Bill Condon: Dreamgirls (2006) | Musicals

BABY LOVE
Sange om hudfarve, køn og moral

Af BO GREEN JENSEN

I HOLLYWOOD prøver man stadig at finde opskriften på en tidssvarende filmmusical. Ikke siden Bob Fosses Cabaret (1972) og All That Jazz (1979) har det været gjort helt overbevisende.*

   Rent illustrerende filmudgaver af Evita (1996), Rent (2004) eller Phantom of the Opera (2004) lever deres eget liv og når sjældent andre end stamgæsterne, men af og til kan succeser som Baz Luhrmanns Moulin Rouge! (2001) og Rob Marshalls Chicago (2002) give publikum troen tilbage.

   Det er dog betegnende, at Chicago var baseret på en 30 år gammel forestilling af Fred Ebb og John Kander, som også skrev Cabaret, mens Luhrmanns australske extravaganza var stykket sammen af pophits, man kendte i forvejen.

   Bill Condon, hvis hovedværker er James Whale-filmen Gods and Monsters (1998) og Kinsey (2004), men som også har manuskriptet til Chicago på samvittigheden, forsøger med relativt diskrete midler at give Dreamgirls lidt af den kant, som man savnede ved premieren i 1981. Helt afgørende er rammen rykket fra Chicago til Detroit, så ingen kan være i tvivl om, at modellen for Paradise Records og The Dreams er Motown og The Supremes. I sin tid forsøgte tekstforfatteren Tom Eyen og komponisten Henry Krieger at nedtone de oplagte overensstemmelser.

DET skyldtes ikke kun frygten for retslige efterspil. Eyen og Krieger ville understrege, at Dreamgirls skildrer den sorte populærmusiks vilkår i videre kulturel forstand. Da The Dreamettes slår igennem og bliver til The Dreams, justerer trioens manager Curtis Taylor (Jamie Foxx) balancen, fjerner den tungere, mørkere Effie White (Jennifer Hudson) fra rampelyset og anbringer Deena (Beyoncé Knowles) med flødehuden i centrum. Effie prøver at leve med skiftet, men kasseres én gang for alle, da Curtis og Deena bliver et par. I sceneudgaven af Dreamgirls var Effies trodsigt majestætiske afsked, »And I Tell You I’m Not Going«, en veritabel showstopper, som lukkede første akt.

I VIRKELIGHEDEN var det Motown-grundlæggeren Berry Gordy Jr., som forvandlede kvartetten The Primettes til trioen The Supremes og skiftede Florence Ballard ud med Cynthia Birdsong. Det skete primært af musikalske årsager og uenighed om den interne dynamik. Den i forvejen vaklende Ballard satte kurs mod bunden og døde i 1976. Hun blev kun 32 år.

   Motown var først og fremmest interesseret i Diana Ross. Gordy pressede fra begyndelsen på for at ændre gruppens navn til Diana Ross & the Supremes. Så kynisk manøvren kan synes, var den effektiv og kommercielt velfunderet, som de fleste af uhyrets dispositioner.

   The Supremes fik tolv nummer 1-singler, næsten på stribe, før Ross i 1969 forlod gruppen og blev erstattet af Jean Terrell. Der var mange forrykkelser gennem årtiet, i The Supremes såvel som i Motowns øvrige rækker. Kun Mary Wilson (1944-2021) var med The Supremes hele vejen fra 1961 til 1977.

   Ti af de tolv hits blev skrevet af Lamont Dozier og brødrene Brian og Eddie Holland. Det var et hårdt slag for Gordy og Motown, da Holland-Dozier-Holland sagde op i 1968. Titler som »Where Did Our Love Go?«, »Baby Love«, »Stop in the Name of Love« og »You Can’t Hurry Love« får sikkert nogle klokker til at ringe, ligesom de er repræsentative for sangenes gennemgående tema.

DET handlede helt kogt ned om at sælge lysebrun sex – eller løftet om samme – til det hvide Amerika, som foretrak Pat Boone og blev forskrækket over den fysiske ildhu, som Little Richard, James Brown og for den sags skyld Elvis Presley lagde for dagen. Også sidstnævnte lod sig beskære for at tækkes den hellige hitliste. Presley ville væk fra country og gospel. Motown-kunsterne ville »krydse over« fra soul og R&B til den saliggørende hvide Top 100.

I Dreamgirls koncentreres de mandlige rebeller i den forblæste, men ustandselige Jimmy Early (Eddie Murphy), som The Dreamettes i begyndelsen synger kor for. Også Jimmy køres i stilling som popsanger. Han ligner næsten Nat King Cole, da Curtis Taylor har skaffet ham engagement i Florida. Early vil imidlertid ikke afseksualisere sin lyd. Næsten bogstaveligt begynder alting at stritte, da han kaster åget af sig og synger som han altid har gjort. Curtis sender ham tilbage på vejen og skaffer The Dreams et endnu bedre engagement.

   Det er dette tema, som Condon belyser igen og igen. Curtis vil tjene penge og har endvidere en drøm om at anbringe guldfuglen Deena i en film om dronning Kleopatra. Stadig ser han rigtigt, og stadig knuser han sine kunstnere. Hits bliver købt med bestikkelse, når markedet ikke vil lystre.**

EFFIES bror CC (Keith Robinson), inspireret af virkelighedens Smokey Robinson, skriver stadig hits til The Dreams, skønt hans søster er ude. Han kan imidlertid ikke leve med lyden, da Curtis lægger discotrommer under hans soul. Under raceurolighederne i 1967 bliver Detroit brændt ned, bogstaveligt uden for Motown-studiet, og Jimmy Early samler en række kunstnere til fællessangen »Patience«, som også protesterer mod krigen i Vietnam. Curtis vil naturligvis ikke vide af denne gestus. Igen og igen bankes Jimmy på plads, indtil han træder definitivt ved siden af, da Motown-kunstnerne hylder deres gudfar. Herefter dør han af den heroinvane, som han samlede op hen ad vejen.

DEN vragede Effie er også langt nede, men rejser sig med hjælp fra Jimmy Earlys første manager (Danny Glover). Hun lyder nu som en sjælfuld krydsning af Etta James og Aretha Franklin, skærer en lovende single (»One Night Only«) og er atter på vej, da Curtis statuerer et eksempel. Han begraver Effies hit og relancerer sangen som Donna Summer-agtig discosex med Deena Jones & The Dreams. Da Deena endelig får nok, betror Curtis hende, at det var fordi hendes stemme var kønsløs og formgivelig, at han satte hende i fokus. I Dreamgirls lærer karaktererne af deres fejltagelser. Det gjorde de ikke i virkeligheden.

CONDONS film er i det store hele en fornøjelse, som vil tale til det publikum, der i forvejen sætter pris på blankpoleret R&B. Pastichemusikken fungerer upåklageligt, når sangenes leveres fra en af de mange tribuner i filmen. Mere kejtede er en række scener, hvor karaktererne synger dialog til hinanden. Det bliver ikke bedre af, at de recitative passager – især et skænderi for tre stemmer – lyder mere som Judas, Peter og Jesus, der mundhugges i Jesus Christ Superstar, end som noget der kommer fra Motown.

   

HOVEDGEVINSTEN er visuel. Diverse highlights fra Supremes’ karriere er rekonstrueret med flair. Hver detalje i tidsbilledet fanges i flugten, og man har ingen problemer med at forstå, hvad 60erne så i The Supremes, når Sharon Leal, Anika Noni Rose og Beyoncé Knowles bliver klædt på som The Dreams. Jennifer Hudson, der synger partiet som Effie, er hentet fra American Idol, det lokale svar på Scenen er din. Det er muligt, at hun overdriver, men i filmens ånd brænder hun bedre igennem som menneske end de smukke påklædningsdukker i centrum. Som Jimmy Early er Eddie Murphy for en gangs skyld alle pengene værd.

   Meget lykkes for Condon. Et sceneshow overføres til film, så ingen af delene lider, men først og fremmest taler Dreamgirls moral, historie og værdier, uden at tabe en tone på gulvet. Det er en langt bedre film end den museale Chicago.

Se også Guder og monstre: James Whale 1896-1957; Sex i Amerika: Alfred C. Kinsey 1894-1956; Bill Condon | Mitch Cullin: Mr. Holmes (2015). 

*) Anmeldelsen er skrevet i 2007. Meget har ændret sig, både i film, musik og kønspolitik. Jeg har valgt at lade teksten stå, som den var, både med hensyn til anskuelser, »hvad man kunne vide« og muligvis krænkende ordvalg. Vist har der været La La Land (2016) og en fjerde version af A Star is Born (2018), men Hollywood prøver stadig at finde et format til den nye filmmusical.

   Man kan se, hvor Beyoncé befandt i tiden, da Destiny's Child var i frisk erindring og tilførte filmen et metalag mere. Jeg beklager at skrive så overbærende om Jennifer Hudson. Motowns fantasipop blev i slut-60erne og 70erne fortrængt af soul med gospelrødder. R&B fusionerede med rock, jazz og funk; lyden blev mere elektrisk og politisk. Fornyelsen kom ikke mindst fra kunstnere som Nina Simone og Aretha Franklin.

   Der er megen poetisk retfærdighed i, at det netop blev Jennifer Hudson, som spillede Franklin i Liesl Tommys biopic Respect. Diana Ross havde divastatus fra 80erne og frem. Hun (og Berry Gordy, som producerede filmen) skal have mange point for at hylde Billie Holiday i Lady Sings the Blues. Hun får ingen kredit for at synge med i The Wiz.

** Overensstemmelsen mellem The Dreams og The Supremes er meget konsekvent gennemført. Deena Jones & The Dreams udsender et album med titlen Cream of the Crop. Det samme gjorde Diana Ross & The Supremes i november 1969. Berry Gordy lever stadig. Han er 91 år i 2021. Gordy krævede kompensation for det uflatterende portræt i Dreamgirls. Han havde levet med sceneudgaven, men i filmen bliver publikum opfordret til at tænke på Motown og The Supremes. Dreamworks formulerede en uforbeholden undskyldning, som Gordy accepterede. Også Smokey Robinson angreb filmens fremstilling. Diana Ross, som nu er 77, havde ingen officiel kommentar. 

Dreamgirls. Instr. og manus: Bill Condon. Foto: Tobias A. Schliessler. 130 min. USA 2006. Dansk premiere: 09.02.2007.

Fotos: Dreamworks (David James)/ Paramount/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Smithsonian Institution, National Portrait Gallery

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy – I 2017 udkom en 'Director's Extended Version' på dvd og blu-ray

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.02.2007