JERUSALEM ER ØDELAGT
Korsfarerne som kristen koalitionsstyrke
Af BO GREEN JENSEN
RIDDERTIDENS kristne korstog var en blanding
af pilgrimsfærd, altså åndelig søgen, og regelret plyndring sat i system. Der
var otte eller flere, afhængigt af hvordan man tæller, og de foregik over 200
år. Det første (1096-99) blev iværksat af pave Urban II, da den byzantinske
kejser Alexios I bad Europa om hjælp mod den tyrkiske hær. Med andre ord lidt som
når USA og dets allierede rykker ud til truede zoner i mere eller mindre
villige koalitioner.
Korstoget kulminerede med Jerusalems erobring i juli 1099. Med kirkens
fulde billigelse blev byens muslimer og jøder hugget ned. Deres bedesteder blev
konverteret til kirker, og den hellige krig var ikke mindst en eftertrykkelig
økonomisk succes. Fra dansk side var Erik Ejegod på vej til den kristne boomtown,
da han døde på Cypern. Jerusalem var herefter et kongerige, en korsfarerstat
som bestod frem til 1291. Der var dog væsentlige afbrydelser og megen nervøs
trafik frem og tilbage.
RIDLEY Scotts visuelt imponerende korsfarerfilm udspiller sig i tiden op
til det tredje korstog (1189-92) og kulminerer med Jerusalems fald i 1187, hvor
sultan Saladin (egl. Salah ad-Din Yusuf Ibn Ayyub) belejrede og erobrede bystaten med en hær på 200.000 mand.
Saladin havde bestemt sine grunde. Som det fremlægges i Kingdom of Heaven,
kunne den arabiske fyrste næsten ikke forsvare at give europæerne mere snor.
Bag
murene har Baldwin IV, kongen af Jerusalem, forsøgt at holde fred mellem
kristne, muslimer og jøder. Han har endog introduceret princippet om
integration. Men kirken og tempelherrerne vil have krig og guld for enhver
pris, så den milde konge – som også i virkeligheden led af spedalskhed – må se
sin drøm om Jerusalem smuldre. Efter dén drøm tager Scotts film sin titel og
sit tema. Jerusalem kunne blive »a kingdom of conscience«, et samvittighedens
kongerige, hvis de gode kræfter holdt stand. I stedet endte alt som sædvanlig
med blod og død under solen i Israel.
FILMEN tager fat i det mørke Europa, hvor man
næppe kan kende aske fra sne, når hvide fnug eller flager bæres på vinden.
Smeden Balian (Orlando Bloom) har netop mistet alt, hvad han levede for, sit
barn og sin hustru, da en vejrbidt korsfarer (Liam Neeson) ud af det blå gør
holdt i landsbyen, præsenterer sig som Godfrey af Ibelin og siger sådan noget
som: »Jeg er din far, sønnike.«
Godfrey vil have Balian med til Det Hellige Land, hvor gode riddere med
Guds hjælp kan skabe en lysere fremtid for menneskeheden. For: »What man is a
man who does not make the world better?« Det har Balian selv ridset og brændt
over porten i sin smedje. »Hvilken slags menneske er en mand, som ikke gør
verden til et bedre sted?« I Ridley Scotts selvbevidste historiske stykker er
der altid sådan et lidt svulstigt fyndord.
Der er
adskillige voldsomme forhindringer, men Balian når til Jerusalem og bliver
ridder, da hans far falder bort. Han får land og gode venner i kong Baldwin
(Edward Norton), dennes rådgiver Tiberias (Jeremy Irons) og Baldwins søster Sibylla (Eva Green).
Af samme grund får han en ærkefjende i tempelridderen Guy de Lusignan (Marton
Csokas), som er gift med Sibylla og ser frem til at herske, når den spedalske
regent giver op.
LUSIGNAN forsøger med alle midler at yppe kiv mellem Baldwin og Saladin (Ghassan Massoud). Sammen med den gennemført nedrige Reynald de Chatillon - »Jeg er hvad jeg er – nogen må jo være det,« siger Brendan Gleeson filosofisk – får han endelig udløst den store konflikt. Som en særlig krigsliderlig tempelherre ses i øvrigt hædersmanden Ulrich Thomsen. Han råber hele tiden »Gud vil det!«, når nogen forsøger at mane til besindelse.*
LUSIGNAN forsøger med alle midler at yppe kiv mellem Baldwin og Saladin (Ghassan Massoud). Sammen med den gennemført nedrige Reynald de Chatillon - »Jeg er hvad jeg er – nogen må jo være det,« siger Brendan Gleeson filosofisk – får han endelig udløst den store konflikt. Som en særlig krigsliderlig tempelherre ses i øvrigt hædersmanden Ulrich Thomsen. Han råber hele tiden »Gud vil det!«, når nogen forsøger at mane til besindelse.*
Endelig kan Baldwin ikke længere låse konflikten. Kongen, som bærer en
maske af sølv for at skjule sit sårforvredne ansigt, dør af sin invaliderende
sygdom, og Lusignan bliver konge. Så er der dømt Operation Desertstorm.
»Gud vil det!« råber alle de kristne, og korsfarerhæren bliver ydmyget i
ørkenen, fordi man ikke har sikret sin forsyningslinje. Det er Balian, som må
forsvare det kristne Fort Alamo, da Saladin omsider ikke gider høre mere vrøvl.
SLUTKAMPEN varer det meste af en time, sådan virker det i hvert. Der er kamptummel ud over alle grænser, men Balian formår at overgive sig ærefuldt, og Saladin respekterer kontrakten. Jerusalem er faldet, men trods alt ikke helt ødelagt, da Balian rejser hjem til sin by for at dyrke sin have, for resten i behageligt kvindeligt selskab. Han er for længst holdt op med at bede til Gud, men tror stadig væk på ideen om Samvittighedens Kongerige.
SLUTKAMPEN varer det meste af en time, sådan virker det i hvert. Der er kamptummel ud over alle grænser, men Balian formår at overgive sig ærefuldt, og Saladin respekterer kontrakten. Jerusalem er faldet, men trods alt ikke helt ødelagt, da Balian rejser hjem til sin by for at dyrke sin have, for resten i behageligt kvindeligt selskab. Han er for længst holdt op med at bede til Gud, men tror stadig væk på ideen om Samvittighedens Kongerige.
På
vejen møder han en konge på vej til Det Hellige Land. Det er Richard
Løvehjerte, som i øvrigt kun får Jerusalem at se på afstand. Men det næste
korstog er iværksat, og med det begyndelsen til enden. Det fjerde korstog (1202-04)
var en skændig, underfinansieret forretning. Fordi Byzans stod i gæld, fik
hæren lov at plyndre Konstantinopel. Rom udraderede sin kristne konkurrent og
kunne kalde manøvren nødvendig forretning. Siden fulgte det patetiske Børnekorstog og en mængde imperialistiske krige, der blev udkæmpet i troens navn, men ført
alene for pengenes skyld.
SCOTTS film er stort og vaklende skrummel,
forsøgsvis smuk og tænksom til tider, andre gange primitiv som en
Hollywood-western fra vores barndom. Der er flere gode scener end i
væsensbeslægtede projekter som Wolfgang Petersens Troja (2004), Oliver
Stones Alexander (2005) og Scotts egen Gladiator (2000), for den
sags skyld. Korsfarertiden er fotogen, og Scott kan som få skabe stærke,
enkeltstående billeder.
Imidlertid er der for mange humanistiske taler, som i den politiske
korrektheds navn vil dele sol og vind lige mellem Islam og Kristendommen. Gladiator
havde det samme problem, når Russell Crowe gav sig til at verbalisere. Der
bliver for så vidt sagt udmærkede ting, men man tvivler på, at Scotts hjerte er
i dem. Hvad han virkelig kan, er at vise krigen nede på jorden, uden motiver og
nærmere stedsans. Det gjorde han bedst i Black Hawk Down (1999), som
skildrede de amerikanske marineinfanteristers nederlag i Mogadishu i Somalia. I
den film var der ingen ædle taler. Af samme grund troede man mere på den.
Kingdom
of Heaven skildrer en religionskrig mellem europæere og arabere. Det er
klart, at det må indbyde til aktuelle sammenligninger. I USA har man anklaget Scott
for at skabe forvrængede fjendebilleder. I hans hjemland bliver filmen derimod
betragtet som »Osama bin Ladens udlægning af verdenshistorien«. Skal man
endelig have de briller på, må man nærmest dele den britiske skepsis. Der er
slet ingen onde arabere med.
BLANDT de kristne riddere er gode mænd som Ibelin, Balian og Baldwin derimod et særsyn. Flertallet er grådige, liderlige lejesoldater og fyrsterne, som har betalt dem. Især tempelherrerne bliver set som en skitse til katolsk dekadence og inkvisition. Det er egentlig modellen fra Walter Scotts Talismanen, Ivanhoe og de fleste Robin Hood-versioner. I sit hjerte er Sir Ridley trods alt en britisk instruktør, når det gælder.
Alle
figurerne er autentiske. Man kæmper med historisk korrekthed, og der kan
sikkert skrives bøger om, hvor realistisk det hele er gjort. Alligevel har det
næppe været sådan. Det har historien på film meget sjældent, fordi den dybest
set handler om os her og nu. Hvad skal og vil og kan vi da med dette kostbare
udstyrstykke?
Vi
kan undre os over ideen, at Jerusalem engang var tænkt som et »samvittighedens
kongerige«, hvor man levede side om side i fred. Vi kan spekulere på, om der
virkelig var retskafne krigsherrer som Saladin og Baldwin IV. Men om et år tror
jeg kun, at tre ting hænger fast: den spedalske konges drømmende stemme bag
sølvmasken; et hvidt glimt af Eva Greens nøgenhed den nat, hvor spejderdrengen
Balian lader sig lokke, og sneen eller asken i mørket i Europa. Hvis Ridley
Scott vil fortælle mere historie, bør han lede efter Himlen dér.
Se også Blade Runner - The Final Cut (1982/2007); Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Philip K. Dick 1928-1982; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021];
*) Carsten Selch Jensen skrev i 2020 Gud vil det - en lille bog om korstogene til serien Teologisk Folkebibliotek, som udgives af Forlaget Vandkunsten. Jeg spurgte engang Ulrich Thomsen om, hvordan det var at medvirke i en stor produktion som Kingdom of Heaven. Og hvordan det var kun at have den ene replik. Han fortalte om logistikken i det store apparat, som indspilningen var. Og sagde, at han havde spurgt Ridley Scott, om han ikke kunne variere replikken »God wills it!«, som han siger 4-5 gange. »Jeg siger jo hele tiden det samme.« »Ja,« sagde instruktøren. »Men du siger det så godt«.
Jeg havde ikke de seneste bøger om korstogene til rådighed, da jeg skrev anmeldelsen i 2005. Min egen hovedkilde var Elizabeth Hallam (red.): Chronicles of the Crusades: Nine Crusades and Two Hundred Years of Bitter Conflict for the Holy Land Brought to Life through the Words of Those who Were Actually There (New York: Weidenfeld & Nicolson, 1989); Karen Armstrong: A History of Jerusalem (1998, da. Jerusalem: tro, historie, politik) og A History of God (2001, da. Gud - i jødedom, kristendom og islam); Steven Runciman: The Fall of Constantinople 1453 (Cambridge University Press, 1965). Jeg havde heller ikke set det Director's Cut, som Scott fik givet et limited release allerede i december 2005. Her er Kingdom of Heaven præsenteret som en gammeldags helaftensfilm med ouverture og fuldt score (Entr'acte) i pausen. Spilletiden er forlænget med 45 minutter, og baggrunden er mere uddybet. Sibylla føder Baldwins søn, men begår medlidenhedsdrab, da hun indser, at tronfølgeren lider af spedalskhed som sin far. Scenerne fra slaget om Jerusalem er mere udpenslede. Det er den korte version, som kan købes/lejes og bliver streamet på Disney+. Alle tre versioner er samlet på blu-ray med titlen Kingdom of Heaven - Ultimate Edition (2014)
Kingdom of Heaven. Instr.: Ridley Scott. Manus: William Monahan. Foto: John Mathieson. 145 min. UK-Spanien-USA 2005. Dansk premiere: 04.05.2005
Kingdom of Heaven - Director's Cut. 194 min. DVD UK-USA 2006
Kingdom of Heaven. 189 min. Blu-ray UK-USA 2009.
Kingdom of Heaven - Ultimate Edition. 194 min. Blu-ray UK-USA 2014
Fotos: Twentieth Century Fox (Twentieth Century Studios)/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames (i 145 minutter version) på Blockbuster, Disney+, iTunes, Rakuten TV og SF Anytime
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2005
Ingen kommentarer:
Send en kommentar