Carlos Reygadas maler med lyset
Af BO GREEN JENSEN
MEXICANEREN Carlos Reygadas (f. 1971) laver art cinema efter sit eget hoved. Der er bogstaveligt ikke andet som ligner. Han er skiftevis lyrisk og sjofel, rå og forfinet, romantisk besynger af sjælen i naturen og kynisk iagttager af menneskeheden. Han holder af at vise uvejr, ørken og daggry i lange, statiske scener, som står uden kommenterende dialog eller musik, men han kan lige så let skildre livet i Mexico City, som det former sig for en korpulent småforbryder med hang til overvægtige kvinder.
EN lille pige kommer løbende på en mark i en vild tordenstorm. Sådan begynder det. Hun har store, ivrige øjne og nyder åbenlyst hvert sekund af forestillingen i Lynmuseet. Så er man meget brat inde i huset, hvor alt er mørkt og stille. En animeret rød djævel låser sig ind, sætter fløjtende mappen med værktøjet fra sig og går ud for at studere køleskabets indhold. Man må tro, at det er Fanden, som kommer hjem fra arbejde. Eller muligvis møder op et nyt sted.
HVIS dette er hedonisme, bliver man ikke tilfreds af at dyrke den sådan. Der er i alle de eksponerende scener en atmosfære af mod- og glædesløshed. På den måde får Reygadas endelig forklaret, at kunstneren Juan (Adolfo Jímenez Castro) og hustruen Natalia (Nathalia Acevedo) er flyttet på landet, tilbage til gården, hvor han kommer fra, i et forsøg på at finde glæden og det, som man kalder gnisten, igen.
REYGADAS fik sit gennembrud med den underskønne Stellet Licht fra 2007. Stille lys udspillede sig blandt mexicanske mennonitter, et amish-lignende trossamfund af nederlandsk oprindelse. En mand forlod sin hustru til fordel for en anden kvinde, og hustruen lagde sig til at dø i skoven ved vejen. Til sidst var der et mirakel, som Reygadas lånte fra Dreyers Ordet, og midtvejs sad en chauffør og så Jacques Brel på et lille tv i bilen. Man så stjernerne dø i et daggry, som blev filmet i virkelig tid.
DET er en meget selvbevidst art cinema, og man skal være åben og i det rette humør. Nogle har aldrig set lyset i hans billeder. I antologifilmen Revolucíon (2010) bidrog ti mexicanske instruktører hver med et segment på ti minutter, som markerede 100-året for den mexicanske revolution. Nogle var realistiske fortællinger. Nogle var politiske statements. Nogle var rene billeddigte.
Fotos: No Dream Cinema/ CineMaterial/ ØFP Distribution/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Af BO GREEN JENSEN
Sidstnævnte motiv blev – med demonstrativ full frontal nudity – en spektakulær åbningsscene i Batalla en el cielo (2005). Krigen i himlen nåede aldrig nåede til Danmark, men fik publikum til at se væk i Cannes. Debutfilmen Japón (2002) var centreret om en ung kunstner, der tog ud i ørkenen for at begå selvmord. Her mødte han en religiøs gammel kvinde, som han elskede eftertrykkeligt med. Kritikere gav ham skyld for at ville chokere med grim sex. Det var dog som en renfærdig billeddigter, at Reygadas omsider fik alle i tale.
Desorientering er blevet en strategi for Reygadas. Publikum ser bedre efter, hvis det er svært at finde sammenhæng. Der er en klar historie i Lys efter mørke, men Reygadas lægger scenerne frem i vilkårlig rækkefølge – cirka som et sind associerer – og forrevne billeder, som bliver smukkere af at være forrevne. Kronologien er klippet så meget i stykker, at man gransker hver detalje som spor i en gåde.
Der er tumultuariske scener fra en rugbykamp (Reygadas har en fortid på Mexicos rugbylandshold). Der er parret fra gården, manden og kvinden, som må være forældre til pigen fra stormen. Nu ser man dem på et andet, formentlig tidligere tidspunkt. De går rundt i en slags sauna mellem andre halvnøgne par. Man tror først, det har noget med wellness at gøre. Så lægger kvinden sig og bliver klædt af, før hun er sammen med kroppe af begge køn.
HVIS dette er hedonisme, bliver man ikke tilfreds af at dyrke den sådan. Der er i alle de eksponerende scener en atmosfære af mod- og glædesløshed. På den måde får Reygadas endelig forklaret, at kunstneren Juan (Adolfo Jímenez Castro) og hustruen Natalia (Nathalia Acevedo) er flyttet på landet, tilbage til gården, hvor han kommer fra, i et forsøg på at finde glæden og det, som man kalder gnisten, igen.
De har to små børn og en lang historie sammen. Økonomien synes ikke at være et problem. Derimod begynder Juan at gå til A.A.-møder sammen med altmuligmanden El Siete (Willebaldo Torres), som han kender fra gamle dage og hænger ud med på demokratisk godsejervis. Parret vil hinanden, familien, det gode liv. Publikum sidder dog stadig med billedet af den røde djævel.
DER sker noget voldsomt. Landet er ikke mere uskyldigt end byen; kun Juan og Natalia ser det sådan. Da Juan mister føringen, kommer temaet soning i spil. Mørket giver Natalia mulighed for at skinne. Her finder de sammen en ny grad af nærhed. Den smukkeste scene er den, hvor hun sidder ved klaveret og spørger, hvad hun skal spille. Han beder om at høre Neil Youngs »It’s a Dream« fra albummet Prairie Wind. Hun synger den, falsk og med bævende stemme, men også så smukt, at man måber. Egentlig håber man bare, at djævelen vil tage sin mappe og gå.
REYGADAS fik sit gennembrud med den underskønne Stellet Licht fra 2007. Stille lys udspillede sig blandt mexicanske mennonitter, et amish-lignende trossamfund af nederlandsk oprindelse. En mand forlod sin hustru til fordel for en anden kvinde, og hustruen lagde sig til at dø i skoven ved vejen. Til sidst var der et mirakel, som Reygadas lånte fra Dreyers Ordet, og midtvejs sad en chauffør og så Jacques Brel på et lille tv i bilen. Man så stjernerne dø i et daggry, som blev filmet i virkelig tid.
Post Tenebras Lux har den samme skønhed, men er en mere frapperende oplevelse – som malerkunstens ekspressionisme over for en sval, klassisk tegning. Det er atter Reygadas evne til at bruge vejret og landskabet, som var de besjælede elementer, der løsner filmens særlige væsen.
Fotografen Alexis Zabe har filmet naturscenerne med et objektiv, der gør billederne bløde i kanten. Den røde djævel er derimod grov og kulørt som noget fra en gammel ølreklame. Rugbyscenerne er i britisk 60er-stil à la This Sporting Life. Parscenerne er smukke som Nathalia Acevedo. Reygadas har fundet en form, hvor han kan blande stilarterne, uden at miste sig selv.
DET er en meget selvbevidst art cinema, og man skal være åben og i det rette humør. Nogle har aldrig set lyset i hans billeder. I antologifilmen Revolucíon (2010) bidrog ti mexicanske instruktører hver med et segment på ti minutter, som markerede 100-året for den mexicanske revolution. Nogle var realistiske fortællinger. Nogle var politiske statements. Nogle var rene billeddigte.
Reygadas lod sit segment foregå på en landejendom – den samme, man ser i Post Tenebras Lux og Nuestro tiempo (2018) – hvor han filmede hele sin store familie under en fest, der varede fra morgen til aften. Der var rus, latter, slagsmål, musik og tirader af utydelig tale. Der var ingen åbenlys sammenhæng eller mening, men til slut blev der skrevet med store bogstaver hen over lærredet: ESTE ES MI REINO - dvs. DETTE ER MIT KONGERIGE.
Det er nok den smukkeste hjemstavnsdigtning på film, jeg har set siden Edgar Reitz' Heimat. Lys efter mørke har de samme kvaliteter. Nogle vil græde, andre vil gå, men det er filmkunst, som virkelig sidder i én. Man er stadig ikke færdig med Stille lys. Man bliver det næppe heller med Post Tenebras Lux.
Lys efter mørke (Post Tenebras Lux). Instr. og manus: Carlos Reygadas. Foto: Alexis Zabe. 115 min. Frankrig-Tyskland-Mexico 2012. Dansk premiere: 18.07.2013.
Fotos: No Dream Cinema/ CineMaterial/ ØFP Distribution/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 19.07.2013
Ingen kommentarer:
Send en kommentar