Julia Ducournau: Titane (2021) [Sci-Fi 100]

METALLETS BLØDE INDERSIDE

Kønnet flyder og kroppen forvandles

Af BO GREEN JENSEN

DER er tre brutale akter og to vidt forskellige historier i sidste års guldpalmevinder – den første fra en kvindelig instruktør siden 1993, da Jane Campions The Piano delte prisen med Chen Kaiges Farvel, min konkubine.

   Titane er en vild film, som især i første halvdel bedøver tilskueren med seksuelle og psykedeliske gimmicks. Det er, fornemmer man, også hensigten. Man kan derfor blive irriteret på Julia Ducournaus chokstrategi. Til gengæld bliver stilen stærk og konkret i tredje del af historien. Her er følelsen ægte, og den opstår i en kontekst, som ikke kunne findes uden de første to akter.

DET begynder i en bil på motorvejen et sted i det sydlige Frankrig. På bagsædet sidder en mut pige og irriterer sin far ved at sige som motoren, der accelererer. Han prøver at skrue op for musikken, men allerede som barn er Alexia i stand til at dominere omgivelserne. Så han vender sig rasende om.

   I næste billede svæver Alexia mellem liv og død på operationsbordet, mens hendes far vist nok skammer sig udenfor. Han bliver spillet af filmskaberen Bertrand Bonello, som ofte har gradbøjet gængse værdier. Vi er i et mentalt territorium, hvor almindelig kærlighed ikke har plads. Ducournau færdes hjemmevant hér. Det viste hun både i Junior (2011) og Raw (2016), hvor body horror og kannibalisme var inddraget i en dannelseskildring.

   Mærkværdigheden understreges, da Alexia bliver udskrevet fra hospitalet. Hun har nu et titaniumskjold i sin tinding, hvor hjernen bliver holdt på plads. Far og datter træder ud i solen. Tøver hun efter ulykken? Nej. Det første, som pigen gør, er at kysse og gnide sig mod den ventende bil. Der er gået fem minutter. Den virkelighed, som vi kender, er allerede forladt.

TI-TOLV ÅR SENERE danser Alexia (Agathe Rousselle) i en natklub, hvor stripperne vrider sig og vasker biler til ære for de liderlige mænd. Det er en etableret subkultur. Alexia er en stjerne i miljøet. Hun afviser en ivrig fan. Da han ikke vil høre, tager hun spyddet ud af sit hår og jager det ind i hans øre.

   Efter drabet står hun i badet og vasker hjernemasse af. Da trænger en dunkende fræsen gennem musikken. Bilen kalder fra dansehallen. Her leverer filmen et sætstykke, der næppe er set magen til: kvinden og bilen har samleje i en sekvens, der er klippet, så processen bliver troværdig. Det er klart, at man spærrer øjnene op. Her er alle fantasier og forestillinger om køn og maskiner blandet sammen. Vigtigst for historien er, at et foster bliver undfanget.

DER er både humor og desperation i den effektjagende første akt. Alexia er vant til, at tv-nyhederne fortæller om en seriemorder, der spreder frygt langs Côte d’Azur. Hun er ikke vant til at vågne med sort motorvæske i skridtet. De værste sider af Titane kulminerer i en knopskydende scene, hvor Alexia må skaffe flere og flere nøgne vidner af vejen i en hedonistisk indrettet ferievilla. »Hvor mange er I?» spørger hun den sidste mand, som ellers er venlig.

   Så langt er alt gemacht og anstrengende. Filmen slår sin følelsesmæssige flik-flak, da Alexia er på flugt. Hun dukker sig og bærer hættetrøje. Hun ser en tegning af en forsvunden ung mand. Hun klipper og kvæster sig selv, så det ligner. Da politiet henter drengens far, siger han uden videre, at det er Adrien. Her skifter filmen toneart. Vi er nu i en virkelighed, hvor der endnu findes blidhed. Før ville al patos blive leet væk. Nu kan følelsen sætte sig fast.

VINCENT (Vincent Lindon) er brandchef på en vagtcentral, der for så vidt ikke adskiller sig fra dansehallen i første akt: begge miljøer driver af testosteron. Alexia tager identiteten på sig, undgår at tale og spærrer øjnene op. Hendes indsnørede mave vokser i lyntempo. Vincent er en tragisk, anskudt hanelefant, der pumper sig selv fuld af steroider for at modarbejde ældingsprocessen.

   Flere kan se, at Adrien ikke er Adrien. Drengens mor, f.eks. og en ung favorit, som Alexia detroniserer. Vincent renser luften med sit beroligende mantra – »Jeg er lige her« – og gør endelig sagen skærende klar: »Jeg er ligeglad med, hvem du er – du er min søn, og sådan er dét.«

ALEXIA er mod sin vilje ramt af ømme følelser. Hun er med til at slukke brande og redde liv. Da hun føder sit titaniumbarn, giver alle faktorer mening og indgår i en konstellation, der er evig som et stjernetegn. Her formår filmen endelig at bevæge. Man har da været hele registret igennem.

   Her er body art, body horror, muterede køn og identiteter blandet sammen på fantastisk og tidssvarende vis. Det er måske ikke den nye Messias, der fødes i en post-human verden, men det er den nye Evas lidelser, vi ser. Det gamle dør, og det nye bliver født.

TITANE bliver sammenlignet med Crash, som vakte opsigt i 1996. Her blev karaktererne ophidset af at rekonstruere berømte bilulykker. Disciplene i kollisionernes kirke var for tiden at se et forvarsel om det post- og inhumane. David Cronenberg filmatiserede J.G. Ballards roman med mere kynisme, men fantasien om fusionen af menneske og maskine var beslægtet.

   Ballard skrev sin bog i 1973. Går man langt nok tilbage, begynder de varme cyborgtanker i William Burroughs’ beskrivelser af den bløde maskine, som allerede 1950erne sværmede for. Og med den falske Maria i Fritz Langs og Thea von Harbous Metropolis (1927). Så drømmen har varet i 100 år.

   Den forvrængede verden i Titane er en blanding af manga, sci-fi og neo-noir. Men også levende nutid og noget andet. Ducournaus vision er original. Især fordi kønnet er vigtigt og flyder.

TITANE var Frankrigs Oscar-bud og kandidat til de europæiske filmpriser. Da Crash fik en særpris i Cannes, blev der hysset. Der var derimod bifald til Ducournau. Det var i filmregi som at knuse glasloftet, miraklet der gik i sig selv, da Hilary Clinton tabte til Donald Trump.

   Den forløsende pris til en kvindelig filmskaber skulle være faldet allerede i 2019, da Céline Sciamma var i konkurrence med Portræt af en kvinde i flammer.

Titane. Instr. og manus: Julia Ducournau. Foto: Ruben Impens. 108 min. Frankrig-Belgien 2021. Dansk premiere: 11.11.2021.

Fotos: Kazak Productions/ Frakas Productions/ Arte France Cinéma/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ Eurimages/ Diaphana Films/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ ScreenMusings
Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.11.2021