Ken Loach: The Spirit of '45 (2013)

STORHED OG FALD
Hvad blev der af efterkrigsdrømmen?

Af BO GREEN JENSEN

KEN Loach (f. 1936) har aldrig lagt skjul på, at hans filmkunst er socialistisk funderet, at klassesystemet for ham at se lever i bedste velgående, og at han holder med de små og svage i den store sammenhæng. Det har nu og da givet hans fiktionsfilm et præg af salvelsesfuldhed. Det har også udmøntet sig i klassiske værker, der er hjørnesten i den realistiske tradition: Kes (1969), Riff-Raff (1991), My Name is Joe (1998), Sweet Sixteen (2002).

   I The Spirit of ’45 undersøger filmskaberen, hvad der blev af euforien og de sociale visioner, som krigsgenerationen vendte hjem med. Man var taknemlig for toryen Winston Churchills lederindsats, men det første efterkrigsvalg blev en jordskredssejr for Labour. Herpå gik man i gang med at udradere fattigdom, uvidenhed og andre dyr i åbenbaringen. Vitale tjenester blev nationaliseret. Især blev sundhedssektoren fri.

   

DET skete i et land med en sønderknust økonomi, hvor minearbejderne marcherede til London for at markere deres eksistens. Besidderne strittede imod på alle fronter, men projektet blev gennemført i »ånden fra ’45«, som byggede på krigens erfaringer om, hvor meget man kan, hvis man løfter i flok. Det siger i hvert fald filmens vidner, som beskriver deres opvækst og hvilken forskel reformerne gjorde.

   Den nye statsleder hed Clement Attlee, men helten var Aneurin Bevan, som blev Minister for Health and Housing. Bevan overtalte lægerne ved at »stoppe deres munde med guld«. Der er fantastiske beretninger om, hvor fattigt England var for få generationer siden. Man kunne dog lave den samme slags film om DK og ånden fra Thorvald Stauning.

OGSÅ forfaldet og nedturen kunne kopieres, omend den gennemgribende afmontering af velfærdsstaten blev særligt brutal i Margaret Thatchers regi. En sekvens først i filmen opregner, hvordan energi, minedrift, trafik, uddannelse osv. blev nationaliseret i 1940ernes slutning. Sidst i filmen beskriver en spejlvendt montage, hvordan Thatcher rev det hele ned i samme tempo mod slutningen af 1980erne.

   Det er ikke nogen subtil fremstilling, men den går, må man sige, til hjertet. Loach benytter den klassiske propagandafilms virkemidler, og han har en konkret sag: Hvis National Health Service bliver privatiseret, falder de sidste rester af efterkrigsdrømmen. Filmens vidner mener, at det ikke kommer så vidt. Filmskaberen er ikke så sikker.

LOACH kan være fordømmende stejl. På London Film Festival i 2010 hørte jeg ham holde åbningstalen med en salut til BBC. Loach langede ud efter kolleger, der – som f.eks. Mike Leigh – havde sagt ja til ridderkorset og knælet for »that woman«. Loach har afslået æren. Det gør ham nok til lidt af en lyseslukker, men det giver hans værker en ubestikkelighed, som er uset andre steder i dagens britiske landskab.*

   The Spirit of ’45 er især for anglofile fans af socialrealismen, men som nævnt har temaet dansk resonans. Filmen er udgivet på dvd. Her findes alle interviews i fuld længde sammen med det dokumentariske materiale, som Loach har klippet sammen. Den bliver dog noget særligt i biografen, hvor de grynede arkivbilleder kommer til deres ret. Alt er i sort-hvid, men i de sidste minutter bliver der lagt farver på sejrsfesten ved Piccadilly. Det er stærk politisk filmkunst. Det er hjerteskærende godt, simpelt hen.

Se også Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) og Ken Loach: I, Daniel Blake (2016).

*) Loach frabad sig i 1977 at blive dekoreret. Leigh tog imod sin OBE i 1993. Det skal siges, at de to mænd nærer dyb og gensidig respekt. Leigh er syv år yngre end Loach. Da han ankom fra en teaterbaggrund, havde Loach lavet film og tv i ti år. De mødtes på BBC, hvor begge instruerede »Play for Today«-dramaer og arbejdede med produceren Tony Garnett. I Mike Leigh on Mike Leigh (2008) fortæller Leigh om sin tv-debut med skuespillet Hard Labour (1973):

   »If I were completely honest, I’d have to admit that although nobody put any pressure on me to make a specific kind of film, somewhere along the line I was succumbing to a conception of a notion of style. I was trying to make it ’like a »Play for Today«’ – as personified by Ken Loach films. So there’s no question that I wasn’t really doing my own thing completely in the way that I have done at all other times. But I must stress that this was all my own fault. I had absolute carte blanche, which Tony went to great lengths to protect.«

   »Had you been a fan of Ken Loach’s work?« spørger Amy Raphael, som har redigeret Mike Leigh on Mike Leigh.

   »Yes, I was a huge fan. And I got to know him. One has to remember that Tony Garnett had by this time pioneered all this work, particularly but not only with Ken, which was massive and hugely influential and significant. I was coming in with the privilege of being on the tide of that. What he was doing and continued to do with Ken and various writers was to be very much part of a team forging ideas and making them happen. In that context, my rather empirical, solo operation wasn’t something that Tony was used to.« [Mike Leigh on Mike Leigh. Edited by Amy Raphael. London: Faber & Faber, 2008; pp. 66-67].

   Gruppefotoet, som Mary McCartney tog i december 2002, viser seks af tidens førende britiske instruktører, der er samlet ved en særlig lejlighed: Stephen Frears, Richard Eyre, Loach, Leigh, Michael Winterbottom og Stephen Daldry. Tyve år senere ser man især, at alle på klassefotoet er mænd. Hvor er Sally Potter, Joanna Hogg, Andrea Arnold, Gurinder Chadha, Clio Barnard m.fl.? Billedet indgår i fotosamlingen på National Portrait Gallery.

The Spirit of ’45. Instr. og manus: Ken Loach. Klip: Jonathan Morris. 94 min. UK 2013. Dansk premiere: 21.11.2013.

Fotos: Fly Film Company/ Sixteen Films/ Film4/ Channel Four/ UK Film Council/ EM Media/ BFI/ Dogwoof Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ Transatlantyk Film Festival/ FIPRESCI (The International Federation of Film Critics) [KL 2020 Portrait]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.11.2013