Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Black Lives Matter 7] [Westerns 100]

DEN TYVAGTIGE SKADE

QT når til westerns i sin omskrivning af filmhistorien

Af BO GREEN JENSEN

TO hæderkronede kulørte genrer – 1960ernes europæiske »spaghettiwestern« og 1970ernes amerikanske blaxploitation – smelter sammen i Django Unchained. De er ydermere nittet fast til en kulturpolitisk belæring om slaveriets historie i USA og de racistiske og sexistiske fantasier, som er udlevet i den forbindelse. Helheden er en forvreden struktur, der kunne være svejset af Ingvar Cronhammar, Robert Jacobsen eller Jean Tinguely. En ny fantasi skabt med fundne objekter. Åbenbaringen skrevet i blod af Storm P.

   Quentin Tarantinos film er unikke konstruktioner. Han låner og stjæler fra andre, men bygger hver gang sin egen maskine. Han er stadig en fan og tager afsæt i obskure B- og C-produktioner, gerne kultfilm fra Europa og Asien, han lærte at kende som ung cineast. Hans historiske viden matcher Martin Scorseses, men han deler ikke kollagaens smag. QT elsker spekulationsfilm af typen, som »man« nødigt ser.

   I Django Unchained bliver formlerne brugt til at skabe en hævner, der ligner alle westernhelte, fra The Ringo Kid i Stagecoach til Manden uden Navn hos Sergio Leone. Imidlertid er helten sort, og det mytologiske vildnis er erstattet med Sydstaternes plantageland. Forestil Dem, at Shaft dukker op til selskabet forrest i Borte med Blæsten. Han fløjter temaet fra Superfly, mens han trækker pistolen. Han siger allerhøjst »Farvel, Onkel Tom«, idet han begynder at nakke de hvide.

DIALOGEN er som altid vildtvoksende og fantastisk. Der er masser at se på, men i sit hjerte er Django Unchained en verbal og forbavsende litterær bestræbelse. Der bliver nok sagt nigger 200 gange. Først er det som en uartig dreng, der skriver sjofle ord på væggen, mens de politisk korrekte fruer i Korsbæk drikker kaffe. Siden er der ægte bid i den systematiske nedbrydning af tabuer. Django Unchained har ingen berøringsangst overhovedet.  

    Filmen opererer i brutale sætstykker, der vokser ud af en orkestreret ordveksling. Her er helten ikke den fåmælte Django (Jamie Foxx). I Inglourious Basterds (2009) brugte Tarantino første gang Christoph Waltz, den østrigske skuespiller med selvironien og fløjlsstemmen, som sit personlige instrument. Her er Waltz tilbage som Djangos sidekick, dusørjægeren King Schultz, der bijobber som rejsende tandlæge.

   Tarantinos monologer bliver mere og mere som arier, og i Waltz har han fundet et talerør, der kan fremføre teksterne kongenialt. Schultz lever af at dræbe eftersøgte forbrydere. Hans menneskesyn er pragmatisk, men han er også en mand med romantisk retfærdighedssans. I første scene befrier han Django. Han skal bruge ham til at udpege fire eftersøgte, men allerede da synes Schultz at træffe en beslutning: Han vil gøre Django til mesterens lærling.

DJANGO tager ivrigt ved lære. King træner ham i kampteknik, mens de tilbringer vinteren sammen i bjergene. Da de kommer ned fra sneen, er den sorte hævners figur helt på plads. De nedlægger byttet, som King har i kikkerten, men det højere formål bliver at finde Djangos hustru (Kerry Washington), som på fantastisk vis hedder Broomhilda van Shaft og minder den tyske tilflytter om Nibelungkvadets Brunhilde.
   Parret kom fra hinanden, da Django blev videresolgt. Broomhilda arbejder nu som en blanding af nipsgenstand og seksuelt tilbehør på Candyland, den arketypiske bomuldsplantage, hvor filmen når sit blodoversprøjtede klimaks. Her har Calvin J. Candie (Leonardo DiCaprio) råd til at dele og herske med løs hånd. Man drikker bourbon af krystalglas og spiller poker om menneskeører. Boksning til døden er en populær tilskuersport, naturligvis med sorte gladiatorer. Ikke siden Richard Fleischers Mandingo (1975) er Syden tegnet så dekadent og sadistisk.
   På Candyland præsenterer filmen sin mest dæmoniske karakter. Husslaven Stephen (Samuel L. Jackson) er medvideren, en spejlvendt Onkel Tom-figur, der har taget sig af Candie, siden han var barn. Stephen gennemskuer den dobbelte dagsorden, som Django og Schultz ankommer med. Han er ikke interesseret i slavernes emancipation. Candyland er hans personlige kongerige.

   Her prøver filmen at tale alvorligt. Det virker som et stilbrud, fordi forarbejdet er udført med så mange ironiske lag. Men i store træk og over lange stræk fungerer Tarantinos projekt. Django Unchained er en instruktiv fabel om racekrigen i USA. Det er muligt for alle i salen at klappe, da niggeren endelig myrder de hvide.

FRA begyndelsen i Reservoir Dogs (1992), Pulp Fiction (1994) og Jackie Brown (1997) – den relativt realistiske gangstertrilogi – har en væsentlig del af fornøjelsen ved Tarantinos film været de mange lån, pasticher og citater, han henter i genrerne, som han besøger. Kill Bill (2003-04) var fuld af kungfufilmcitater. I Death Proof (2007) gjaldt det kørefilmen, og i Inglourious Basterds den eventyrlige krigsfilm – Det beskidte dusin, De vilde gæs, Kellys helte – som var populær i 1960ernes slutning.

   Hver gang fungerer en personlig favorit som specifik inspirationskilde. Richard Serafians Vanishing Point (1971) var modellen for Death Proof, og skønt Inglourious Basterds kun havde titlen tilfælles med Enzo G. Castellaris’ original, var den alligevel afhængig af sit forlæg. Her brugte Tarantino første gang tricket med faktisk at skrive historien om. Hitler døde i biografen, hvor den jødiske commandoenhed slog til.

   Her bliver 1960ernes western og 1970ernes slavefilm en ny verden at gå på opdagelse i. Det specifikke udgangspunkt er Sergio Corbuccis Django (1965), den brutale, genreskabende western med Franco Nero, som selv har en lille rolle i Django Unchained. Citaterne omfatter sneen i bjergene (fra Corbuccis The Great Silence), flere øjeblikke fra Sergio Leone og Nigger Charley-filmene med Fred Williamson.

DER er meget, som ikke fungerer. De drabelige blodsprøjt er lavet med eksplosiv maling – og det er meningen, at det kan ses. Over for disse står Schultz med sin diminutive Derringer, der foretager de strategiske drab med et tørt, lille, effektivt knald. Effekten er sjov første gang – men ikke i scene på scene. Da Django vælger sit første sæt tøj, klæder han sig som en rokokokavaler i blå silke. Med kniplinger og knæstrømper. Det er faktisk heller ikke morsomt.

   Der er til gengæld en pragtfuld scene, hvor Django og Schultz decimerer en tidlig udgave af Ku Klux Klan. Big Daddy (Don Johnson) har samlet sine selvtægtsmænd. De klager over hætterne af sækkelærred. Øjenhullerne sidder, så man ikke kan se. Syerskens mand bliver fornærmet. Endelig angriber klanen, men Schultz har forberedt noget særligt. Sydens slaver bliver således hævnet to gange – først i en komisk forvirring af inkompetance. Siden med teaterblod i spandevis.

   I det moralske regnskab er det en vigtig scene. Ku Klux Klan fik heltestatus i klassiske film som D.W. Griffiths The Birth of a Nation (1915) og Victor Flemings Gone with the Wind (1939). Alene af mentalitetshistoriske grunde er det vigtigt for moderne filmskabere at kommentere og revidere fadæsen. Brødrene Coen gjorde det med vid og panache i O Brother, Where Art Thou? (2000). Tarantino gør det i en scene, som skylder Mel Brooks’ Blazing Saddles (1974, da. Sheriffen skyder på det hele) en del.

TARANTINO er blevet kopisten, den tyvagtige skade, som jager på obskure steder og fylder lydsporet i sine film med sange og temaer fra andre. Django Unchained citerer et helt katalog, men afspiller også Jim Croces »I’ve Got a Name«. Som filmskaber er han sui generis, en auteur der taler gennem sine hånddukker og har et medlevende publikum, der fortolker de ivrigt ventede værker, som gjaldt det tekster af Michel Houellebecq eller sange af Bob Dylan.

   Django Unchained ønsker ikke at være en klassisk western. »John Ford hører tydeligvis ikke til mine amerikanske westernhelte,« har Tarantino udtalt. »Jeg hader ham, for at sige det mildt. Lad gå med de ansigtløse indianere, han dræbte, som var de zombier. Hvad der virkelig har voldt skade, er forestillingen om den særligt angelsaksiske menneskelighed, som disse folk har holdt i live. At anfægte den er et relativt nyt fænomen.«

   Der er tyve år mellem Reservoir Dogs og Django Unchained. Det er en blakket, uegal masse af film, som er kommet ud af det hele, men Pulp Fiction og Kill Bill er store, urørlige steder. Django Unchained er for lang og for løs – Tarantinos faste klipper, Sally Menke, døde i 2010 – men viser, at kunstneren er ved at finde en ny stemme inde i formen, som altid citerer de andre. Resultatet er en postmodernisme, som både er original og har et budskab. Hvem havde nu set dét komme?

   Django Unchained ligner ikke andre film, skønt den låner sine fjer 1000 steder. Instruktøren selv spiller en dum, grådig homeboy. Se den, hvis De har problemer med formen og tonen hos Tarantino. Næste gang gælder det kvindernes stilling i mændenes verden og et andet sted på westernegnen i The Hateful Eight.

Se også Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100]; Once Upon a Time... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019, nr. 1]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014) : En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017)

Django Unchained. Instr. & manus: Quentin Tarantino. Foto: Robert Richardson. 165 min. USA 2012. Dansk premiere: 18.01.2013

Fotos: TWC/ Sony Pictures/ FilmGrab [+]
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.01.2013