Clio Barnard: The Selfish Giant (2013)

I KÆMPENS HAVE

Fra Oscar Wilde til Clio Barnard

Af BO GREEN JENSEN

BRADFORD i Midt-England, nutid og altid. To socialt udfordrede drenge fra et i forvejen trøstesløst område, er hinandens tro væbnere, uanset hvad. Arbor, den mindste, er væver og skarp. Hans blæste storebror stjæler de piller, han får for sin hyperaktive tilstand. Der er ingen far i hjemmet, men en mor som faktisk elsker sin dreng.

   Makkeren Swifty er stor, blød og venlig, én man mobber så meget, man kan, i den udeltagende skole. Swiftys mor er mørk og stille. Hans far skælder ud og sælger møblerne, så fogeden ikke kan tage dem. Der er mange børn i huset, som har plastic for de knuste ruder og små depoter af skrot i forhaven.

   Hvis byen ligner en grum vittighed, må Swiftys hus være pointen. Han bliver drillet og tirret og tager imod slagene, indtil Arbor kommer løbende og griber ind. Så slår han igen med fuld kraft, og de bliver begge to sendt hjem fra skole, Arbor endda permanent. Drengen synes, det er pragtfuldt. Hans mor er grædefærdig.

   Kæmpen i historien hedder Kitten. Han driver en blanding af skrothandel og genbrugsplads i det af og til overraskende smukke terrain vague, hvor halvvilde heste græsser i skyggen af kraftværkets kogende tårne.

DET er krisetider i Bradford. Man lever af tuskhandel og sælger sine varer til Kitten. Især skrællede kabler er gangbar valuta. Arbor mener, at han og Swifty har en lysende fremtid. Hver dag spænder de en pony for trækvognen og samler hårdt affald op. De stjæler en stor kabelrulle. De lærer branchen at kende. Arbor drømmer om at klatre op og kappe en højspændingsledning, som giver 500 pund pr. løbende meter.

   Drengene er dybe, og mødrene er bløde. Mændene er for det meste koleriske wankers. Kitten er den eneste karakter, man ikke uden videre kan læse. Vist udnytter han drengene. Vist er han en Fagin i historien, hvor alle har navne, der lyder som noget fra Charles Dickens. Men modsat de fleste har han en drøm og en ægte passion.

DER er også heste på ophugningspladsen. I weekenden afholder man travløb på hovedvejen, og alle egnens tinkers strømmer til. Hesten Diesel står Kitten i 15.000 pund. Til alles overraskelse forstår den kejtede Swifty sig på heste. Han har faktisk nok af skrot og hårde stemmer i regnen. Han vil hviske til Diesel og køre for Kitten.

   Så nu er det ikke Arbor og Swifty for altid. Det er mere Swifty, Diesel og Kitten. Arbor fatter ikke fidusen ved heste og gør sig ekstra hård. Venskabet vakler for alvor, da Arbor vil bruge et føl til at teste, om et nedfaldent kabel er strømførende.

   Meget sker, og fordi alle altid bander og slår, er man nervøs for drengene fra scene ét. Det står skrevet på himlen, at ulykken kommer, men da det sker, er den ikke som ventet. Mørket falder chokerende brat. Der er ingen vej tilbage for nogen i historien.

CLIO Barnard (f. 1965) debuterede i lang form med The Arbor (2010), som var et portræt af dramatikeren Andrea Dunbar (Rita, Sue and Bobby Too), der kom fra det samme hjerteløse sted, Buttershaw-byggeriet i Bradford i West Yorkshire.*

   Dunbar aborterede som 15-årig og fik siden tre børn med forskellige mænd, der uvægerligt slog og misbrugte hende. Hun drak, tog heroin, døde som 29-årig og gav alle vanerne videre til sine døtre. Ved sin død i 1990 blev hun alligevel betragtet som en af de store og skarpe stemmer i sin generation.

   Barnard brugte gamle radiooptagelser med forfatteren og lod hendes nærmeste tale med deres egne stemmer på lydsiden, som skuespillerne mimede til. Dunbars væsen fik liv i en form, der blev lovprist for sin blanding af fiktion og dokumentarisme. The Arbor blev et pionerværk i genren, som man nu kalder hybridfilm.

THE Selfish Giant er derimod fiktion hele vejen. Det er også en film, der bruger børn i de bærende roller og lader handlingen udspille sig på et virkeligt sted. Amatører og professionelle optræder sammen. Der er intet nyskabende eksperiment, som kan tage skylden, hvis konstruktionen ikke fungerer.

   Det er alt sammen meget forpligtende. Barnard knytter an til den tradition for socialrealisme, hvor en veritabel kongerække af britiske filmskabere har brilleret: Lindsay Anderson, Ken Loach, Mike Leigh, Alan Clarke, Andrea Arnold m.fl. Især Loachs klassiske Kes (1963) er en forløber og en forudsætning. Der er ikke langt fra David Bradley som Billy i Kes til Conner Chapman som Arbor i The Selfish Giant.

BARNARD har atter sin særlige vinkel på stoffet. Filmen tager sin titel fra Oscar Wildes »The Selfish Giant«, et af de fem eventyr i The Happy Prince and Other Tales, som Wilde fik udgivet i 1888, syv år før retssagen, som blev hans fall from grace, og før han havde fundet den dramatiske form, der forløste hans moderne humor. Der er ingen vittige paradokser i The Happy Prince. Kun en overvældende patos.

   Wildes fortælling er en selvbevidst kristen allegori. Kæmpen forbyder børnene at lege i sin have. Den vokser til og bliver mørk. En lysende dreng bringer glæde og liv, så siden lader kæmpen børnene lege, og haven blomstrer. Blot kommer drengen ikke tilbage. Mange år senere finder kæmpen ham såret og stigmatiseret. Drengen taler dog om kærlighed. Man forstår, at han er Kristus, og kæmpen kommer i Paradis.

BARNARD ville egentlig have holdt sig tættere på tematikken i den gamle fortælling, men efterhånden var der kun titlen tilbage. For så vidt som lidt af tonen fra Wilde overlever i filmen, er det i den overraskende menneskelighed, som Kitten (der spilles med stor empati af Sean Gilder) udviser til slut.

   Da er barndommen ødelagt for bestandig, og flere karakterer søger tilgivelse i forskellige former. Måden, som den fordres og gives på, er smuk og sentimental som hos Dickens. Samtidig bryder den med realismen fra begyndelsen.

   En metafysisk toning sætter ind, og filmen bliver en fabel, der retfærdiggør den vidtløftige titel. Den begynder i virkeligheden, men slutter et helt andet sted. Det er fornemt realiseret, men desværre svækkes skildringen af to gode drenges udsatte venskab.

*) I Ali & Ava (2021) vender Barnard for tredje gang tilbage til Bradford. Adeel Akhtar og Claire Rushbrook spiller parret, som finder hinanden på tværs af kulturelle barrierer. Han er pakistansk muslim, hun er irsk katolik. Begge kommer fra forliste forhold. Shaun Thomas, som spiller Swifty i The Selfish Giant, er castet som Avas unge voksne søn. Barnard afviser ikke, at de tre film kan ses som en Bradford-trilogi. Uden for nummer og mere kommerciel i sit anslag er thrilleren Dark River (2017) med Ruth Wilson som kvinden, der flygter fra et voldeligt forhold. Barnard er aktuel med miniserien The Essex Serpent (2022), som bygger på Sarah Perrys perioderoman, en thriller om victorianske værdier, køn, tro, skepsis, politik og måske et virkeligt fortidsdyr, der har overlevet i marsken. Claire Danes og Tom Hiddleston spiller hovedrollerne i serien, som streames på Apple TV+.

The Selfish Giant. Instr. & manus: Clio Barnard. Foto: Mike Eley. 91 min. UK 2013. Dansk premiere: 24.04.2014.

Fotos: BFI/ Film4/ Moonspun Films/ Angel Films/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Quinzaine des réalisatuers/ Festival de Cannes

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO MAx, iTunes, MUBI, SF Anytime og YouTube Movies.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.04.2014.