DE LANGE KNIVES NAT
Sanselighed og politisk teater
Af BO GREEN JENSEN
Charles gav efter alt at dømme ordren på sin mors foranledning. Catherine de Medici (1519-1589) var allerede berømt og berygtet for sin store viden om dræbende gifte og raffinerede drabsmetoder. Hertugen af Guise, Catherines rådgiver og katolikkernes »jernmand«, velsignede planen og leverede soldater til at udføre den.
En centralt placeret biperson i det politiske teater var kongens søster, Marguerite de Valois (1492-1549). Ti dage før Bartholomæusnatten blev hun gift med protestanten Henri de Bourbon, den senere Henri IV. Det skete i et besværgende forsøg på at dæmme op for det totale kaos. Det var samtidig let at få ram på de mest magtfulde protestanter, der var kommet til Paris som bryllupsgæster. På øjenvidnet Francois Dubois' maleri, som er vist ovenfor, kommer Catherine de Medici ud fra slottet og betragter resultatet af sine politiske manøvrer med tilfredshed.
I 1845 forstørrede Alexandre Dumas, underholderen par excellence i fransk litteratur, denne lille figur til en hovedperson i føljetonromanen La reine Margot, der tager lige så let på sit historiske forlæg som mesterens øvrige romaner eller romancer.**
I 1954 blev romanen fornemt filmatiseret af Jean Dréville med en ung Jeanne Moreau i titelrollen. Abel Gance, manden bag den monumentale og aldrig fuldt færdiggjorte Napoleon (1927), skrev manuskriptet. Men det er strengt taget hverken Drévilles film eller Dumas’ historiske fantasi, som Patrice Chéreau har baseret 1994-versionen af Dronning Margot på. Han og manuskriptforfatteren Danièle Thompson har deres egen vision og dagsorden.
DUMAS kan krediteres for intrigen. Det er Dumas, som med sædvanlig tæft for det effektivt kulørte lader Margot forelske sig i den protestantiske oprørsleder La Môle, som hun møder på et af de natlige togter gennem Paris, hvor hun færdes inkognito og samler partnere op. Dæmoniseringen af Catherine de Medici blev knæsat hos Dumas, og Chéreaus film bruger både skelettet og handlingsgangen fra hans roman.
På selve Bartholomæusnatten redder Margot sin elskers liv, og det er hende, som sørger for, at Henri, den senere konge, slipper uskadt fra slagteriet. Men skønt bogen bærer hendes navn, er hun ikke central for dens fremstilling. Det er hun derimod hos Chéreau. Filmen lever og ånder i kraft af kvindens karismatiske nærvær og sunde fornuft.
Vi hverken kender eller får forklaret baggrunden for stridigheden mellem de to huse, som brylluppet forener. I begyndelsen kan vi knap nok kende forskel på katolikker og huguenotter. Vi ser blot to talstærke renæssancefamilier, der udspionerer, bagtaler og forgifter hinanden, mens en heksegryde fuld af politiske intriger koger op i den brogede baggrund. På sin bryllupsnat tager Margot halvmaske på og går ud for at finde en elsker, mens Catherine lægger planer for, hvordan hun bedst kan blive af med den svigersøn, man har påtvunget hende. Vi er i en verden som Hamlets: skæv og forvreden, af led og af lave.
I DETTE kyniske klima er Margot en figur, som vi kan forholde os til, alene fordi hun insisterer på at følge sin lidenskab og sin menneskelighed. Det samme er den svage, forvirrede konge, der egentlig drømmer om at leve i fred med sin hemmelige hustru og deres barn. Da Henri redder Charles fra at blive dræbt af et vildsvin, formes nogle af de menneskelige relationer, som vi bedre kan sætte os ind i, på tværs af de politiske konstellationer.
Isabelle Adjani har sanselig tyngde som den kompromisløse livsbekræfter Margot; Jean-Hughes Anglade ligner mest af alt en martret rockstjerne i rollen som den plagede kong Charles, og som Henri af Navarre udtrykker Daniel Auteuil på én gang skepsis, vantro og væmmelse over for det blodteater, han inddrages i. Han er skræmt fra vid og sans, men nægter alligevel at give køb på sine personlige værdier. Det samme gør Margot på sin måde, og efterhånden fatter ægtefællerne da også oprigtig sympati for hinanden.
DET er de tre, der bevæger sig. Det øvrige persongalleri er i højere grad skrevet frem som koncentrerede principper. Pascal Greggory er fyrig og firkantet som den handlekraftige Anjou. Virna Lisi (1936-2014), der som ung var blandt italiensk films »guddommelige skabninger«, har en sen signaturrolle som fabelvæsenet Catherine de Medici. Hendes kulde er statisk og stiliseret, mens schweizisk-franske Vincent Perez er varm og moderne i rollen som La Môle, der står uden for de aristokratiske hierarkier.
Har filmen et politisk budskab, er det dét: privilegier og jagten på samme er gift, der går i blodet og kommer ud gennem huden som arsenik. I sidste billede sidder Margot i kareten med La Môles afhuggede hoved i sit skød. Det var et øjeblik muligt at bryde mønstret. Nu rulles friheden atter tilbage.
CHÉREAU arbejder virtuost med orkestreringen af det tiltagende hysteri. Ved at lægge den blodige udrensning i begyndelsen, hensætter filmen os effektivt i en fortumlet choktilstand, hvor strengt taget intet kan overraske. Begivenhederne får en egen absurd og modbydelig logik, skønt vi ofte har svært ved at følge personernes motivation.
Indbegrebet af det halsløse grusomhedsteater – og overhovedet filmens suveræne sætstykke – falder i scenen, hvor Catherine har forgiftet den forkerte, og hendes søn bogstavelig talt sveder blod. Margot knæler i sin hvide kjole og tager kongens hoved i sit skød. Hun rejser sig dækket af broderens blod, og vi ser hvordan vanviddets og fanatismens aftryk ser ud.
PATRICE Chéreau (1944-2013) var teatermand – i parentes bemærket betragtede Dumas altid sig selv som dramatiker først og fremmest – og det bærer filmen præg af. Den er fuld af grand guignol-elementer og sværger til stofmættede tableauer, der konsekvent imponerer, men sjældent forklarer.
Af samme grund ligger filmens styrke i dens karakter af mareridtsagtig hallucination. Dronning Margot er en tættere og skarpere film end beslægtede franske bestræbelser som Roger Planchons Louis, enfant roi (1993, da. Barnekongen Louis). Set fra 2022 er La Reine Margot et forvarsel om de farve- og stofmættede fantasier i historiske serier og film som The Tudors (2007-2010), Medici (2016-2019), Elizabeth: The Golden Age (2007) og Mary Queen of Scots (2018). Filmen skildrer massedrabet og gravene med særlig makaber detaljerigdom. For Chéreau så en gentagelse af historien i 1990ernes etniske krige på Balkan.
Altså en kostumefilm med en væsentlig forskel. Her er historien mere end et påskud for pompøse kostumer og stift overspil. Chéreau illustrerer ikke historien. Han dekonstruerer den for at trænge ind til selve kernen. Det er der kommet en voldsom, visuelt overdådig og meget medrivende blodrus ud af. Eller som Alexandre Dumas selv udtrykte det: »Det er muligt, at jeg voldtager historien, men jeg giver den smukke børn.«
Se også Dronningebilleder | Mary Queen of Scots (2018); Dronningebilleder | Margrete den Første/ Queen of the North (2021); Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006); Justin Chadwick | Peter Morgan: The Other Boleyn Girl (2018).
*) Bartholomæusnatten gav genlyd i hele Europa og er skildret i alle kunstarter. Christopher Marlowe skrev sit sidste skuespil om The Massacre at Paris (1593). Hændelsen – som i Frankrig kaldes »le Massacre de la Saint-Barthélemy« – var i ældre historisk fiktion en ofte benyttet markør, der blev brugt som dramatisk bagtæppe, ikke ulig Det Stockholmske Blodbad i 1520. I Storbritannien skrev Stanley Weyman (1855-1928) sin første romantiske spændingsroman, The House of the Wolf (1890) om episoden. På dansk hedder bogen Bartolomæusnatten. Den udkom – i P. Jerndorff-Jessens stærkt forkortede og bearbejdede oversættelse – som bind 21 i serien Samlerens Perlebøger, der i min barndom stadig kunne konkurrere med Fremads Skatkammer og Gyldendals Udødelige. Weyman var i sin samtid en forfatter, man læste på linie med H. Rider Haggard, Robert Louis Stevenson og A.E.W. Mason. Graham Greene skrev og talte med varme om Weyman. I et tv-interview fra 1970 udtaler han: »The key books in my life included Anthony Hope, Rider Haggard, Captain Gilson, and I do occasionally reread them. Stanley Weyman in particular.« Weyman selv var især inspireret af Dumas.
**) La reine Margot udkom første gang på dansk i 1846 (i to bind fra I.H. Schubothes Boghandling). Romanen er senere oversat af K.E. Hermann (1951) til Aschehougs samlede Dumas-udgave og af Svend Jensen i 1977 til Hernovs uforkortede udgave, der blev udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab. Alle tre udgaver har titlen Dronning Margot og er i to bind, men kun 1977-udgaven er uforkortet. Det er værd at bemærke, at Chéreaus film ikke griber blodrusen ud af luften. Den døende Charles siger til Henri: »Kongen af Frankrig bør være katolikkernes konge og ikke huguenotternes, for kongen af Frankrig bør være flertallets konge. Man siger, at jeg angrer, at jeg anstiftede Bartholomæusnatten. Tvivl, ja. Anger, nej. Man siger, at jeg sveder huguenotternes blod ud af alle porer. Jeg ved, hvad jeg sveder. Det er arsenik, ikke blod.«
La Reine Margot (Dronning Margot). Instr.: Patrice Chéreau. Manus: Danièle Thompson, Patrice Chéreau. Foto: Philippe Rousselot. 159 min. Frankrig-Italien-Tyskland 1994. Dansk premiere: 13.10.1995.
Fotos: Renn Productions/ France 2 Cinéma/ D.A. Films/ Nef Filmproduktions GmbH/ Degeto pour ARD/WMG/ RCS Films & TV/ Miramax/ IMDB/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Movie Posters Gallery/ Pathé/ Cohen Media Group [4K restauration trailer 2014]/ Wikipedia [Francois Dubois painting created between 1572 and 1584; Musée Cantonal des Beaux-Arts, Lausanne]
Filmen streames ikke i DK - i Frankrig på Netflix og Amazon Prime + iTunes
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.10.1995 [let ajourført og revideret 13.11.2022]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar