En hævn raffineres og implementeres
Af BO GREEN JENSEN
IDENTITETSKUNSTNEREN Anna Odell (f. 1973) blev mobbet, da hun gik i skole. Klassens smarte drenge var de værste, men et kvidrende heppekor gav dem lov. Pigen med de store øjne blev mærket for livet. Tyve år senere ødelægger hun klassens genforeningsfest, da hun insisterer på at analysere hver af fornedrelsens mekanismer.
METAFILMEN slår flere kolbøtter. Først viser Gensynet sig at være en fiktiv rekonstruktion af den aften, som festkomiteen med vilje ikke indbød Anna Odell til. Klassekammeraterne var skuespillere. Nu sidder hævnersken på sit kontor og forbereder en film om personernes forhold til mobningen dengang. Hun vil også gerne vide, hvorfor hun igen blev holdt uden for fællesskabet.
Af BO GREEN JENSEN
Det bliver et skolejubilæum, som kommer fra Helvede selv. Aftenens forløb er skildret i de første tyve minutter af Gensynet, hvor Anna Odell spiller Anna Odell og fastholder selskabet under en tale, der ikke er hørt mere hudløs, siden Ulrich Thomsen rejste sig og slog på glasset i Thomas Vinterbergs Festen.
Også i Gensynet reagerer publikum med fjendtlighed og forvirring. Odell bliver afbrudt, hånet, grinet af og fjernet fra bordet i flere omgange. Ved aftenens begyndelse er samtlige gæster ansvarlige voksne. Ved slutningen er de lige så lede som i skolen tyve år før. Da smiler Odell. Hun har fremlagt sin bevisførelse.
METAFILMEN slår flere kolbøtter. Først viser Gensynet sig at være en fiktiv rekonstruktion af den aften, som festkomiteen med vilje ikke indbød Anna Odell til. Klassekammeraterne var skuespillere. Nu sidder hævnersken på sit kontor og forbereder en film om personernes forhold til mobningen dengang. Hun vil også gerne vide, hvorfor hun igen blev holdt uden for fællesskabet.
En efter en kommer karaktererne ind og bliver konfronteret med filmen. Anna repeterer, hvor ondt der var i begyndelsens skole. Enkelte mener, at hun overreagerer, at børn er børn til alle tider, drenge som piner insekter for sjov. Andre har fortrængt, hvad der skete. Forbavsende mange giver hende ret. Flere antyder, at de ville gøre det igen, for verdens grimme ællinger fortjener at blive kanøflet.
Odells genistreg er tvivlen, den grundlæggende usikkerhed om værdier, som kendetegner eksperimentet. Hun spørger Anders, Erik, Robert og Sanna, hvad de mener om Anders, Erik, Robert og Sanna. Hun vil gerne se dem skamme sig. Det har nu lange udsigter. Der er naturligvis også en mulighed for, at alt i filmen er fiktion.
UBEHAGET bliver så stærkt, at man kunne skrive med det på væggen. Man aner i skamfulde indskud, hvorfor Anna var et irritationsmoment. Man håber meget, at eksperimentet bliver en tilfredsstillelse for den insisterende kunstner. I hvert siger hun tak for sidst, så det kan høres.
Erindringens politik dissekeres i en blanding af essay og autofiktion. Filmen husker, hvad vi alle husker om skolen, når vi er ærlige nok. Den fortegner sandsynligvis også, men ikke som pigen oplevede det. Man er grundigt irettesat efter Gensynet. Men ikke i tvivl om, at man har set en væsentlig film om grusomme børn, der blev voksne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar