Alfonso Cuarón: Children of Men (2006) [Sci-Fi 100]

DEN GENETISKE FROST

En overset filmatisering af P.D. James' Menneskebørn

Af BO GREEN JENSEN

HVORDAN ville mennesker handle og tænke, hvis der ikke blev født flere børn? Hvordan ville man indrette verden, hvis der ikke var nogen at indrette den for? Ville hedonisme og grådighed tage over? Ville apati eller anarki sætte ind? Kunne en opportunistisk diktator tage magten, og ville mennesket blive mere eller mindre religiøst?

   Det er den slags spørgsmål, som man forholder sig til i den spekulative del af den fantastiske genre, der kaldes mørk utopi eller dystopi. Mens den litterære kultur generelt foragter science fiction, har det altid været legitimt at kritisere samtiden allegorisk. Man forstærker aktuelle tendenser og undersøger i fiktiv form, hvordan den nærmeste fremtid vil blive, hvis mennesket ikke ændrer sin praksis. For tiden er klima og terror de store motiver. I 90erne var det genetisk forandring.

P.D. [Phillys Dorothy] James (1920-2014) var kendt og agtet for 14 kultiverede krimier om Detective Chief Superintendent - siden Commander - Adam Dalgliesh, som blev introduceret i Cover Her Face (1962) og fulgt til dørs i The Private Patient (2008). James skrev endvidere to bøger om privatopdageren Cordelia Gray, et identitetsmysterium med adoptionsmotiv (Innocent Blood) og en fremtidsroman i den dystopiske genre. Sidstnævnte, The Children of Men (1992, da. Menneskebørn), blev i 2006 forvandlet til en brølende storfilm af Alfonso Cuarón.

   »Ved praktisk talt alle festivaler bliver jeg spurgt ud om min roman Menneskebørn,« skriver James i erindrings(dag)bogen Tiden er inde – Brudstykke af en selvbiografi (1999). »Denne roman, som er vidt forskellig fra alle mine andre bøger, begyndte ikke med omgivelser til handlingen, men med en anmeldelse, som jeg læste i The Sunday Times. Bogen, der blev anmeldt, handlede om den dramatiske og endnu ikke forklarede nedgang i den vestlige mands fertilitet. (...) Anmelderen påpegede, at af alle de millioner livsformer, der har beboet vores klode, er næsten alle uddøet eller blevet udryddet i tidens løb, ligesom dinosaurerne. Menneskets tid på Jorden er som et blink med øjet.«

BARONESSE James, som også var medlem af Overhuset, praktiserende kristen og tidligere administrator i det britiske National Health Service, havde ofte belyst moralske, religiøse og politiske problemstillinger i sine krimier. Denne gang ville hun gøre det i en form, som talte mere direkte til følelserne: »Jeg begyndte at forestille mig, hvordan verden ville være, og mere nøjagtigt, hvordan England ville være, et kvart århundrede efter et katastrofalt år, hvor menneskeracen blev ramt af universel ufrugtbarhed. I femogtyve år ville ingen have hørt et spædbarn græde eller et lidt større barn le.«

CUARÓNS ramme følger stort set hendes forlæg: I 2027 er menneskene ikke længere i stand til at forplante sig. Steriliteten fulgte en pandemi, en verdensomspændende influenza, først i det nye årtusinde. Kvinder mistede evnen til at undfange. Jordemødrene var de første, som blev opmærksomme på den genetiske frost. Nu tænker ingen på andet ret længe ad gangen. I den nye orden er ungdom en uvurderlig og næsten hellig valuta. Ved begyndelsen af Children of Men er dagens altdominerende nyhed, at verdens yngste menneske, den 18-årige Baby Diego, er død under optøjer i Buenos Aires. Man siger, at han spyttede på en af sine »fans«.

   Barnløsheden har sat sine spor. I England hersker en generel modløshed, som præger de sociale relationer. Hver har sin måde at bære tingene på. Nogle bliver kyniske, andre sentimentale. Sekterisk virksomhed florerer. Politisk har man isoleret sig fra sine allierede i USA og på kontinentet, hvor anarkiet synes at være udtalt. En totalitær regering holder landet i permanent undtagelsestilstand og håndhæver loven ved hjælp af paramilitært politi. Et nyt og populært produkt er Quietus, en dødssprøjte med behagelig musik til, som fladskærme reklamerer for alle vegne.

   

STATEN er i gang med en omfattende etnisk udrensning. Alle indvandrere uden gyldige papirer interneres i flygtningecentre, som i realiteten er koncentrationslejre. Borgerrettighederne er sat ud af spil, og mærkeligst af alt er måske, at det hele er gået så hurtigt. Hos James ramte epidemien i 1995, og handlingen udspiller sig i 2001. I Cuaróns bemærkelsesværdige filmatisering er kronologien skrevet 12-13 år frem.

   Som altid i engelske dystopier har modstandsgrupper samlet sig. De gode britiske dyder overlever i enklaver uden for London. Da en bombe springer i en McDonalds på Oxford Street, er embedsmanden Theo (Clive Owen) på vej tilbage til kontoret efter frokost. Hver gang nogen anfægter regeringens praksis, springer en bombe. Det er lidt – ja, det er meget – som med det aktuelle terrorberedskab i USA og Storbritannien. Sådan er dystopier. Orwells 1984 handlede ikke om fremtiden, men om et stalinistisk England i 1948.

THEO hører til kynikerne. Han ser uforstående på de marcherende islamister og foragter den globale sorg over Baby Diego. Led ved det hele undskylder han sig og tager toget til en forstad, hvor vennen Jasper (Michael Caine) venter ved stationen. Der er grænser for, hvor mange øjne staten har. Jasper, en radikal karikaturtegner, som holder af tung pot (Strawberry Cough) og bruger tiden på at pleje sin katatoniske hustru, har indrettet sig i et økologisk hus i et skovbryn, som ligger få hundrede meter fra vejen.

   Siden bortføres Theo af modstandsgruppen »The Fishes«, som ledes af hans ekshustru Julian (Julianne Moore). Det fremgår, at parret brød med hinanden, da sønnen Dylan døde. Julian vil have Theo til at gøre sig en tjeneste. En ung sort kvinde, Kee (Claire-Hope Ashitey), skal have rejsetilladelse. Theo skaffer papirerne hos sin dekadente fætter Nigel (Danny Huston), der bestyrer Kunstens Ark, et museum hvor man ophober konfiskerede kunstskatte – fra Michelangelos David og Picassos Guernica til den flyvende gris, der svæver over Battersea Power Station uden på Pink Floyd-albummet Animals.

THEO får tilladelsen og kører med Julian, Kee og aktivisten Luke (Chiwetel Ejiofor) mod kysten. Med i bilen er også jordemoderen Miriam (Pam Ferris). Efter et dramatisk overfald og ildkamp med politiet søger gruppen tilflugt på en gård, hvor »Fiskene« har hovedkvarter. Her kommer endelig for en dag, hvad publikum længe har anet. For det første er Kee gravid. For det andet er undergrundshæren splittet i spørgsmålet om, hvordan man skal bruge graviditeten politisk. Forfulgt af modstandsfolk og myndigheder, begiver Theo og Kee sig på en rejse gennem opløsningens England. Målet er få kontakt med aktivisterne fra det Greenpeace-agtige Projekt Menneske, som siges at holde stand på en ø i Azorerne.

BILLEDMÆSSIGT er filmen stærkere, jo længere ind i lejruniverset og militærstatens England, det jagede par bliver drevet. Prologens skildring af et smuldrende London er gennemført, men afviger ikke fra, hvad man har set i beslægtede skildringer af kulden og mørket i kommende tider. Møderne med Michael Caines gamle hippie, Danny Hustons mandarin-agtige museumsinspektør, Peter Mullans korrupte elitesoldat og Julianne Moores røjserklædte aktivistbrigade tangerer nogle steder det ufrivilligt komiske.

   Slutkampene, som står på i det meste af en time, er derimod ikke de spraglede digitale eksplosioner, som er blevet konvention i store effektfilm. I stedet afvikles forløbet som guerillakampe fra hus til hus, i en kropsnær subjektiv kamerastil, som minder om Mogadishu i Ridley Scotts Black Hawk Down (2001). Alfonso Cuarón siger selv, at hans primære forbillede var dokumentaren Slaget om Algier (1966) af italieneren Gillo Pontecorvo. Intet er fingeret, og man føler trykket fra hver eksplosion. Det er meget enerverende, men efterhånden også fysisk spændende.

  
IDEMÆSSIGT løfter historien sig ved, efter fremtidsmusikken og de dystopiske tendensaflæsninger, at blive en muteret Kristus-legende. Kee har været sammen med så mange mænd, at ingen kan sige, hvem der er far til hendes barn. Ergo kan man tale om en moderne jomfrufødsel. Massevoldtægten har fået samme funktion i Balkan-film om 90ernes krige. Theo bliver mere og mere en Josef, der drager faderlig omsorg for kvinden og barnet. Dette kommer endelig til verden, ikke i en stald, men på et barakgulv i en flygtningelejr.

   Denne udlægning ville næppe have overrasket P.D. James. I Tiden er inde skriver hun: »Det var ikke min hensigt, at romanen skulle være en kristen fabel, men det var faktisk dét, jeg skrev. Det er den eneste af mine romaner, som ikke har indtjent sit forskud, en deprimerende og temmelig ydmygende tanke. Men den har affødt mere korrespondance og mere polemik, især i teologiske kredse, end nogen anden roman, jeg har skrevet.«

NU tror læseren vel, at anmelderen har røbet så meget, at det næppe giver mening at se filmen selv. Det er slet ikke tilfældet. For det første spiller barnets køn en rolle. For det andet er det et spørgsmål, om Projekt Menneske virkelig findes eller blot er et rygte i opløsningstiden. Endelig er filmen ikke vigtig for sin handlingsgang eller fabelværdi. Den er vigtig, fordi rejsen til det ironiske Bethlehem føles på huden som noget konkret.

  Det er irriterende og distraherende, at filmens manuskriptforfattere, som sikkert har været det hele igennem, ikke i plenum, men én efter én, gør brug af forhold og navne fra bogen, men forskyder snart sagt alle de nærmere omstændigheder. Hos James var Theo skyld i Dylans død, og det er Julian som føder den nye Messias. Den interne strid i undergrundshæren står for Cuaróns regning. Lederen Rolf er skrevet ud af filmen, og i bogen er Theos fætter selve nationens magtbegærlige »Værge«, der råder over et militært elitekorps og en Stasi-agtig sikkerhedsenhed, som James kalder SSP.

   I den citerede erindringsbog opstiller James en liste med regler, råd og spørgsmål til de tv-folk, som dramatiserer Dalgliesh–sekvensen. Spørgsmål nummer 5 lyder: »Eftersom det kan være nødvendigt at udelade episoder og personer, hvad er så formålet med at tilføje sådanne?« Der synes også at være foretaget en febrilsk efterredigering. Filmen var oprindelig annonceret med en spilletid på 138 minutter, men varer kun 110.

   

DISSE faktorer kan dog ikke rokke ved filmens grundlæggende styrke. Alfonso Cuarón har skabt så forskellige værker som en moderniseret udgave af Great Expectations (1998), den tredje Harry Potter-film (2004), den vidunderlige mexicanske Og din mor...! (2001), 3D-rumfartsfilmen Gravity (2013) og erindringsværket Roma (2018). Her lægger han fremtiden fast med stor sikkerhed og realiserer i den fysiske del af historien nogle af de bedste konkrete blood-and-guts optagelser, man har set i lang tid.

   Children of Men minder så meget om Terry Nations gamle tv-serie Survivors (1975-77, da. De overlevende), at man må tro, den har været et inspirationssted. En anden oplagt slægtning er Volker Schlöndorffs filmatisering af Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale (1990, da. Tjenerindens fortælling), der kredser om samme fertilitetsproblematik og tager den nærmeste fremtid lige så alvorligt.*

   

ET kapitel for sig er de sange, som supplerer John Taverners score og det hyperrealistiske lydspor. For det første er det indlysende, at man i 2027 foretrækker trygge pophits fra rockens guldalder, Deep Purples »Hush« og »Ruby Tuesday« i en luftig italiensk version ved Franco Battiato. Hos holisten i skoven drejer Donovan på grammofonen, og da Theo besøger sin fætter i Kunstens Ark, giver Cuarón scenen en fyrstelig barokeffekt ved at lægge King Crimsons »The Court of the Crimson King« uforkortet over forløbet.

   På Radio Avalon taler studieværten om »de gode dage i 2003« og rister gamle kastanjer med The Libertines og Radiohead. Allerstærkest kører John Lennons »Bring On the Lucie« fra Mind Games under slutteksterne: »We understand your paranoia/ But we don’t want to play your game/ You think you’re cool and know what you are doing/ 666 is your name...«

   Children of Men gav ikke P.D. James mod på at skabe mere science fiction. I Tiden er inde skriver hun: »Menneskebørn slutter med et anstrøg af håb, men det var traumatisk at skrive bogen, og da jeg var færdig, var det med glæde, at jeg vendte tilbage til det mindre deprimerende miljø i den klassiske krimi.«

*) Children of Men er lavet ti år før tv-udgaven af The Handmaid's Tale, så Cuarón var i sagens natur ikke inspireret af den. Margaret Atwood skrev The Handmaid's Tale i 1984. Romanen udkom i 1985, og hun solgte (selv) filmrettighederne til produceren Daniel Wilson.

   Egentlig skulle Karel Reisz (The French Lieutenant's Woman) instruere, og Sigourney Weaver sagde ja til at spille Offred. Det bedste var ikke for godt. Tiden gik, og Volker Schlöndoff (Bliktrommen) overtog projektet, som nu var en tysk-amerikansk produktion. Harold Pinter bearbejdede bogen, Ryuichi Sakamoto skrev musikken, og der blev castet med navne som Elizabeth McGovern, Victoria Tennant, Faye Dunaway, Aidan Quinn og Robert Duvall. Da Faye Dunaway trak sig (fra rollen som Serena Joy), ringede Atwood personligt op og talte hende tilbage.
   Titelrollen blev overtaget af Natasha Richardson, da Sigourney Weaver trak sig. Die Geschichte der Dienerin/ The Handmaid's Tale fik endelig premiere i Tyskland (15.02.90) og USA (07.03.90). I Danmark åbnede filmen den 21.09.90. Tjenerindens fortælling gik respektabelt og blev høfligt modtaget, også i Danmark, men der var intet ved filmen, som talte til tiden eller greb den fælles forestillingsevne.
   Helt anderledes forholdt det sig 27 år senere, da Bruce Miller for MGM Television producerede tv-serien The Handmaid's Tale, som med Elizabeth Moss i titelrollen blev en af de største streamingsucceser til dato. Atwoods bog formåede både at være forud for sin tid og lige midt i den. Det er under alle omstændigheder interessant at sammenligne Atwoods og James' dystopier. Det er de første fremtidsromaner, som forbinder svigtende fertilitet med ny evangelisme, totalitarisme og socialt anarki.   

Children of Men. Instr.: Alfonso Cuarón. Manus: David Arata, Alfonso Cuarón, Mark Fergus, Hawk Ostby. Foto: Emmanuel Lubezki. 110 min. USA-Storbritannien 2006. Dansk premiere: 12.01.2007

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2007