Kønnets undren: Albert Nobbs (2011) [World Pride 2021]

DET STILLE VAND
Det camouflerede køn i historien

Af BO GREEN JENSEN

FÅ film kan måle sig med Albert Nobbs, hvad angår den litterære stamtavle. Instruktøren er søn af Gabriel Garcia Márquez, og irske John Banville har hjulpet Glenn Close med at bearbejde en fortælling af landsmanden George Moore (1852-1933).

   Grundarbejdet blev dog gjort af den ungarske filmskaber István Szabo, som skulle instruere Albert Nobbs, da han og Close var færdige med at optage Meeting Venus (1991). Den amerikanske skuespillerinde har båret rundt på rollen og ideen, siden hun medvirkede i en sceneversion af historien i 1982.

   Det har med andre ord taget Close 30 år at realisere projektet, som hun også selv har produceret, når nu ingen andre ville sætte penge i filmen. Close spiller tjeneren Albert, en kvinde der har levet som mand, siden hun fyldte 14 år. I 1900ernes Dublin er hun ansat på et hotel, som drives af enken Mrs. Baker (Pauline Collins). Albert har forklædt sig så længe, at hun ikke husker sit rigtige navn. Det øvrige personale har vænnet sig til den evige butler, som virker androgyn, snarere end maskulin.

ALBERTS verden rystes ved mødet med Hubert (Janet McTeer), en maler som sætter hotellet i stand. Han opdager Alberts hemmelighed, og tjeneren er rædselsslagen, indtil Hubert viser ham sine bryster. Også han var en kvinde først i sit liv.

   Hvor Albert er undselig til det usynlige, dyrker Hubert en karikeret maskulinitet. Albert Nobbs er dog ikke en traditionel gender bender-historie. Der er ingen seksuelle motiver i Alberts transkønnethed, og skønt Hubert er lykkelig i sit ægteskab med syersken Cathleen (Bronagh Gallagher), er det ikke hér, at filmen har sin interesse. Det er i den nøjsomme livsdrøm, som driver Alberts stille eksistens.

   I årtier har Albert sparet hver shilling. Efterhånden ligger der 600 pund – en formue i datidens penge – på et hemmeligt sted under gulvbrædderne. Albert ser i gyldne indklip en lille butik, som sælger tobak og har et værelse med en sød hustru, som venter ved kaminen. »A. Nobbs – Tobacconist«, står der med sindrig kalligrafi på den matterede glasdør. Drømmen har båret Albert gennem et liv af selvfornægtelse. Da han ser, at Hubert lever drømmen, bliver han atter interesseret.

SOM tilskuer færdes man hjemmevant på hotellet, både blandt herskab og tjenestefolk. Miljøet er skildret i tv-serier fra Upstairs, Downstairs til Downton Abbey og film som Robert Altmans Gosford Park (2001).

   Her forrykkes balancen i huset af forholdet mellem stuepigen Helen (Mia Wasikowska) og altmuligmanden Joe (Aaron Johnson). De drømmer om at rejse til Amerika sammen. Han gør modstand, da hun bliver gravid. Joe er bange for at blive som sin egen far, der drak og slog. For Albert er det en oplagt chance. Han vil gerne tage sig af Helen og barnet.

   De sociale lag over køkkenet er skildret i middagsselskaber, som Viscount Yarrell (Jonathan Rhys Meyers) holder for sin aristokratiske kreds. Der er hustruer med, men Yarrell sørger især for sine mandlige venner. Hotellet frekventeres også af forfattere som Sean O’Casey og George Moore. Michael McElhatton ligner Moore på fotos fra tiden, hvor han skrev om »The Singular Life of Albert Nobbs«, først i Celibates (1895), siden i A Story-Teller’s Holiday (1918), endelig i samlingen Celibate Lives (1927).

MIDT i dette er Albert fuldkommen uskyldig. Han forelsker sig ærbart i Helen, fordi hun passer i hans forestilling om stuen over den lille butik. Hun er venligt afvisende, da han spørger, om de skal spadsere sammen. Joe opfordrer hende til at sige ja, da han fornemmer, at den vindtørre butler har penge.

   Undervejs rammes Dublin af en tyfusepidemi. Albert og Hubert fortæller hinanden deres historier og taler om problemet i at konstruere en identitet. Den ene tackler det ved at forsvinde, den anden viser alting frem. I en hjerteskærende scene – den eneste, hvor solen skinner – har Albert lejlighed til at bære kjole og løbe på stranden med vind i sit ansigt. Det er det eneste sted, hvor hun smiler.

OVER alle vande svæver den pragmatisk indstillede dr. Holloran (Brendan Gleeson), der er stamgæst på hotellet. Da han rejser, er det, fordi han er træt af selvbedrag og hemmeligheder. For Moore var det vigtigt at kritisere den sociale fortrængning og dobbeltmoral. Forfatteren kendte alle fra Oscar Wilde til Édouard Manet i sin samtid og var et forbillede for den unge James Joyce. Han ville skrive som en irsk Zola. Confessions of a Young Man (1888) og romanen Esther Waters (1904) er værkerne, som stadig væk læses.*

   Janet McTeer og Glenn Close spiller begge deres karakterer helt op. Det er ikke svært at se, hvorfor Close har kastet sin kærlighed på historien. Her kan hun kompensere for tarvelige roller, f.eks. dén som Patty Hewes i tv-serien Damages. Det gør ikke noget, at Close er blevet lidt gammel til rollen. Det giver dybde til scenerne mellem Albert og Helen, der i Mia Wasikowskas fremstilling bliver filmens tredje anstændige menneske.

FOR god ordens skyld har Close også skrevet teksten til Brian Byrnes temasang, »Lay Your Head Down«, der synges af Sinead O’Connor. Det er i høj grad en irsk amerikaners projekt, en slags generobring af en forestillet hjemstavn. Flere ting i filmen, f.eks. sneen der falder i scenen, hvor Helen viser Albert, hvordan mænd og kvinder virkelig kysser, fører tanken hen på John Hustons The Dead (1987), en mesterlig fortolkning af den sidste novelle i Dublinfolk.

DET stille vand har den dybeste grund, men man savner en erotisk faktor i iscenesættelsen af kønnet. Der er et vist præg af nipsgenstand over filmen. Man fornemmer hver preciøs detalje, som der er blevet puslet med, men Rodrigo Garcia tegner kvinderne med den samme omhu, som han investerede i Things You Can Tell Just by Looking at Her (1999), Nine Lives (2005) og Mother and Child (2009). Albert Nobbs er fornem filmkunst. Der er meget at gå hjem med for den litterære liebhaver.

*) Impressionisten Édouard Manet (1832-1883) portrætterede den unge George Moore ved tre lejligheder. Skitsen i olie af »George Moore dans le jardin de l'artiste« hænger på National Gallery of Art i Washington D.C.; tegningen af Moore på café, som er reproduceret ovenfor, findes i samlingen på Metropolitan Museum of Art i New York. Begge er fra perioden 1878-79, da kunstnerne havde kontakt. Moore selv ville både male og skrive. Fra 1873 til 1880 boede han i Paris, gik på kunstakademiet, debuterede både som prosaist og lyriker og tog ivrigt del i cafélivet. I 1880 måtte han rejse hjem til familiens herregård i County Mayo og forholde sig til den økonomiske krise. Moore besluttede at satse på litteraturen og skrev henved 50 bøger og skuespil. Han blev også en toneangivende kunstkritiker, der promoverede impressionismen i Irland. Moore brugte portrættet fra 1880 som titelblad i sin bog om Modern Painting fra 1893.  

Albert Nobbs. Instr.: Rodrigo Garcia. Manus: Glenn Close, John Banville, Gabriela Prekop. Foto: Michael McDonough. 114 min. UK-Irland 2011. Dansk premiere: 09.08.2012.

Fotos: Mockingbird Pictures/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons (George Moore portraits by Edouard Manet)

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen bragt i Weekendavisen Kultur 10.08.2012