Picture of Lies: The Burnt Orange Heresy (2020) [Noir 100]

KÆTTERI I BRÆNDT ORANGE
Et lærestykke om kunst og moral

Af BO GREEN JENSEN

AL kunst bliver til i en kontekst, som kritikeren kan forklare og manipulere. I forfængelighedsfablen Picture of Lies har kunsthistorikeren James Figueras lagt sig ud med fagets førende kræfter. Han er ikke længere gulddrengen, som måske skal bestyre MoMA en dag.

   I prologen ser vi ham holde foredraget »Om kritikeres magt«, som han turnerer med på prangervis. Sætstykket er næsten en retorisk tryllekunst. James viser tilhørerne et neutralt maleri. Han nedgør det med faglig autoritet. Så skifter han spor og fortæller en gribende historie om kunstnerens tragiske vilkår. Tilhørerne kan nu se et mesterværk i maleriet. Atter spolerer James illusionen og røber, at billedet er noget, han klattede op i en fart på hotellet.

   Forestillingen er en succes. Gruppen af turister og studerende, som hører ham tale, er overbevist. James kan måske endda sælge to-tre af sine bøger efter foredraget. Vi forstår lidt af hans arrogante smerte. I indklip har vi set, hvordan han forberedte sig. Hver gestus, hver famlen efter det rigtige ord, er indøvet med rastløs, men ressourcestærk præstationsangst.

JAMES Figueras bliver spillet af danske Claes Bang, som siden Ruben Ôstlunds The Square (2017) er blevet manden, man går til, når der er brug for kompromitteret charme og virilitet med et strøg af substans. En slags anstændig uvederhæftighed. Han medvirker også i The Last Vermeer (2019) og var en glat, moderne Dracula (2020) i den seneste BBC-version. Her er han kritikeren, som griber chancen, da det bliver muligt at udnytte situationen.

   For blandt tilhørerne sidder Berenice Hollis (Elizabeth Debicki), som tilsyneladende er tændt på hans ideer og person. De elsker på hotellet og ryger hedonistiske cigaretter, mens den italienske sommer brænder udenfor. Det er ikke mindst lokaliteten, der gør den moralske komedie om svindel og kunst til en stemningsfuld oplevelse.

   Picture of Lies er optaget i Milano og Villa Pizzo ved Como-søen. Her bor den karismatiske millionær og kunsthandler Joseph Cassidy (Mick Jagger), som vil slå en handel af med James. Cassidy brænder efter at få fingre i de billeder, som kunstlegenden Jerome Debney arbejder med i et skur på hans grund. Debney blev berømt for ikke at vise værkerne frem. Han var en ung sensation, som trak sig tilbage. Han er kunstverdenens J.D. Salinger. Priserne på de tidlige værker er svimlende høje. Tænk, hvad et nyt kunne indbringe.

SÅDAN begynder spillet i Picture of Lies, der har ventet en tid på at få premiere. Det skyldes COVID-19-pandemien, men sikkert også en tvivl om, hvem publikum er. Da filmen blev vist på Venice Film Festival i 2019, var titlen den samme, som Debney har givet sit mytiske værk: The Burnt Orange Heresy. Det vil sige kætteri i brændt umbra eller orange. Der skal måske endda være en duft af brændt appelsin over luftspejlingen.

   Hvis James kan fravriste Debney hans værk, vil Cassidy til gengæld give ham mulighed for at møde legenden og få eksklusiv ret til at skrive en bog, der kan gøre hans kritiske lykke. Cassidy kender lusen på travet. James griber chancen med kyshånd. Som nævnt er kontekst et tema. Der er meget mere i sagen.

   Intrigen består af kinesiske æsker. Der er adskillige små overraskelser i vente. Og én stor. Der er mange ironiske konversationer om kunst. Og enkelte ægte samtaler. Jeg ødelægger næppe noget ved at oplyse, at Bangs karakter også er en moderne Faust, der indgår en pagt. Begærlighed hævner sig altid i film noir. Som tænkt er filmen både en thriller og et vanitasbillede.

FORFATTEREN Charles Willeford (1919-1988) skrev The Burnt Orange Heresy i 1971. Før han begyndte på serien om Hoke Moseley – Miami Blues (1984) er en af tre titler, som findes på dansk – var Willeford en drævende stemme i stil med Elmore Leonard og James Lee Burke, der begge har hyldet ham som en bror. Willeford var en lakonisk pessimist, som havde prøvet det meste. Den sidste bog, som udkom før han døde, hedder Kiss Your Ass Goodbye.

   Willeford så kunstscenen som en fidus. Filmens blik er mere på linje med Kurt Vonneguts fremstilling af Rabo Karebekian i romanen Bluebeard (1987, da. Blåskæg). Karebekian er en abstrakt ekspressionist, der holder verden hen med farvede felter og bruger en maling, som senere går i opløsning. Men i sin lade maler Blåskæg på et realistisk billede af krigens rædsler. Det hedder Nu er det kvindernes tur, og læseren »ser« maleriet til slut.

   Donald Sutherlands Jerome Debney er i familie med Vonneguts karakter. Hvis han snyder verden, er det fordi den fortjener det. Den store forventning i filmen er naturligvis at få Debneys billede at se. Igen vil jeg ingenting røbe. Alle bliver narret, og ingen bliver skuffet. Scott B. Smith (A Simple Plan) har bearbejdet Willefords roman, som foregår i Florida.

FILMEN er ikke så skarp, som den tror. Det er en svaghed, at abstraktionen og de æstetiske diskussioner hele tiden må sættes i stå og forklares, fordi alle i salen (og stuen) skal være med. Når Capotondi samtidig undervurderer sit publikum, må det blive en ujævn affære, hvor modsatrettede kræfter arbejder. Det er lidt som at være passager i en bil, når chaufføren ikke har sluppet håndbremsen.

   Der er dog meget at glæde sig over, for moraliteten har virkelig charme. For det første tror man på kemien mellem Bang og Debicki. For det andet er det altid interessant at se Mick Jagger optræde som noget andet end sex 'n' drugs 'n' rock 'n' roll-karakteren, man kender fra 60 år på scenen med The Rolling Stones.

MICK Jagger har været forelsket i film siden 1970, da han medvirkede i Nicolas Roegs Performance og spillede titelrollen i Tony Richardsons Ned Kelly. I den rigtige rolle er han et fund. Jagger spiller samleren med frejdig, veloplagt kynisme og et stort glimt i øjet. Han ligner en rynket ung mand på 77.

   Donald Sutherland er ti år ældre. Han investerer al sin snerrende pondus i portrættet af den misantropiske kunstner, der har levet af ikke at være synlig. Men han ser noget ægte og varmt i Debickis karakter, som minder ham om, hvad der kunne have været. I en vis forstand handler filmen om et postkort på en køleskabsdør. Og farven er ikke orange.

RIP Donald Sutherland 1935-2024

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946; Tove | Tove Jansson 1914-2001; Ruben Östlund: The Square (2017).

The Burnt Orange Heresy (Picture of Lies). Instr.: Giuseppe Capotondi. Manus: Scott B. Smith. Foto: David Ungaro. 99 min. UK-Italien-USA 2019. Dansk premiere: 21.07.2021 (streaming).

Fotos: Ingenious Media/ MJZ/ Wonderful Films/ Rumble Films/ HanWay Films/ Indiana Production/ Carte Blanche Cinema/ Achille Productions/ Sea Around Us/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.03.2021.