ET NYT STJERNETEGN
To liv fortalt i en kæde af dage
Af BO GREEN JENSEN
Tidens smag skifter, skæbnen tromler hen over det hele, begge gifter sig til anden side undervejs. Dog er man aldrig i tvivl om, at vennerne skal være kærester. Den ene er oppe, når den anden er nede, men der er og bliver ingen vej udenom. De er Em og Dex, Dex og Em. Deres liv er forbundne og danner et nyt stjernetegn.
Først er han den gyldne dreng, som kan vælge og vrage, altid hurtig, altid heldig og til overflod forsynet med muligheder og privilegier. Hun er en forsigtig, stilfærdig pige, som har kæmpet hårdt for hvert resultat og vægrer sig ved at tage chancer.
DA Dex tager ud for at erobre verden, flytter Em til London for at blive forfatter, mens hun serverer i et hul af en mexicansk restaurant. Da han bliver en lidt for smart tv-vært, er hun fornuftigt læreransat og gift med en skuffet stand-up-komiker (Rafe Spall), der ad åre må lægge drømmene væk.
Dex bliver gift, får en datter og er parat til at dele alt med Sylvie (Romola Garai), som svigter ham for en rigere ven, skønt hun også selv virker forundret. Når den ene er fri, er den anden med nogen. Man kender det sikkert fra virkeligheden. Der går lang tid, før fortællingens gud kan gøre et par af de to. Men da det lykkes, er det rigtigt. Uanset hvad der sker, kan man aldrig tage de bedste år fra dem igen.
EMMA og Dexter er på én gang evige typer og unikke karakterer, som kun kunne leve præcis på den måde i Storbritannien i netop de år. Forfatteren David Nicholls (f. 1966) har selv bearbejdet den populære roman, som Lone Scherfig lukker op og lægger frem for tilskueren i sin første film efter den bittersøde An Education. Nicholls’ roman fra 2009 er samtidig en sædeskildrende krønike. Mange læsere genkender sig selv og deres generation i historien om Emma og Dexter.
Det gør man måske ikke i samme grad som dansker, men man genkender følelsen af at være et vidne til sin tid og en tilskuer til sit eget liv, samtidig med at man medvirker. Nicholls’ bog er rig på dialog og fattig på fysisk beskrivelse. På den måde kan læseren selv klæde tiden og karaktererne på, så One Day får et kosmisk perspektiv og et præg af dyrekøbt livsklogskab, der kan ligne Anthony Powells store romankreds A Dance to the Music of Time (1951-75), som etablerede teknikken.
.jpg)
NICHOLS har haft fornøjelse med at arrangere de enkelte dage som billedkort i en kronologi, der ikke er helt regelret. I filmen bliver det lidt anstrengende at tælle sig frem gennem årene, før man vender tilbage til udgangspunktet og fortsætter det sidste, afgørende stykke vej, men metoden med at fortælle i punktnedslag frem for episke stræk fungerer upåklageligt. Det er ikke fortryllede liv, Emma Morley og Dexter Mayhew lever. Men det er ægte skæbner med alt tilbehør, og man ler og græder med dem, som det er tanken.
Jeg har slet ikke rørt ved den tragiske faktor, som er mørket, der giver glæden dybde og substans hele vejen. Den skal man have til gode som læser og tilskuer. Der er et fint øjeblik fra begyndelsen af forholdet, hvor Emma og Dex løber ned ad skråningen ved Edinburgh på den første morgen i deres historie. På vej gennem græsset passerer de en ældre mand og hans datter, der er på vej op til udsigtsmålet. Det er så fint set og lagt til rette. Det er i sådanne scener, at One Day både overskrider og inkarnerer sin genre.
MEGET hænger på Anne Hathaway og Jim Sturgess, der skal spille sig selv som yngre og ældre. Hathaway er amerikansk, men overbeviser som englænder. Hun er sommerfuglen, der over tid får fantastiske farver og bliver en betydningsfuld børnebogsforfatter.
Sturgess har mere at arbejde med som den tragiske og lidt sølle Prince Charming. Han erkender, at han alligevel ikke blev født til være en stjerne, og han overrasker sig selv ved at være et godt menneske. Efter knubs og fejltrin finder de rigtige sammen, men der er mere endnu i historien, ganske som i livet uden for biografen.
ONE Day skriver ikke filmhistorien om med flammeskrift, men den gør indtryk, og man bærer den med sig. Nogle film tager tilskueren ud af sig selv og ind i en verden af varmere farver, hvor man glemmer sig selv. Andre er som spejle. Man bliver genkendt og slår følge med karaktererne. Man vil være der og følge med, se hvad det ender med, også af nysgerrighed.
De film er som venner, der hvisker én i øret. Med Samme tid næste år har Lone Scherfig skabt et smukt eksempel på sidstnævnte genre. Det er god, genkendelig realisme med romantisk flair og årvågenhed.
One Day (Samme dag næste år). Instr.: Lone Scherfig. Manus: David Nicholls. Foto: Benoît Delhomme. 107 min. UK-USA 2011. Dansk premiere:29.09.2011.
Fotos: Focus Features/ Random House Films/ Film4/ Color Force/ SF Studios/ CineMaterial/ Movie StillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.09.2011.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar