Translate

tirsdag den 27. april 2021

One Night in Miami (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 17]


FREMTIDEN BEGYNDER I MIAMI

Identitetspolitik i teaterformat

Af BO GREEN JENSEN

DET meste skete virkelig. Den 24. februar 1964 blev den 22-årige Cassius Clay verdensmester i professionel sværvægtsboksning, da han besejrede Sonny Liston ved en kamp i Miami Beach. Liston opgav i syvende omgang. De ældste af os husker skandalestemningen omkring revanchekampen i maj 1965. Her blev Liston knockoutet i første omgang, og hele verden følte sig snydt.
   Clay havde da taget navnet Muhammad Ali og bekendt sig til Nation of Islam. Det skete dagen efter den første kamp, da han stod frem sammen med aktivisten og borgerrettighedsforkæmperen Malcolm Little, som var bokserens ven og rådgiver. Kort efter etablerede Malcolm sin egen Muslim Mosque. Det er stadig uklart, hvem der skød ham i februar 1965. Malcolm X blev 39 år.


CLAY/LISTON-kampen var vigtig for hele nationen, men måske især for de afrikansk-amerikanske tilskuere og tv-seere, som for en aften havde styrken og stjerneværdien i noget, som var blevet »deres sport«, skønt investorerne var hvide. Det er sandt, at fire af fremtidens rollemodeller mødtes på Clays hotel for at fejre sejren og spise vaniljeis sammen. Fotografen Bob Gomel fra LIFE Magazine tog fotos af mændenes træf.
   Malcolm X og Muhammad Ali fik selskab af sanger-sangskriveren Sam Cooke (1931-1964) og NFL-footballspilleren Jim Brown, som var ved at forlade sin klub, Cleveland Browns, til fordel for en filmkarriere. Man kunne – og har – skrevet bøger om hver af de fire mænds store bedrifter. Kun Jim Brown lever stadig (og er kontroversiel i #MeToo-sammenhæng). Han er 84 år – og kom tilbage til sporten, da filmkarrieren ebbede ud i 70rnes slutning.
   Jeg kunne fylde mange sider med kontekst. Det korte af det lange er, at bokseren, partisanen, sangeren og atleten mødes på Hamilton House i Miami for at tale om sorte amerikaneres fremtid og virkelighed. One Night in Miami bygger på Kemp Powers’ skuespil fra 2013. Powers har selv bearbejdet sin tekst til Regina Kings fornemme filmatisering.



FØR samtalerne på hotellet begynder, har filmen en prolog, som indrammer mødet og forankrer mændenes baggrund. I vignetform fokuseres på karakteristiske situationer, hvor racismen i alle aspekter af tiden bliver klar.
   Sam Cooke (Leslie Odom Jr.) har R&B-hits som »You Send Me«, men må ikke sidde sammen med det hvide orkester på scenen i natklubben Copacabana. Gæsterne siver og fingerer fysisk væmmelse, da han lader fløjlsstemmen fremføre »Tammy«, Debbie Reynolds’ signatursang.
   Jim Brown (Aldis Hodge) besøger en gammel ven af familien i Georgia og bliver entusiastisk modtaget. De har en lang lemonadesnak på verandaen. Noget skal ordnes inde i huset, og Brown tilbyder at hjælpe. Vennen (Beau Bridges) vifter ham af med et »You know we don’t allow ******s in the house«. Det er ikke ondt ment. Det er bare konstaterende.


FOR Malcolm X (Kingsley Breen-Adir) er vreden større og problemerne mere konkrete. Han frygter for sin hustru og sin datters liv. Han skygges af FBI-typer, men er mere nervøs for Nation of Islam, som han har udfordret. Han ved, at han udfærdiger et testamente, da han mødes med en journalist, som skal skrive hans historie. The Autobiography of Malcolm X (1965) blev fortalt til Alex Haley, som siden skrev Roots (1976, da. Rødder), der var en milepæl i kulturens selvforståelse og et tidligt eksempel på anvendt identitetspolitik.
   Heller ikke Clay/Ali (Eli Goree) er kommet let til sejren i Miami, skønt han ikke forsømmer nogen lejlighed til at fortælle verden, at han er »The Greatest«. Vi ser ham kravle rundt på gulvet i ringen og være i svære problemer. Hans selvforelskelse er et show. Han falder i staver ved spejlet, og de andre spørger, om der er noget i vejen. Nej. Han synes bare ikke, at nogen fortjener at være så smuk.


SAM Cooke ejede musikselskabet SAR Records. Han fortæller Malcolm X om The Valentinos, som var Cookes svar på den britiske invasion fra The Beatles. Cooke gav The Rolling Stones lov til at indspille en Valentinos-sang, »It’s All Over Now«. Med Stones blev sangen nummer ét. Komponisten rasede over forskelsbehandling og kulturelt tyveri – indtil han fik den første royaltycheck. Så sagde han, at Stones kunne bruge »any damn song of mine«.



SAMTALERNE intensiveres. Clay/Ali er for det meste værten, der glatter ud og er afklaret omkring sin fremtid. Han vil bare være bedst og størst. Han vil også gerne inspirere andre unge mænd og kvinder med ikke-hvid hud.
   Jim Brown er en lakonisk fåmælt iagttager af typen, som han spillede i 100 Rifles (1969) og andre westerns med, hvad Cooke kalder »a token negro« på rollelisten. Men i 1964 har han lige fået 27.000 dollars for at spille buffalo soldier i Rio Conchos. Det må Ali pifte anerkendende ad.



DET store drama findes i tredje akt, hvor Malcolm X og Sam Cooke råber højt og taler ud. Cooke forklarer, hvorfor det er vigtigt at have succes med ufarlige kærlighedssange og bo på Fontainebleau i stedet for på væggelusmotellet med Black Muslims-livvagter ved døren.
   Malcolm X håner ham for en sang, der gentager »I Love You« i refrænet. Han spiller Bob Dylans »Blowin’ in the Wind« og spørger, hvordan det kan være, at »a white kid from Minnesota« kan tale om sorte brødres situation med mere vægt end soulsangeren. Men han husker samtidig, hvordan Cooke kunne vende stemningen, da en koncert i Boston blev saboteret af rivalen Jackie Robinson.
   Begge ser værdien i empowerment og dét at have kontrol. Cooke siger, at penge er frihed. Malcolm X siger, at tro og politisk engagement er vejen til forandring. Den ene kommer tidens Amerika i møde. Den anden vil kæmpe betingelsesløst. Kemp Powers lader de to mænd tale, indtil de forstår hinanden.


COOKE optræder i Johnny Carsons tv-show med »A Change is Gonna Come«. Jeg er ikke sikker på, at teksten giver Malcolm X tilstrækkelig ære. Som den eneste sagde han tiden imod og var militant og kompromisløs. Det er hans uigendrivelige dialektik, som fører direkte til Black Lives Matter.
   Kemp Powers – som også har skrevet animationsfilmen Soul/Sjæl – er god til at bruge tiden uden at belære eller blive nostalgisk. Regina King har instrueret tv, men One Night in Miami er hendes første biograffilm. Du kender måske HBO-serien Watchmen. Det er King, som spiller selvtægtskvinden Sister Night. Her bliver den samme kamp ført med helt andre midler.


TIL SLUT ligger fremtiden åben som en flækket kokosnød. Saften flyder ud, og de fire mænd går hver sin vej. Sam Cookes første radikale sang får lov at blive stående. Der kommer en forandring, men den er ikke gennemført endnu.
   2020 var et godt år for revisionismen. Efter Steve McQeens britiske Small Axe Anthology og Netflix-filmen Ma Rainey's Black Bottom kommer denne film lige til tiden. Et identitetspolitisk lærestykke med underholdningsværdi. Vist er det filmet teater, men One Night in Miami er potent historieskrivning. Og dertil en retorisk bedrift.

One Night in Miami var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Supporting Actor (Leslie Odom Jr.), Best Adapted Screenplay (Kemp Powers) og Best Original Song (»Speak Now« – Sam Ashworth og Leslie Odom Jr.) 



One Night in Miami. Instr.: Regina King. Manus: Kemp Powers. Foto: Tami Reiker. 114 min. USA 2020. Dansk premiere: 15.01.2021 (streaming)


Fotos: Amazon Studios/ ABKCO Pictures/ Bob Gomel (1964 reportage)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.01.2021

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar