Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019)

HIMLEN OVER KABUL
Afghanistan ved årtusindeskiftet

Af BO GREEN JENSEN

FORMEN, stilen og stilheden er det vigtigste i Les hirondelles de Kaboul, en håndtegnet animationsfilm for voksne, som franske Zabou Breitman (f. 1959) og Éléa Gobbé-Mévellec (f. 1985) har skabt på baggrund af Yasmina Khadras roman.

   Det handler dog om støjen af krig og fanatisme. I 2000 har Taleban fuld kontrol over Kabul. Der er indført sharialovgivning. Befolkningen lever i eller med det, alt efter hvor de placerer sig socialt. Det er stadig muligt at afvige hjemme, men i offentligt rum er der helt lukket ned.

   Der er fire forbundne skæbner i mønstret. Læreren Mohsen er gift med kunstneren Zumaira, som nægter at overgive sig til pøbelvældet. Mohsen er ikke så stærk. Han hader sig selv for at gøre det, da han må tage del i en offentlig stening på gaden. Lidt efter lægger han kraft i, og noget inde i ham giver efter.

   Mohsen og Zumaira elsker hinanden. Da han dør, får hun skylden og bliver anbragt i en celle hos Atiq. Fangevogteren går alene omkring og grubler over, hvad der skal ske, når hans kræftsyge hustru forsvinder. Zumaira, som han forelsker sig i, bliver sikkert den sidste indsatte i fængslet. Hun skal stenes på byens stadion foran et stort publikum.

KHADRAS roman var første bind i en trilogi, som omfatter L’Attentat (2005) og Les Sirènes de Bagdad (2006). Bøgerne findes også på dansk. Gyldendal udgav Svalerne i Kabul i Hans Peter Lunds oversættelse i 2009, da Sirenerne i Bagdad havde skabt interesse for forfatterskabet. Siden er udkommet Ce que le jour doit à la nuit (2008, da. Som nat følger dag) og L'Equation africaine (2011, da. Sort måne).

   Det vidste jeg ikke, da jeg så The Swallows of Kabul på Cannes Festivalen i 2019. Men det slog mig, at filmen var mere nuanceret i sin skildring af de afghanske mænd, end man ser det i de fleste kulturkritiske fiktionsfilm. Jeg forstod både Mohsen og Atiqs reaktioner. Jeg kunne faktisk sætte mig i deres sted. Zumaira syntes snarere at være en smuk konstruktion.

DET indtryk var ikke grebet i flugten, viser det sig. Yasmina Khadra er et pseudonym for algerieren Mohammed Moulessehoud (f. 1955), som lever og skriver i Frankrig, hvor hans bøger har et stort publikum.

   Svalerne i Kabul er en lille roman, der sætter sin stemning med anslag og flygtige streger. Zabou Breitman benytter i filmen en form, der passer perfekt til impressionismen. Hun tegner i tusch på akvarel. Der er balance mellem detalje og utydelighed. Det er som at se på flydende skitser.

   Derved opstår en kuriøs dybdevirkning. En tegning kan på én gang være yndefuld og grusom. Især de stille scener, som følger med Atiq, har meget ud af metoden. På lydsiden arbejdes der på samme intime måde. Man er sig hensat til et hørespil, ikke en fræsende podcast.

   Det bliver på den måde en melankolsk historie, som skildrer alt det, der kunne have været, hvis tanken og kroppen var frie. Atiq siger ikke meget. Han går hjem til sin hustru, der prøver at gøre ham glad til det sidste. Han finder Zumairas hus og ser hendes vægmalerier. Vi kan ikke se hans ansigt. Men det er her, han beslutter sig for at handle.

   

SVALERNE i Kabul er et kærlighedsdrama, der angriber de historiske kræfter på samme indirekte måde som gamle episke helaftensfilm. I David Leans Doktor Zivàgo (1965) ser Julie Christie ud mellem isblomsterne i det sibiriske gulag og siger til Omar Sharif: »These are awful times to be alive in«. Den politiske ramme er primært en baggrund.

   Man får mere at vide om livet under taleban i spillefilmen Kandahar (2001) og dokumentaren The Afghan Alphabet (2002), begge instrueret af iraneren Mohsen Makhmalbaf; i Siddiq Marmaks Osama (2003) og i Klokken fem om eftermiddagen (2003), der er instrueret af Samira Makhmalbaf efter hendes fars roman. Men ingen af dem har noget, der ligner den forspildte skønhed i animationsfilmen.

THE Swallows of Kabul er månedens film i Cinemateket. Her fungerer den som ouverture til VOID, den internationale festival for animationsfilm, der i 2020 afholdes i sin femte udgave. Der vises mere end 100 titler, både nye film og klassikere som Richard Linklaters fortolkning af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006).

   Danske biografgængere har aldrig for alvor opdaget, at animationsfilm kan være for voksne. Vi er med på, at formen er magisk, men vi vil dele den med vores børn. Værker som The Prophet (2014), Loving Vincent (2017) og Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018) har skubbet på i den rigtige retning. The Swallows of Kabul føjer sig smukt til de titler.

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

The Swallows of Kabul (Les hirondelles de Kaboul). Instr.: Zabou Breitman, Élea Gobbé-Mévellec. Manus: Zabou Breitman, Patricia Montagne, Sébastien Tavel. 81 min. Frankrig-Schweiz, Luxembourg, Monaco 2019. Dansk premiere: 12.01.2020 [Cinemateket].

Fotos: Les Armateurs/ Mélusine Productions/ Close Up Films/ Arte France Cinéma/ RTS/ KNM/ Canal+/ Eurimages/ MEDIA/ CNC/ Fonds National de Soutien à la Production Audiovisuelle du Luxembourg/ La Région Île-de-France/ Cinéforum/ DFI/ E. Robert Espalieu (Yasmina Khadra Portrait)/ VOID Festival

Filmen streames ikke p.t. - på dvd fra France Télévisions Distribution  

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2020