To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]

NÆSTEN SOM BRØDRE

To versioner af Elmore Leonards novelle

Af BO GREEN JENSEN

ARIZONA i 1860erne, nogle år efter borgerkrigens slutning. Farmeren Dan Evans, en almindelig familiefar, der så vidt muligt prøver at passe sig selv, overværer sammen med sine sønner et røveri, som den lovløse Ben Wade og hans bande begår. Diligencens kusk bliver dræbt. Dan ser ingen grund til at gribe ind. For det første er fjenden for stærk. For det andet har ingen hjulpet ham med den skrantende kvægdrift, som et halvt års tørke har tvunget i knæ.

   Senere, da Wade er blevet arresteret, påtager Evans sig at føre fangen til hovedbyen Contention og sætte ham på eftermiddagstoget til Yuma. Han tager opgaven, fordi han på den måde kan tjene 200 dollars, betale af på sin gæld og genvinde sin families respekt. Han har intet imod den fredløse, og faktisk opstår en vis sympati mellem mændene. Wade er skiftevis fornøjet og bekymret. Han lokker Evans med svimlende summer og truer ham med repressalier. Den stille mand er dog urokkelig. A man’s got to do what a man’s got to do, og for sin søns respekt vil Dan Evans dø, om så det gælder.

FØRSTEUDGAVEN af 3:10 to Yuma, som Delmer Daves instruerede i 1957, var en sober, sort-hvid »western for voksne« i den allegoriske ende af traditionen, der blev et hovedspor efter Fred Zinnemanns High Noon (1952, da. Sheriffen). High Noon gav genlyd i samtiden. De nye, modne westerns brød med genrens iboende eskapisme, for i stedet at arbejde åbent og (relativt) ærligt med aktuelle ideologiske problemstillinger. Man har ofte beskyldt Amerika for at anskue verden som en cowboyfilm. Koldkrigsårenes western er nok det tætteste, man kommer en dokumentation for denne påstand.

HIGH Noon handler som bekendt om sheriffen, der nægter at overgive byen til kaos, skønt fællesskabet har opgivet håbet. Filmen er rimeligt nok blevet set som et opgør med isolationismen, en kritik af det handlingslammede flertal og et forsvar for nationens »nødvendige« intervention i Korea.

   3:10 to Yuma lader det komme til en mental og moralsk styrkeprøve mellem to af Vestens arketyper: den karismatiske outlaw, som sætter sig uden for fællesskabet, og den tryghedssøgende konformist, som prøver at civilisere vildmarken og skabe en hverdag for sin familie. Filmens publikum delte Evans’ værdier. Både fædre og sønner havde dog leget med tanken om at leve et farligt og farverigt liv som Ben Wades.

   I en vis forstand er de to mænd som brødre, og desperadoen er lige så fascineret af gennemsnitsmennesket. Alle venter, at Wades bande vil komme sin leder til undsætning, hvilket endelig sker i Contention. Én efter en falder hjælperne fra, og Evans står alene. Wade morer sig over situationen, men er mod sin vilje imponeret. Begge mænd står på toget, og i den gamle film er der øjeblikkelig afregning. Da toget forlader Contention – navnet betyder »kappestrid« – kan Evans’ hustru holde ved sporet og vinke til manden, som for første gang tillader sig at slappe af. Hverdagshelten smiler. Ikke alene er fangen på vej, men efter måneders uafbrudt tørke falder regnen omsider som nærende liv.

JAMES Mangolds nyindspilning følger Delmer Daves’ film ganske trofast. Adskillige scener er taget direkte fra det gamle manuskript, og dialogen er flere steder den samme. For eksempel er der ikke ændret ét ord i dialogen med barpigen Emmy (Vinessa Shaw i den nye version, Felicia Farr i den gamle), som får Wade til at huske en bedre tid og gør, at han glemmer at se sig over skulderen. Dog er slutningen drejet i stik modsat retning, hvilket får én til at tabe næse og mund. Den nye slutning passer bedre til tiden, men retfærdig føles den ikke.

FORLÆGGET for begge film er en 18 sider lang novelle, »Three Ten to Yuma«, som den 27-årige Elmore Leonard fik trykt i Dime Western Magazine i 1953. Teksten er optrykt adskillige gange, bl.a. i Peter Hainings antologi Classic Western (1998), og den udgør et skoleeksempel på fortælleteknisk økonomi.

   Leonard springer direkte til scenen på hotellet i Contention, hvor revolvermanden prøver at lokke borgeren med det gode og det onde. Også hos Leonard lader fangen sig overbevise. »You know, you really earn your hundred and a half,« siger den fredløse, da de er landet i toget. Den stille mand opdager, at han smiler. »He was thinking pretty much the same thing«.

   Mere er der ikke i novellen. Hele filmens forhistorie skyldes manuskriptforfatteren Halsted Welles, som gjorde Evans’ sønners syn på deres far til et tema. Mangold beholder rammen, men tilføjer også nyt materiale, som endnu flere forfattere har lagt ned i det gamle.

   Derved bliver filmen et Fabergé-æg for sin genre. Æstetisk udgør den en katalog af stilarter. Der er rester af den ædle gamle western i strukturen, men også 70ernes elegiske tone og den stiliserede voldsopera fra Sergio Leones hovedværker er i spil. Faktisk har Marco Beltrami skrevet et score, der ligger så tæt på Ennio Morricones kompositioner, at det er i overkanten. Den gamle film var i tidens stil forsynet med en maskulin ballade, fremført af idolet Frankie Laine.

MANGOLDS film ikke bare fungerer. Den sprudler og gnistrer og brager igennem, så man føler sig hensat til en klassisk western og samtidig ser noget nyt blive født.

   Det skyldes først og fremmest de stærke karakterer, som Russell Crowe og Christian Bale får ud af Ben Wade og Dan Evans. Sidstnævnte har fået mere at have sine færdigheder i. Evans har en fortid som skarpskytte i nordstatshæren. Wade er produkt af et stort omsorgssvigt, der giver ham et blødt punkt i forhold til Evans. Crowe er lige så cool, og Bale er lige så stoisk, som Glenn Ford og Van Heflin var i rollerne for 50 år siden.

   På skelettet er anbragt en række ornamenter, som man kan tage eller lade være efter behov. Der er en omvej gennem apachefolkets land, og Wades bande er gjort endnu mere grusom. Håndlangeren Charlie Prince (Ben Foster), der som den eneste har beholdt sit navn fra Leonards novelle, forsynes atter med homoerotiske karakteristika, skønt heller ikke den nye version sætter ord på motivet.

   Mangolds genindspilning er et godt sted at begynde, hvis man aldrig har været til klassiske westerns. Ligesom Andrew Dominiks The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007) er 3:10 to Yuma et velskabt forsøg på at genrejse genren. Kommercielt er den afgjort et mere positivt varsel. Dominiks film slog ikke an hos et bredt publikum. Budgettet var på 30 mio. dollars, men filmen solgte kun billetter for fire. 3:10 to Yuma har derimod hentet sin fremstillingspris – på 50 mio. dollars – og vil fremover give rent overskud.

JAMES Mangold har siden debutfilmen Heavy (1995) instrueret flere intelligente genrestykker. Især Copland (1997) og Johnny Cash-filmen Walk The Line (2005) var aktive forsøg på at omdefinere en række maskuline troper og typer.

   En tv-udgave af Richard Fords Sportsjournalisten blev ikke realiseret. Efter et mellemspil i spiongenren (Knight and Day fra 2010 er en romantisk komedie i True Lies/Mr. & Mrs. Smith-traditionen) gav han superheltefilmen en hårdere kant med The Wolverine (2013) og Logan (2017), der tilfører X-Men-figuren en ny realisme og endelig lader ham dø.

   Der er således gammeldags auteurtræk i instruktøren, som er født i 1963. Det var sikkert på den konto, at han i 2020 var Oscar-nomineret for racerkørerfilmen Ford v Ferrari (da. Le Mans '66). Forhåbentlig var 3:10 to Yuma ikke en enlig svale. Der må gerne komme flere bløde westerns med klassisk muskeltoning.

3:10 til Yuma (3:10 to Yuma). Instr.: James Mangold. Manus: Halsted Welles, Michael Brandt og Derek Haas. Foto: Phedon Papamichael. 122 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.01.2008

3:10 til Yuma (3:10 til Yuma). Instr.: Delmer Daves. Manus: Halsted Welles. Foto: Charles Lawton Jr. 92 min. USA 1957. Dansk premiere: 28.04.2008

Andre artikler i temaet »En tekst, to filmatiseringer«: Far from the Madding Crowd (1967/2015), Solaris (1972/2002), Lolita (1962/1997), True Grit (1969/2010) 

Andre artikler i temaet Westerns 100: Open Range, True Grit, Heaven's Gate

Fotos: 20th Century Fox/ FilmAffinity/ elmoreleonard.com

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.04.2008