DEN SMUKKE GÆST
En sommer i kongeriget Renoir
Af BO GREEN JENSEN
BEGGE mænd var billedskabere, som inkarnerede deres tid. Maleren Pierre-Auguste Renoir (1841-1919) var blandt de lyseste impressionister, en fan af livets fylde og en sanselig mand, der fandt særlig glæde ved frodige kvinders fysiognomi. Bal i moulin de la Galette (1876) og Sejlernes frokost (1881) er fejrede favoritter. Efter Les Grandes Baigneuses (1885-87) følger en lang serie nøgne skønheder, f.eks. Badende kvinde tørrer sig (1910), til sidst set med næsten psykedelisk kødelighed.
SAMMEN var de aktive i mere end hundrede år. Familien havde flere billedmæssige begavelser, som efterhånden skrives ud af historien: Pierre Renoir (1885-1952), Jeans storebror, var skuespiller (og kan bl.a. ses som Louis XVI i sin lillebrors La Marseillaise). Pierres søn, filmfotografen Claude Renoir (1913-93), skabte sine mest betagende billeder i The River (1951, da. Floden), som onkel Jean optog i Indien for amerikanske penge. Augustes yngste søn, som også hed Claude Renoir (1901-69) var keramiker, men fungerede som producer og instruktørassistent på en række af Jeans spillefilm.
ÅRET er 1915, da Jean vender hjem fra skyttegravskrigen for at rekonvalescere i huset Les Collettes ved Cagnes-sur-mer. Her slog Auguste sig ned med sin familie i 1903, da han udviklede invaliderende gigt. Ved filmens begyndelse er den gamle maler (Michel Bouquet) mæt af dage. Han er stadig interesseret i lyset, men savner at se kvindekroppen, som kan reflektere og absorbere det rigtigt.
I Renoir er Andrée begyndt at posere, da Jean (Vincent Rottiers) kommer hjem. Rammen ligner det obligatoriske set-up for en film, hvor to kunstnere diskuterer tradition og fornyelse. Der er dog ingen særlig konflikt mellem far og søn. Jean beslutter, at han vil arbejde med den nye tids kunstart. Auguste ser intet i moderniteten, men afviser ikke sin søn. Han er mest optaget af at tage afsked og gøre sit bedste med de forkrøblede hænder, der bliver badet, varmet og indsmurt, så smerterne er til at bære.
DET bedste ved Renoir er måske, at filmen kan klare sig uden al denne kontekst. Der er ingen ydre action og heller ikke megen teoretisk refleksion, men Bourdos har iscenesat et tænkt øjeblik og et levende møde, der kunne forløbe netop sådan. Man har stor respekt for begge mænd. Man har også en nostalgisk drift efter at blive i solen ved Cagnes-sur-mer.
Renoir. Instr. Gilles Bourdos. Manus: Jérome Tônner og Gilles Bourdos. Foto: Mark Ping Bing Lee. 111 min. Frankrig 2012. Dansk premiere: 17.01.2013 
Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Angel Films/ Pierre-Auguste Renoir: Blonde à la rose (ca. 1915)/ Catherine Hessling i Jean Renoirs Nana (1926)
Af BO GREEN JENSEN
Sønnen Jean Renoir (1894-1976) instruerede 40 spillefilm, arbejdede i Frankrig såvel som i USA, og havde en personlig storhedstid med moralske dramaer som La Grande Illusion (1937, da. Den store illusion), La Bête humaine (1938, da. Menneskedyret) og La Régle du jeu (1939, da. Spillets regler). Han er dog ikke mindst elsket for solgennembagte idyller, komedier og kærlighedsfilm, der udtrykker samme livsglæde som faderens kunst, f.eks. Une partie de campagne (1946, da. En dag på landet), French Cancan (1954) og Le Déjeuner sur l'herbe (1959, da. Frokosten i det grønne (1959).
Slægten har således sat sine spor, men det er Auguste og Jean, Renoir père et fils, som skiller sig ud. Gilles Bourdos’ biografiske dobbeltportræt er næsten et stilleben, for der sker i grunden ganske lidt, men det er en fremragende idé at koncentrere skildringen i et øjeblik, hvor far og søn ser sammen på verden og føler sig hjemme i nuet, skønt de tilhører hver sin tid og har forskellige værdier.
ÅRET er 1915, da Jean vender hjem fra skyttegravskrigen for at rekonvalescere i huset Les Collettes ved Cagnes-sur-mer. Her slog Auguste sig ned med sin familie i 1903, da han udviklede invaliderende gigt. Ved filmens begyndelse er den gamle maler (Michel Bouquet) mæt af dage. Han er stadig interesseret i lyset, men savner at se kvindekroppen, som kan reflektere og absorbere det rigtigt.
Huset bestyres af kvinder, der som yngre var malerens modeller. Han har ondt, og han savner sin afdøde hustru. Inspirationen gør sin entre i skikkelse af Andrée (Christa Theret), som kollegaen Matisse har videresendt. Det er gennem denne smukke gæst, at kongeriget ved Côte d’Azur er anskuet. Kronologien er bøjet en smule. Den historiske Andrée Heuschling (1900-79) kom først til Les Collettes i 1917.
I Renoir er Andrée begyndt at posere, da Jean (Vincent Rottiers) kommer hjem. Rammen ligner det obligatoriske set-up for en film, hvor to kunstnere diskuterer tradition og fornyelse. Der er dog ingen særlig konflikt mellem far og søn. Jean beslutter, at han vil arbejde med den nye tids kunstart. Auguste ser intet i moderniteten, men afviser ikke sin søn. Han er mest optaget af at tage afsked og gøre sit bedste med de forkrøblede hænder, der bliver badet, varmet og indsmurt, så smerterne er til at bære.
Andrée er fascineret af den gamle mand, som stadig har satyrens instinkt, men hun deler Jeans begejstring for filmen, og det fremgår, at de vil følge denne kærlighed sammen. I virkeligheden tog hun kunstnernavnet Catherine Hessling, blev gift med Jean i 1920 og medvirkede i hans første fem film samt flere tidlige værker af bl.a. Alberto Cavalcanti og G.W. Pabst. Andrée og Jean var sammen i 11 år. Hessling døde i 1979. Hun blev 79 år.
Filmen lider dog ikke af guldalderlængsel. Det er en væsentlig pointe og en af spillets regler, at man dør, når man bliver gammel, og rejser videre, mens man er ung. Renoir er en smuk og lysende rekonstruktion.
Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og FILMSTRIBEN
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 18.01.2013.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar