Lisa Rovner: Sisters with Transistors (2020) [Future is Female]

EN HÅNDLAVET MYSTIK

Elektroniske heltinder fra den analoge pionertid

Af BO GREEN JENSEN

MELLEM udbredelsen af båndoptageren og opfindelsen af den personlige computer. Cirka dér ligger den lange, rige periode, hvor elektronisk musik var en overvejende analog proces, en kreativ alliance mellem menneske og maskine, der gik ind i samarbejdet på lige vilkår.

   »Maskinen var levende. Den var varm, og den kommunikerede. Den var sentitiv,« siger Suzanne Ciani i begyndelsen af Sisters with Transistors. »Man kunne ændre en lille del bare en smule, og et helt nyt udtryk ville åbne sig.« Ciani taler både off screen i 2018 og direkte til kameraet fra et galleri i San Francisco i 1974, hvor hun skal opføre et værk, der er skrevet for synthesizer.

   Det er en afvæbnende begyndelse. Det er så ungt, energisk og optimistisk, at man som tilskuer bare vil rejse tilbage og hjælpe Ciani med at betjene de store apparater. Der er tunge mikrofoner, levende feedback, tusind knapper, glødende rør og sammenfiltrede ledninger. Det er dér, det moderne begynder.

SÅ spoler Lisa Rovner filmen 20 og 30 år længere tilbage, til Coventry i England og The BBC Radiophonic Workshop i London, hvor pionerer som Delia Derbyshire (1937-2001) og Daphne Oram (1925-2003) begyndte at udforske og arrangere virkelighedens klangflader. Oram udviklede Oramics, som var et grafisk noteringssystem for elektronmusik, der ikke kunne skrives med noder.

   Begge kvinder skrev banebrydende kompositioner, men er i dag især kendt for deres ukrediterede bidrag til tv og film: Delia Derbyshire for temaet til Doctor Who; Oram for sit score til Quatermass and the Pit (1967), kultserien The Stone Tape (1972) og The Innocents (1961), dvs. Jack Claytons filmatisering af Skruen strammes.

ROVNER beskriver elektronisk musik som et felt, hvor kvinder satte dagsordenen og havde en mulighed for at udfolde sig, som de ikke fik i den traditionelle musiks patriarkater.

   Man kan diskutere præmissen – der var flere mænd i faget, end Rovner giver udtryk for – men ikke fundamentet. Sisters with Transistors kortlægger ni elektriske liv: Clara Rockmore (1911-1998), som mestrede thereminen; Derbyshire og Oram; Éliane Radigue (f. 1932), Bebe Barron (1925-2008), Pauline Oliveros (1932-2016), Maryanne Amacher (1938-2009), Laurie Spiegel (f. 1945) og Suzanne Ciani (f. 1946).

   Der er få biografiske oplysninger – vægten er alene på musikken. Flere af komponisterne fik tragiske liv. Delia Derbyshire var 64, da hun døde, så godt som glemt og kronisk alkoholiseret. Hun efterlod stakke af notesbøger og 107 timers optagelser med musik, som aldrig er offentliggjort. Der er skrevet biografier og skuespil om hendes liv, men selve værket ligger hen.

DET er et gennemgående tema, at de elektroniske komponister havde svært ved at få deres værker anerkendt som musik. Bebe Barron og hendes mand, Hugo Barron, komponerede i fællesskab. I 1955 skrev parret musik til Forbidden Planet (1956, da. Kampen på dødskloden), som er en sci-fi udgave af Stormen. De leverede det første score, der var skrevet for synthesizer. De blev imidlertid ikke kredideret for musik, men for »elektroniske tonaliteter«.

I 1968 udgav Wendy Carlos albummet Switched-On Bach, som arrangerede 12 Bach-kompositioner for moog synthesizer. Pladen var et stort kommercielt hit, som solgte 9.000 eksemplarer om dagen, da det gik vildest for sig. Som Suzanne Ciani ser det, var det den forkerte succes på det forkerte tidspunkt. Musikken var ved at gøre nye erkendelser. Det sidste, der var brug for, var en banalisering af regressiv klassicisme.

   Bemærkningen giver Rovner anledning til at inddrage den transkønnede musikskaber, som for alvor steg i status, da Stanley Kubrick brugte Carlos som arrangør og komponist på lydsporet til A Clockwork Orange i 1971. Da hed Carlos stadig Walter. Navnet blev ændret efter en kønsskifteoperation i 1972. Wendy Carlos lever stadig – hun er 81 år – men udtaler sig ikke i filmen.

DET gør flere endnu levende pionerer og heltinder. En sidste mosaik af små scener er optaget i 2018. Laurie Spiegel går ned på gaden i New York og fodrer duerne. Éliane Radigue får tårer i øjnene ved endelig at høre sin musik blive opført og respekteret. Der er stadig mest kant og vrede i Ciani, som åbnede hele kæden af stemmer i San Francisco i 1974.

   Sisters with Transistors følger to hovedspor og ni markante pionerer gennem et halvt århundrede. Det kan undre, at Lisa Rovner ikke inddrager Else Marie Pade (1924-2016), det store danske navn i konkret musik, der gjorde de samme erfaringer og erkendelser på samme tid som Delia Derbyshire.

   I montageværket En dag på Dyrehavsbakken (1955) brugte Pade fundne og konkrete hverdagslyde på samme måde, som Daphne Oram gjorde i Private Dreams and Public Nightmares (1957), der behandles indgående i filmen. Både for Pade og Éliane Radigue var Pierre Schaeffers A la Recherche d’une musique concrete (1952) bestemmende læsning.

PIONERERNE i 1960ernes alternative amerikanske miljøer – Pauline Oliveros og Maryanne Amacher – er friere i formen og tættere på den sammensmeltning af avantgarde, videnskab, pop og minimalistisk kompositionsmusik, der fra 70erne og frem bløder over i ambiance og art rock og bliver populært gennem kunstnere som Brian Eno og Laurie Anderson.

   Det giver filmen et ekstra løft, at netop Anderson – i gudmoderlig modus – har indtalt den sparsomme, men velfungerende kommentar, der knytter stumperne sammen (teksten er skrevet af Sophia Al-Maria):

   »Dette er historien om kvinder, som hører musik i deres hoveder. Der er radikale lyde, hvor der bare var stilhed engang, drømme som bliver muliggjort af teknologi. Historien om kvinder har været en historie om stilhed – og om at bryde gennem stilheden – med smuk støj.«

KONKRET musik er støjen af virkelighed, som får struktur og bliver bearbejdet, så nye lag og erkendelser træder frem. Laurie Spiegel udviklede et pc-program, som hun markedsførte i 1985, da de første Mac-computere kom på markedet. Hendes tidlige kompositioner var skrevet på kort, som hun stak huller i. Hun siger, at hun længtes efter en digital præcision.

   Spiegel og Ciani er de første, der bryder med den organiske æstetik, som ellers driver pionererne. De fravælger fejlen som kreativ mulighed.

   Ud af dét er der kommet frugtbare værker, men en del af den håndlavede mystik er forsvundet. Hos skikkelser som Oliveros og Amacher har både kunstnerne og deres publikum en følelse af at være lige ved at nå en form for »deep listening«, der er tæt forbundet med virkeligheden.

DET sker i symbiosen af krop, sind og maskine. Den nye indsigt er snublende nær – men når ikke at blive realiseret, før anelsen i det analoge forsvinder med konsekvensen i det digitale univers. Algoritmerne tager over. De sindrige, ydmyge arbejdsprocesser er i dag erstattet af filtre, man slår til og fra.

   Sisters with Transistors er en smuk film, som citerer fra mange andre kilder og værker. Man får lyst til at rejse længere ind i musikken – »into the mystic«, som Van Morrison ville sige. Han er dog ikke citeret i Rovners film, for mænd generelt har kønnet imod sig.

Se også Fra fremmed til fortrolig: Multikunstneren Laurie Anderson [V.U. Legends]; Hundens hjerte: Et interview med Laurie Anderson; Brian Eno: The Ship + Fickle Sun (2016); Matt Johnson | Johanna St Michaels: The Inertia Variations (2017).

Sisters with Transistors. Instr. og manus: Lisa Rovner. Foto: Bill Kirstein. 89 min. Frankrig-UK 2020. Dansk premiere: 19.04.2021 [CPH:DOX].

Fotos: Willow Glen Films/ Anna Lena Films/ Metrograph Pictures/ Filmaffinity/ CPH:DOX/ Sisterswithtransistors.com/ BBC

Filmen streames ikke i DK - i UK på Amazon Instant, iTunes og You Tube Movies - i Sverige på SVT Play

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2021.