Translate

lørdag den 13. marts 2021

Anna Odell: X&Y (2018)


EVIGHEDER AF ANFØRSELSTEGN
Anna O ved iscenesættelsens grænse

Af BO GREEN JENSEN

KONCEPTET er klart på sin måde. Instruktøren Anna Odell og skuespilleren Mikael Persbrandt flytter ind i et studie i Troldhättan for at lave en film om Manden og Kvinden. De spiller sig selv, men er ikke sig selv. De er medvirkende i en metafiktion om »Anna Odell« og »Mikael Persbrandt«.
   I den store studiehangar får begge en slags lejlighed. Der er en stor garderobe og en meget bred seng, for der skal være god plads senere, når de andre versioner af Anna og Mikael ankommer. Lige nu lærer parret hinanden at kende og diskuterer, hvor langt de vil gå i bestræbelsen på at lave den bedste og vigtigste film nogen sinde.
   De drøfter, hvilke dyr de er. Persbrandt ser sig selv som en prærieulv, så Anna må være en skovulv, for han fornemmer et slægtskab. For Anna er det vigtigt at blive taget af den store alfahan. Mikael vil om nødvendigt lade sig penetrere analt. Intet må være fingeret. Alligevel, siger Anna, er det bedste ved det hele, at publikum ikke kan vide, hvor grænsen går.

   

»DET var da enormt, som I taler om sex,« siger den ene af filmens to producere, da de gennemser optagelsen. Begge mænd er pertentlige typer. I glasløgets tredje lag af fiktion kommenterer de ofte på publikums vegne. Og Anna er ikke i tvivl. Hun vil have »et kunstbarn« med Mikael Persbrandt. Kun i fantasien, ja, men graviditeten må være konkret.
   Alt vil blive forklaret i manuskriptet, som Odell stadig ikke har afleveret. Hun syer et ulvekostume og lister sig ind til den sovende Persbrandt. Først vågner han ikke, så er der bid. En tatoveret arm rækker ud og hiver den bævende Rødhætte ind.
   Både Persbrandt og Odell taler med deres psykolog undervejs. Anna har sagt »alfahan« hundrede gange, og Mikael er såret over at blive set som et objekt. Anna taler om, hvad hun vil. Imens venter publikum på mere fysisk handling. Der er så megen sammenfiltret snor at rede ud.



ANNA Odell (f. 1973) er kendt for at udfordre og provokere. I 2009 satte hun ild til sig selv på gaden i Stockholm. Redningsmandskabet rykkede ud, og Odell kom i behandling. Hun afslørede, at der var tale om en iscenesat rekonstruktion, som skulle bruges i filmen Ukendt, kvinde 2009-349701. Odell var faktisk tvangsindlagt i 1995.
   Projektet var kunstnerens afgangsopgave. Odell var tidligt ude med den konceptuelle autofiktion, som generationsfællen Claus Beck-Nielsen (alias Das Beckwerk og Madame Nielsen) har forfinet herhjemme. Om X&Y har Odell sagt, at hun glæder sig til at præsentere sin film for Lars von Trier, »som også er et kunstbarn«. Det giver fuldkommen mening. Der er megen Dogville (2003) i scenografien og ikke så lidt Nymphomaniac (2013) i ideen.
   I samme ånd var Gensynet (2013) en kusine til Trier og Leths De fem benspænd (2003). Gensynet er Odells hovedværk. Hun konfronterer sin gamle klasse med måden, hun blev mobbet på. Hun genskaber jubilæet, hun ikke var inviteret med til. Alle – også publikum – bliver spiddet. Det er både et ekko af talen i Thomas Vinterbergs Festen (1998) og et forvarsel om banketten i Ruben Östlunds The Square (2017).
   For kunstneren Odell er problemet, at hun sætter alt i anførselstegn. Der er evigheder af anførselstegn. På sigt vil ambitionen om altid at chokere give bagslag. Selv grænseløsheden har grænser, og så mange nye tricks findes der ikke. Odell bliver da kunstfilmens M. Night Shyamalan. Hvad der begyndte godt i The Sixth Sense (1999), vil ende på bunden af tønden i Glass (2019).



FILMEN tager omsider fart, da de andre udgaver ankommer. Trine Dyrholm spiller den rationelle Dr. Jekyll-side af Persbrandt. Thure Lindhardt er hans driftorienterede Hyde-persona. Odell er enten den genert forurettede Jens Albinus eller den dovent sensuelle Vera Vitali.
   Fra Odells side er det et absolut krav, at spillerne bliver i karakter. Shanti Roney og Sofie Gråbøl lever sig aldrig ind i konceptet. Det resulterer i barokke optrin, der fungerer som tiltrængt comic relief.
   Imens rykker filmen tættere på det mørke i bunden, som sikkert er hovedsagen. Der er en lang pause i arbejdet, mens Odell går i tankeboks med sit manuskript. Da alle (minus Gråbøl, som melder afbud og lægger sag an) atter mødes, er både Odell og Vitali gravide. Det ser i hvert fald sådan ud. I en metafiktion kan man jo aldrig helt vide.
   Persbrandt bliver forfærdet, siger fra og går til modangreb. I parentes bemærket møder vi filmen igennem den tørlagte Mikael, der forklarer sig i erindringsbogen Så som jag minns det (2018) Det er en hudløs, skrøbelig alfahan. Katastrofemennesket kommer kun frem i Thure Lindhardts karikatur.
   Før Odell præsenterer manuskriptet, spiser filmholdet middag i byen. Instruktøren selv er ikke med. »Nej,« siger en af assistenterne, »hun vil jo overraske os med et sankthansbål«. Han har hentet mange dunke med benzin. Persbrandt er forrest i flokken, der løber tilbage mod studiet, hvor Odell gør klar til at dekonstruere sit værk.


EKSPERIMENTET er mere interessant end vellykket. Hvor Gensynet kom fra hjertet – og hævntørsten var på sin plads – synes sagen i X&Y mere gemacht. Det er uklart, hvad autofiktionen skal til for, og man bliver ikke klogere på forholdet mellem kvinder og mænd. Kun på Anna Odell, der i rollen som »Anna Odell« er en spydig, kontrær narcissist til det sidste.

   Hun spiller dog karakteren udmærket. Det er meningen, at denne »Anna (jeg) Anna« skal være for meget og gå sine omgivelser på. Det lykkes faktisk X og Y at skabe et facit, som må være Z.


X & Y. Instr.: Anna Odell. Manus: Anna Odell og Jakob Beckman. Foto: Daniel Takács. 118 min. Sverige-Danmark 2018. Dansk premiere: 21.03.2019.


Foto: Avenyfamiljen/ Camera Film/ Cinematerial/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Weekendavisen Kultur 22.03.2019

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar