv i fuld størrelse. En af søstrene tror, at tavshed kan gøre hendes utroskab mindre. Alle oplever de sommerens mørke, men ved slutningen vågner Lien og Hai stadig til lyden af »Pale Blue Eyes«.

TRAN Nu Yen Khe, som spillede den voksne Mui i Duften af den grønne papaja (og som uden for fiktionen er gift med instruktøren), er castet som Lien, der samler det hele. Midt om sommeren er et udsøgt eksempel på slow cinema. Nogle vil elske den. Andre vil flygte, enkelte vil slet og ret falde i søvn.

   Der er ingen tvivl om, at Tran overæstetiserer og er tilbøjelig til at prioritere stil over indhold, men man fornemmer, at han virkelig forstår de sange, som han citerer, og heri ligger jo meningen med The Vertical Ray of the Sun:

   »I thought you as my mountain top, I thought of you as my peak/ I thought of you as everything I’ve had but couldn’t keep...«

Se også Tran Anh Hung: The Scent of the Green Papaya (1993); Murakami | Tran Anh Hung: Norwegian Wood (2010).

A la verticale de l’été (Midt om sommeren/ The Vertical Ray of the Sun). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Mark Lee. 118 min. Vietnam-Tyskland-Frankrig 2000. Dansk premiere: 25.12.2000.

Fotos: Arte France Cinéma/ Canal+/ Vietnam Feature Film Studio/ ZDF/ Cineuropa/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial

Filmen streames p.t. (juli 2025) ikke i Skandinavien - i UK og Frankrig bl.a. på Apple TV, Amazon Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 21.05.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.12.2000.

Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999)

KÆRLIGHED GØR BLIND
90ernes sidste skærsommernatsdrøm

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeare skrev A Midsummer Night’s Dream midt i 1590erne. Stykket tog form gennem slutningen af årtiet og er første gang trykt i 1600. Da skuespillet blev opført på Hampton Court i 1604, var det en gennemprøvet favorit.

   Som ofte hos Shakespeare er metakræfter i spil. Tre handlinger snor sig, beriger hinanden og blander blod. Til slut gør en fjerde tekst status. Skovens magiske væsener udlever rænker og intriger. Alfekongen Oberon skal giftes med Titania. Der er fire dage til ceremonien.

   I samme eventyrskov overnatter to unge par fra Athen: Hermia og Lysander, Helena og Demetrius. De kunne være blomsterbørn. De skal til at tage hul på det hele.

   I byen skal hertug Theseus giftes med Hippolyta, amazonernes dronning. Seks svært teaterglade håndværkere øver sig på den forestilling, Pyramus og Thisbe, der skal opføres ved bryllupsfesten.

   Der er virkelig flyvende sommer i luften. Liv og teater smelter sammen. Det er prototypen på en romantisk komedie. Publikum har elsket den i 430 år.

EVENTYRSPILLET blev filmatiseret i 1909 og har siden været (mindst) 20 gange gennem forvandlingsmaskinen, der prøver at få levende film ud af teksttæt teater.

   Michael Hoffmans stjernebestrøede pragtudgave blev den sidste af 1990ernes mange Shakespeare-filmatiseringer. Hoffman blander britiske og amerikanske spillere i en tekstmæssigt meget trofast version, som scenografen Luciana Arrighi har skabt overdådigt fantasifulde rammer omkring. Alligevel lykkes det ikke filmen at ligne et nødvendigt bud på en eviggyldig fabel. Tværtimod fremstår den som overflødigt nips.

   Ligesom Trevor Nunns Twelfth Night (1996, da. Helligtrekongersaften) henlægger Hoffmans film forvekslingskomedien til en arkadisk eller utopisk kulisse, som der står det 19. århundrede på. Det giver de elskende par lejlighed til at færdes i skoven på cykler, hvilket i bedste fald virker excentrisk.

   Det er ikke nødvendigvis en god idé at anbringe Shakespeares Athen i Toscana, fordi tilskueren uvilkårligt sammenligner med Kenneth Branaghs anderledes vitaminrige Much Ado About Nothing (1993, da. Stor ståhej for ingenting), som faktisk havde en idé med at lade amerikanske stemmer bære halvdelen af dialogen. Men smukt ser det ud. Det er afgjort i billedstoffet, at denne skærsommernatsdrøm har sin kraft.

RUPERT Everett og Michelle Pfeiffer slipper med nød og næppe fra at virke absurde som Oberon og Titania. Stanley Tucci har derimod håbløse odds som Nis Puk.

   På menneskesiden fæster man sig især ved, at ingen af de fire unge elskende, som skal bære både dårskaben og bittersødmen ved forelskelsens omskiftelige væsen, formår at gøre indtryk på tilskueren - ja, man kan dårligt huske, hvem der er hvem, skønt Christian Bale spiller Demetrius, og Calista Flockhart (alias Ally McBeal) får rigtig mange chancer med sin figur. Sophie Marceaus Hippolyta er et distræt ornament, David Strathairn en decideret svag og fejlanbragt Theseus.

PÅ denne blakkede baggrund er det op til de raske og pudsige svende, som opfører stykket-i-stykket til slut, at redde dagen og bardens ære.

   Det lykkes først og fremmest i kraft af en overrumplende veloplagt indsats fra Kevin Kline, der som Nick Bottom (Rumpe eller Rendegarn) næsten tager bad i sin rolle, uanset om han er æslet, der undrende elsker med alfedronningen, eller den fødte frikadelle, der svanser og drejer sin time på scenen. Hoffman lader meget overbevisende stykket-i-stykket skifte farve, fra håbløs amatørfarce til gedigent bevægende menneskespil.

HER finder filmen for alvor sit ærinde, men det sker så sent, at det ikke er nok. Ellers er scenerne fra Titanias hof den eneste grund til at lade sig fortrylle. Elementer fra 1890ernes europæiske symbolisme, Gustav Klimt, Fernand Khnopff osv., er meget effektivt flettet ind i elverdronningens udstyr, og Hoffman citerer med velbehag flere filmiske kilder, især Jean Cocteaus La Belle et la Bête (1946, da. Skønheden og Udyret).

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

I temaet »Liv og teater« se også bl.a. Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac; Nøgler til livet: Tennessee Williams 1911-1983; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

A Midsummer Night's Dream (En skærsommernats drøm). Instr. & manus: Michael Hoffman. Foto: Oliver Stapleton. 121 min. USA 1999. Dansk premiere: 29.10.1999.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ New Regency Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ YouTube (Original 1999 Trailer)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

DVD fra 20th Century Fox (UK) 09.09.2002

2K Blu-ray fra FilmConfect Home Entertainment (Tyskland) 09.02.2018

Sidste del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.10.1999