Translate

fredag den 26. marts 2021

Carlos Reygadas: Stellet Licht/ Stille lys (2007)


OPDAGELSEN AF LANGSOMHED

Liv og død blandt mexicanske mennonitter

Af BO GREEN JENSEN

FORFATTEREN Sten Nadolny, som er tysk, har skrevet en roman med titlen Die Entdeckung der Langsamkeit (1983, da. Opdagelsen af langsomheden). Hovedpersonen, sir John Franklin, er som dreng så tung i optrækket, at han må stå og holde snoren, når de andre børn spiller bold. Alligevel får han et rigt liv og gør karriere, fordi han ser detaljer og sammenhænge, som ingen andre ikke bemærker. Hans livs bestemmende utopier bliver da: »Kamp mod unødvendigt hastværk, blid, successiv opdagelse af verden og menneskene.«
   Det har sådan set intet med sagen at gøre, men i biografen har man ofte grund og lejlighed til genopdage langsomheden. De fleste film bevæger sig så hurtigt, de overhovedet kan, frygter at kede og støde publikum fra sig, og ofrer af samme grund megen dybde. Som tilskuer vænner man sig til, at det er sådan historier fortælles på film. Det ligner også virkeligheden, men meget er bortredigeret, og man vil som regel helst have det sådan.


ANDRE film tager en dyb indånding og giver sig virkelig tid til at se. Det kan være mere eller mindre ekstreme kunstfilm som Andy Warhols navnkundige Empire (1964), der viser en bygning i otte timer. Englænderen Derek Jarman kaldte sin sidste film Blue (1993) og fyldte lærredet ud med blå farve, mens dybden blev skabt på lydsiden. Eller det kan handle om sindrige kameragange, som hos ungareren Béla Tarr, der kredser rundt i filmens inventar for at nå sit udgangspunkt mange minutter senere.
   Åbnes formen bare lidt, kan resultatet være tilgængelig filmkunst. Blandt langsomhedens døde mestre er italieneren Michelangelo Antonioni, russeren Andrej Tarkovskij og grækeren Theo Angelopoulos; endnu aktive udøvere er bl.a. briten Terence Davies, tyskeren Philip Gröning og amerikaneren Terrence Malick. I fanslang kaldes genren slow cinema.
   Det kræver tilvænning hos tilskueren, og man må frivilligt lade sig synke ind i trancen, men bagefter er man bevæget og lutret. Man er glad for, at der findes langsomme film, som fører mediet tilbage til den første bestræbelse: en blid, men successiv opdagelse af verden og menneskene.


CARLOS Reygadas’ billedskønne Stellet Licht udspiller sig, i ekstremt adstadigt tempo, blandt tyske mennonitter et sted i Mexico. Mennonitter var – og 
er – som amish-folket et kristent trossamfund, der afskrev moderne livsførelse og praktiserede absolut pacifisme. Derfor ville ingen lande vide af dem. De tyske mennonitter bosatte sig i Canada, men drev siden sydpå til Mexico og Bolivia, da en anti-germansk stemning greb om sig under 1. verdenskrig. I dag lever de af landbrug, så godt som isoleret fra omverden. Modsat amishfolket bruger de biler og mekaniske redskaber, men spil, dans, tv og telefoner er heller ikke hér i kurs.
   Stellet Licht skildrer, mættende og majestætisk, det sammenbrud, som truer en familie, da faderen Johan forelsker sig i en anden kvinde, Marianne, og på god mennonitvis indvier Esther, der er mor til parrets seks bøn, i sine sjælekvaler. Jeg har aldrig før set en film, som viser hvordan man dør af et knust hjerte. Det gør Reygadas i en lang, lang scene, hvor regnen pisker ned over motorvejen, som Johans hustru knæler ved. Da Esther skal begraves, beder Marianne om at se hende. Den levende kvinde kysser den døde, og miraklet fra Ordet gentager sig blandt tyske mennonitter i hjertet af dagens Mexico.



REYGADAS’ første to film, Japòn (2002) og Krigen i himlen (2005), markerede sig med gold natur og langstrakt sex mellem unge og gamle, hæslige og smukke mennesker. Der er intet af dette i Stille lys. Et ansigt fastholdes i orgasmeøjeblikket, men Reygadas bruger mere tid på at vise, hvordan solen får stjernerne til at blegne, da den stiger over horisonten. Filmen både ender og begynder med time lapse-optagelser af dagens mirakel, som på lydsporet ledsages af symfonisk geräusch: cikader, kvæg, knirkende trin; sange fra en radio; et ur der sættes i stå, så det kan høres.
   Det er Johan, som standser tiden i filmens første scene, hvor familien er samlet om fællesbøn og morgenmad. Siden glemmer man uret i køkkenet og engagerer sig, især ved et gensyn, stadig stærkere i mennonitternes livsform og mandens dilemma. En lang scene viser, i virkelig tid, hvordan familien bader i floden. Johan vasker sin datters hår og roser Esther for hendes hjemmelavede sæbe. Da græder Esther, som er rystet i sit inderste af Johans forhold til Marianne, med hvem han oplever ren, fysisk fryd. Kun én gang, i bilen i regnen, har Esther et ukristeligt jalousiudbrud. Ellers taler kvinderne pænt om hinanden.



REYGADAS bruger al den tid, som er i verden, på at skildre dette sted og disse mennesker. På vejen til miraklet er der fine enkeltscener. Mens Johan elsker med Marianne, bliver børnene passet af den tykke amerikaner, som har tv i sin bil. Først efter favntaget bliver Johan behørigt ængstelig og skynder sig ud til kassevognen. Her sidder alle og ser Jacques Brel synge »Bonbons« i en antik koncertoptagelse, som på fantastisk vis er endt i Mexico.
   I knirkende sne spadserer Johan med sin far og beder ham tale mand-til-mand, ikke som far eller præst. Svaret er dog det samme: Johan bør blive hos Ester, uanset hvad han så ellers gør.
   Da Peter Weir skildrede amishfolkets levevis i den mere konventionelle, men bestemt ikke dårlige Witness (1985), brugte han en spændingshistorie til at skabe dynamik og kontrast. Det er lidt – meget lidt  lige sådan i Stellet Licht. Det store spørgsmål er selvsagt, hvad Johan vil gøre. Han mener, at Gud har et formål med at prøve ham, men hvem af kvinderne skylder han mest: den stille hustru, han elsker af vane, eller den frie kvinde, som han er lykkelig med?


DET er Johans far, den gamle præst, som til slut sætter uret i gang. Vi har været i en mellemtid, et limbo, hvor de døde kunne vækkes til live. Nu begynder virkeligheden. Stellet Licht er en ener. Jeg så den første gang i Cannes, hvor man kritiserede den Dreyer’ske (og Trier’ske) slutning, som nogle fandt konstrueret. Den generer mindre, når man kender den på forhånd. Ligeledes er det en fordel at vide, at det i denne film gælder om at se og følge mennesker i meget langsomt tempo.
   Alle taler plattysk, de fleste medvirkende er amatører. Stille lys er filmens indbegreb og samtidig også en halv anti-film, som flere vil flygte skrigende fra. Det vigtigste er, at man gør et forsøg. Carlos Reygadas kan virkelig male med lyset. Med sin tredje film har han gjort en genopdagelse af langsomheden, som bliver hos én i lang tid.



Stellet Licht (Stille lys). Instr. og manus: Carlos Reygadas. Foto: Alexis Zabe. 142 min. Frankrig-Holland-Mexico 2007. Dansk premiere: 01.08.2008


Fotos: CineMaterial/ ØFP Distribution/ Filmgrab
Stellet Licht ligger på FILMSTRIBEN
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 01.08.2008

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar