Translate

tirsdag den 16. marts 2021

Amat Escalante: Heli (2013)


FORUDSIGELIGE DØDSFALD
Metafor og realisme i den mexicanske narkokrig 

Af BO GREEN JENSEN

HELI er en retskaffen ung mand på 17. Han har længe været voksen, for i dagens Mexico er barndommen hurtigt forbi. Heli arbejder på bilfabrikken i Guanajuato. Han har en hustru og en lille datter og er fast besluttet på ikke at blive inddraget i narkoopgøret, som de fleste ender i skudlinjen af. Miljøet er fattigt og ærligt.
   Heli holder sig ude af den verserende krig mellem politi og narkokarteller. Begge sider dræber vilkårligt og er fantastisk brutale. Alle er stråmænd for højere magter. De er samtidig kærlige fædre. To bødler tager Heli med hjem og lader ham hænge i hjørnet af stuen, før de torturerer ham. Familien ser tv imens. Kun kokain har værdi. Menneskeliv er noget, man fodrer svin med.


DER
 sker ikke meget i Heli. Forråelsen i det hårde miljø bliver vist frem, men også hverdagens bløde steder og familielivets varme relationer. Heli når længere end de fleste, før han træder forkert. Han garderer sig ellers fornuftigt. Det er bare ikke muligt at stå uden for narkokrigen, som ætser strukturerne op indefra.
   Heli kunne have klaret sig, hvis ikke Estela, hans søster på 12, var forelsket i Beto, en af de unge soldater. Til ære for medierne foregår en større afbrænding af konfiskeret kokain. Selvsagt bliver varer henlagt, så man kan hente dem, når pressen er rejst. Beto finder to pakker og skjuler dem i vandtanken på taget hos Helis familie. Han vil flygte med Estela, som er en pubertær femme fatale i hvide knæstrømper.
   Da Heli opdager pakkerne, er hans skæbne beseglet. Det spiller i og for sig ingen rolle, hvad han gør, for nu er han kompromitteret. Han hælder giften i et vandhul, hvor en melankolsk bøffel står og ser op, lige så fanget i hængedyndet som han. Også ørkenlandskabet synes at være et billede på hans situation.



FLERE undrede sig, da Amat Escalante modtog instruktørprisen på Festival de Cannes i 2013. Den 35-årige filmskaber, som blandt andet har været assistent for Carlos Reygadas, der er medproducer på Heli, har før fortalt den samme historie med flere effekter i både Sangre (2005) og Los Bastardos (2008).

   Heli lignede derfor en film, man har set mange gange, og flertallet følte, at Escalante kom for let til sine semi-dokumentariske pointer. Man savnede vel også nogle af de æstetiske kvaliteter – Heli kan betegnes som landlig mexicansk film noir – som f.eks Carlos Reygadas’ film mere eller mindre er bygget af.
   Escalante havde selv nogle relevante kommentarer i den forbindelse. Den første gik på troværdighedspræget: »Jeg brugte egentlig ikke megen tid på research, for det der sker i filmen, er noget alle kender til. Fortællingen skulle blot give handlinger og konsekvenser et ansigt, karaktertræk og familie. Ideen var at se problemerne påvirke denne specifikke familie.«
   Man ville tale ned til publikum, hvis man gav sig til at forklare. Instruktørens andet argument er derfor selve kernen i Heli: »Folk i Mexico er så vant til volden, at det ikke ville have samme gennemslagskraft, at en mand på 40 med hat og skæg torturerede nogle andre. Men det er meget anderledes at se de unge mænd  Mexicos fremtid  gøre det. De er ungdommen og på én gang den mest skrøbelige del af situationen og det eneste håb. Derfor er børn vidner til disse handlinger i filmen.«



FATALISMEN i Heli kan minde om de skildringer af kriminelle miljøer, som man finder i f.eks. Matteo Garrones italienske Gomorra (2008), et sociologisk myldrebillede af forretningsgange og arbejdsmetoder i dagens napolitanske camorra, og Mikkel Noers Nordvest (2013), der i mindre målestok undersøger den samme struktur i Københavns NV-kvarter.
   I alle tre film bliver unge mænd kværnet i stykker mellem absolutte kræfter i et stivnet hierarki, som (vi) alle er inddraget i. Drengene i Gomorra er dopede opportunister, som vil narre inertien i systemet. Casper i Nordvest er mere som Helí. Han prøver at holde sig fri af fraktioner og være uafhængig af miljøets æreskoder.



STILEN i disse og lignende film udgør næsten en ny realisme, som nægter at stille sig an med effekter. Pointen er i alle tilfælde determinismen. Det er ballader om forudsigelige dødsfald, trivielle, tragiske og banale. De unge mænd er offerdyr, som tror, de kan holde sig frie. Tilskueren tvivler aldrig på udfaldet.
   På den måde bliver publikum konspiratorisk, og det kan være faren ved den æstetiske distance. De iagttagne liv bliver sociale eksempler i stedet for distinkte skæbner, der fordrer og fremelsker den empati, som er grundstenen i selv et svagt melodrama. Den nøgne form kræver sikker beskæring for ikke at blive til stilstand.
   Heli har problemer med at prioritere, og brugen af udpenslet vold bliver nu og da mere nonchalent, end godt er. Benzin brændes af på indsmurte kønsdele, kadetterne træner i søer af opkast. Escalante holder afstand for at vise manglen på hensyn, men bliver på den måde selv en del af følelsesløsheden.



TIL gengæld mestrer han indramningen. Scenerne med Beto og Estela er suveræne surrealistiske skud, som udnytter ørkenlandskabet. Filmen begynder og slutter med billedet af en henrettet mand, som hænger under en motorvejsbro. Synsvinklen er den samme, som bødlerne har fra den ladvogn, de kører væk i. Fordi kameraet er monteret på bilen, ryster billedet af den hængte mand.
   Der er ikke gjort forsøg på at fjerne denne skælven, som sætter anførselstegn om fortællingen. Hvis Escalante har en signatur, er det denne æstetiske interferens. Ved at anerkende fiktionen, føles Heli paradoksalt mere ægte. Omsider bliver kunsten til virkelighed.

Se også Amat Escalante: The Untamed/La región salvaje (2016)


Heli. Instr.: Amat Escalante. Manus: Gabriel Reyes & Amat Escalante. Foto: Lorenzo Hagerman. 105 min. Mexico 2013. Dansk premiere: 08.05.2014


Fotos: Mantarraya Productions/ CineMaterial/ Øst for Paradis Distribution/ DFI/Festival de Cannes 
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.05.2014

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar