Translate

tirsdag den 23. marts 2021

Neill Blomkamp: District 9 (2009) [Sci-Fi 100]


REJERNES VÅBEN
Nyskabende sydafrikansk lærestykke

Af BO GREEN JENSEN


EN vældig vifte af konventioner fra ny og ældre sci-fi får et postmodernistisk ansigtsløft og en fortælleteknisk drejning i Neill Blomkamps originale District 9. Filmen er noget så sjældent som en sydafrikansk-newzealandsk co-produktion. På en måde er alt ved det gamle, på en anden er intet som før. I sin tid kom et kolossalt moderskib med udhungrede, rejelignende væsener til syne på himlen over Johannesburg, hvor det har stået bomstille i tyve år. De forkomne aliens blev evakueret og anbragt i et township-lignende Distrikt 9, hvor de har klaret sig ved tuskhandel, bl.a. med våben som de sælger til nigerianske gangstere.
   »Rejernes« teknologi er organisk, og mennesker kan ikke betjene de potente våben. Det viser sig, at man fra regeringens side har ført omfattende, unævnelige eksperimenter. Lokalt i Johannesburg hader man de fremmede med anti-semitisk ildhu, og ved filmens begyndelse er den naive Wikus van der Merwe (Sharlto Copley) af sin nedrige svigerfar blevet udpeget som leder af operationen, der skal rydde op i Distrikt 9. For syns skyld overholder man menneskerettigheder, men planen er at flytte de fremmede til en regulær koncentrationslejr.


   
UNDER ransagningen af barakbyen bliver Wikus ramt i ansigtet af væsken fra en beholder, som han åbner for tv-kameraets skyld. På kreativ low tech-vis er en stor del af filmen fortalt gennem arkivklip, fingerede nyhedsrapporter og tv-reportager. Det er med til at give filmen et vist troværdighedspræg og gør den mere interessant, fordi man aldrig ved, hvad der venter. Helhedseffekten af District 9 er ikke ulig dén, man havde af Matt Reeves' Cloverfield (2008), som med samme virkemidler gradbøjede katastrofegenren i ånden fra King Kong.
   Da Wikus bliver smittet, begynder hans DNA at forandre sig. Den ene arm muterer og gør ham i stand til at betjene de fremmedes våben. Samtidig ofres han af systemet, der i en smædekampagne beskylder ham for at have sex med de fremmede. Han skjuler sig i barakbyen, hvor han beslutter at hjælpe rejemanden Christopher Johnson (Jason Cope), som sammen med sin søn forsøger at vende tilbage til moderskibet, starte det og flyve hjem.



JO værre menneskene opfører sig, des mere vælger Wikus rejernes side. District 9 er nemlig også en klassisk øvelse i tolerance. I sine bedste afsnit har filmen samme følelse som Graham Bakers Alien Nation (1988), en lille, men betydningsfuld film, der brugte politigenren som skabelon. James Caan og Mandy Patinkin havde rollerne som to kriminalbetjente, den ene jordisk, den anden af ekstra-terrestrial herkomst. De blev hinandens bedste venner og opbyggede gensidig respekt, mens de patruljerede i grænselandet mellem vores og deres. Alien Nation var så effektiv, at en tv-serie efterfølgende blev produceret.
   District 9 benytter i stedet tonsvis af troper fra invasion-fra-det-ydre rum-undergenren og forsømmer ingen lejlighed til at drage paralleller mellem regeringens  behandling af »rejerne« og dagens sociale virkelighed. Det er næppe heller tilfældigt, at Distrikt 9 til forveksling ligner gaderne i Bagdad, når politisoldater griber ind på vegne af Multi-National United eller MNU, et regeringsorgan, som varetager relationerne mellem de fremmede og menneskene. Filmen gør dog sin stærkeste virkning ved at være forankret i en konkret moralsk konflikt. Wikus bliver et bedre menneske, mens han samtidig mister sin menneskelighed.

   



UDEN at være helt uforglemmelig, giver filmen stof til eftertanke og leverer en variation over det klassiske tema om den uskyldige mand, som jages af systemet og må lære at klare sig ude i marken. Baggrunden er meget raffineret eksponeret. Mod slutningen går der lidt for megen Jerry Bruckheimer/Transformers-agtig robotvold i filmen, men den er længe engagerende, tankevækkende, morsom på metavis og egentlig ret spændende.
   District 9 er skrevet og instrueret af Neill Blomkamp (Alive in Jo'burg), men produceret af Peter Jackson, manden bag Ringenes Herre-trilogien og en lang række opfindsomme genrefilm. Den lanceres derfor stort i USA, hvor den er åbnet som årets mest sete film. Man vil ikke nødvendigvis elske oplevelsen, men District 9 er værd at se for sin stil og de mange finesser. Den handler ikke om fremmede relationer, men om universelle og almene forhold. Om os.



District 9. Instr.: Neill Blomkamp. Manus: Terri Tatchell og Neill Blomkamp. Foto: Trent Opaloch. 112 min. New Zealand-Sydafrika 2009. Dansk premiere: 21.08.2009.


Fotos: MovieStillsDB/ Cinematerial/ Tri-Star Pictures
Filmen streames (lån, køb eller leje) på FILMSTRIBEN, Google Play, YouTube, iTunes/ Apple TV+, Blockbuster og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.08.2009

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar