Nadine Labaki: Caramel (2007)

BRÆNDENDE SUKKER

Et feminint fristed i Beirut

Af BO GREEN JENSEN

I MELLEMØSTEN bruger man karamel – ikke voks eller plaster – til at fjerne skæmmende kropshår. Ellers er processen den samme. Det gælder også smerten ved behandlingen. At kvinder lide for deres skønhed, må være et menneskeligt grundvilkår. Mændene virker værre end hér, men kvinderne kan man kende. Det er derfor ikke som spiselig slik, men i form af brændt eller skoldende sukker, at den klistrede masse giver tema og titel til Nadine Labakis første film.

   Året er 2006 – for en sjældent gangs skyld skildres Beirut i fredstid. Her driver Layale (spillet af Labaki) »Si Belle«, en slidt men velbesøgt skønhedssalon. For tiden er hendes hjerte ikke i arbejdet, fordi hun har forelsket sig i en gift mand. Han ringer, når han har fem minutter, og Layale lægger alting fra sig og går. Der er dage, hvor han ikke ringer, og hun venter forgæves, på ydmygende vis. Med tiden bliver det vigtigt for Layale at lære elskerens hustru at kende. Kvinden har så travlt med at længes, at hun ikke lægger mærke til trafikbetjenten, som følger hende ivrigt fra vinduet i sit kontor overfor.

HOS Layale arbejder gode kvinder som Nisrine (Yasmine Al Masri), der endelig skal giftes, men har problemer i forhold til sin musliske svigerfamilie, fordi hun ikke er jomfru. Rima (Joanna Moukarzel), som vasker kundernes hår, er lesbisk orienteret og markerer sig ved en hård facon. Men hun bliver stille, når kvinden med det lange hår (Siham Fatmeh Safa) kommer ind. Denne kunde, som aldrig får et navn, repræsenterer et feminint ideal.

   Ellers er kunderne skuffede kvinder, som bliver ved med at leve i håbet. Den aldrende skuespillerinde Jamale (Gisèle Aoud) har brug for at skinne ved modløse castings. Syersken Rose (Siham Haddad) har aldrig fået sin egen familie, fordi hun må passe sin storesøster, som nu er i firserne, nidkær og dominerende svag. Rose indleder en forsigtig romance med en distingveret enkemand. Hun må derfor gøre sig grundigt i stand, skønt hun stadig – og med god grund – tøver over for kærligheden.

NÅR kvinderne er sammen, har de hinandens fortrolighed. Linjen mellem personale og kunder er sløret. Man gør megen stads af mandlige gæster, og der går et gys gennem hele salonen, når Layales mobiltelefon ringer eller elskerens hustru kommer ind. Hver kvinde har sit distinkte spor, som kunstfærdigt flettes ind i de øvrige. Herved løfter filmen sig til noget mere. Det er klart, at kvinderne repræsenterer forskellige grundtyper i det moderne Libanon. De er dog også individer med unikke psykologiske træk.

   I sine bedste øjeblikke er historien universel. Jo, der er lokale særpræg, som har at gøre med etniske forskelle, men Layale venter lige så hudløst som kvinden i »Det var en lørdag aften«, og Rose kunne være en flygtning fra en novelle af Herman Bang. Jamale synes decideret inspireret af karakterer hos Pedro Almodóvar, og »Si Belle« kunne for den sags skyld ligge i Valby. Caramel er nok ikke en stor film, men den skaber et fortroligt rum og er fuld af en sanselig realisme, som mange vil forbinde med feminin écriture, skønt Labaki har skrevet historien sammen med to mænd, Rodney Al Haddad og Jihad Hojeily.

FILMEN er forventeligt ujævn. Der er nænsomme scener med de enkelte kvinder og farceagtige fællesoptrin. Både glæden og sorgen er larger than life, men i helheden opstår en større balance, og der er flere magiske filmøjeblikke. Et eksempel er åbningsscenen, som med enkle midler præsenterer Layale. Hun kommer til salonen, låser sig ind og gør klar til at åbne, mens hun taler i telefon. Manden, som begærer hende på afstand, ser til. Et pragtfuldt billede viser Labaki, som står i varmt modlys, med ryggen til, foran det runde vindue. Ingen dialog er nødvendig. Caramel har mange af den slags steder.

Karamel (Sukkar banat/ Caramel). Manus: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Haddad, Jihad Hojeily, Nadine Labaki. Foto: Yves Sehnaoui. 95 min. Frankrig-Libanon 2007. Dansk premiere: 11.04.08

Fotos: Les Films des Tournelles/ CineMaterial/ Allociné/ Miracle Film Distribution

Filmen streames ikke i DK men er udgivet på dvd

Anmeldelsen stod i Weekendendavisen Kultur 11.04.2008 - teksten er lirket fri af en længere samtale med Nadine Labaki