Dronningebilleder | Mary Queen of Scots (2018)

OFRE FOR HISTORIEN

Maria Stuart og Elizabeth I 

Af BO GREEN JENSEN

FOR lige at repetere historien, som er fortalt og fortolket utallige gange: Maria Stuart af Skotland (1542-1587) og dronning Elizabeth I af England (1533-1603) var kusiner.

   Katolikken Maria blev gift med den franske kronprins og var i et lille år dronning af Frankrig. Hun vendte hjem som enke i 1561 og giftede sig med sin fætter, Lord Darnley. Parrets søn, James, blev senere konge af både Skotland og af England. Det er efter ham, at vi har Kong James-bibelen. Han sponsorerede også Shakespeares teater.

   Protestanten Elizabeth var datter af Henrik VIII og Anne Boleyn (som Henrik lod henrette, da datteren var to et halvt år). I 1542, samme år som Maria blev født, overtog hun tronen efter sin far. Som dronning Elizabeth regerede hun England i 45 år.

DEN britiske udgave af Reformationen var fuld af royale og politiske intriger. Marias mand blev myrdet i 1567. Hun giftede sig med Jarlen af Bothwell, som formentlig stod bag drabet. Efter folkelig modstand blev hun sat i fængsel, abdicerede og overgav tronen til sin søn. Jarlen af Bothwell flygtede til Danmark og endte sine dage på Dragsholm Slot.

   Maria tog til England og bad sin kusine om hjælp. Elizabeth var fast besluttet på at undgå en religionskrig. Hun så Maria som en mulig rival, der kunne gøre krav på den engelske trone. Kusinen blev sat i husarrest og tilbragte de sidste 17 år af sit liv på forskellige slotte i England.

DER er delte meninger om, hvem der skrev de belastende breve, som implicerede Mary i et katolsk statskup. Måske var de forfalskninger; måske blev linier føjet til. De gjorde deres virkning. Elizabeth ville én gang for alle have fred og dømte sin kusine til døden. Maria blev halshugget på slottet Fotheringay. Det skete den 8. februar 1587.*

   Hun bedyrede til det sidste sin uskyld og citeres ofte for en uudgrundelig linie, som mange digtere har brugt: »I min slutning er min begyndelse.« Faktisk var det et motto, som hendes mor, Maria af Guise, lod brodere i sit våben: En ma fin est mon commencement.**

   Forholdet mellem de to kvinder er blevet set som et billede på mange slags dualisme: mellem sanselighed og askese, følelse og fornuft, sjælfuldhed og kynisme. Mary blev den romantiske martyr, Elizabeth en rationel magtfigur. Begge blev de ofre for historien.

DEN debuterende instruktør Josie Rourke – som til hverdag er leder af Donmar Warehouse i London og har mange teaterforestillinger bag sig – gør konflikten til et nyfeministisk lærestykke. Kvinderne er styret af maskuline kræfter. Den religiøse faktor nedtones, mens magtbegæret er helt skruet op. Henrettelsen på Fotheringay har en højtidelig, næsten rituel kvalitet.***   

DE to dronninger bliver spillet af irske Saoirse Ronan og australske Margot Robbie. Ronan er god til at vise Marys grundlæggende varme. Robbie kan ikke helt matche Cate Blanchetts fremstilling i Shekhar Kapurs to film om Elizabeth (1998) og Elizabeth – The Golden Age (2007).

   Mændene er et mørkt, forvirrende mylder af kavalerer, ambassadører, gejstlige nøglepersoner og militære rådgivere. Der er en stemning af moderne kommandocentral i de skotske og engelske scener.

   Filmen begynder ved henrettelsen på Fotheringay, bryder så af og klipper tilbage til stranden, hvor Mary »kom hjem« fra Frankrig i 1561. Det lange forløb gennemspilles. Til slut bliver øksen hævet, mens Mary taler til sin søn i voice over: »I min slutning er min begyndelse. Jeg vil se på dig fra himlen, når din krone en dag forener to kongeriger – og vi vil omsider have fred.«

UNÆGTELIGT har filmen gode ideer og alle de bedste hensigter. Den er skrevet af Beau Willimon, som var medforfatter på Nexflix-udgaven af House of Cards (2013-2018) og stod for manuskriptet til George Clooneys The Ides of March (2011, da. Kamæleonen). Han forstår sig på spin og politiske rænker. Kilden er John Guys My Heart is My Own: The Life of Mary Queen of Scots (2004), en af adskillige nye biografier, som vil revidere offerbilledet af Maria.

   Rourkes teaterbaggrund fornægter sig ikke. Hun klipper stramt mellem hoffet i Skotland og hoffet i England. De to kvinder optræder aldrig alene. I Skotland er der mørkt og råt, men Mary lader kavalererne synge. I England bliver Elizabeth iscenesat som nationalsymbol. Hun har dårlig hud, er ubeslutsom og kasserer konstant sine fine broderier.

   

ALLE drab foregår i det åbne, så de sammensvorne ikke kan nægte bagefter. Det er vigtigt, at hver gennemfører et stød. Indtrykket er som af stammer, der fører en primitiv krig. De skotske landskabsbilleder er smukke, men føjer absolut intet til filmen.

   Endelig mødes de to kusiner og fører en lang dialog. Det er filmens største fiktion. Mary og Elizabeth havde en omfattende korrespondance, som er bevaret. Den består mest af bønner fra Mary og undvigende reaktioner fra Elizabeth. De to kvinder mødtes aldrig i virkeligheden.

   Det er ikke den værste rekonstruktion, men lidenskaben, som må have været der, mangler. Maria Stuart er blevet stærkt spillet af bl.a. Katharine Hepburn (1936), Vanessa Redgrave (1971) og Samantha Morton (2007). Saoirse Ronan slutter sig til processionen.

Se også Dronningebilleder | Margrete den Første/Queen of the North (2021); Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018); Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006); Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006); Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022]; Justin Chadwick | Peter Morgan: The Other Boleyn Girl (2008); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593 + 14 tekster i temaet Shakespeare.

*) Der er talrige fremstillinger i alle medier. Det første klip i filmhistorien er foretaget i The Execution of Mary Stuart, som Alfred Clark instruerede for Thomas Edison i 1895. Filmen, som varer 18 sekunder, viser kort og godt henrettelsen. Mary/Maria bliver spillet af Robert L. Thomae. Da øksen falder, sættes filmen i stå, og skuespillerens hoved erstattes med en attrap. Clark splejser negativerne sammen, og effekten mere end overbeviser.

   Hvor historien for alvor blev levende for mig, var i Simon Schamas fremragende dokumentarserie A History of Britain (BBC 2000-2002). I episode syv, som hedder »The Body of a Queen«,  står Schama ved resterne af Fotheringay og taler om Elizabeths tvivl og bevæggrunde. Han siger, at hun bagefter var »in deep denial of what she had done«. Betoningen er et skuespil værdig. A History of Britain er stor formidling i den bedste tradition fra Kenneth Clark (Civilisation), Alistair Cooke (America), Jacob Bronowski (The Ascent of Man) og David Attenborough (Life on Earth).

**) Komponisten Robert White skriver i februar 1569 til Sir William Cecil, Elizabeths nærmeste rådgiver: »In looking upon her cloth of estate, I noted this sentence embroidered: 'En ma fin est mon commencement', which is a riddle I understand not.« T.S. Eliot gjorde mottoet til sit eget (og Englands) i digtet »East Coker« (1940), den anden af krigsårenes Four Quartets, som blev samlet i 1943: »In my beginning is my end. In succession/ Houses rise and fall, crumble, are extended,/ Are removed, destroyed, restored, or in their place/ Is an open field, or a factory, or a by-pass.« Digtet er i fem dele og slutter: »Old men ought to be explorers/ Here or there does not matter/ We must be still and still moving/ Into another intensity/ For a further union, a deeper communion/ Through the dark cold and the empty desolation,/ The wave cry, the wind cry, the vast waters/ Of the petrel and the porpoise. In my end is my beginning.« Den amerikansk fødte digters familie kom fra East Coker til Amerika i 1660. Eliot – og siden 2013 også hans anden hustru, Valerie Eliot – er begravet i St. Michael's Church i East Coker.  

***) Navnet på slottet har særlig betydning for fans af sangskriveren Sandy Denny (1947-1978). Denny bliver husket som stemmen i Fairport Convention, fordi hun sang på tre af bandets vigtigste albums – What We Did On Our Holidays, Unhalfbricking og Liege & Lief (alle fra 1969). Indtrykket forstærkes, fordi hun vendte tilbage på Rising for the Moon (1975).

   Faktisk var Denny kun to år i Fairport. I 1971 kom den første af solopladerne, hun brændte mest for: The North Star Grassman and the Ravens. Siden fulgte Sandy (1972), Like an Old-Fashioned Waltz (1974) og Rendezvous (1977). Ingen af dem med særlig succes. 

   Mellem Fairport og solokarrieren dannede hun bandet Fotheringay sammen med sin mand, Trevor Lucas. De fik kun udsendt et enkelt album, Fotheringay, i 1970. I 2008 udkom et skrinlagt Fotheringay 2 sammen med demoer og koncertoptagelser. Siden 2015 er Fotheringay tilbage med tre af de overlevende medlemmer.

   Fotheringay tog sit navn fra sangen om Mary, som Denny skrev til Fairport-albummet What We Did on Our Holidays:

How often she has gazed from castle windows o’er,

And watched the daylight passing within her captive wall,

With no-one to heed her call.

The evening hour is fading within the dwindling sun,

And in a lonely moment those embers will be gone

And the last of the young birds flown.

Her days of precious freedom, forfeited long before,

To live such fruitless years behind a guarded door,

But those days will last no more.

Tomorrow at this hour she will be far away,

Much farther than these islands, or the lonely Fotheringay.

Fotheringay fik lov at forfalde og blev revet ned i 1630. Kun rester af murværket står tilbage. 

Mary Queen of Scots (Maria Stuart – Dronning af Skotland). Instr.: Josie Rourke. Manus: Beau Willimon. Foto: John Mathieson. 124 min. UK-USA 2018. Dansk premiere:14.03.2019. 

Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BBC/ Hannibal Records/ East Coker Society/ History Today/ WikiWand/ National Museum of Scotland

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.03.2019.