Translate

onsdag den 25. maj 2022

Dronningebilleder | Margrete den Første/Queen of the North (2021)


SOM FRØ I VINDEN
Den store danske dronningeskildring

Af BO GREEN JENSEN

HUN var den stærke danske dronning, som samlede Norden i Kalmarunionen, indgik en alliance med England og fik rigerne til at stå sammen mod Tyske Orden. Kroningsbrevet er beseglet af 67 stormænd fra Danmark, Norge og Sverige i 1397. Skønt det skete for 600 år siden, er den første Margretes regeringsarbejde en forudsætning for den anden Margrethes dispositioner.
   Faktisk var Margrete Valdemarsdatter, som blev født i 1353 og døde i 1412, aldrig en officielt kåret dronning. Hun var rigets formynder og regerede via sin adoptivsøn, Erik (som egentlig hed Bugislav) af Pommern. Margrete kom til magten i 1387, da hendes biologiske søn, Oluf, døde som teenager. Margrethe 2. valgte at anerkende sin forgænger. Margrete 1. ville nikke og rose »vores« Margrethe for klædelig kløgt.


HISTORIKEREN Vivian Etting, der er forfatter til storværket En regent og hendes samtid (1986, rev. 1997, 2009, 2021), som jeg har mine grundoplysninger fra, har skrevet den artikel om Margrete, som man finder på lex.dk. Hun formulerer for så vidt præmissen for filmen, der har ventet på at få premiere, mens COVID-19 tvang riget og resten af verden i knæ:
   »Som person er Margrete 1. blevet vurderet meget forskelligt. I ældre historieskrivning blev hun stærkt idealiseret som den uselviske unge dronning, der efter sin søns død overtog regeringen for at lede landet. Nu er dette billede veget for en erkendelse af, at Margrete i høj grad agerede på baggrund af stærke personlige magtambitioner.«
   Charlotte Sieling har arbejdet længe og grundigt med storfilmen om den første Margrete. Når hun taler om forproduktionen, bliver det betonet, at hun og produceren Lars Bredo Rahbek »fra begyndelsen« vidste, at det ikke skulle være en »fødsel til død«-livsfortælling. Hvorfor bliver aldrig uddybet. Var det for dyrt, for besværligt, véd vi for lidt?*


BESKRIVELSEN af livet ved hoffet giver afgjort appetit på mere. Da Erik (Morten Hee Andersen) ved sin forlovelsesfest lægger an på tjenestepigen Astrid (Agnes Rase), spørger han, hvor hun kommer fra og formulerer en vidtløftig scorereplik, som dialogen vender tilbage til, med stadig mere alvor, da himlen bliver mørk, og regeringsmagten vakler.
   Erik siger, at fødesteder er uden betydning. Vi er alle Guds mælkebøttefrø, som blæser i vinden, indtil vi lander på en fremmed mark og blomstrer i solen. Astrid giver senere efter for kongen, men hendes loyalitet er hos Margrete, der har reddet hende fra en skæbne som slave hos piraterne på Gotland. Piraterne har heltestatus. De er dronningens guerillahær.
   Dét er den ene grundlære i filmen: at skæbnen er foranderlig; at vi navigerer mellem klipper, stiger og falder på livets trappe. Den anden er en erkendelse af, at man må gøre det nødvendige. Hele filmen er et nærbillede af, hvordan Margrete må gøre sig hård, da hun konfronteres med »manden fra Graudenz« (Jakob Oftebro), som måske/måske ikke er sønnen Oluf.



MAN har filmen igennem en lille forhåbning om, at Margrete vil sige fra over realpolitikken, som er inkarneret i biskop Peder Jensen Lodehat (Søren Malling), dronningens ven og rådgiver, der er skildret som en nordisk Macchiavelli. Det gør hun ikke. Hun kommer til fornuft, så den kendte historie kan skrives. Men som menneske er filmens Margrete mest interesant, når hun tvivler på magtapparatet og bryder de faste rutiner.
   Som tilskuer reagerer man spontant på replikken om Guds mælkebøttefrø. Vivian Etting beskriver, hvordan »den lille barnedronning« voksede op på Akershus i Norge. Jeg ville gerne have set en halv time om, hvordan pigen udviklede til matriarken, som Trine Dyrholm fremstiller med en kraft, tyngde og skrøbelighed, der netop er majestætisk.




HELDIGVIS kan forfatterne ikke dy sig for at vise et glimt af Margrete som barn. Filmen udspiller sig over ni dage i 1402, da Tyske Orden saboterer forlovelsesfesten og forhandlingerne med England ved at sende »den falske Oluf« retur. Norges leder, Asle Jonsson (Bjørn Floberg) er ikke i tvivl. Han har set sin konge i levende live, og situationen må genovervejes.
   Biskop Peder vil henrette Oluf. Johan Sparre (Magnus Krepper) smeder rænker. Kong Erik surmuler og prøver at forhandle direkte med gesandten Bourcier (Paul Blackthorn). Denne er imponeret af Margretes person og politiske klarsyn. Han kommer med en klar dagsorden: at sikre britisk arveret.
   Før alt dette ser vi glimt af Margrete, som hun var, før intrigerne og positioneringen tog fart. Margrete var Valdemar Atterdags datter. Vi ser aldrig hendes fars ansigt, men vi ser ham vaske blodet af sine hænder efter slaget ved Visby på Gotland i 1361. Margrete må da være otte år. Pigen holder ringen med seglet, mens hun sidder i sin fars favn og ser direkte på fremtiden og den moderne tilskuer. Kongen ser vi kun bagfra. Han ligner noget fra sagntiden.



BILLEDSIDEN er smukt tilrettelagt af Rasmus Videbæk. Ridderborgene må være skabt med CGI, men det er gjort, så man ikke ser sammenføjningerne. Man hører dem derimod i dialogen. Alle taler moderne dansk. Det er fint, men at bruge vendingen »nyttige idioter« er lige én tak for tidssvarende.
   Universet ligner både fantasy som Game of Thrones, britiske Shakespeare-film og serier som The Tudors, der var sagen i sidste årti. Nærmeste slægtning er dog Shekhar Kapurs to store film, Elizabeth (1998) og Elizabeth: The Golden Age (2007), hvor Cate Blanchett spiller Elizabeth I. Margrete arbejder lige så bevidst med sit image. Der er 200 år mellem de to regenter, men det er det samme politiske teater, de samme personlige tilvalg og afsavn.




BAGEFTER har man en mørk, fortumlet historie i baghovedet og en idé om, hvordan de historiske alliancer blev skabt. Men det er enkelte scener, der sætter sig bedst og vil blive der længst: barnet med seglet på Gotland; dronningen og ambassadøren, der beundrer jagtfalkens kredsen; den 7-årige prinsesse Filippa, Eriks tilkommende, som fremsiger en lang lovprisning på fransk – som ingen forstår – og bliver rost for sit fine lille digt.
   Især det sidste er et rent og tidløst filmøjeblik, som ingen anden kunstform kunne forløse. Jeg regner med, at hele Danmark skal se Margrete den Første, så jeg undlader at gå i flere detaljer. Charlotte Sieling har skabt en moderne dronningeskildring, der taler til unge som ældre. Hun har gjort historien levende, og dét i sig selv er en mægtig bedrift.


*) Mikkel Leth Jespersens Dronningen griber magten (Aarhus Universitetsforlag, 2022) er en kortfattet, dugfrisk indføring i serien 100 danmarkshistorier, hvor 100 emner fra 100 udvalgte år præsenteres i bøger på 100 sider. Serien kommer vidt omkring i mentalitetshistorien og er altid ført helt op til deadline. Bøgerne udkommer også i podcastformat.  









Margrete den Første var Bodil-nomineret i 7 kategorier og Robert-nomineret i 13. Filmen fik Bodil-priser for bedste manus, foto og scenografi. Ved Robert-uddelingen modtog Margrete trofæer for bedste mandlige birolle, bedste kostumer og scenografi. Bodil-priserne [Bodil Awards] uddeles af Danske Filmkritikere. Robert-priserne [Danish Film Awards] uddeles af Det Danske Filmakademi. Filmens internationale titel er Margrete: Queen of the North. Interessen har hidtil været behersket. 


Margrete den Første. Instr.: Charlotte Sieling. Manus: Sieling, Maya Ilsøe, Jesper Fink. Foto: Rasmus Videbæk. 120 min. DK-Sverige-Norge-Island-Tjekkiet 2021. Dansk premiere: 16.09.2021.


Fotos: SF Studios/ Filmkameratene A/S/ Truenorth Productions/ Sirena Film/ Film i Väst/ DFI/ TV2 Danmark/ SFI/ Norsk Filminstitutt/ Icelandic Film Center/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Eurimages/ Czech Film Fund/ Polish Film Institute/ Dronning Margrete og Prins Henriks Fond/ Carlsbergfondet/ A.P. Møller Fonden/ MEDIA/ Nationalmuseet/ Danmarkshistorien.dk/ Gyldendal/ Lex.dk/ Aarhus Universitetsforlag
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2021. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar