EN HUND OG HANS DRENG
Af BO GREEN JENSEN
IKKE mange filmskabere
skifter ubesværet mellem animation og live
action – altså film med »rigtige« mennesker. Det er som regel enten eller.
At Wes Anderson (f. 1969) gør, giver mening. I hans
film bliver der altid kælet for miniaturen.
Hver lille skalamodel er designet med åbenlys glæde og grænseløs omhu: huset i The Royal Tenenbaums, undervandsbåden i The Life Aquatic with Steve Zissou, toget
i The Darjeeling Limited, øen i Moonrise Kingdom og naturligvis kurstedet
i The Grand Budapest Hotel.
For fans er dét en del af charmen. Huse,
maskiner og byer er konstrueret med den grundighed, som drenge i gamle dage
brugte til at samle og male modeller af skibe og fly. Det er snarere
karaktererne, der kan virke som eftertanker: figurer, der bemander de sirlige
små verdener, så et troværdigt perspektiv bliver skabt.
ANDERSONS første animationsfilm var Fantastic Mister Fox (2009). George
Clooney lagde stemme til ræven, som prøver at gå mod naturen og finde et
tryggere job, da hustruen Felicity (Meryl Streep) venter sig. Men ræve må nu
engang tage høns. Den voksne moralitet var baseret på Roald Dahls børnebog, som
på dansk hedder Mageløse hr. Mikkel.
Isle
of Dogs er en original og på alle måder større historie, som Anderson har
skrevet sammen med Roman Coppola og Jason Schwartzman. Den forener to af instruktørens
passioner: en svaghed for japansk filigran og en kærlighed til forpjuskede
hunde.
Locus
er industribyen Megasaki, hvor grådighed, korruption og forurening på dystopisk
vis har taget overhånd. Borgmesteren, som er en populistisk maghaver af
Stalin/Saddam-typen, skal bruge en syndebuk til at bære skylden for sygdom og
strålingsfare.
Byens trofaste hunde bliver samlet og fløjet
ud til en affaldsø i fortællingens Gulag. De sædvanlige fiktive forbehold
gælder ikke i Isle of Dogs: Ligheden
med historiske udrensninger er næppe tilfældig. Først har hundene civiliserede
vaner. Så kræver instinktet sin ret, og de danner kobler, der kæmper om ædeligt
affald.
BYEN glemmer sine hunde og lever videre i
Kattens Tid. Kun én vil ikke acceptere, at menneskets bedste ven er blevet
slettet af erindringen. Den tapre Atari, en dreng på 12 år, lader sig falde på
kamikaze-manér og får i sidste øjeblik pustet til gløden af godhed i de kasserede
dyr. De taler meget om »drengepiloten«, der er kommet efter sin hund.
Flokken beslutter at hjælpe. Kun roden Chief
vil ikke have mere med mennesker at gøre. Han har sine grunde, men da Chief
bliver vasket – for første gang i årevis – er han det udtalte billede af Spots,
som var Ataris hund.
DER er mange flere detaljer i den tætskrevne
historie. Isle of Dogs er hverken science
fiction eller en politisk allegori, men det er alligevel skyggerne fra de
genrer, som falder ind over historien. Harlan Ellisons A Boy and his Dog må have været i Andersons synsfelt. Det var den -
og 1984 - der i David Bowies version
blev til albummet Diamond Dogs.
Atari får hjælp af Tracy, som er en
amerikansk udvekslingsstuderende. Og Chief bliver forelsket i Nutmeg, som
ellers er en fatal hundepige. På stemmesiden medvirker snart sagt alle
medlemmer af familien, som Anderson har samlet i sine film: Bryan Cranston,
Bill Murray, Edward Norton, Jeff Goldblum, Tilda Swinton, Scarlett Johansson,
Greta Gerwig, Harvey Keitel. Selv Yoko Ono optræder i rollen som Yoko Ono.
DEN gode miniature koncentrerer et helt
univers. Det er, hvad Wes Anderson virkelig kan. Han bygger hver gang en
fuldkommen verden, som gradvis bliver revet i stykker af symmetriens og
harmoniens fjender. For idylliker er han langtfra. Naturloven gælder også i Det
Tabte Paradis.
Hver figur er levendegjort i stop motion. Der er elskelig ironi i dialogens
haiku-pasticher. Alexandre Desplat har gjort sig umage med et gennemkomponeret score, der følger de skiftende
stemninger tæt. Der er også lidt af ånden fra Charlie Chaplin. En taktil kærlighed
til denne verdens gadekryds. Isle of Dogs
er et meget smukt kærlighedsarbejde.
Isle of Dogs. Instr. og manus: Wes Anderson. Foto: Tristan Oliver. 101 min. Tyskland-USA 2018. Dansk premiere: 31.05.2018
Foto: Indian Paintbrush/ Fox Searchlight/ Nordisk Film Distribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.06.2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar