TOTAL OG FORSONET ERINDRING Som Marcel Proust på mexicansk
Af BO GREEN JENSEN
DET er næsten som at læse en tekst af Marcel Proust. I myldrende langform, men med intim accent, vender Alfonso Cuarón (f. 1961) tilbage til Mexico City i 1970, da han selv var dreng i Roma-kvarteret.
Over et år ser vi dagene gå i en velstillet familie, hvor kvinden Sofia (Marina de Tavira) bliver forladt af sin mand, Antonio (Fernando Grediaga), som er læge. Hver aften parkerer han sin Ford Galaxie i den smalle port, hvor familiens hund besørger konstant. Fire børn venter sammen med den omsorgsfulde hockeymor, som opgav sin egen karriere.
Men der er muligheder i katastrofen. Alle vokser og bliver mere frie. Hverdagen hænger sammen, fordi der er to Mixtec-tjenestepiger, og børnenes mormor fungerer som nanny. Roma går ikke tæt på de enkelte medlemmer af familien. I stedet fokuserer den på Cleo (Yalitza Aparicio), den yngste af husassistenterne, som bliver forelsket og svigtet.
GENNEM Cleo genoplever instruktøren sine formative år. Hun går i biografen med sin fætters ven. Fermin (Jorge Santonio Guerrero) er en god mand i begyndelsen. Han optræder for hende og gør sig til. De ser en amerikansk science fiction-film – Marooned (da. Strandet i rummet) fra 1969 – som ligner Cuaróns egen Gravity (2013), men det er Louis de Funès i La Grande Vadrouille (1966, da. Undskyld vi flygter), som publikum ler af, da Cleo fortæller, at hun er gravid.
Den unge mand går efter is og kommer aldrig tilbage. Cleo frygter for fremtiden og sørger over kærligheden. Sofia reagerer med omsorg og oprigtig varme, da hun hører om Claras problemer. De to kvinder kommer tættere på hinanden.
Samfundsstrukturen er aldrig til debat, men Sofia trækker sig fra den privilegerede vennekreds, hvor flere mænd gerne vil »hjælpe«. Hun begynder at sætte pris på sin frihed. Scener fra borgerskabets nytårsweekend på landet veksler med Claras besøg i barakbyen.
Drengen Paco (Carlos Peralta) ser fra de voksne og sine søskende til tv-skærmen, hvor den stærke mand Zorek kan trække en bil med sine tænder. Regeringen mobiliserer. Tiden er genskabt i sort-hvide billeder, som ser det hele oppefra. Cuarón har selv ført det florlette kamera. Når filmen er god, er den virkelig god.
FØDSLEN foregår netop den dag, den 10. juni 1971, da politi og soldater slår hårdt ned på demonstrerende studenter i Corpus Christi Massakren. 120 unge mennesker blev skudt. Cleos sjuft af en eks-kæreste er blandt de CIA-trænede provokatører, »Los Halcones«, som hjælper regeringen med at rense ud.
Vandet går, mens Cleo står i en møbelbutik og skal vælge en vugge. Det er karakteristisk for Cuaróns strategi, at han rekonstruerer optøjerne i fuld størrelse, men lader dem foregå i baggrunden. Kampen på gaden fylder det samme som ændringerne i forældrenes liv. Begge dele er noget, der sker udenfor.
Børnene er blevet holdt hen med en historie om, at deres far arbejder i Canada. Paco opdager, at det ikke er sandt. Han opdager alt muligt. Han tænker sit og ser på verden og lader tingene ske. En dag bliver han til instruktøren, der bruger sit kamera som en pen og skriver en film om sin mor og sin barnepige.
CLEO føder på hospitalet, hvor den undvegne far i familien er ansat. Barnet trækker ikke vejret. Cleo er tavs i lang tid. Senere fejrer Sofia sin frihed med en udflugt til Vera Cruz. To af børnene er ved at drukne. Cleo redder dem, selv om hun ikke kan svømme. Endelig kan hun græde for pigen, som ingen i den kolde verden ville vide af.
FILMEN havde biografpremiere, skønt den blev distribueret af Netflix. Den fortjener at blive set på stort lærred – og især i fuldkommen koncentration.
Roma modtog Guldløven i Venedig. Det har næppe krævet hård forhandling i den internationale jury. Cuarón kunne gentage takketalen ved Oscar-ceremonien 2019, hvor han vandt i kategorierne Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Fotograf. Roma modtog 247 internationale filmpriser. Der var også en Bodil på listen.
Roma er en detaljeret erindring i objektiv form. Ikke siden Federico Fellinis Amarcord (1973) har nogen husket en barndom så sikkert. Cuarón har lavet stilrene film som Great Expectations (1998), Children of Men (2006) og Y tu mamá también/...Og din mor! (2001). Men Roma er mexicanerens magnum opus.
INTET kan overleve i rummet. Der er ingen atmosfære. Der er heller ingen grænser. Kun tyngdekraft trækker galakserne sammen, og ingen kan høre dig skrige, som kampagnen for Alien sagde i sin tid. Det er sandt. Der er ingen luft til at bære lydbølger. Ingen kan høre noget som helst.
Gravity begynder med billedet af tre astronauter, to mænd og en kvinde, som hænger i rummet og reparerer en defekt satellit. Dr. Ryan Stone (Sandra Bullock) er på sin første mission. Hun arbejder sammenbidt og nervøst. Veteranen Matt Kowalski (George Clooney) er på sin sidste. Han fører som altid en jovial monolog om ting, der minder ham om andre ting. Han giver gode råd uopfordret og indgår væddemål med stemmen fra Mission Control (Ed Harris), som koordinerer rutineopgaven.
Den tredje astronaut slettes ud, da en hærgende storm af vragdele fra et andet sted i Jordens omløbsbane kommer uventet hurtigt. Gravity er science fiction, men tiden er nu eller om nogle år. Rumstationen har kontakt med russiske og kinesiske fartøjer. Der er ingen fremmede livsformer. Faren kommer fra udtjente satellitter og affald, som er i kredsløb. Kowalski nyder udsigten. Stone skal til at lære det hele.
GRAVITY er en præcis konstruktion. Man forbinder måske sci-fi med store effekter, men her er formen som i et klaustrofobisk kammerspil. Alt foregår med Jorden som bagtæppe, men egentlig er der kun to kroppe i hvide rumdragter, som skal tilbagelægge korte distancer mellem beskadigede fartøjer. Stone skal nå den kinesiske sonde. Manualen er på kinesisk, men Kowalski forsikrer, at proceduren er den samme. Hvordan kan han det, når vi har set ham drive mod det vemodige forsvindingspunkt? Der er alligevel mere i Gravity, men det kommer inde fra sindets galakse.
ALFONSO Cuarón har arbejdet i mange genrer – fra moderniseret Charles Dickens i Great Expectations (1998) til mexicansk coming-of-age i ...Og din mor! (2001). Det har altid gjort en forskel, om han udførte amerikanske bestillingsopgaver eller henvendte sig til den spansktalende arthouse-scene. At Cuarón forstår den dystopiske genre, blev til overflod demonstreret med hans filmatisering af P.D. James' Children of Men (2006). Han instruerede også den tredje Harry Potter-film.
Cuarón skrev Gravity sammen med sin søn. Filmen åbnede Mostraen i Venedig og blev et internationalt tilløbsstykke, som fik årets store kritiske priser og solgte tæt på en milliard billetter. Man siger ellers, at publikum ikke gider gammeldags rumfart. Det var en af de første 3D-film for voksne, og det har vel øget nyhedsværdien.
Succesen må i nogen grad tilskrives stjernernes tiltrækningskraft, hvilket vel er passende for en film med den titel. Clooney kommer aldrig ud af rumdragten, men gør sin tidløse charmetrold rigeligt gældende. I sidste akt er Bullock alene og har lejlighed til at udleve alle kvindelige ønskedrømme om at trodse strabadser, sejre og realisere kønnets triumf.
GRAVITY nedstammer fra Stanley Kubricks2001: A Space Odyssey (1968), men de psykedeliske elementer er koncentreret i en enkelt hjertelig scene med Clooney. Mange robinsonader i rummet - fra Douglas Trumbulls Silent Running (1972) til Duncan Jones' Moon(2009) - har bidraget med et træk eller to.
3D-formatet gør hverken fra eller til. Det gør derimod brugen af stilhed og økonomien i følelsesstoffet. Første akt er saglig som et arbejdsportræt. Den sidste ligner en Lazarus-fabel. Atmosfæren af isoleret udsathed prioriteres over suspense og effekter. Det gør Gravity til en rumfilm for voksne, og af dem bliver der ikke lavet så mange.
Gravity. Instr.: Alfonso Cuarón. Manus: Alfonso og Jonás Cuarón. Foto: Emmanuel Lubezki. 90 min. USA 2013. 3D i udvalgte sale. Dansk premiere: 07.11.2013
Fotos: Warner Bros/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.11.2013
DET er sommer i Mexico City, da Tenoch og Julio siger farvel til deres kærester, som skal på ferie i Italien. De taler også om, hvor trist det er, men egentlig passer adskillelsen dem udmærket. Det er sommeren før deres fremtid begynder, den sidste ferie før universitetet. Nu kan de bruge den på at ryge tjald og drikke øl, blæse hjernen ud til daggry og onanere på hver sin vippe ved svømmebassinet i golfklubben, hvor Tenochs far er medlem. De råber på Salma Hayek, når de får udløsning. Det gælder om at komme så hurtigt som muligt.
I øvrigt er det sommeren 2000, der er forandringer på vej. I juli vil regeringspartiet PRI tabe valget efter 71 år ved magten. Mange opløsningstegn registreres i periferien af drengenes priviligerede tilværelse. De ser dem ikke selv, men det gør den allestedsnærværende fortæller, som til stadighed sætter tingene i perspektiv og holder tilskueren ajour med oplysninger om, hvem der er hvem og hvor vi er henne.
DER er social afstand mellem de unge mænd. Tenochs familie har så mange penge og politiske forbindelser, at der er flere bodyguards end gæster til stede ved festen, som hans forældre arrangerer. Præsidenten er med til datterens bryllup. Julio bor derimod i en almindelig lejlighed i nærheden af den fabrik, hvor hans mor har arbejdet som sekretær i hele sit voksne liv. En tredje musketér, syrehovedet og akademikersønnen Queta, glider snart ud af historien, for han er ikke med på turen, som heldigvis bliver hovedsagen.
Til brylluppet møder drengene Luisa, Tenochs spanske kusine, som godt nok har vokset sig køn siden sidst. De improviserer på stedet en malerisk løgn om en paradisstrand, Himlens Mund, som de snart vil køre til. Luisa er kølig i første omgang, men senere, efter et lægebesøg og en kvalmende angerfuld opringning fra hendes mand, er det hende, som kontakter Tenoch og Julio. Hun vil gerne med til Himlens Mund, hvis de kan have hende i bilen.
OM denne rejse tværs over landet, ind i et venskab og en kærlighed, som de aldrig vil glemme, kredser Alfonso Cuaróns forbløffende friske og livsstærke film. Og tænk engang, det viser sig, at stranden faktisk findes! Hvem skal så i seng med hvem; er det nu også en god idé, og for resten har jeg været i seng med din kæreste. Jeg har også været i seng med din. Har du det? Ja. Og din mor!
Det ene ord tager evindeligt det andet, mens fortælleren betror os, hvad vennerne ikke ved om hinanden, og det forelskede kamera panorerer fra Luisa til de fantastiske landskaber og tilbage. De tænker stort set kun på sex og taler næsten ikke om andet. Alle tøver med hensyn til fremtiden, og for Tenoch og Julio bliver det en bestemmende oplevelse. Hele resten af deres liv vil blive målt i forhold til sommeren med Luisa, som de næppe vil fortælle andre om. Der er trods alt ting, som man ikke kan dele. Fremtiden kan næsten ikke undgå at blive en skuffelse, men det véd drengene ikke endnu.
CUARÓN kaster meget forskelligt i gryden, men filmen er et sjældent lykkeligt eksempel på, hvor meget en løs struktur og en personlig form kan bære. For instruktøren repræsenterer ...Og din mor! et definitivt kunstnerisk gennembrud og en endelig træden i karakter. Den 40-årige mexicaner debuterede netop med en raffineret og i seksuel henseende særdeles ligefrem komedie, Soló con tu peraja (1991), som ironiserede over AIDS-panikken, der trods alt ikke kunne kvæle hverken drifterne eller kærligheden. Den engelske titel var Love in the Time of Hysteria, »Kærlighed i en hysterisk tid«, og mange af de lette, larmende elementer genfindes her i de første balstyrige scener mellem Tenoch og Julio.
DET blev imidlertid den anden side af Cuarón, hans ekstravagante billedsans og hans affinitet for det patetiske, som gjorde ham gangbar i international sammenhæng. Cuaróns første amerikanske arbejde var en tv-film efter Cornell Woolrichs novelle»Murder, Obliquely«, en af seks »Noir Tales Told for Television«, som Sydney Pollack og Steven Soderberghs Propaganda Films producerede for Showtime Networks i 1993.
Seks stykker klassisk pulp fiction blev bredt ud på den lille skærm med store filmnavne i rollerne som hardboiled heroes og femmes fatales fra 1930ernes grynede kioskhæfter. Som kvittering for deres medvirken fik spillere som Tom Hanks, Tom Cruise og Gary Oldman lejlighed til selv at instruere. Også Soderbergh og Phil Joanou bidrog til Fallen Angels-eksperimentet, som herhjemme kørte på TV2.
DET hårdkogte og det sentimentale instinkt er i familie. Begge er større end virkeligheden og udspringer af en romantisk drift mod Sturm und Drang, som banaliseres ved at blive låst fast i en genre. Cuarón kunne derfor genanvende de æstetiske virkemidler fra Murder, Obliquely i sit næste projekt, A Little Princess (1995), en køn og behagesyg genindspilning af Den lille prinsesse, Frances Hodgson Burnetts uopslidelige tåreperser, som vi kender bedst i 1939-versionen med Shirley Temple. Med disse to fjer i hatten fik Cuarón sin helt store chance med en moderniseret udgave af Charles Dickens'Store forventninger.
MAN kan mene, hvad man vil om Great Expectations (1998), der har Ethan Hawke, Gwyneth Paltrow, Robert De Niro og Anne Bancroft i de bærende roller. Cuarón går ganske skamløst efter grådkvalthed og visuel højglans, men filmen rummer i hvert fald én magisk scene.
Som dreng får Pip – der her kaldes Finn – sit første kys af Estella ved vandposten i vinterhaven hos Miss Haversham, som lærer børnene at danse (og i sin moderne inkarnation hedder Dinsmoor). Finnegan forelsker sig og længes hele livet.
Da de mødes som voksne, står de atter ved en vandpost. Han bøjer sig og drikker. Hun slikker ham på kinden. Han elsker jo altid mere end hun. Det er den ene store ironi, der giver følelsen i fortællingen dybde. Den anden er, at Pip først til sidst forstår, hvem hans hemmelige velgører er. For Finn går det lige sådan.
Estella er filmet i modlys og slow, solen brænder gennem stoffet i hendes tøj. Vi har set børnene blive voksne i dansen. Tiden er strakt som ved brug af time lapse. Lysets beskaffenhed passer perfekt. Alle Cuaróns film har Emmanuel Lubezski som fotograf. De to mænd synes at tænke i tandem, næsten som Tenoch og Julio gør.*
Dickens’ mørke stof banaliseres urimeligt i Great Expectations, men dét billede holder essensen af Pips brændende utålmodighed og bittersøde længsel. Kun Patrick Doyles næsten svulstige score er lidt over the top. Det er en af de scener, man samler op og lægger ned i erindringens kagedåse. Man husker den mange år efter, når resten af filmen er lykkeligt glemt.
AF den vilde humor er der ingen spor i Cuaróns amerikanske arbejder. Til gengæld er det netop billedstyrken fra de glatte romantiske produktioner, der giver glæden eftertænksom dybde i hans mexicanske hovedværk.
Y tu mamá también er ganske vist fuld af jublende fryd i sit afsæt, hvor Tenoch og Julio dusker deres kærester og prygler aben ved hver given lejlighed. En autentisk fornemmelse for unge mænds kronisk kåde meritter og gennemført infantile værdier er drivkraften på den første del af bilturen, hvor drengene viser deres verden frem for Luisa og fortæller om den med stadig flere detaljer og mere begejstring, fordi de fornemmer, at hun hører efter og ikke ler ad dem, men med dem.
SAMTIDIG er filmen umiskendelig melankolsk fra begyndelsen. Drengene er allerede ældre, end de gør sig klart. Den sidste store sommer er forbi, før de véd af det, og den kosmiske fortæller holder til stadighed deres sorgløshed op mod et samfund, hvor modsætningerne er ekstreme.
På vejen til Himlens Mund passerer bilen med Luisa og drengene flere vejspærringer. Forsamlinger holdes i ave af politisoldater, der er bevæbnet til tænderne. Selv bliver de aldrig standset, men filmen tager sig tid til narrative afstikkere, der når vidt omkring i den mexicanske virkelighed. Af og til er det rigelig sødt – som i anekdoten om grisene, der på prosaisk vis sætter en stopper for idyllen på stranden ved Himlens Mund. Andre gange er det lige så effektivt som de statistiske opremsninger i Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz.
ENDELIG er vi da ved syndefaldet, indvielsen og alvoren, som man nok har fornemmet må komme til slut. Luisa har en hemmelighed, som forrykker hele fundamentet under filmen og forklarer meget om hendes adfærd. Der er et element af vild ønsketænkning og realiseret pubertetsfantasi over scenen, hvor de alle tre omsider er sammen, men samtidig er det den logiske klimaks. Det er bestemt også slutningen, som vi har ønsket, og scenen afvikles med nænsom finesse. Det er stort, det er liv, det er afsked. Og smukt som ind i helvede.
HEREFTER hører venskabet op, og kærligheden bliver straks en erindring. Der er praktiske grunde til denne udvikling, men samtidig vil Cuarón vel punktere den hævdvundne latinamerikanske machismo, som drengene instinktivt lever op til hele vejen.
Det er også dén, der står for skud, når Luisa fra tid til anden får for meget af kammeraternes mundhuggeri og siger drengene så barske sandheder, at de bliver tavse. For kan det ikke være ligegyldigt, hvem de boller med, når de alligevel kommer så hurtigt? Og dækker al hanekampen egentlig ikke over, at de allerhelst vil bolle med hinanden?
For det meste er Luisa dog den fuldkomne ældre veninde, mor, søster og kæreste rullet i ét, der gør drengene klogere på kvinders tanker og kærlighedens mysterier. Også hun er et udtryk for stærk ønsketænkning. Alligevel er der autentisk fryd og selvfølgelighed i de scener, hvor Maribel Verdú, Diego Luna og Gael Garcia Bernal bare sidder i bilen og taler og lér. I begyndelsen føles den profane dialog som selvoverbydende manér, men efterhånden bliver den filmens autentiske sprog. Man lærer selv at tale det. Til slut kan man ikke tænke sig andet.
Y tu mamá también er blandt årtiets bedste filmoplevelser. Her er udviklingsskitse og dannelsesskildring; udsøgt road movie helt efter bogen; social seismografi; skinbarlig seksuel realisme og adskillige ekkoer fra den filmkunstens evige trekant, der stadig finder sit indbegreb i Truffauts model fra Jules et Jim. Igen er det dog én enkelt sekvens, et særligt billede, der skiller sig ud og binder følelsen fast, ganske som i Great Expectations.
Ved motellet, hvor Tenoch og Luisa er sammen, og drengene giver sig til at overgå hinanden med bittert pralende tilståelser om, hvem de har været i seng med, ligger en misligholdt swimmingpool. Overfladen er dækket af blade; røde og gyldne flager på vandet. Da Tenoch og Julio kløver det lag og dykker ned for at svømme om kap under vandet, bliver filmen samtidig fuldkommen sandfærdig. Fra da af er der intet som om. Herfra gælder kun det som er.
MEXICANSKE filmskabere som Cuarón, Guillermo del Toro og Alejandro Iñárritu (Amores Perres) er sammen med brasilianerne Walter Salles (Central do Brazil) og Fernando Meirelles (Cidade de Deus) ved at gøre Latinamerika til en af de frodigste regioner i verdensfilmen, hvis aktive centrum stadig forrykkes. I 1990erne lå det i Asien og Danmark. Lige nu kommer kraften fra de latinske territorier.**
Flere mexicanske talenter er blevet ædt i Hollywood. Se hvad der skete for Alfonso Arau, og i dag vil Roberto Rodriguez kun lave Spy Kids. Det er derfor mildt bekymrende, at Cuarón p.t. indspiller fremtidsfabelen Children of Men efter P.D. James’ roman. Dernæst skal han instruere Harry Potter and the Prisoner of Azkaban, der har premiere i julen 2004.
Han skulle hellere blive i Mexico og fortælle om steder og mennesker dér.***
*) Undtagelsen er den sort-hvide, selvbiografiske Roma fra 2018. Her måtte Cuarón selv føre kameraet, da Lubezki havde andre opgaver.
**) Latinamerikanerne havde bolden indtil midten af årtiet, da den rumænske bølge begyndte med Cristi Puius Hr. Lazarescus sidste rejse (2005), fik moment i Corneliu Porumboius 12:08 øst for Bukarest (2006) og tog eftertrykkeligt land i 2007, da Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage modtog Guldpalmen i Cannes og blev distribueret i 60 lande. Alle bølger knækker på et tidspunkt; troper bliver til konventioner og måske endda til manerer, når vanen sætter ind. Dogme 95 kom inertien i forkøbet ved at afvikle sig selv, da manifestet havde gjort sin virkning og sat sine spor. Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002) var den sidste danske dogmefilm. Dogme #31, Juan Pinzás' spanske El desenlace (2005), var den sidste film, som blev autoriseret af Dogme 95-kollektivet.
***) Som bekendt var der ingen grund til bekymring. Children of Men blev en nyklassiker i den dystopiske genre, og Harry Potter-filmen var et stilrent bestillingsarbejde. Siden fulgte 3D-filmen Gravity (2013), miniserien Believe (2014) og Guldløve/Oscar/Bodil-vinderen Roma. Cate Blanchett og Kevin Kline er prægtige antagonister i miniserien Disclaimer (2024), som streames på Apple TV+. Skønt hævnmosaikken er hyperkulørt, bliver brikkerne lagt med mesterlig hånd.
...Og din mor! (Y tu mamá también). Instr.: Alfonso Cuarón. Manus: Carlos & Alfonso Cuarón. Foto: Emmanuel Lubezki. 101 min. Mexico 2001. Dansk premiere: 02.08.2002.
En overset filmatisering af P.D. James' Menneskebørn
Af BO GREEN JENSEN
HVORDAN ville mennesker handle og tænke, hvis
der ikke blev født flere børn? Hvordan ville man indrette verden, hvis der ikke
var nogen at indrette den for? Ville hedonisme og grådighed tage over? Ville
apati eller anarki sætte ind? Kunne en opportunistisk diktator tage magten, og
ville mennesket blive mere eller mindre religiøst?
Det
er den slags spørgsmål, som man forholder sig til i den spekulative del af den
fantastiske genre, der kaldes mørk utopi eller dystopi. Mens den litterære
kultur generelt foragter science fiction, har det altid været legitimt
at kritisere samtiden allegorisk. Man forstærker aktuelle tendenser og
undersøger i fiktiv form, hvordan den nærmeste fremtid vil blive, hvis
mennesket ikke ændrer sin praksis. For tiden er klima og terror de store
motiver. I 1990erne var det genetisk forandring.
P.D. [Phillys Dorothy] James (1920-2014) var kendt og agtet for 14 kultiverede
krimier om Detective Chief Superintendent – siden Commander – Adam Dalgliesh,
som blev introduceret i Cover Her Face
(1962, da. Dæk ansigtet til) og fulgt til dørs i The Private Patient (2008, da. Ar for livet). James skrev endvidere to bøger om privatopdageren
Cordelia Gray, et identitetsmysterium med adoptionsmotiv (Innocent Blood)
og en fremtidsroman i den dystopiske genre. Sidstnævnte, The Children of
Men (1992, da. Menneskebørn), blev i 2006 forvandlet til en brølende storfilm af Alfonso
Cuarón.
»Ved
praktisk talt alle festivaler bliver jeg spurgt ud om min roman Menneskebørn,« skriver James i
erindrings(dag)bogen Time to Be in Earnest (1999, da. Tiden er inde –
Brudstykke af en selvbiografi). »Denne roman, som er vidt forskellig
fra alle mine andre bøger, begyndte ikke med omgivelser til handlingen, men med
en anmeldelse, som jeg læste i The Sunday Times. Bogen, der blev
anmeldt, handlede om den dramatiske og endnu ikke forklarede nedgang i den
vestlige mands fertilitet. (...) Anmelderen påpegede, at af alle de millioner
livsformer, der har beboet vores klode, er næsten alle uddøet eller blevet
udryddet i tidens løb, ligesom dinosaurerne. Menneskets tid på Jorden er som et
blink med øjet.«
BARONESSE James, som også var medlem af Overhuset, praktiserende kristen
og tidligere administrator i det britiske National Health Service, havde ofte
belyst moralske, religiøse og politiske problemstillinger i sine krimier. Denne
gang ville hun gøre det i en form, som talte mere direkte til følelserne: »Jeg
begyndte at forestille mig, hvordan verden ville være, og mere nøjagtigt,
hvordan England ville være, et kvart århundrede efter et katastrofalt år, hvor
menneskeracen blev ramt af universel ufrugtbarhed. I femogtyve år ville ingen
have hørt et spædbarn græde eller et lidt større barn le.«
CUARÓNS ramme følger stort set hendes forlæg:
I 2027 er menneskene ikke længere i stand til at forplante sig. Steriliteten
fulgte en pandemi, en verdensomspændende influenza, først i det nye årtusinde.
Kvinder mistede evnen til at undfange. Jordemødrene var de første, som blev
opmærksomme på den genetiske frost. Nu tænker ingen på andet ret længe ad
gangen. I den nye orden er ungdom en uvurderlig og næsten hellig valuta. Ved
begyndelsen af Children of Men er dagens altdominerende nyhed, at
verdens yngste menneske, den 18-årige Baby Diego, er død under optøjer i Buenos
Aires. Man siger, at han spyttede på en af sine »fans«.
Barnløsheden har sat sine spor. I England hersker en generel modløshed,
som præger de sociale relationer. Hver har sin måde at bære tingene på. Nogle
bliver kyniske, andre sentimentale. Sekterisk virksomhed florerer. Politisk har
man isoleret sig fra sine allierede i USA og på kontinentet, hvor anarkiet
synes at være udtalt. En totalitær regering holder landet i permanent
undtagelsestilstand og håndhæver loven ved hjælp af paramilitært politi. Et nyt
og populært produkt er Quietus, en dødssprøjte med behagelig musik til, som
fladskærme reklamerer for alle vegne.
STATEN er i gang med en omfattende etnisk udrensning. Alle indvandrere
uden gyldige papirer interneres i flygtningecentre, som i realiteten er
koncentrationslejre. Borgerrettighederne er sat ud af spil, og mærkeligst af
alt er måske, at det hele er gået så hurtigt. Hos James ramte epidemien i 1995,
og handlingen udspiller sig i 2001. I Cuaróns bemærkelsesværdige filmatisering
er kronologien skrevet 12-13 år frem.
Som
altid i engelske dystopier har modstandsgrupper samlet sig. De gode britiske
dyder overlever i enklaver uden for London. Da en bombe springer i en McDonalds
på Oxford Street, er embedsmanden Theo (Clive Owen) på vej tilbage til kontoret
efter frokost. Hver gang nogen anfægter regeringens praksis, springer en bombe.
Det er lidt – ja, det er meget – som med det aktuelle terrorberedskab i USA og
Storbritannien. Sådan er dystopier. Orwells 1984 handlede ikke om
fremtiden, men om et stalinistisk England i 1948.
THEO hører til kynikerne. Han ser uforstående
på de marcherende islamister og foragter den globale sorg over Baby Diego. Led
ved det hele undskylder han sig og tager toget til en forstad, hvor vennen
Jasper (Michael Caine) venter ved stationen. Der er grænser for, hvor mange
øjne staten har. Jasper, en radikal karikaturtegner, som holder af tung pot (Strawberry Cough) og
bruger tiden på at pleje sin katatoniske hustru, har indrettet sig i et
økologisk hus i et skovbryn, som ligger få hundrede meter fra vejen.
Siden
bortføres Theo af modstandsgruppen »The Fishes«, som ledes af hans ekshustru
Julian (Julianne Moore). Det fremgår, at parret brød med hinanden, da sønnen
Dylan døde. Julian vil have Theo til at gøre sig en tjeneste. En ung sort
kvinde, Kee (Claire-Hope Ashitey), skal have rejsetilladelse. Theo skaffer
papirerne hos sin dekadente fætter Nigel (Danny Huston), der bestyrer Kunstens
Ark, et museum hvor man ophober konfiskerede kunstskatte – fra Michelangelos David
og Picassos Guernica til den flyvende gris, der svæver over Battersea
Power Station uden på Pink Floyd-albummet Animals.
THEO får tilladelsen og kører med Julian, Kee og aktivisten Luke (Chiwetel Ejiofor)
mod kysten. Med i bilen er også jordemoderen Miriam (Pam Ferris). Efter et
dramatisk overfald og ildkamp med politiet søger gruppen tilflugt på en gård,
hvor »Fiskene« har hovedkvarter. Her kommer endelig for en dag, hvad publikum
længe har anet. For det første er Kee gravid. For det andet er undergrundshæren
splittet i spørgsmålet om, hvordan man skal bruge graviditeten politisk.
Forfulgt af modstandsfolk og myndigheder, begiver Theo og Kee sig på en rejse
gennem opløsningens England. Målet er få kontakt med aktivisterne fra det
Greenpeace-agtige Projekt Menneske, som siges at holde stand på en ø i
Azorerne.
BILLEDMÆSSIGT er filmen stærkere, jo længere
ind i lejruniverset og militærstatens England, det jagede par bliver drevet.
Prologens skildring af et smuldrende London er gennemført, men afviger ikke
fra, hvad man har set i beslægtede skildringer af kulden og mørket i kommende
tider. Møderne med Michael Caines gamle hippie, Danny Hustons mandarin-agtige
museumsinspektør, Peter Mullans korrupte elitesoldat og Julianne Moores
røjserklædte aktivistbrigade tangerer nogle steder det ufrivilligt komiske.
Slutkampene, som står på i det meste af en time, er derimod ikke de
spraglede digitale eksplosioner, som er blevet konvention i store effektfilm. I
stedet afvikles forløbet som guerillakampe fra hus til hus, i en kropsnær
subjektiv kamerastil, som minder om Mogadishu i Ridley Scotts Black
Hawk Down (2001). Alfonso Cuarón siger selv, at hans primære forbillede var dokumentaren Slaget om Algier (1966) af italieneren Gillo Pontecorvo. Intet er fingeret, og man føler trykket fra hver
eksplosion. Det er meget enerverende, men efterhånden også fysisk spændende.
IDEMÆSSIGT løfter historien sig ved, efter fremtidsmusikken og de
dystopiske tendensaflæsninger, at blive en muteret Kristus-legende. Kee har
været sammen med så mange mænd, at ingen kan sige, hvem der er far til hendes
barn. Ergo kan man tale om en moderne jomfrufødsel. Massevoldtægten har fået
samme funktion i Balkan-film om 90ernes krige. Theo bliver mere og mere en
Josef, der drager faderlig omsorg for kvinden og barnet. Dette kommer endelig
til verden, ikke i en stald, men på et barakgulv i en flygtningelejr.
Denne udlægning ville næppe have overrasket P.D. James. I Tiden er inde skriver
hun: »Det var ikke min hensigt, at romanen skulle være en kristen fabel, men
det var faktisk dét, jeg skrev. Det er den eneste af mine romaner, som ikke har
indtjent sit forskud, en deprimerende og temmelig ydmygende tanke. Men den har
affødt mere korrespondance og mere polemik, især i teologiske kredse, end nogen
anden roman, jeg har skrevet.«
NU tror læseren vel, at anmelderen har røbet
så meget, at det næppe giver mening at se filmen selv. Det er slet ikke
tilfældet. For det første spiller barnets køn en rolle. For det andet er det et
spørgsmål, om Projekt Menneske virkelig findes eller blot er et rygte i
opløsningstiden. Endelig er filmen ikke vigtig for sin handlingsgang eller
fabelværdi. Den er vigtig, fordi rejsen til det ironiske Bethlehem føles på
huden som noget konkret.
Det er
irriterende og distraherende, at filmens manuskriptforfattere, som sikkert har
været det hele igennem, ikke i plenum, men én efter én, gør brug af forhold og
navne fra bogen, men forskyder snart sagt alle de nærmere omstændigheder. Hos
James var Theo skyld i Dylans død, og det er Julian som føder den nye Messias.
Den interne strid i undergrundshæren står for Cuaróns regning. Lederen Rolf er
skrevet ud af filmen, og i bogen er Theos fætter selve nationens magtbegærlige
»Værge«, der råder over et militært elitekorps og en Stasi-agtig
sikkerhedsenhed, som James kalder SSP.
I den
citerede erindringsbog opstiller James en liste med regler, råd og spørgsmål
til de tv-folk, som dramatiserer Dalgliesh–sekvensen. Spørgsmål nummer 5 lyder:
»Eftersom det kan være nødvendigt at udelade episoder og personer, hvad er så
formålet med at tilføje sådanne?« Der synes også at være foretaget en febrilsk
efterredigering. Filmen var oprindelig annonceret med en spilletid på 138
minutter, men varer kun 110.
DISSE faktorer kan dog ikke rokke ved filmens grundlæggende styrke. Alfonso Cuarón
har skabt så forskellige værker som en moderniseret udgave af Great
Expectations (1998), den tredje Harry Potter-film (2004), den
vidunderlige mexicanske Og din mor...! (2001), 3D-rumfartsfilmen Gravity (2013) og erindringsværket Roma (2018). Her lægger han fremtiden
fast med stor sikkerhed og realiserer i den fysiske del af historien nogle af
de bedste konkrete blood-and-guts optagelser, man har set i lang tid.
Children
of Men minder så meget om Terry Nations gamle tv-serie Survivors
(1975-77, da. De overlevende), at man må tro, den har været et
inspirationssted. En anden oplagt slægtning er Volker Schlöndorffs filmatisering af Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale
(1990, da. Tjenerindens fortælling), der kredser om samme
fertilitetsproblematik og tager den nærmeste fremtid lige så alvorligt.*
ET kapitel for sig er de sange, som supplerer John Taverners score og det
hyperrealistiske lydspor. For det første er det indlysende, at man i 2027
foretrækker trygge pophits fra rockens guldalder, Deep Purples »Hush« og »Ruby
Tuesday« i en luftig italiensk version ved Franco Battiato. Hos holisten i
skoven drejer Donovan på grammofonen, og da Theo besøger sin fætter i Kunstens
Ark, giver Cuarón scenen en fyrstelig barokeffekt ved at lægge King Crimsons
»The Court of the Crimson King« uforkortet over forløbet.
På
Radio Avalon taler studieværten om »de gode dage i 2003« og rister gamle
kastanjer med The Libertines og Radiohead. Allerstærkest kører John Lennons »Bring On the Lucie« fra Mind Games under slutteksterne: »We understand
your paranoia/ But we don’t want to play your game/ You think you’re cool and
know what you are doing/ 666 is your name...«
Children of Men gav ikke P.D. James mod på at skabe mere science fiction. I
Tiden er inde skriver hun: »Menneskebørn slutter med et anstrøg
af håb, men det var traumatisk at skrive bogen, og da jeg var færdig, var det
med glæde, at jeg vendte tilbage til det mindre deprimerende miljø i den
klassiske krimi.«
*) Children of Men er lavet ti år før tv-udgaven af The Handmaid's Tale, så Cuarón var i sagens natur ikke inspireret af den. Margaret Atwood skrev The Handmaid's Tale i 1984. Romanen udkom i 1985, og hun solgte (selv) filmrettighederne til produceren Daniel Wilson.
Egentlig skulle Karel Reisz (The French Lieutenant's Woman) instruere, og Sigourney Weaver sagde ja til at spille Offred. Det bedste var ikke for godt. Tiden gik, og Volker Schlöndoff (Bliktrommen) overtog projektet, som nu var en tysk-amerikansk produktion. Harold Pinter bearbejdede bogen, Ryuichi Sakamoto skrev musikken, og der blev castet med navne som Elizabeth McGovern, Victoria Tennant, Faye Dunaway, Aidan Quinn og Robert Duvall. Da Faye Dunaway trak sig (fra rollen som Serena Joy), ringede Atwood personligt op og talte hende tilbage. Titelrollen blev overtaget af Natasha Richardson, da Sigourney Weaver trak sig. Die Geschichte der Dienerin/ The Handmaid's Tale fik endelig premiere i Tyskland (15.02.90) og USA (07.03.90). I Danmark åbnede filmen den 21.09.90. Tjenerindens fortælling gik respektabelt og blev høfligt modtaget, også i Danmark, men der var intet ved filmen, som talte til tiden eller greb den fælles forestillingsevne. Helt anderledes forholdt det sig 27 år senere, da Bruce Miller for MGM Television producerede HBO-serien The Handmaid's Tale, som med Elizabeth Moss i titelrollen blev en af de største streamingsucceser til dato. Atwoods bog formåede både at være forud for sin tid og lige midt i den. Det er under alle omstændigheder interessant at sammenligne Atwoods og James' dystopier. Det er de første fremtidsromaner, som forbinder svigtende fertilitet med ny evangelisme, totalitarisme og socialt anarki.
Children of Men. Instr.: Alfonso Cuarón. Manus: David Arata, Alfonso Cuarón, Mark Fergus, Hawk Ostby. Foto: Emmanuel Lubezki. 110 min. USA-UK -Japan 2006. Dansk premiere: 12.01.2007
Fotos: Universal Pictures/ Strike Entertainment/ Hit & Run Productions/ Ingenious Film Partners 2/ Toho-Towa/ Faber & Faber/ CineMaterial// MovieStillsDB/ Wkipedia/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2007
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
b.jpg)
.jpg)
.jpg)
