Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014)

AT VÆVE ET KLÆDE
Animation mellem popcorn og arthouse

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE bøger bliver grundsten i søgende menneskers litteratur. Som regel betyder det også, at de forsvinder fra den kritiske radar, bliver overset eller latterliggjort og får et alternativt undergrundsliv. To lysende eksempler fra min egen generations unge tid er Jonathan Livingston Seagull (1970, da. Jonathan Livingston Havmåge) af Richard Bach og Robert M. Pirsigs Zen and the Art of Motorcycle Maintenance: An Inquiry into Values (1974, da. Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel: en undersøgelse af værdier).

   For tiden er Paulo Coelhos O Alquimista (1988, da. Alkymisten), James Redfields The Celestine Prophecy (1993, da. Den niende indsigt), Cheryl Strayeds Wild: From Lost to Found on the Pacific Crest Trail (2012, da. Wild – en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen) og Elizabeth Gilberts Eat, Pray, Love: One Woman's Search for Everything Across Italy, India and Indonesia (2006, da. Spis, bed, elsk: en kvindes søgen efter det hele i Italien, Indien og Indonesien) de foretrukne manualer for metafysiske backpackere.

MEN længe før Coelho, Redfield, Gilbert og Strayed var der The Prophet (da. Profeten) af Gibran Kahlil Gibran (1883-1931). Alfred A. Knopf udgav Gibrans bog i 1923. Siden er den oversat til 40 sprog og trykt i mere end 100 mio. eksemplarer. Den første danske udgave kom i 1964, den seneste i 2019.*

   Kahlil Gibran blev født i Libanon, som dengang var en del af Syrien, og kom som 12-årig til Boston med sin mor og tre søskende. Han var maler, tænker, forfatter og guru. Han skrev i alt 17 bøger, ni på arabisk og otte på engelsk. Flere er fortsættelser til Profeten. I Libanon har han status som nationaldigter. I USA og Europa er han synonym med The Prophet.

   Bogen består af 26 prosadigte, som taler i stort sprog om livet og døden. De skiftevis fine og floskuløse tekster er lagt i munden på digteren Almustafa, som efter 12 års husarrest skal deporteres. Han taler til indbyggerne i Orphalese, en fiktiv, undertrykt bystat. Seersken Almitra stiller ham spørgsmål på vegne af Folket. Det politiske budskab handler især om, at sjælen ikke kan lænkes.

SAGT med al respekt for billedsstyrken i Gibrans sufistiske solipsisme: Den er ikke et oplagt forlæg for en stor, moderne animationsfilm, som vil tale til hele familien. Kahlil Gibran's The Prophet, som på dansk er blevet omdøbt til Den lille pige og profeten, har da også en forunderlig baggrund.

   Filmen er co-produceret af skuespilleren Salma Hayek og DOHA Film Institute. Hayek har før sat penge i hjerteprojekter som filmen om Frida Kahlo. Doha Film Institute har bl.a. produceret Mira Nairs ret gode filmatisering af Mohsin Hamids The Reluctant Fundamentalist (2007, da. Den modvillige fundamentalist), som åbnede Venedig Festivalen i 2012.

   Instituttet er ikke så officielt som det lyder. Navnet dækker over en fond, som sheika Al-Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al-Thani, et medlem af kongefamilien i Quatar og en af verdens rigeste kvinder, etablerede i 2010. Tanken er tydeligvis at udbrede arabisk kultur i en global sammenhæng.

   Der er derfor købt bredt og fordomsfrit ind. Disney-animatoren Roger Allers (f. 1949) – som var hovedforfatter på Beauty and the Beast (1991) og Aladdin (1992), før han instruerede megahittet The Lion King (1994) sammen med Rob Minkoff og skrev manuskript til The Emperor's New Groove (2000) – har bearbejdet og forstørret grundhistorien.

   Dissidenten Mustafa sidder i husarrest. Han bliver hentet af soldater, som ligner tyrkere fra Ottoman-tiden. Regimet vil løslade ham, hvis han undsiger sin praksis. Mustafa nægter og bliver henrettet. Himmelskibet kan endelig sejle.

ALLERS' kunstgreb består i at gøre »seersken« Almitra til en pige på otte år. Hun har ikke brugt sin stemme, siden hendes far forsvandt. Hun kommer og går hos profeten. Sammen med sin mor, Kamila, forsøger Almitra at redde den dødsdømte mand. Hun taler naturligvis, da det gælder.

   Rammehistorien er solidt fortalt og prosaisk illustreret. De filosofiske og religiøse tirader bliver derimod fortolket i eksperimenterende billeddigte, som nogle af dagens mest originale håndtegnere har animeret.

   Det er svært stof for et ungt publikum. For eksempel fremstiller Joann Sfar (Gainsbourg – vie héroïque, Rabbinerens kat) det livslange parforhold som en fandango, mens Lars Mikkelsens stemme på lydsiden forkynder, at kærligheden mellem ægtefolk må være som »vuggende vande mellem sjælenes kyster«.

   Gibran var stor i den slags udsagn: »Hav tillid til drømmene, for i dem er porten til evigheden skjult.« »Hvordan skal vi kende dødens hemmelighed, hvis ikke vi søger den i livets midte?« »Som vin skal vi bevares: evige kar.«

MICHAL Socha har tegnet segmentet om Frihed; tvillingebrødrene Gaëtan og Paul Brizzi (som instruerede Ildfuglen-afsnittet i Fantasia 2000) har animeret segmentet om Døden. Nina Paleys fortolkning af teksten om Børn er forsynet med en sang af Damien Rice – ellers er det gennemgående score skrevet af Gabriel Yared.

FLERE bidrag holder sig helt tæt på kunstnerens sædvanlige signatur. De føles derfor som enkeltstående værker og bliver næsten fremmedelementer i historien om pigen og profeten. Det gælder for satirikeren Bill Plymptons film (»om at Spise & Drikke«) og Joan C. Gratz' fortolkning af temaet Arbejde, som bruger korncirkler og stjerneklynger i ånden fra Vincent van Gogh. Mohammad Saeed Haribs segment (»om Godt & Ondt«) kunne være sat sammen af malede baggrunde fra gamle tegnefilm.

    

MEST vellykket er nordirske Tomm Moores segment, »Om Kærlighed«, der lader Moores keltisk kantede signaturstil indgå i frodige symbioser med art nouveau (Gustav Klimt) og symbolisme (Egon Schiele).

   Gibran var selv en god og alsidig billedkunstner, som fulgte den franske skole (fra Fantin-Latour) i portrætter og trak på både Rodin og William Blake i sine nøgenstudier. I flere grafiske arbejder ligger stilen tæt på danskeren Rudolph Tegner. Ligesom i teksterne er der et vagt generisk præg, en vilje til kunst, over arbejdet. Mærkeligt nok prøver ingen af tegnerne at integrere Gibrans egen stil i kompendiet.

DE otte film-i-filmen står stærkest hver for sig. Til gengæld kan de sammen demonstrere, hvor mange lag og frie rum, der findes i Gibrans besnærende tekst. Roger Allers forsøger at indlejre dem i en familievenlig fortælling, der vælger en enkel og meget banal grundstil. Det er dén sammenføjning, der skaber problemer. Filmen knækker simpelt hen over i to, så hverken barnets historie eller filosofitimen for alle livsaldre kommer til deres ret. 

KONCEPTET ligner den abstrakte animationskunst i Fantasia (1940), hvor Walt Disney i samme ambitiøse antologiform forsøgte at gøre tegnefilmen til noget for voksne og klassisk musik til allemandseje. Flere af gæstekunstnerne i The Prophet var bidragydere til Fantasia 2000, som markerede den gamle films 60-års-jubilæum.

   Det er under alle omstændigheder et kærkomment bud på en anderledes animationsfilm. Gibran taler et sted om »at væve et klæde« og »bygge et hus med hengivenhed«. Den lille pige og profeten bliver ofte betænkeligt svulstig. Alligevel er man aldrig i tvivl om, at filmen er et kærlighedsarbejde.

*) Profeten findes i mange udgaver. Profetens bog (Lindhardt og Ringhof, 2019) samler Per Thorells oversættelse af The Prophet (1923) og Marit Lise Bøghs oversættelse af The Garden of the Prophet (1933) i et bind med et forord af Rupi Kaur. Standardværket om Kahlil Gibran er skrevet af maleren og billedhuggeren Kahlil George Gibran (1922-2008), som var forfatterens gudbarn og grandnevø. Sammen med sin hustru, Jean Gibran, skrev han i 1974 biografien Kahlil Gibran: His Life and World, som er meget respektfuld, men fuld af detaljer om forfatterens blomstrende kærlighedsliv. I 2017 blev den genudgivet med titlen Kahlil Gibran Beyond Borders. Pete Katz' graphic novel (Simon and Schuster/ Canterbury Classics, 2022) er en meget vellykket fortolkning, der får plads til hele Gibrans tekst i sine Hergé-sirlige talebobler.   

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

Kahlil Gibran's The Prophet (Den lille pige og profeten). Instr.: Roger Allers + Gaëzan & Paul Brizzi, Joan C. Gratz, Mohammad Saeed Harib, Tomm Moore, Nina Paley, Bill Plympton, Joann Sfar, Michael Sochy. Manus: Roger Allers, Hanna Weg, Irene Mecchi, Douglas Wood. m.fl. 84 min. Frankrig-Canada-USA-Libanon-Quatar 2015. Dansk premiere: 23.06.2016.

Fotos: DOHA Film Institute/ Participant/ Code Red Productions/ FFA Private Bank/ MyGroup Lebanon/ Financière Pinault/ Ventanarosa Productions/ Hanson/ Creative Projects Group/ Gibran National Committee/ Bardel Entertainment/ Prophet Screen Partners/ Pathé/ Angel Films/ Alfred A. Knopf/ Lindhardt og Ringhof/ Head of Zeus/ Simon and Schuster/ Cinematerial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime 

Anmeldelsen stod (i kortere form) i Weekendavisen Kultur 24.06.2016.