Translate

tirsdag den 9. januar 2024

Dansk kolonitid: Guldkysten | Gold Coast (2015)


EN MAND I SIN TID
Et missing link mellem »Peter von Scholten« og »Viften«

Af BO GREEN JENSEN

THORKILD Hansens ærværdige Slavernes Kyst (1967) har et af de mest effektive anslag i nyere dansk litteratur: »Vi havde et fort i Afrika. Det ligger dernede endnu, bygget paa et lavt klippefremspring, hvor kysten ligesom sætter en fod ud i havet.«
   Hansen bruger fortet, der hedder Christiansborg, som et ledemotiv gennem hele første bind af sin trilogi om den danske trekantshandel med sukker og slaver: »Det hvide fort lyser mellem palmerne«, »Fortet lyser mellem palmerne«, »Saa ligger havet foran det hvide fort som et forspist rovdyr, der bare viser tænder men ikke gider rejse sig,« osv.*
   På samme måde fungerer Christiansborg i Guldkysten, filmskaberen Daniel Denciks ambitiøse forsøg på at fortælle en historie fra udtoningen af den danske kolonitid i Guinea. Alle scener er skudt on location, og stedet brænder sig virkelig ind.
   Publikum oplever det sammen med embedsmanden Wulff (Jakob Oftebro), som ankommer i 1836. Meget sker, men fortet bevarer sin dragende uudgrundelighed. På en måde giver det mening, at heller ikke denne film får løst Mørkets hjerte-mysteriet.



SIDST nogen før Dencik forsøgte at skildre de danske tropekolonier på film, var i 1987, da Palle Kjærulff-Schmidt instruerede Peter von Scholten. Sven Holm skrev manuskriptet til filmen om den danske generalguvernør, der i 1848, for egen regning, proklamerede slavernes emancipation fra fortet ved Frederiksted på Saint Croix.
   Ole Ernst havde titelrollen, Etta Cameron spillede Anna Heegaard, guvernørens vestindiske hustru. Produktionen var kostbar og kontroversiel. Filmen blev en respektabel skuffelse. Den fik, hvad man kalder en lunken modtagelse og har et problematisk, hensygnende eftermæle.
   Det samme får Guldkysten sikkert. Sagkundskaben vil efterlyse historisk akkuratesse, og publikum vil føle sig snydt, fordi det ikke får det romantiske kolonitidsmelodrama – en Gone with the Wind (1939, da. Borte med blæsten) i danske gevandter – som uden tvivl ligger i stoffet et sted. Eller vreden, satire/sarkasmen og absurditeten i Frederikke Aspöck og Anna Neyes identitetspolitiske lærestykke om Viften (2023). 
   I stedet får det billedet af en lidenskabelig mand i sin tid. Skønt filmens Wulff sådan set ikke ligner den historiske Wulff Joseph Wulff (1809-1842), er det »hans« Guinea, som udgør baggrunden. Wulffs optegnelser blev i 1917 samlet med titlen Da Guinea var dansk.**



VED ankomsten er Wulff først skuffet og forfærdet, så romantisk betaget og vidtåben for indtryk. Han anlægger en plantage og prøver at uddanne arbejderne. Han erfarer, at der stadig sendes slaver til Vestindien, skønt denne trafik blev forbudt i 1792. Han vinder en principiel pyrrhussejr, bliver effektivt sat fra bestillingen og dør vel af »klimatfeberen«, som ramte mange danskere i Guinea.

   På Guldkysten færdes en række evige kolonitidstyper: den svage guvernør (Morten Holst som Fritz Mørch); de hensynsløse embedsmænd (Anders Heinrichsen som Lucas Dall og Adam Ild Rohweder som libertineren Herbst); de idealistiske kristne (Danica Curcic og Mikkel Hilgart som missionærparret Autrup).
   Wulff presser levende orme ud af væskende sår og ender med næsten at elske sin sygdom. Han er det romantiske menneske, i hvilket instruktøren ser en forløber og bror:
   »Jeg er betaget og opslugt af 1800-tallet og i særdeleshed højromantikken. 1900-tallet var så frygteligt et århundrede, men når man nu endelig kan løfte blikket fra det sekel, får man øje på 1800-tallet, som for mig er ensbetydende med Schubert, et sværmerisk, lyrisk livssyn og guldalderkunst.«
   Først og fremmest er Guldkysten en hyldest til oplysningsmennesket, en higende skabning, som vil lære arternes væsen at kende og leve i pagt med naturen. Her er han botaniker. Wulff taler henført om Carl Linné (1707-1778) og Alexander Humboldt (1769-1859). Som de vil han åbne og kortlægge verden.



FILMENS akter er stemt i forskellige toner. Efter den lyriske begyndelse følger en handlingspræget midterdel, hvor Wulff stiller Herman Richter (Wakefield Ackuaku), en autentisk blanding af købmand og krigsherre, til regnskab. Endelig giver Dencik sin danske helt en rituel skæbne.
   Den historiske Wulff fik ingen afrikansk himmelbegravelse. Han trivedes i Guinea og skrev efter to år på stedet: »Da Livet her er blevet mig saa godt som uundværligt og ikke lader sig føre i Europa, saa er det nu afgjort, at Kysten og jeg vil leve sammen.«
   Wulff byggede købmandsgården Frederiksminde, blev gift med den stedfødte Sara Malm, fik tre børn og grundlagde (som det hedder flere steder) »en talrig efterslægt«. Wulff har stadig efterkommere i Ghana. Han blev begravet i kælderen under sit hus og var måske den af danskerne i Guinea, som kom tættest på at blive afrikaner.



DET er afgjort et fascinerende liv. Det er bare ikke den slags mand, Dencik vil skildre. Filmen følger en romantisk pilgrim, som kommer til et jordisk Paradis, rystes over forholdene, kæmper det godes kamp og bliver knust under hjulene. Guldkysten udspiller sig derfor i en mere mytologisk version af historien.
   Her dør den dekadente Mørch uden at løfte en finger. Han afløses af den kyniske Dall, som sammen med Herbst har sendt slaver til Dansk Vestindien. De prøver først at pacificere Wulff ved at forfremme og dekorere ham. Da han fremturer, bliver han sat i arresten, hvor Dall og Herbst prygler og tilpisser ham. Her ligger han i filmens prolog.
   Også i virkeligheden overtog Lucas Dall lederskabet i en kort periode. Så ankom den dynamiske Edward Carstensten (bror til Tivolis grundlægger) med planer om at gøre kolonien rentabel. Da havde regeringen dog besluttet af afhænde Guldkysten. Guinea blev solgt til Storbritannien for 10.000 pund i 1850.***



I DENCIKS film indretter Dall og Herbst sig på Frederiksgave. De henter den nøgne Wulff i arresten og lader ham dirigere et orkester, som spiller Beethoven i en pivfalsk version. Det er asynkron, idiotisk musik med sin egen besværgende styrke. Wulff taler i vildelse til sine medfanger om kosmisk samhørighed og William Shakespeare.
   Dencik siger om Guldkysten: »Det har været min hensigt at skabe et drømmende, euforisk værk, der er på øjenhøjde med de unge mennesker i filmen.« Han tilføjer: »Det skal være radikalt i sin subjektivitet, men også almengyldigt og åbent.«
   Denne subjektivitet er filmens styrke og svaghed. Dencik krediterer fire kilder: Wulffs breve, Hansens slavetrilogi, Rousseaus Drømmerier og den franske filmskaber Robert Bresson. Alle fire præger filmen, som ligner en krydsning af Werner Herzogs Fitzcarraldo og Francis Ford Coppolas Apocalypse Now. Nærmeste nyere slægtning er Terrence Malicks The New World (2005), som i samme ånd skildrer mødet mellem John Smith og Pocahontas.



ÆSTETISK er filmen en vild oplevelse, som lykkes på mange niveauer. Alene musikken af Angelo Badalamenti (1937-2022) føjer meget til mysteriet, som fotografen Martin Munch viser frem. Problemet er det dokumentariske anslag. Dencik opgiver efterhånden at skabe overensstemmelse mellem fabel og historie. Der er smukke steder i opløsningslandskabet, men de havde stået stærkere som ren fiktion.****
   Billederne brænder, og man vil huske Jakob Oftebros Joseph Wulff. Guldkysten er en uegal størrelse. Den historiske baggrund bliver solgt for en skilling, men filmen har visionær styrke og tangerer et romantisk manifest.
   Fortet lyser stadig. Lad derfor de sidste ord være Hansens: »Du ser de tre palmer, og bag dem det blaa hav, og bag det den tomme horisont. Og saa ser du ikke mere. Der var en gang, du mente, det var nok.«



* Slavernes kyst blev fulgt af Slavernes skibe (1968) og Slavernes øer (1970), så værkets struktur spejler økonomien. I biografien Thorkild Hansen – forfatteren og livet (2015) ser Kurt L. Frederiksen bogens hookline som »en let omskrivning af Karen Blixen«, der indledte Den afrikanske farm (1937) med:
   »Jeg havde en Farm i Afrika ved Foden af Bjærget Ngong. Selve Ækvators Linie trak sig over Højlandet femogtyve Mil længere nordpaa. Men min Farm laa to Tusend Meter over Havet. Midt paa Dagen kunde man nok føle det, som om man var kommet højt op og tæt til Solen, men eftermiddagene og Aftnerne var klare og svale, og Nætterne var kolde.«
   Det er sandt, at Hansen bruger flere af Blixens retoriske stilgreb til at anbringe læseren midt i landskabet: »Christiansborg ligger paa 5 grader nordlig bredde, fra søbatteriet er der en smuk udsigt ned over linjen, du befinder dig i ækvatorialbæltet, solens kronland paa jorden, bevogtet i nord af en krebs og i syd af en stenbuk. Ingen aarstider, lige saa mange blomster i januar som i juli, dag og nat delt op i tropernes evige jævndøgn. Ingen dæmring og ingen skumring, dagslyset tændt og slukket, som om der hver dag paa samme klokkeslæt blev trykket på en knap.«


Men hvor Blixen ser op fra verdens midte, står Hansen ved tidsmaskinen og begynder at læse topografien: »Hele vejen langs stranden staar palmerne i grupper paa to og tre og kikker ud over havet med deres forpjuskede hoveder ligesom paa en børnetegning. Der gror ingen palmer inde paa den trekantede slette, og man kan faa det indtryk, at træerne på et eller andet tidspunkt er begyndt at vandre ned over landet, indtil de ikke kunde komme længere. Ligesom de lange rækker af slaver, der kom gaaende ned til kysten for at blive solgt paa det hvide fort.«
   Her er vi ved kernen: »Skridt for skridt. Én og én. Tavse og svedende i den vaade tropevarme. Nej, de var ikke lænket sammen med jernkæder, som det ses i populære fremstillinger. Jern var et kostbart materiale, og desuden, hvem skulde man faa til at slæbe det tunge grej tilbage, naar handelen paa fortet var afsluttet, og man måtte op i regnskoven efter nye forsyninger? (...) Over trætoppene skinnede solen fra en blaa himmel; hernede herskede der en bestandig skumring. Udenfor kunde vinden blæse saa meget, den vilde; hernede var der ikke et blad, der rørte sig.«
   »Som en stor kaalorm kom kolonnen ud af skoven og bugtede sig ind gennem slettens savanne.« Hansen slutter sig til processionen, går med til slavemarkedet, følger med pengene, så at sige. Han går virkelig dybt ind i tiden og deler ikke mindst slavernes vilkår. Slavetrilogien er på alle måder et fremragende værk, som skildrer hver side af sagen med empatisk realisme. Der er næppe skrevet bedre historisk reportage i Danmark.   


**) Wulff Joseph Wulff: Da Guinea var dansk. Breve og Dagbogsoptegnelser fra Guldkysten 1836-1842. Udgivet med Noter og Oplysninger af Carl Behrens. Bogen udkom på Nyt Nordisk Forlag i 1917. Forlaget Lindhardt og Ringhof har genudgivet teksten digitalt i 2018. Nils Hartmann skrev i 2020 børnebogen Hvid mands grav – dansker på Guldkysten 1836-1842, som bygger på Wullfs historie. Bogen udkom på forlaget ABC.



***) Forterne i Vestafrika var aldrig en egentlig koloni. Per Oluf Hernæs forklarer i bind 4 af Danmark og kolonierne:  »Der skal ikke herske tvivl om, at man nærede ønsker om det. I første halvdel af 1800-tallet var der centrale røster i København, der talte varmt for en dansk koloni i Afrika. Udgangspunktet var halvanden hundrede års handel på 'Kysten Guinea', som man sagde dengang. Handelsforterne på det nuværende Ghanas østlige kyst, fra Accra til den lille by Keta i Voltaregionen, kunne fungere som brohoveder, troede man, for at virkeliggøre visionerne om et Dansk Guinea. Men historien ville det anderledes; den kom til at handle om et mislykket projekt, en kolonial stræben, som gik i sig selv.«
   Standardværket om den danske tid som kolonimagt var i en menneskealder Vore gamle tropekolonier 1-8 (red. Johannes Brøndsted; 1952-53, rev. 1967), som er en skiftevis saglig og sentimental redegørelse i tidens paternalistiske tone. For eksempel skriver Georg Nørregaard i bind 8, der omhandler »de danske etablissementer i Guinea«:
   »Lidet påvirket af europæerne på kysten fortsatte de afrikanske negerfolk således deres liv efter deres egne skikke. I et skønt og gavmildt land skabte de ved deres overtro og krigslyst selv de værste plager. Altid udsat for farer havde de det ganske utrygt, men tyngedes normalt næppe derved, gav sig tværtimod hen i dans og fest, så ofte lejlighed bød sig. Var skæbnen dem ugunstig, og de blev gjort til slaver, føjede de sig oftest deri uden at kny. Deres dybere følelsesliv lykkedes det i reglen ikke europæerne at trænge ind til, så lidt som til deres inderste religiøse tanker.« [74]
   Omvendt nærer Nørregaard ingen illusioner om motivet for aktiviteten på Guldkysten: »Efter at forordningen af 1792 om negerhandelens ophør blev bekendtgjort, var Hager og Moe de første, der fremsatte tanken om, at de danske etablissementer måske burde sælges, når de ikke længere havde nogen berettigelse som leverandører af slaver til de danske øer i Vestindien.« [336]

  

Vore gamle tropekolonier blev i 2017 omsider erstattet af Danmark og kolonierne 1-5 (red. Niels Brimnes, Hans Christian Gulløv, Erik Gøbel, Per Oluf Hernæs, Poul Erik Olsen og Mikkel Venborg Pedersen), som er skrevet helt uden imperialistisk accent:
   »Den danske slavehandel er et historisk faktum, som vi må erkende og forholde os til. Danske forter og danske skibe deltog aktivt i den massive tvangsforflytning af mennesker, som går under navnet den transatlantiske slavehandel, og som foregik med kirkens, statens og den daværende handelskapitalismes 'velsignelse': Ud fra nutidens normer om humanitet og menneskeværd kan vi hurtigt blive enige om, at dette tegner et sort kapitel i vores historie. Kommercialiseringen af det afrikanske slaveri og trafikken over Atlanten afstedkom oceaner af ydmygelse og ufattelig menneskelig lidelse, som også peger frem mod racisme og strukturel undertrykkelse i vor egen tid. Skal vi påtage os skylden for vores forfædres ugerninger? Kan nuværende generationer og moderne stater egentlig, et par hundrede år efter, stilles til ansvar for det forgangne? Det kan der selvsagt være delte meninger om. Ét er dog sikkert: Vi har et oplagt ansvar for, at nulevende og kommende slægter får en solid viden om slavehandelstiden.« 



****  Længe var Kelvin Lindemanns Huset med det grønne træ (1942) – og fortsættelsen Gyldne kæder (1948) – et enkeltstående forsøg på at bruge den danske kolonimagtstid i fiktionssammenhæng. J. Bech Nygaards roman Guvernøren (1956) foregår på Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan under tre skiftende generalguvernører. Nygaard interesserer sig mere for de politiske intriger end for slavernes vilkår, hvilket er overraskende i betragtning af, at Bech Nygaard var forfatter til Guds blinde Øje og Du blev træl (1941). 
   Thorkild Hansens trilogi var en stor øjenåbner, men den almindelige dansker opfattede ikke kolonitiden – og i særdeleshed slavehandlen – som noget, der havde forbindelse med os og samtiden. Vi fordømte racismen i andre lande. Vi rejste frejdigt til U.S. Virgin Islands for at se Dansk Vestindien med egne nostalgiske øjne og konsolidere de historiske bånd. I skolesystemet har kolonitiden altid været underbelyst.
   Der er sket adskilligt i skønlitteraturen efter 2000. Birgitte Livbjergs Vejen til Amerika (2001), Maria Hellebergs Miss Suzanna (2002) og Kim Langers Flugten fra Vestindien (2010) er henvendt til unge læsere. Hovedværket må være Mich Vraas romantrilogi, som består af Haabet (2016), Peters kærlighed (2017) og Faith (2018). Vraa beskriver i efterordet sin egen erkendelsesproces. Alle begik »hvad man i dag uden overdrivelse kan kalde forbrydelser mod menneskeheden«.
   Med Jeppe Brixvolds monumentale I de levendes verden (2023), en kritisk og fuldt moderne roman, er barren sat for videre praksis. Bevægelsen udgør således en cirkel. Brixvold følger med Paul Erdmann Isert (1756-1789), der kommer til Guinea som læge. Han tilhører samme den Isert-familie, som er skildret i Kelvin Lindemanns bøger.
   Daniel Denciks film tager i højere grad sine farver fra Henrik Stangerups brasilianske betagelse. Denciks Joseph Wulff kunne være en fætter til Stangerups P.W. Lund i romanen Vejen til Lagoa Santa (1981). Guldkysten er på sin måde i slægt med A Terra é Plana (1977, da. Jorden er flad), Stangerups sidste og nu næsten glemte film, der omsatte Ludvig Holbergs Erasmus Montanus (1723) til brasiliansk-portugisisk kolonitid.


Guldkysten. Instr.: Daniel Dencik. Manus: Daniel Dencik, Sara Isabella Jønsson. Foto: Martin Munch. 114 min. Danmark-Sverige-Ghana 2015. Dansk premiere: 02.07.2015.


Fotos: Haslund / Dencik Entertainment [stills: Martin Munch]/ Film i Väst/ InGenius Africa/ DFI/ DR/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Haslund Film/ Dencik Film/ SF Studios// Crone Film | Metronome Productions (stillfoto fra Peter von Scholten)/ Meta Film | Brain Academy (stillfoto fra Viften);  Gyldendal/ Lindhardt og Ringhof/ Gads Forlag/ Forlaget Systime [kort med ghanesiske forter + foto af Christiansborg] / YouTube [trailer + TV2-klip 2004 v/ Ole Kolster - studievært Divya Das]
Filmen streames på GRAND HJEMMEBIO
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 03.07.2015.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar