AFSKÅRNE BLOMSTER
Ullmann instruerer efter Bergmans manuskript
Af BO GREEN JENSEN
PÅ en afsides ø i den svenske skærgård har en gammel mand isoleret sig med sin erindring, sit spejlbillede og de sidste ting, som han mangler at skrive. I og for sig hersker orden og harmoni. Arbejdsværelset er ikke beklumret af sentimentale souvenirs, men praktisk indrettet med skarpe hjørner og rene flader. Støvet samler sig ikke, og man fornemmer, at værelset udgør et billede på den skrivendes indre.
Han er i gang med den sidste historie, den som gør ham mest ondt af dem alle. Den skildrer hans forhold til kvinden Marianne, som for et halvt liv siden gik fra sin mand og sin datter for at være hos ham. Den skildrer de forfærdende konsekvenser, som denne utroskab fik, men prøver også at finde tilbage til varmen og dybden i glæden, de følte ved at elske sammen. Han vil gerne gøre det rigtigt og godt. Han fornemmer vel, at det er nu eller aldrig.
MARIANNE var skuespiller. Hendes mand, Markus, var dirigent med en international karriere. Deres datter, Isabelle, var bare ni år gammel. Selv skrev han og instruerede film og teater. I begyndelsen var dansen let, de var alle de bedste venner i verden. Så opdagede de, at noget havde ændret sig. Det videre forløb blev så hudløst, at man næppe ville tro det på tryk. Endnu en fortælling om skæbne, altså, en hverdagshistorie med tragiske islæt. Men var det nu egentlig sådan det var? Han kredser om bordet, går ture, kan ikke finde den rigtige stemme.
Da vender kvinden tilbage til Bergman, som karakteren faktisk kalder sig. Hun sætter sig på bænken under vinduet og begynder at tale til ham. Sammen husker de, hvordan det var, og skriver erindringen frem. Der er varme og fortrolighed mellem dem, en intim selvfølgelighed som bevidner, at de stadig elsker hinanden. Vi ser, at de har en historie sammen. Der er en forklaret all passion spent-atmosfære over scenerne fra arbejdsværelset. I fortiden er tingene ikke så enkle, men til bunds i dét som skete vil han.
INGMAR Bergmans bedste og mest karakteristiske arbejder var uvægerligt film, som gjorde ondt. Det vil Troløs også gøre, står tidligt klart for tilskueren, og man føler indledningsvis en lille træthed ved atter at skulle undersøge smerten og mørket på bagsiden af kærlighedens måne i selskab med den gamle eneboer. Det er den samme måde man sukker på, når Klaus Rifbjerg i bøger som Billedet (1999) og Huset (2000) begynder at skrive om steder, hvor man har været 117 gange. Snart indfanges man af motivet, som trods alt bliver drejet anderledes denne gang.
Bergman skrev manuskriptet til Troløs, men ville ikke selv instruere. Det er en skam, for at dømme efter Larmar och gör sig till (1997), en sen, drømmespilsagtig variation over Gøglernes aften, og svanesangen Saraband (2003), kunne den gamle mand stadig finde og forløse nogle lag i sine tekster, som diverse stand-ins ikke fæstede sig ved. Eks-partneren Liv Ullmann (f. 1938) tilstræber en rundere tone, som øger troværdighedspræget, men filer hjørnerne af de dæmoniske islæt.
DET er en stor film med en lille handling. Troløs kan derfor komme langt ind i karaktererne og helt ud i hjørnerne af den lidenskab, som knytter Marianne og Daniel – det kalder Bergman sig i erindringsdelen – sammen i en absurd, selvødelæggende pagt. Alligevel er der meget som mangler. Disse mennesker har så godt som ingen hverdag. I filmens stiliserede ånd er de personificerede kønsvæsener snarere end karakterer med nuancer og nærmere egenskaber. De er dømt til at blive hinandens ulykke.
Det er velsagtens en pointe, både for Bergmans og Ullmanns vedkommende. Passionen fordrejer og fortærer os sådan, i det mindste når den griber os helt. Faktisk kan lidenskabens kvalitet vel måles på graden af fortabelse, i hvert fald som han ser det nu, den gamle mand, der mediterer over fortidens forræderier og kærlighedens ansigter. Af samme grund kan Troløs tillade sig at være en umådelig selvisk film, der kannibaliserer sit eget følelsesstof.
MONOMANIEN har omkostninger. Fremfor alt lykkes det aldrig Troløs at give os en konkret fornemmelse af den pris, som datteren Isabelle betaler. Isabelle bliver i stigende grad den uskyldige, som rives i stykker i krigsførelsen mellem forældrene. Hun kan ikke dele sin loyalitet, og hun får aldrig nogen ordentlig forklaring på, hvad der egentlig foregår. Angiveligt interesserer filmen sig for hendes skæbne, men den gør aldrig noget forsøg på at skildre hendes reaktioner.
Om dét var Bergman og Ullmann ikke enige. Ullmann betragter således barnets figur som sit væsentligste bidrag til filmen. Ved lanceringen sagde hun: »Da Bergman skrev manuskriptet så han kun ét offer: kvinden. For ham var det utilgivelige at elskeren ikke i tilstrækkelig grad viste kvinden mere kærlighed og ømhed. Måske var det hjerteløst, men hvad moderen gjorde ved barnet, det var utilgiveligt. Lige så utilgiveligt var det, faderen gjorde ved barnet, og lige så utilgiveligt var det, elskeren gjorde ved barnet. Så alle var troløse over for barnet.«
Mærkværdigvis synes Ullmann blot at forlænge og forstærke denne troløshed. Barnet forbliver en brik, en rekvisit som de voksne aktører spiller omkring og forholder sig til. Filmen dyrker smerten på næsten fetichistisk vis, som det så ofte har været tilfældet hos Bergman. Den hudløse menneskeskildrer kunne også være en følelsespornograf, og somme tider er kompromisløshed blot et andet ord for afstumpethed. Det er kun den smerte, som Marianne føler ved at forvolde Isabelle smerte, der for alvor skildres i dybden.
NATURLIGVIS har Trolösa sin styrke i den samme mangel på gængs hensyntagen. Få film er gået så langt i deres solidaritet med karakterer, der handler ødelæggende ansvarsløst, heller ikke i amour fou-traditionen, hvor i det mindste den lyse del af Mariannes og Daniels forhold, forelskelsen og den første fuldbyrdelse, den søde afhængighed, kan siges at høre hjemme.
Mest af alt skiller Troløs sig ud ved ikke at insistere på nogen dybere mening med ulykken. Der er ingen højere skæbne på spil. Smerten var ikke noget »som skulle til« for at alt kunne blive på den rigtige måde, for der findes ingen rigtig måde i Bergmans univers. Kun vilkårlige resultater af halsløse gerninger, som ikke ændres af vore motiver. Vi handlede velovervejet, vi handlede i blinde. Det er uden betydning for resultatet, for der kommer en tid, hvor vi er, hvad vi gør. Vi er ét med vore handlinger, som ikke længere kan bortforklares.
DEN gamle mand sidder i stilheden og skriver, ser ud på havet i solen og hjemsøges af Mariannes genfærd, der dog også er en muse, som han vælger at give stemme. Han undersøger sine gamle ar med en pervers videnskabelighed, der er mindst lige så vigtig som erindringen om, hvordan han fik dem. Muligvis overvejer han at angre, men man kan ikke sætte afskårne blomster tilbage i jorden, og man kan ikke leve livet om. Det er ikke til at sige, om man har levet på en løgn. Sandhed skabes, mens vi lever.
Disse stemninger forløser Erland Josephson eksemplarisk stilfærdigt i rollen som den tilbageskuende Bergman. Som ødelæggeren Daniel er Krister Henriksson sværere at blive klog på. Han kan kun give sig hen til rollen som elsker ved at anlægge en humoristisk attitude, der vil se komik i de mørkeste situationer. Da Markus konfronterer de elskende, og Daniel helt bogstaveligt bliver taget med bukserne nede, må han absolut klovne i intetheden.
Endog under socialarbejderens ydmygende besøg bobler latteren videre i ham. Kun i jalousien er Daniel uden distance. Ullmann bygger meget effektivt op til hans anfald. I solen hersker en doven, legesyg stemming, mens Daniel smilende udfritter Marianne om mændene, hun kendte før ham. Hun taler frejdigt løs, og de kysser og griner, men vi kan allerede høre brølet og slagene som falder, når de er kommet hjem på hotellet.
I utroskabshistorier kan man styre sympatien for de svigtede ægtefæller ved at vælge, hvor meget vi skal se til dem. Jo mere vi ser til parret som bedrager, jo mere vil vi engagere os i det. Og jo mindre vi ser til manden, konen og børnene derhjemme, des mere vil de virke som irriterende faktorer, der hæmmer lidenskabens ret. Wong Kar-wais In the Mood for Love (2000) varierer temaet ved at følge manden og hustruen som svigtes, mens ægteskabsbryderne muntrer sig i Hong Kong.
Derfor ser vi kun lidt til Markus, der i Thomas Hanzons skikkelse virker selvtilfreds til at begynde med, før vi ved hvor grimt det hele vil blive, for så at synes stødt og kold, men også mere værdig i sin patetiske afmagt. Endelig gruer man for reaktionen, som må komme på et tidspunkt. Det gør den, og det er således den næsten gennemsigtige Markus, der skaber filmens centrale skred. Efter hans hævn er der ingen vej tilbage. Det spiller ingen rolle, om Marianne og Daniel fortjener hinanden. Nu hænger de på hinanden.
DET er hér, da spillet er spillet og prisen betalt, at filmen for alvor begynder at gøre ondt og gøre indtryk, så vi fornemmer Bergmans hånd i hver scene. Det bedste ved Troløs er, at den konstaterer uden at moralisere og ikke dømmer nogen part i den på én gang banale og enestående historie om fire liv, der går i stykker på grund af en selvisk indskydelse. Endelig sidder Bergman ved bordet og ved, at der ingen vej er tilbage. Der gives fred, men næppe tilgivelse efter så megen formålsløs smerte og skyld.
Trolösa er netop restaureret i 2K og udgivet på HD Blu-ray med omfattende ekstramateriale. Herunder tre timelange Q&A-interviews med Liv Ullmann, der fortæller om filmen i forbindelse med visninger i 2000, 2001 og 2018. BFI Classics 11.04.2022.
Trolösa (Troløs). Instr.: Liv Ullmann. Manus: Ingmar Bergman. Foto: Jörgen Persson. 150 min. Sverige-Italien-Tyskland 2000. Dansk premiere: 12.01.2001.
Fotos: Svensk Filmindustri/ SF Studios/ SVT Drama/ Svenska Filminstitutet/ YLE/ ZDF/ NRK/ RAI Cinema/ BFI/ CineMaterial/ Festival de Cannes/ Stiftelsen Ingmar Bergman
Filmen streames på SF Anytime
Teksten bragt første gang i Weekendavisen Kultur 12.01.2001
Ingen kommentarer:
Send en kommentar