NÆSTEN SOM BRØDRE
To versioner af Elmore Leonards novelle
Af BO GREEN JENSEN
ARIZONA i 1860erne, nogle år efter borgerkrigens slutning. Farmeren
Dan Evans, en almindelig familiefar, der så vidt muligt prøver at passe sig
selv, overværer sammen med sine sønner et røveri, som den lovløse Ben Wade og
hans bande begår. Diligencens kusk bliver dræbt. Dan ser ingen grund til at
gribe ind. For det første er fjenden for stærk. For det andet har ingen hjulpet
ham med den skrantende kvægdrift, som
et halvt års tørke har tvunget i knæ.
Senere, da Wade er blevet
arresteret, påtager Evans sig at føre fangen til hovedbyen Contention og sætte
ham på eftermiddagstoget til Yuma. Han tager opgaven, fordi han på den måde kan
tjene 200 dollars, betale af på sin gæld og genvinde sin families respekt. Han
har intet imod den fredløse, og faktisk opstår en vis sympati mellem mændene.
Wade er skiftevis fornøjet og bekymret. Han lokker Evans med svimlende summer
og truer ham med repressalier. Den stille mand er dog urokkelig. A man’s got to do what a man’s got to do,
og for sin søns respekt vil Dan Evans dø, om så det gælder.
FØRSTEUDGAVEN af 3:10 to Yuma, som Delmer Daves
instruerede i 1957, var en sober, sort-hvid »western for voksne« i den allegoriske
ende af traditionen, der blev et hovedspor efter Fred Zinnemanns High Noon (1952, da. Sheriffen). High Noon gav genlyd i samtiden. De nye, modne westerns brød med genrens iboende eskapisme, for i
stedet at arbejde åbent og (relativt) ærligt med aktuelle ideologiske
problemstillinger. Man har ofte beskyldt Amerika for at anskue verden som en
cowboyfilm. Koldkrigsårenes western er nok det tætteste, man kommer en
dokumentation for denne påstand.
HIGH Noon handler som bekendt om
sheriffen, der nægter at overgive byen til kaos, skønt fællesskabet har opgivet
håbet. Filmen er rimeligt nok blevet set som et opgør med isolationismen, en
kritik af det handlingslammede flertal og et forsvar for nationens »nødvendige«
intervention i Korea.
3:10 to Yuma
lader det komme til en mental og moralsk styrkeprøve mellem to af Vestens
arketyper: den karismatiske outlaw,
som sætter sig uden for fællesskabet, og den tryghedssøgende konformist, som prøver
at civilisere vildmarken og skabe en hverdag for sin familie. Filmens publikum
delte Evans’ værdier. Både fædre og sønner havde dog leget med tanken om at
leve et farligt og farverigt liv som Ben Wades.
I en vis forstand
er de to mænd som brødre, og desperadoen er lige så fascineret af gennemsnitsmennesket.
Alle venter, at Wades bande vil komme sin leder til undsætning, hvilket endelig
sker i Contention. Én efter en falder hjælperne fra, og Evans står alene. Wade
morer sig over situationen, men er mod sin vilje imponeret. Begge mænd står på
toget, og i den gamle film er der øjeblikkelig afregning. Da toget forlader Contention – navnet betyder »kappestrid« – kan Evans’ hustru holde ved sporet og vinke til
manden, som for første gang tillader sig at slappe af. Hverdagshelten smiler. Ikke
alene er fangen på vej, men efter måneders uafbrudt tørke falder regnen omsider
som nærende liv.
JAMES Mangolds nyindspilning følger Delmer Daves’ film ganske
trofast. Adskillige scener er taget direkte fra det gamle manuskript, og
dialogen er flere steder den samme. For eksempel er der ikke ændret ét ord i
dialogen med barpigen Emmy (Vinessa Shaw i den nye version, Felicia Farr i den
gamle), som får Wade til at huske en bedre tid og gør, at han glemmer at se sig
over skulderen. Dog er slutningen drejet i stik modsat retning, hvilket får én
til at tabe næse og mund. Den nye slutning passer bedre til tiden, men
retfærdig føles den ikke.
FORLÆGGET for begge
film er en 18 sider lang novelle, »Three Ten to Yuma«, som den 27-årige Elmore
Leonard fik trykt i Dime Western Magazine i 1953. Teksten er optrykt adskillige
gange, bl.a. i Peter Hainings antologi Classic
Western (1998), og den udgør et skoleeksempel på fortælleteknisk økonomi.
Leonard springer direkte til scenen på hotellet i Contention, hvor revolvermanden
prøver at lokke borgeren med det gode og det onde. Også hos Leonard lader
fangen sig overbevise. »You know, you really earn your hundred and a half,«
siger den fredløse, da de er landet i toget. Den stille mand opdager, at han
smiler. »He was thinking pretty much the same thing«.
Mere er der ikke i
novellen. Hele filmens forhistorie skyldes manuskriptforfatteren Halsted Welles, som
gjorde Evans’ sønners syn på deres far til et tema. Mangold beholder rammen,
men tilføjer også nyt materiale, som endnu flere forfattere har lagt ned i det
gamle.
Derved bliver filmen et Fabergé-æg for sin genre. Æstetisk udgør den en
katalog af stilarter. Der er rester af den ædle gamle western i strukturen, men
også 70ernes elegiske tone og den stiliserede voldsopera fra Sergio Leones hovedværker
er i spil. Faktisk har Marco Beltrami skrevet et score, der ligger så tæt på Ennio Morricones kompositioner, at det er
i overkanten. Den gamle film var i tidens stil forsynet med en maskulin
ballade, fremført af idolet Frankie Laine.
MANGOLDS film ikke bare fungerer. Den sprudler
og gnistrer og brager igennem, så man føler sig hensat til en klassisk western
og samtidig ser noget nyt blive født.
Det skyldes først og fremmest de stærke
karakterer, som Russell Crowe og Christian Bale får ud af Ben Wade og Dan
Evans. Sidstnævnte har fået mere at have sine færdigheder i. Evans har en
fortid som skarpskytte i nordstatshæren. Wade er produkt af et stort omsorgssvigt,
der giver ham et blødt punkt i forhold til Evans. Crowe er lige så cool, og Bale er lige så stoisk, som Glenn
Ford og Van Heflin var i rollerne for 50 år siden.
På skelettet er
anbragt en række ornamenter, som man kan tage eller lade være efter behov. Der
er en omvej gennem apachefolkets land, og Wades bande er gjort endnu mere
grusom. Håndlangeren Charlie Prince (Ben Foster), der som den eneste har beholdt sit navn
fra Leonards novelle, forsynes atter med homoerotiske karakteristika, skønt
heller ikke den nye version sætter ord på motivet.
Mangolds genindspilning er et godt sted at begynde, hvis man aldrig har været til klassiske westerns. Ligesom Andrew
Dominiks The Assassination of Jesse James
by the Coward Robert Ford (2007) er 3:10
to Yuma et velskabt forsøg på at genrejse genren. Kommercielt er den
afgjort et mere positivt varsel. Dominiks film slog ikke an hos et
bredt publikum. Budgettet var på 30 mio. dollars, men filmen solgte kun billetter for fire. 3:10 to Yuma
har derimod hentet sin fremstillingspris – på 50 mio. dollars – og vil fremover
give rent overskud.
JAMES Mangold har siden
debutfilmen Heavy (1995) instrueret flere
intelligente genrestykker. Især Copland
(1997) og Johnny Cash-filmen Walk The
Line (2005) var aktive forsøg på at omdefinere en række maskuline troper og
typer.
En tv-udgave af Richard Fords Sportsjournalisten blev ikke realiseret. Efter et mellemspil i spiongenren (Knight and Day fra 2010 er en romantisk komedie i True Lies/Mr. & Mrs. Smith-traditionen) gav han superheltefilmen en hårdere kant med The Wolverine (2013) og Logan (2017), der tilfører X-Men-figuren en ny realisme og endelig lader ham dø.
Der er således gammeldags auteurtræk i instruktøren, som er født i 1963. Det var sikkert på den konto, at han i 2020 var Oscar-nomineret for racerkørerfilmen Ford v Ferrari (da. Le Mans '66). Forhåbentlig var 3:10 to Yuma ikke en enlig svale. Der må gerne komme flere bløde westerns med klassisk muskeltoning.
3:10 til Yuma (3:10 to Yuma). Instr.: James Mangold. Manus: Halsted Welles, Michael Brandt og Derek Haas. Foto: Phedon Papamichael. 122 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.01.2008
Fotos: 20th Century Fox/ FilmAffinity/ elmoreleonard.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar