Ruben Östlund: Play (2011)

GRUSOM LEGESYGE
Som fluer er for kåde drenge

Af BO GREEN JENSEN

DET gør ondt i hjertet at se på børn, der er grusomme mod andre børn. Det gælder på film som i virkeligheden. Uden for biografen har man dog mulighed for at gribe ind, skønt det sjældent gør tingene bedre eller nytter i det lange løb.

   På film kan man bare se til. Man får indblik i sider af barndommen, som man havde glemt eller bearbejdet med nostalgiske redskaber. Man husker med ét, at de ting var der også, og man får en nervøs klump i halsen ved at se sine egne børn vakle. Virkningen bliver næsten sadistisk. Film som Bennys video (1992), John Crowleys Boy A (2007), Lee Hirsch-dokumentaren Bully (2011) og Laura Wandels belgiske Playground (2021) er fantastisk frapperende oplevelser, der til og med tager afsæt i autentiske historier. Man går ikke nødvendigvis klogere hjem, men man forlader biografen med en følelse af, at nogle ting må gøres bedre.

I RUBEN Östlunds Play lægges scenerne frem med noget, der ligner fuldkommen distance. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. Formen forstærker nok præget af spil, men er i lige så høj grad en måde at inddrage publikum på. Hvis der blev leflet eller anglet efter vor medlidenhed, ville man se det som følelsesporno.

   To 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Påskuddet er en lang diskussion om en mobiltelefon, som muligvis er stjålet. I virkeligheden kaldes det Lillebror-tricket. Efterhånden bliver det klart, at drengene leger en leg, som de kender. Der er roller, som de spiller. Én er flink, én er hidsig. Det er good cop/bad cop-teknikken i knæhøjde.

   Der er liflige lag af sadisme i spillet mellem kat og mus. Når de hårde drenge keder sig, lader de ofrene få indtryk af, at der muligvis findes smuthuller. Lav 100 armbøjninger, så kan I gå. Den ene dreng lægger sig faktisk i mørket under viadukten og når vist nok til 87. Selv katten, der ser til, er imponeret. Det ændrer dog intet ved spillet, som handler om kontrol og respekt. Legen bliver bare mere interessant.

FILMEN er mesterligt realiseret. Ubønhørligheden bygges ind i strukturen. Alle scener er skudt på stedet, men fra det første totalbillede af butikscentret, hvor drengene får kontakt, er alt tilrettelagt med omhu. Det spiller en væsentlig rolle, at plageånderne er indvandrerdrenge. Det er dog detaljen, som ingen vil forholde sig til. Kun drengene selv tager bladet fra munden.

   Det er næsten ubærligt at følge. Undervejs bliver flere voksne kontaktet, men de gør hverken fra til eller fra. Enten reagerer de for svagt – som i cafeen, hvor personalet sender drengene ud til deres plageånder – eller også reagerer de for stærkt. Da en far griber ind, bliver han stemplet som voldsmand af to bløde kvinder fra wellness-segmentet.

RUBEN Östlund fortalte med indsigt om børn allerede i Guitarmongolen (2004) og viste siden, hvad normer gør ved de voksne i De ufrivillige (2008).* I Play har han slebet formen ned til noget, der ligner Roy Anderssons faste tableauer udsat for Michael Hanekes sensibilitet, med en indlevelse som hos Dardenne-brødrene. Jeg nævner ikke disse navne for at tage noget fra Östlunds originalitet, men for kort at signalere, hvor vi er. Formen kan være fremmedgørende, men den følelsesmæssige virkning er stærk over tid. Play er næsten Funny Games med børn.

   

ALLE drengene agerer med fuldkommen rystende overbevisning. Man ser, at de svage ikke har en chance. Og at ulvene kun er stærke i flok. Nede i dybet arbejder en grusom motor af indifferens. Det er ikke empati, der mangler. De store drenge forstår deres ofre. De føler vel næsten, at de gør dem en tjeneste ved at vise, hvordan tingene virkelig er. Kun kærlighed er en klar mangelvare.

   Play er en tankevækkende film, som udfordrer gængse modeller. Det er nyttigt og næsten nødvendigt at se den. Man vil bagefter være lidt mere lydhør, når børnene siger, at de bliver drillet. Engang blev det kaldt drengestreger. Nu må helvede være det rigtige ord.

Se også Ruben Östlund: Force majeure/ Turist (2014); Ruben Östlund: The Square (2017); Ruben Östlund: Triangle of Sadness (2022).

*) »Med livsalig friskhed synes det andet svenske bidrag [blandt ti kandidater til Nordisk Råds Filmpris 2005] at komme fra et helt andet sted. I Ruben Östlunds Gitarrmongot er fem vignetter/fragmenter skrevet sammen til en stemningsfuld multiplot/stafetfortælling om drengen, der spiller guitar på hovedgaden og ser ud til at trives godt med sin far.

   Især lægger duoen kræfter i en punksang om at ryge cigaretter, så pigerne bliver imponerede. En gruppe drenge dyrker kreativ vandalisme, mens andre slår sig fordærvede for sjov. Rockere med udviskede ansigtstræk spiller russisk roulette ved køkkenbordet, og en psykisk udfordret kvinde har problemer med at skabe kontakt, mens hun leder efter sin cykel, som vandalerne har taget sig af.

   Et mylder af løse ender, store og små ting, mirakler og manierismer, knyttes sammen. I slutbilledet sender »guitarmongolen« en ballon af sammensmeltede affaldssække op over byen. Den håndlavede vision kunne stå som et udtryk for styrken og livsfølelsen. Människor i allmänhet er den alternative titel på Östlunds vitale debut i lang form. Gitarrmonget er produceret af Anna Sohlmann og Kalle Boman fra Hinden Länna-ateljéerna.« [WA 07.10.2005]. 

Play. Instr.: Ruben Östlund. Manus: Erik Hemmendorff, Ruben Östlund. Foto: Marius Dybwad Brandrud. 119 min. Sverige 2012. Dansk premiere: 16.08.2012.

Fotos: Coproduction Office/ Société Parisienne de Production/ Film i Väst/ Plattform Produktion/ Sonet Film AB/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2012