Wes Anderson: Isle of Dogs (2018)

EN HUND OG HANS DRENG

Wes Andersons anden animationsfilm

Af BO GREEN JENSEN

  

IKKE mange filmskabere skifter ubesværet mellem animation og live action ­– altså film med »rigtige« mennesker. Det er som regel enten eller.

   At Wes Anderson (f. 1969) gør, giver mening. I hans film bliver der altid kælet for miniaturen. Hver lille skalamodel er designet med åbenlys glæde og grænseløs omhu: huset i The Royal Tenenbaums, undervandsbåden i The Life Aquatic with Steve Zissou, toget i The Darjeeling Limited, øen i Moonrise Kingdom og naturligvis kurstedet i The Grand Budapest Hotel.

   For fans er dét en del af charmen. Huse, maskiner og byer er konstrueret med den grundighed, som drenge i gamle dage brugte til at samle og male modeller af skibe og fly. Det er snarere karaktererne, der kan virke som eftertanker: figurer, der bemander de sirlige små verdener, så et troværdigt perspektiv bliver skabt.

   

ANDERSONS første animationsfilm var Fantastic Mister Fox (2009). George Clooney lagde stemme til ræven, som prøver at gå mod naturen og finde et tryggere job, da hustruen Felicity (Meryl Streep) venter sig. Men ræve må nu engang tage høns. Den voksne moralitet var baseret på Roald Dahls børnebog, som på dansk hedder Mageløse hr. Mikkel.

   Isle of Dogs er en original og på alle måder større historie, som Anderson har skrevet sammen med Roman Coppola og Jason Schwartzman. Den forener to af instruktørens passioner: en svaghed for japansk filigran og en kærlighed til forpjuskede hunde.

   Locus er industribyen Megasaki, hvor grådighed, korruption og forurening på dystopisk vis har taget overhånd. Borgmesteren, som er en populistisk maghaver af Stalin/Saddam-typen, skal bruge en syndebuk til at bære skylden for sygdom og strålingsfare.

   Byens trofaste hunde bliver samlet og fløjet ud til en affaldsø i fortællingens Gulag. De sædvanlige fiktive forbehold gælder ikke i Isle of Dogs: Ligheden med historiske udrensninger er næppe tilfældig. Først har hundene civiliserede vaner. Så kræver instinktet sin ret, og de danner kobler, der kæmper om ædeligt affald.

BYEN glemmer sine hunde og lever videre i Kattens Tid. Kun én vil ikke acceptere, at menneskets bedste ven er blevet slettet af erindringen. Den tapre Atari, en dreng på 12 år, lader sig falde på kamikaze-manér og får i sidste øjeblik pustet til gløden af godhed i de kasserede dyr. De taler meget om »drengepiloten«, der er kommet efter sin hund.

   Flokken beslutter at hjælpe. Kun roden Chief vil ikke have mere med mennesker at gøre. Han har sine grunde, men da Chief bliver vasket – for første gang i årevis – er han det udtalte billede af Spots, som var Ataris hund.

  

DER er mange flere detaljer i den tætskrevne historie. Isle of Dogs er hverken science fiction eller en politisk allegori, men det er alligevel skyggerne fra de genrer, som falder ind over historien. Harlan Ellisons A Boy and his Dog må have været i Andersons synsfelt. Det var den - og 1984 - der i David Bowies version blev til albummet Diamond Dogs.

   Atari får hjælp af Tracy, som er en amerikansk udvekslingsstuderende. Og Chief bliver forelsket i Nutmeg, som ellers er en fatal hundepige. På stemmesiden medvirker snart sagt alle medlemmer af familien, som Anderson har samlet i sine film: Bryan Cranston, Bill Murray, Edward Norton, Jeff Goldblum, Tilda Swinton, Scarlett Johansson, Greta Gerwig, Harvey Keitel. Selv Yoko Ono optræder i rollen som Yoko Ono.

   

DEN gode miniature koncentrerer et helt univers. Det er, hvad Wes Anderson virkelig kan. Han bygger hver gang en fuldkommen verden, som gradvis bliver revet i stykker af symmetriens og harmoniens fjender. For idylliker er han langtfra. Naturloven gælder også i Det Tabte Paradis.

   Hver figur er levendegjort i stop motion. Der er elskelig ironi i dialogens haiku-pasticher. Alexandre Desplat har gjort sig umage med et gennemkomponeret score, der følger de skiftende stemninger tæt. Der er også lidt af ånden fra Charlie Chaplin. En taktil kærlighed til denne verdens gadekryds. Isle of Dogs er et meget smukt kærlighedsarbejde.

Isle of Dogs. Instr. og manus: Wes Anderson. Foto: Tristan Oliver. 101 min. Tyskland-USA 2018. Dansk premiere: 31.05.2018

Foto: Indian Paintbrush/ Fox Searchlight/ Nordisk Film Distribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.06.2018