Picture of Lies: The Burnt Orange Heresy (2020) [Noir 100]

KÆTTERI I BRÆNDT ORANGE
Et lærestykke om kunst og moral

Af BO GREEN JENSEN

AL kunst bliver til i en kontekst, som kritikeren kan forklare og manipulere. I forfængelighedsfablen Picture of Lies har kunsthistorikeren James Figueras lagt sig ud med fagets førende kræfter. Han er ikke længere gulddrengen, som måske skal bestyre MoMA en dag.

   I prologen ser vi ham holde foredraget »Om kritikeres magt«, som han turnerer med på prangervis. Sætstykket er næsten en retorisk tryllekunst. James viser tilhørerne et neutralt maleri. Han nedgør det med faglig autoritet. Så skifter han spor og fortæller en gribende historie om kunstnerens tragiske vilkår. Tilhørerne kan nu se et mesterværk i maleriet. Atter spolerer James illusionen og røber, at billedet er noget, han klattede op i en fart på hotellet.

   Forestillingen er en succes. Gruppen af turister og studerende, som hører ham tale, er overbevist. James kan måske endda sælge to-tre af sine bøger efter foredraget. Vi forstår lidt af hans arrogante smerte. I indklip har vi set, hvordan han forberedte sig. Hver gestus, hver famlen efter det rigtige ord, er indøvet med rastløs, men ressourcestærk præstationsangst.

JAMES Figueras bliver spillet af danske Claes Bang, som siden Ruben Ôstlunds The Square (2017) er blevet manden, man går til, når der er brug for kompromitteret charme og virilitet med et strøg af substans. En slags anstændig uvederhæftighed. Han medvirker også i The Last Vermeer (2019) og var en glat, moderne Dracula (2020) i den seneste BBC-version. Her er han kritikeren, som griber chancen, da det bliver muligt at udnytte situationen.

   For blandt tilhørerne sidder Berenice Hollis (Elizabeth Debicki), som tilsyneladende er tændt på hans ideer og person. De elsker på hotellet og ryger hedonistiske cigaretter, mens den italienske sommer brænder udenfor. Det er ikke mindst lokaliteten, der gør den moralske komedie om svindel og kunst til en stemningsfuld oplevelse.

   Picture of Lies er optaget i Milano og Villa Pizzo ved Como-søen. Her bor den karismatiske millionær og kunsthandler Joseph Cassidy (Mick Jagger), som vil slå en handel af med James. Cassidy brænder efter at få fingre i de billeder, som kunstlegenden Jerome Debney arbejder med i et skur på hans grund. Debney blev berømt for ikke at vise værkerne frem. Han var en ung sensation, som trak sig tilbage. Han er kunstverdenens J.D. Salinger. Priserne på de tidlige værker er svimlende høje. Tænk, hvad et nyt kunne indbringe.

SÅDAN begynder spillet i Picture of Lies, der har ventet en tid på at få premiere. Det skyldes COVID-19-pandemien, men sikkert også en tvivl om, hvem publikum er. Da filmen blev vist på Venice Film Festival i 2019, var titlen den samme, som Debney har givet sit mytiske værk: The Burnt Orange Heresy. Det vil sige kætteri i brændt umbra eller orange. Der skal måske endda være en duft af brændt appelsin over luftspejlingen.

   Hvis James kan fravriste Debney hans værk, vil Cassidy til gengæld give ham mulighed for at møde legenden og få eksklusiv ret til at skrive en bog, der kan gøre hans kritiske lykke. Cassidy kender lusen på travet. James griber chancen med kyshånd. Som nævnt er kontekst et tema. Der er meget mere i sagen.

   Intrigen består af kinesiske æsker. Der er adskillige små overraskelser i vente. Og én stor. Der er mange ironiske konversationer om kunst. Og enkelte ægte samtaler. Jeg ødelægger næppe noget ved at oplyse, at Bangs karakter også er en moderne Faust, der indgår en pagt. Begærlighed hævner sig altid i film noir. Som tænkt er filmen både en thriller og et vanitasbillede.

FORFATTEREN Charles Willeford (1919-1988) skrev The Burnt Orange Heresy i 1971. Før han begyndte på serien om Hoke Moseley – Miami Blues (1984) er en af tre titler, som findes på dansk – var Willeford en drævende stemme i stil med Elmore Leonard og James Lee Burke, der begge har hyldet ham som en bror. Willeford var en lakonisk pessimist, som havde prøvet det meste. Den sidste bog, som udkom før han døde, hedder Kiss Your Ass Goodbye.

   Willeford så kunstscenen som en fidus. Filmens blik er mere på linje med Kurt Vonneguts fremstilling af Rabo Karebekian i romanen Bluebeard (1987, da. Blåskæg). Karebekian er en abstrakt ekspressionist, der holder verden hen med farvede felter og bruger en maling, som senere går i opløsning. Men i sin lade maler Blåskæg på et realistisk billede af krigens rædsler. Det hedder Nu er det kvindernes tur, og læseren »ser« maleriet til slut.

   Donald Sutherlands Jerome Debney er i familie med Vonneguts karakter. Hvis han snyder verden, er det fordi den fortjener det. Den store forventning i filmen er naturligvis at få Debneys billede at se. Igen vil jeg ingenting røbe. Alle bliver narret, og ingen bliver skuffet. Scott B. Smith (A Simple Plan) har bearbejdet Willefords roman, som foregår i Florida.

FILMEN er ikke så skarp, som den tror. Det er en svaghed, at abstraktionen og de æstetiske diskussioner hele tiden må sættes i stå og forklares, fordi alle i salen (og stuen) skal være med. Når Capotondi samtidig undervurderer sit publikum, må det blive en ujævn affære, hvor modsatrettede kræfter arbejder. Det er lidt som at være passager i en bil, når chaufføren ikke har sluppet håndbremsen.

   Der er dog meget at glæde sig over, for moraliteten har virkelig charme. For det første tror man på kemien mellem Bang og Debicki. For det andet er det altid interessant at se Mick Jagger optræde som noget andet end sex 'n' drugs 'n' rock 'n' roll-karakteren, man kender fra 60 år på scenen med The Rolling Stones.

MICK Jagger har været forelsket i film siden 1970, da han medvirkede i Nicolas Roegs Performance og spillede titelrollen i Tony Richardsons Ned Kelly. I den rigtige rolle er han et fund. Jagger spiller samleren med frejdig, veloplagt kynisme og et stort glimt i øjet. Han ligner en rynket ung mand på 77.

   Donald Sutherland er ti år ældre. Han investerer al sin snerrende pondus i portrættet af den misantropiske kunstner, der har levet af ikke at være synlig. Men han ser noget ægte og varmt i Debickis karakter, som minder ham om, hvad der kunne have været. I en vis forstand handler filmen om et postkort på en køleskabsdør. Og farven er ikke orange.

RIP Donald Sutherland 1935-2024

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946; Tove | Tove Jansson 1914-2001; Ruben Östlund: The Square (2017).

The Burnt Orange Heresy (Picture of Lies). Instr.: Giuseppe Capotondi. Manus: Scott B. Smith. Foto: David Ungaro. 99 min. UK-Italien-USA 2019. Dansk premiere: 21.07.2021 (streaming).

Fotos: Ingenious Media/ MJZ/ Wonderful Films/ Rumble Films/ HanWay Films/ Indiana Production/ Carte Blanche Cinema/ Achille Productions/ Sea Around Us/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.03.2021.

Amazing Grace: Aretha Franklin 1942-2018

SJÆLEN I MUSIKKEN
Stor koncertfilm 50 år forsinket

Af BO GREEN JENSEN

I JANUAR 1972 gav Aretha Franklin to små koncerter i New Temple Missionary Baptist Church, en lille Los Angeles-kirke af den slags, hvor hun havde sunget gospel som barn. Dobbeltalbummet Amazing Grace solgte mere end to millioner eksemplarer. Det udkom 1. juni samme år og blev soulsangerindens største succes.

   Det er stadig stærkt at høre Franklins nøgne versioner af »What a Friend We Have in Jesus«, »Precious Memories«, »You’ll Never Walk Alone« og titelsangen, som bliver en klimaks, der varer 11 minutter. Da Franklin 15 år senere ville gentage succesen og indspillede One Lord, One Faith, One Baptism (1987) i sin egen barndoms kirke, New Bethel Baptist Church i Detroit, var lyden mere sikker, men ikke nær så virkningsfuld.

   Warner Brothers kunne regne ud, at der var guld i materialet. De bad derfor Sydney Pollack, som netop skulle til at instruere Barbra Streisand og Robert Redford i The Way We Were (1973, da. Vore bedste år) om at dokumentere begivenheden. Koncertfilmen Woodstock (1970) havde genrejst selskabets økonomi, og Franklin ville lave noget, der blev stående.

   Pollack var ivrig og havde både ambitioner og ideer. Men han var uvant med at indspille musik. Koncerten blev optaget uden de nødvendige synkroniseringsklap, så det var umuligt at redigere materialet. Det er lykkedes for Alan Elliott, som kun var syv år i 1972. Til gengæld kom han selv i kirken, hvor demografien var farveblind.

DET er bogstavelig talt som at træde ind i en tidsmaskine. Den lille kirke er kun to-tredjedele fuld. Koret er klædt som til skoleteater, og pastor James Cleveland fungerer som hyggeonkel og konferencier. Franklins far, C.L. Franklin, fortæller anekdoter fra prædikestolen. Midt i den gyngende gospel står Pollack og giver tegn til fotografen om at filme publikum – ikke alle de talende ansigter. Blandt æresgæsterne er to unge briter, Charlie Watts og Mick Jagger, der ser ganske overvældede ud.

MAN kan undre sig over valget af Pollack, der havde mange kvaliteter, men var det modsatte af en musikalsk instruktør. Det var dog hans fortjeneste, at rummet rundt om musikken kom med. Elliott fortæller, at Pollack – som døde i 2008 – havde planer for materialet, men ikke kunne få Franklin til at sige hverken til eller fra. Filmen var færdig i 2011. Så nedlagde Franklin fogedforbud. Hun gav dog sin velsignelse, før hun døde i 2018.

HVORFOR ville Franklin ikke have filmen vist? Også dét kan man undre sig over. Hun sagde med en kuriøs formulering, at man måtte respektere »kunstnerens ophavsret til sin egen fremtoning«. Det skal man da, men Franklin er indbegrebet af liv og sjæl i denne film. Hun har ikke gjort det bedre. Franklin fik mange filmtilbud, men sagde aldrig ja til andet end rollen som Mrs. Murphy i John Landis' to kultkomedier om The Blues Brothers.

   Amazing Grace emmer af stolthed og glæde. Taget løfter sig, stemmerne stiger, det må være selve sjælen i gospel. Franklin ville lave noget, der blev stående. Det er lykkedes med dette posthume værk.

Aretha Franklin – Amazing Grace (Amazing Grace). Instr.: Alan Elliott/ Sydney Pollack. 89 min. USA 1972/2018. Dansk premiere: 16.01.2018.

Fotos: 40 Acres & A Mule Filmworks/ Warner Bros./ Miracle Film Distribution/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og Viaplay Rent & Buy + YouYube Movies

Bragt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 17.01.2018

Warwick Thornton: Sweet Country (2017) [Westerns 100]

AUSTRALIEN I BEGYNDELSEN
En lille film om oprindelighed

Af BO GREEN JENSEN

AUSTRALSKE westerns har deres egen tradition, som er mindre end den nordamerikanske, men mindst lige så stærk og mytologisk bevidst. Begge steder når man beskæmmende sent til at skildre fordrivelsen af den oprindelige befolkning, som myten om pionererne er skrevet ovenpå.

   I 1970erne så man den samme skyldbetonede romantisering af amerikanske indianere og australske aboriginals. En forståelse for drømmespor hørte med til at være på englenes side. Nicolas Roeg satte fokus på den seksuelle mystik i sin psykedeliske udgave af Walkabout (1971). Peter Weir gjorde vandrehistorien om urban aboriginals til et sindbillede på hvid fremmedgørelse i The Last Wave (1975, da. Den sidste bølge).

   Thomas Kenneally, forfatteren til Schindlers liste, skrev i 1972 The Chant of Jimmie Blacksmith, som var inspireret af aboriginal-desperadoen Jimmy Governor, der blev henrettet i 1901. Fred Schepisi filmatiserede bogen i 1978. Nyligt afdøde Tommy Lewis spillede Jimmie. Nick Cave og John Hillcoat vidste, hvad de gjorde, da de castede Lewis i The Proposition (2005), som må være prototypen på den nye hallucinatoriske western.

   Alle disse ikoniske titler er moderne hovedværker, men ingen af filmskaberne var aboriginals. Roeg var til og med englænder. Også derfor er Sweet Country noget særligt. For første gang bliver perioden skildret af en instruktør, som selv er aboriginal.

SOM mange gode westerns er Sweet Country en enkel skæbnefortælling. I 1929 er nye tider nok nået til Sydney, men der er langt til moderniteten i the outback oppe nordpå. Landmænd dyrker jorden, opdrætter kvæg og lever stort set som amerikanske nybyggere 50 år før.

   Arbejdsstyrken består af indfødte familier, som bliver betalt i naturalier og lever i en art stavnsbånd. Ingen interesserer sig for, hvem de var og hvem landet tilhørte, før kolonisterne kom. Kun Fred Smith (Sam Neill) insisterer på, at alle er lige og behandler sine arbejdere med respekt.

   Smith kan ikke sige nej, da tilflytteren Harry March (Ewen Leslie) beder om hjælp. March er aldrig kommet helt hjem fra Den store Krig i Europa. Han drikker for at holde dæmonerne nede. Den indfødte Sam Kelly (Hamilton Morris) skal arbejde for ham. March behandler Sam med foragt og voldtager hustruen Lizzie (Natassia Furber). Alligevel er det i selvforsvar, at Sam Kelly dræber den rablende March.

HVAD der følger, er et hadefuldt hævndrama i ånden fra John Fords The Searchers (1946, da. Forfølgeren). For hinsides al snak om skyld, kan det ikke nytte, at brune undermennesker slipper godt fra at dræbe hvide herrefolk. Politisergent Fletcher (Bryan Brown) samler en posse, der følger efter Sam og Lizzie ind i ørkenen. Smith tager med for at holde gemytterne nede.

   I vildnisset venter erfaringsoverskridende oplevelser, både for forfølgerne og for Sam og hans hustru, der ved lige så lidt om ægte aboriginals. Possen falder fra hinanden. Kun Fletcher holder ud. Da han er ved at dø af tørst, er det Sam, som kommer gående ud af luftspejlingen og kaster en feltflaske til ham.

   Der er ikke den store spænding i filmen, snarere en rituel forudsigelighed. Al musik er fravalgt. De store landskaber er gjort fuldkommen åbne og nærværende. Warwick Thompson kommer selv fra området ved Alice Springs. Han har også selv ført kameraet.

   Fletcher er intet uhyre. Også han var med i krigen i Europa. Han drømmer om at slå pjalterne sammen med barværtinden Nell (Anni Finsterer) og hendes datter. Snart ankommer en idealistisk dommer (Matt Day), som gerne vil ind til kernen i sagen. Alligevel tegner slutningen mørk.

EN af de første australske film, The Story of the Kelly Gang (1906), var et helteportræt af Ned Kelly, den fredløse bushranger, som i landets populærkultur svarer til skikkelser som Jesse James og Billy the Kid. På film er Kelly blevet spillet af bl.a. Mick Jagger (i 1970) og Heath Ledger (2003).

   Det er netop The Story of the Kelly Gang, som Warwick Thornton citerer. Det sker, da sergent Fletcher kommer ridende ind fra sin surrealistiske nærdødsoplevelse i saltørkenen. Hele byen er ude på gaden, hvor en rejsebiograf viser filmen. Han raser, da publikum jubler. Thorntons pointe er vist nok, at der ingen film var om de fortrængte stammefolk.*

THORNTON er ny i genren, men gammel i gårde. Han fortalte i Samson & Delilah (2009) en tragisk kærlighedshistorie om moderne aboriginals, der lå midt mellem myte og realisme. Som (næsten) alle væsentlige australske filmskabere bidrog han til The Turning (2013), et stafetværk efter Tim Wintons roman, der kun blev vist i Cinemateket herhjemme.

   »Jeg så en masse frisk land,« – sweet country – siger Fletcher til slut, da han er hjemme hos Nell. »Godt kvægterritorium,« tilføjer han. Det er cirka den samlede lære, som fremtidens mand drager af episoden.

   Sweet Country er en majestætisk film, rolig, klar og livsalig. Thornton fravælger romantik og mystik. Han fravælger også effekter og blodtørst. Filmen kommer inde fra sjælen i landet. Den er alt, som Netflix-føljetoner ikke er, og lige nu kan man se den i danske biografer.

*) Charles Taits The Story of the Kelly Gang (1906) var ikke blot den første australske spillefilm, men den første i fiktionsfilm i historien med en spilletid på over en time. Kun tyve minutter overlever og er restaureret. UNESCO har givet filmen status som umisteligt kulturdokument i sit Memory of the World Programme. Ned Kelly (1854-1880), hans lillebror Dan og resten af Kelly-banden svarer fuldkommen til James-brødrene, som var aktive på samme tid i USA. Kelly var søn af en irsk straffefange, der blev deporteret til Victoria. Jesse og Frank James red med Quantrills paramilitære guerilla i Den amerikanske Borgerkrig. Ned og Dan Kelly stod i lære hos bushrangeren Harry Power. Kelly fik folkeheltestatus i kraft af en række dristige røverier og ildkampe med ordensmagten. I den sidste træfning bar han en hjemmelavet rustning, hvis hjelm er blevet ikonisk. I et 56 sider langt brev, dikteret til bandemedlemmet Joe Byrne, giver Kelly sin version af historien, undsiger de korrupte lokale myndigheder og taler om »myternes tradition for irsk oprør« mod »Englands tyranniske åg«. Kelly begik adskillige drab og blev hængt i 1880. I eftertiden er han blevet indbegrebet af den australske frihedskæmper. Der er skrevet sange og teaterstykker, rejst statuer og malet billeder. Adskillige bøger er skrevet om Kelly. Mick Jagger havde titelrollen i Tony Richardsons Ned Kelly fra 1971. Heath Ledger bar en kopi af den legendariske rustning i Gregor Jordans Ned Kelly (2003). Justin Kurzels True History of the Kelly Gang (2019) er baseret på Peter Careys roman, som modtog Man Booker-prisen i 2001.

 

Sweet Country. Instr.: Warwick Thornton. Manus: Steven McGregor og David Tranter. Foto: Dylan River og Warwick Thornton. 113 min. Australien 2017. Dansk premiere: 09.08.2018

Fotos: Angel Films/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra Thunderbird Releasing (region B) 09.07.2018

Anmeldelsen trykt (i kortere form) i Weekendavisen Kultur 10.08.2018