Picture of Lies: The Burnt Orange Heresy (2020) [Noir 100]

KÆTTERI I BRÆNDT ORANGE
Et lærestykke om kunst og moral

Af BO GREEN JENSEN

AL kunst bliver til i en kontekst, som kritikeren kan forklare og manipulere. I forfængelighedsfablen Picture of Lies har kunsthistorikeren James Figueras lagt sig ud med fagets førende kræfter. Han er ikke længere gulddrengen, som måske skal bestyre MoMA en dag.

   I prologen ser vi ham holde foredraget »Om kritikeres magt«, som han turnerer med på prangervis. Sætstykket er næsten en retorisk tryllekunst. James viser tilhørerne et neutralt maleri. Han nedgør det med faglig autoritet. Så skifter han spor og fortæller en gribende historie om kunstnerens tragiske vilkår. Tilhørerne kan nu se et mesterværk i maleriet. Atter spolerer James illusionen og røber, at billedet er noget, han klattede op i en fart på hotellet.

   Forestillingen er en succes. Gruppen af turister og studerende, som hører ham tale, er overbevist. James kan måske endda sælge to-tre af sine bøger efter foredraget. Vi forstår lidt af hans arrogante smerte. I indklip har vi set, hvordan han forberedte sig. Hver gestus, hver famlen efter det rigtige ord, er indøvet med rastløs, men ressourcestærk præstationsangst.

JAMES Figueras bliver spillet af danske Claes Bang, som siden Ruben Ôstlunds The Square (2017) er blevet manden, man går til, når der er brug for kompromitteret charme og virilitet med et strøg af substans. En slags anstændig uvederhæftighed. Han medvirker også i The Last Vermeer (2019) og var en glat, moderne Dracula (2020) i den seneste BBC-version. Her er han kritikeren, som griber chancen, da det bliver muligt at udnytte situationen.

   For blandt tilhørerne sidder Berenice Hollis (Elizabeth Debicki), som tilsyneladende er tændt på hans ideer og person. De elsker på hotellet og ryger hedonistiske cigaretter, mens den italienske sommer brænder udenfor. Det er ikke mindst lokaliteten, der gør den moralske komedie om svindel og kunst til en stemningsfuld oplevelse.

   Picture of Lies er optaget i Milano og Villa Pizzo ved Como-søen. Her bor den karismatiske millionær og kunsthandler Joseph Cassidy (Mick Jagger), som vil slå en handel af med James. Cassidy brænder efter at få fingre i de billeder, som kunstlegenden Jerome Debney arbejder med i et skur på hans grund. Debney blev berømt for ikke at vise værkerne frem. Han var en ung sensation, som trak sig tilbage. Han er kunstverdenens J.D. Salinger. Priserne på de tidlige værker er svimlende høje. Tænk, hvad et nyt kunne indbringe.

SÅDAN begynder spillet i Picture of Lies, der har ventet en tid på at få premiere. Det skyldes COVID-19-pandemien, men sikkert også en tvivl om, hvem publikum er. Da filmen blev vist på Venice Film Festival i 2019, var titlen den samme, som Debney har givet sit mytiske værk: The Burnt Orange Heresy. Det vil sige kætteri i brændt umbra eller orange. Der skal måske endda være en duft af brændt appelsin over luftspejlingen.

   Hvis James kan fravriste Debney hans værk, vil Cassidy til gengæld give ham mulighed for at møde legenden og få eksklusiv ret til at skrive en bog, der kan gøre hans kritiske lykke. Cassidy kender lusen på travet. James griber chancen med kyshånd. Som nævnt er kontekst et tema. Der er meget mere i sagen.

   Intrigen består af kinesiske æsker. Der er adskillige små overraskelser i vente. Og én stor. Der er mange ironiske konversationer om kunst. Og enkelte ægte samtaler. Jeg ødelægger næppe noget ved at oplyse, at Bangs karakter også er en moderne Faust, der indgår en pagt. Begærlighed hævner sig altid i film noir. Som tænkt er filmen både en thriller og et vanitasbillede.

FORFATTEREN Charles Willeford (1919-1988) skrev The Burnt Orange Heresy i 1971. Før han begyndte på serien om Hoke Moseley – Miami Blues (1984) er en af tre titler, som findes på dansk – var Willeford en drævende stemme i stil med Elmore Leonard og James Lee Burke, der begge har hyldet ham som en bror. Willeford var en lakonisk pessimist, som havde prøvet det meste. Den sidste bog, som udkom før han døde, hedder Kiss Your Ass Goodbye.

   Willeford så kunstscenen som en fidus. Filmens blik er mere på linje med Kurt Vonneguts fremstilling af Rabo Karebekian i romanen Bluebeard (1987, da. Blåskæg). Karebekian er en abstrakt ekspressionist, der holder verden hen med farvede felter og bruger en maling, som senere går i opløsning. Men i sin lade maler Blåskæg på et realistisk billede af krigens rædsler. Det hedder Nu er det kvindernes tur, og læseren »ser« maleriet til slut.

   Donald Sutherlands Jerome Debney er i familie med Vonneguts karakter. Hvis han snyder verden, er det fordi den fortjener det. Den store forventning i filmen er naturligvis at få Debneys billede at se. Igen vil jeg ingenting røbe. Alle bliver narret, og ingen bliver skuffet. Scott B. Smith (A Simple Plan) har bearbejdet Willefords roman, som foregår i Florida.

FILMEN er ikke så skarp, som den tror. Det er en svaghed, at abstraktionen og de æstetiske diskussioner hele tiden må sættes i stå og forklares, fordi alle i salen (og stuen) skal være med. Når Capotondi samtidig undervurderer sit publikum, må det blive en ujævn affære, hvor modsatrettede kræfter arbejder. Det er lidt som at være passager i en bil, når chaufføren ikke har sluppet håndbremsen.

   Der er dog meget at glæde sig over, for moraliteten har virkelig charme. For det første tror man på kemien mellem Bang og Debicki. For det andet er det altid interessant at se Mick Jagger optræde som noget andet end sex 'n' drugs 'n' rock 'n' roll-karakteren, man kender fra 60 år på scenen med The Rolling Stones.

MICK Jagger har været forelsket i film siden 1970, da han medvirkede i Nicolas Roegs Performance og spillede titelrollen i Tony Richardsons Ned Kelly. I den rigtige rolle er han et fund. Jagger spiller samleren med frejdig, veloplagt kynisme og et stort glimt i øjet. Han ligner en rynket ung mand på 77.

   Donald Sutherland er ti år ældre. Han investerer al sin snerrende pondus i portrættet af den misantropiske kunstner, der har levet af ikke at være synlig. Men han ser noget ægte og varmt i Debickis karakter, som minder ham om, hvad der kunne have været. I en vis forstand handler filmen om et postkort på en køleskabsdør. Og farven er ikke orange.

RIP Donald Sutherland 1935-2024

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946; Tove | Tove Jansson 1914-2001; Ruben Östlund: The Square (2017).

The Burnt Orange Heresy (Picture of Lies). Instr.: Giuseppe Capotondi. Manus: Scott B. Smith. Foto: David Ungaro. 99 min. UK-Italien-USA 2019. Dansk premiere: 21.07.2021 (streaming).

Fotos: Ingenious Media/ MJZ/ Wonderful Films/ Rumble Films/ HanWay Films/ Indiana Production/ Carte Blanche Cinema/ Achille Productions/ Sea Around Us/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.03.2021.

Christopher Nolan: Tenet (2020)

VI LEVER I EN TUSMØRKEVERDEN

Nutid og fremtid mødes på midten

Af BO GREEN JENSEN

TENET betyder princip, doktrin eller grundsætning. Ordet er et palindrom, som staves på samme måde, uanset om man læser forfra eller bagfra. Ydermere står det midt i den romerske »satorformel«, som består af ordene SATOR AREPO TENET OPERA ROTAS og har form som en firkant.

   Teksten læses ens i alle retninger. Altså et avanceret LEV VEL. Indskriften ses mange steder, bl.a. på en kalkstenskvader i Skjellerup Kirke ved Hobro (opført ca. 1200, oplyser Den Store Danske). En særlig berømt version blev fundet under udgravningen af Pompeji.

   Filmskaberen Christopher Nolan (f. 1970) elsker esoterisk videnskabelighed. Han har uden tvivl – og som noget af det første – navngivet thrilleren Tenet efter romernes evighedsterning. I hvert fald hedder heltens hovedmodstander – som er en superskurk i Blofeld/Goldfinger-traditionen – for god ordens skyld Andrei Sator. Også Pompeji er nævnt flere gange.

ORDET tenet er nøglen, som »Protagonisten« (John David Washington fra Spike Lees BlacKkKlansman) får med sig, da en særligt hemmelig del af efterretningstjenesten sender ham dybere ind i mysteriet. The Protagonist – han insisterer selv på at være hovedpersonen, hvis andre antyder, at han blot er en af flere spillere – har bevist sin loyalitet under tortur. Nu skal han redde den verden, vi kender.

   Der er også en gestus, som ligner et frimurerhåndtryk, og en vidtløftig talemåde, som de indviede kan kende hinanden på: »Vi lever i en tusmørkeverden – « Det skal siges sådan lidt henslængt. Leif Panduro kunne have skrevet den kode til en spionsketch i gammel tv-satire, hvor agenterne brugte hilsener som »Springer eg før ask, får Dora dask«.

   Det er lige ved at være skæg og blå briller. Nolan er en virtuos billedmager, men han kan være så dyb, at han bliver studentikos. Det har været hans svaghed (og kommercielle styrke) siden gennembrudsfilmen Memento (2000).

   Nolan taler lige godt med filosofiske fanboys og kritiske superæsteter. Selv 2. verdenskrig blev en kronologisk rebus i Dunkirk (2017). Fra The Prestige og The Dark Knight til Inception og Interstellar har han været den rigtige mand på det rigtige tidspunkt. Med Tenet må det briste eller bære.

  

NOLANS cerebrale thriller er filmen, der skal genåbne alverdens biografer. Art cinema har nydt godt af den stille tid efter COVID19-pandemien. De små film har fået plads til at ånde og lidt mere opmærksomhed fra mediernes side. Nu skal iMax-salene fyldes til forbuddets grænser. Tenet må ægge og mætte et bredt publikum, som hungrer efter at blive forført og forsvinde i store billeder.

   Jeg får ofte skyld for at røbe for meget, så jeg vil ikke gå ind i et tæt referat. Præmissen for Tenet var så fortrolig, at Robert Pattinson – som spiller Protagonistens ven og facilitator – fik lov at læse manuskriptet én gang, mens han sad i en bankboks. Michael Caine, som altid medvirker hos Nolan, fik end ikke manuskriptet at se.

   Caine lyser op i en scene, hvor han briefer Protagonisten og fortæller ham om Stalsk 12, en af Sovjetunionens hemmelige byer, hvor Andrei Sator gjorde sin lykke, fordi han ville røre ved plutonium med sine hænder. Sator bliver spillet af Kenneth Branagh. Han er den eneste karakter med en fortid. De øvrige skikkelser er rene konstruktioner, og i dét kan der være en vis poesi.

   Så uden at sige for meget: Tenet udspiller sig i en verden, hvor tiden kan gå begge veje. Der er ikke tale om magi, men om inversion. Et sted i fremtiden er det lykkedes nogen at vende entropien. Objekter og mennesker sendes tilbage. Når de bevæger sig, synes tiden at gå baglæns. Hvis kræfterne mødes på midten, udjævner de hinanden. Palindromet er således en implosion.

PÅ den måde har Den Kolde Krig fået en ny dimension. Man taler nu om »temporale knibtangsmanøvrer«. Det begynder med en terroraktion i operahuset i Kiev og slutter – for så vidt som noget slutter i palindromernes verden – på en lystyacht, der ligger for anker ved kysten ud for Amalfi. Her er scener fra Mumbai og Oslo, endda fra en dansk vindmøllepark. Hele tiden falder ting på plads, og nye paradokser bliver åbnet.

   Der er utrolige sekvenser, hvor tiden går forlæns og baglæns på én gang og i samme billede. Der er et altafgørende forhold mellem Protagonisten og Sators hustru, som bliver spillet af Elizabeth Debicki. På afstand ligner Tenet vel Inception ti år efter. Men der er en hel fysisk verden til forskel.

   Ideen om modsatrettede tider gør filmens virkelighed ustabil. Det aktuelle er altid et kompromis, og skønt filmen har et lineært plot, bliver tidens væsen det mest interessante. Skud reparerer skudhuller; slag kan være lægende; eksplosioner og kvæstelser annulleres. I anden akt forstår man for alvor den første. Dét er godt tænkt. Man vil gerne se Tenet igen med det samme.

KVALITETEN ligger i taktiliteten. Naturligvis er der brugt effekter, men ikke til at male baggrunde med. »The film was shot and edited on film,« står der i slutteksterne. I Inception blev universet bøjet og strakt digitalt. I Tenet er verden hård og konkret. Budgettet er brugt på de fysiske rammer.

   Der er egentlig ikke noget stort statement. Også dét er karakteristisk for Nolan. Han har nok i at skabe en virkelighed, som løber ved siden af virkeligheden. Vi lever jo i en tusmørkeverden. I begyndelsen er slutningen. Det er som at se en metafysisk James Bond-film. Hvis dén beskrivelse taler til hjertet, skal du drukne billedtørsten i Tenet.

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]; Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024]. 

Tenet. Instr. og manus: Christopher Nolan. Foto: Hoyte Van Hoytema. 150 min. UK-USA 2020. Dansk premiere: 26.08.2020.

Foto: Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 14.12.2020.

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.08.2020