Lars von Trier: Manderlay (2005)

DEN ANDEN GRACE
Verden skrevet sort på hvidt

Af BO GREEN JENSEN

MED Dogville (2003) påbegyndte Lars von Trier den tredje trilogi i et filmværk, der fra begyndelsen er kommet videre ved at fastlægge regler og sætte mål for sig selv. Efter Europa-trilogien (1984-91) fulgte Guldhjerte-trilogien (1996-2000). Også Riget (1994-97) var tænkt som en tredækker, men fremstår nu som det hængsel i midten, der blev Triers populære danske gennembrud. Her demonstrerede instruktøren, at han kan være lun og elskelig, når det skal være. Er der noget vi holder af, er det lune. Vi har det straks sværere med den skarphed, som Trier også er eksponent for.*

   Dogville fik ingen priser i Cannes og dannede ikke skole på samme måde, som Triers dogmeprojekt havde gjort. Der hersker dog ægte respekt omkring alvoren i eksperimentet og viljen til at modarbejde det lækre præg, de digitale effekter og detaljer, som tidens mainstreamfilm har fået stadig lettere ved at puste sig op med. Filmen solgte ikke mange billetter. Man skal dog ikke tage fejl af dens gennemslagskraft. For en fremstillingspris på 86 mio. kr. følger her anden del af historien om Grace Margaret Millington.

MANDERLAY har adskilligt imod sig. Det er toeren i en trilogi, og den teatralske form, det rensede rum, som filmen udspiller sig i, synes denne gang ikke så radikal. Tværtimod virker det logisk, at hvor Dogville satte kridtstreger i et sort univers, bliver topografien i Manderlay markeret med sort tape på en hvid overflade.

   Endvidere ligger de indre spændinger i dialogen. Denne film har begravet sit hjerte i teksten, og lidenskaben bliver neutraliseret af John Hurts fortællerstemme, som også denne gang sætter lærestykket i anførselstegn. Filmen fortolker sig selv ad hoc, og det skal man vænne sig til. Til gengæld bliver den aldrig veltilfreds eller selvretfærdig.

MANDERLAY åbner, hvor Dogville tog afsked. Fra apokalypsen i Colorado kører Grace med sin far (Willem Dafoe) og hans gangstere til Alabama, hvor bomuldsplantagen Manderlay bliver endnu en bestemmende station på Graces moralske dannelsesvej. Stedet er i øvrigt opkaldt efter huset i Rebecca (1938), Daphne du Mauriers gotiske sjæler, som de fleste sikkert kender bedst i Alfred Hitchcocks filmudgave.

   Her lever arbejderne stadig som slaver, skønt årstallet er 1933. Stedet drives efter reglerne i »Mam’s Law«, som den døende ejer (Lauren Bacall) har liggende under madrassen. Grace accepterer at blive den nye Mam, men har høje humanistiske ambitioner. Hun giver afroamerikanerne deres frihed, indfører demokratiske fællesmøder og pålægger den hvide forpagterfamilie en slags stavnsbånd som soning for deres synder i det forgangne. Alle forbedringer implementeres med gangsternes hær i kulissen.

SIN gennemgribende dydsirethed til trods, begynder Grace at nære seksuelle fantasier om Timothy (Isaac de Bankolé), den stolteste, mest trodsige og afrikanske af slaverne, som bliver frigjorte med eller mod deres vilje. I det demokratiske eksperiment synes husslaven Wilhelm (Danny Glover) længe at være hendes medsammensvorne, men der viser sig at være grunde til, at »Mam’s Law« ser ud som den gør.

   Grace begynder at smugkigge i fortegnelsen, hvor de sorte livegne er opdelt i syv kategorier. Hvem der faktisk skrev »Mam’s Law« bliver en overraskelse, man har anet vil komme. Det chokerer heller ikke, at høsten er truet, fordi man fælder Mams lystskov i frihedens navn. Nogle er mere lige end andre. Der er også et ekko af Orwell og lidt af en Kammerat Trier på spil.

   I Dogville var Grace en blanding af offer, slave og syndebuk, der til slut tog hævn over byen, som fortjente at blive jævnet med jorden. Hun ender med at mene det samme om Manderlay, men diverse faktorer forhindrer blodhævnen. Der er ingen apokalyptisk katarsis i Manderlay, som trods nakkeskud, lynchning og et sort-hvidt samleje i Mandingo-traditionen er en relativt behersket affære. Da Grace ankommer til Manderlay, får hun Timothy løsnet fra træet, han skulle have været pisket ved. Til slut fører hun selv slagene igennem med overbevisning. Manderlay er historien om, hvordan Grace på denne forstemmende måde kommer fra A til B.

DET er en film, som demonstrerer og diskuterer ideer. Dogville tog afsæt i Bertolt Brechts Dreigrosschenoper: »Und wenn der Kopf fällt, sag ich: Hoppla!« Manderlay henter sin inspiration i forordet til O’s historie, hvor pseudonymet Pauline Réage (egentlig det franske akademimedlem Jean Paulhan) fortæller om en episode i forbindelse med slaveriets ophævelse på Barbados. I 1838 henvendte en gruppe frisatte slaver sig til deres ejer og bad ham blive Massa igen. Da han afslog, dræbte de ham og familien, hvorpå de indrettede sig på plantagen og begyndte at leve som før.

FORMELT er Manderlay skarpere turneret og mere gennemarbejdet end Dogville. Der er færre finurlige ornamenter, og fordi formen er mindre forelsket i sig selv, kan de enkelte, ofte knastørre lag i teksten bedre arrangere deres argumenter optimalt. Til gengæld må det siges, at man savner noget af vildskaben, glæden ved kaos, som prægede Dogville.

   Med alle sine kvaliteter står Bryce Dallas Howard svagere som »den anden Grace«. Hvor Nicole Kidmans figur naturligt koncentrerede både blikket og handlingsgangen i Dogville, må Howard tilkæmpe sig opmærksomheden i de store scener, som er vendepunkter for hendes karakter.

   En lykkelig undtagelse er den afgørende scene, hvor Grace giver efter for dyret i kvinden og har et grådigt samleje med Timothy. Trier anbringer parret i sengen på en forhøjning – denne gang er der flere sætstykker, og plantagens hovedbygning er opført som et dukkehus uden facade – hvilket forstærker scenens rituelle præg. Howard lader virkelig Grace give slip, og hér kan hun noget, både med hensyn til styrke og udsathed, som Kidman ville have sværere ved.

   Først bagefter indser Grace, at Timothy trods alt ikke tilhører den stolte, uforsonlige slavetype, som »Mam’s Law« placerer i kategori 1. Egentlig er han en 7’er, kamelæonen, som kan tilpasse sig og vise den side, som fjenden helst vil se. Hvor farveblinde vi faktisk er, hvor svært det er at se forskel på individer af en anden race, er en stadig humoristisk pointe. Som reformator falder Grace for alvor igennem, da hun vil gøre noget særligt for den kreative unge mand i en familie. Velmenende henvender hun sig til den forkerte, en bror som må rømme sig høfligt og korrigere hendes fejltagelse. Det gør han selvsagt med en vis spydighed.

DER er ikke en finger at sætte på teksten. Trier afvikler flere dagsordener, mens John Hurts fortæller »in eight straight chapters« eksponerer og fortolker med skiftevis kælen og syrlig betoning. Øverst i betydningshierarkiet ligger historietimen, et regulært politisk foredrag om hvide menneskers udnyttelse af de sorte, der bliver et billede på magtmisbrug og overgreb til alle tider. Det er den uangribelige faktor, som i Cannes fik Trier til at gøre følgende iagttagelse, da jeg spurgte ham, hvorfor amerikanerne havde taget så mildt imod Manderlay, når de to år før rasede over Dogville:

   »Jeg tror, det er fordi de er så sindsygt bange for den dér racekonflikt, at man simpelt hen holder kæft. Det var så sjovt til den dér pressekonference, der var ikke et eneste kritisk spørgsmål. Det var den nemmeste, mest afdæmpede pressekonference, jeg nogen sinde har været til. Jeg er fuldstændig sikker på, at det er dét. De blev i den grad pacificeret af, at Danny Glover var til stede, men også af hele problematikken. Man kan ikke kritisere den, og det var noget, der først blev klart for mig på pressekonferencen. Du kan ikke kritisere den, uden at komme ud på dybt vand.«

BAG det korrekte lag løber en filosofisk diskurs, hvor vedtagne størrelser relativeres, og værdier som frihed og lighed sættes i paradoksal belysning. Grace gør mere skade end gavn, når hun indfører forbedringer uden at tænke sig om. Fællesmøderne i kollektivet har karakter af børnehave. Det utopiske eksperiment minder ofte om landet Laputa i Gullivers rejser, hvor politiske fraktioner fører krig, fordi de er uenige om, hvordan man bedst slår hul på et æg. Grace har på intet tidspunkt problemer med at støtte sig til sin fars gangsterhær, der nok er en teatralsk mulighed for guddommelig indgriben, men samtidig minder slående om »verdenspolitiet«, som det amerikanske militær er blevet i egen forståelse.

   Under det satiriske spor er en etisk dimension, som har at gøre med illusionen om moralske absolutter. Godt og ondt tages ikke for pålydende, og det er hér, at usa-trilogien tydeligst røber sit udspring i Marquis de Sades opbyggelige traktater om søstrene Juliette og Justine. Justine er den gode søster, som lider alle dydens genvordigheder og straffes for sin næstekærlighed. Juliette er det hæmningsløse driftsvæsen, som belønnes for sin selviske sadisme.

   Triers Guldhjerte-figurer – Bess i Breaking the Waves, Karen i Idioterne, Selma i Dancer in the Dark – har altid været kusiner til den ukueligt gode Justine. Modsat de Sade, som foragter sin altruistiske noksagt, går Trier imidlertid i brechen for sine heltinder. I en gennemført kynisk og grusom verden får disse undtagelser lov at sejre på trods. Fornedrelsen gør dem til bedre mennesker, offerviljen bestyrker dem. Det er den del af tematikken, som forveksles med en underkendelse af feminismen og et karikeret kvindebillede. Derfor taler Trier og hans kvindelige kritikere ofte godt og grundigt forbi hinanden.

ENDELIG er der, hvad man kunne kalde ursuppen. Her er samtlige love opsagt. Lave drifter flyder mellem høje principper; alt er håbløst blandet sammen; vi befinder os blandt navnløse lysfisk på bunden af det kollektive ubevidste. Her kropsliggøres de koblinger, som er renset ud af fornuftens øvrige ligninger. Hvidt kød begærer sort kød og omvendt; ofrene vil undertrykkes; slaveri giver god økonomisk mening og kan sagtens omskrives til demokratiske eufemismer. Det er ikke mindst for at rode i dette nedre, dybeste lag, at von Trier har iværksat sit usa-projekt.

   Det lykkes eksemplarisk at holde alle niveauerne aktive, mens Manderlay på overfladen fortæller sin fortsatte dannelseshistorie om en idealistisk ung kvinde, der kommer til et glemt sted i Syden og prøver at indføre nye tider, frihed, ligeværd, demokrati. Det lykkes også Trier at dreje nogle solide ironiske pointer, som i slutakten tilfredsstiller tilskuerens behov for et pay off. Da også den anden Grace vil forlade et fordærvet sted, som hun i dén grad føler sig færdig med, kommer antiheltinden for sent til mødet med faderens flåde af gangstere. I begyndelsen af filmen har man stemt om, hvad klokken skal være. Det straffer sig således at føre princippet om konsensus for vidt.

OGSÅ Manderlay er en fremragende film, der konsoliderer Lars von Triers status som auteur i internationalt format. I Cannes blev den solgt til alle territorier, inklusive USA, hvor den næppe vil rydde gaderne i Smallville, men heller ikke vil blive set som en underlig dansk film om Amerika. Den vil blive set som et nyt værk af Lars von Trier, der som den eneste danske filmskaber efter Carl Th. Dreyer har været i stand til at sætte en dagsorden for, hvor filmkunsten kan og måske bør gå hen. Jantes børn synger p.t. medierne fulde af udsagn om, hvor irrelevant han er, denne opblæste neurotiker, der gebærder sig som en Jean de France. Faktum er imidlertid, at Trier også med usa-trilogien har fået hele filmens verden i tale.

   »Your illustration sure beats the hell of mine,« sagde narren Tom til furien Grace i Dogville, før han blev udraderet sammen med resten af byen. Manderlay er negativet til denne eftertrykkelige illustration. Den er anden del af »The Heart’s Filthy Lesson« og en besk skildring af, hvordan guldhjertet Grace krydser over til den mørke side af Kraften og gør fælles sag med Imperiet. Der er ikke noget at sige til, at Trier p.t. har svært ved at skrive den tredje film, finalen som forener principperne og bringer søstrene Juliette og Justine, den ene og den anden Grace, til vejs ende sammen i Wasington. Det skal til og med ske i komedieform, og formentlig vil fortælleren træde frem og vise sit ansigt.

OGSÅ hvis den sidste film aldrig kommer, er usa-projektet en ting af værdi. Få film har så radikalt diskuteret ideer i en form, som også har kunstnerisk liv. Mellem alle konceptets stiplede linier og streger på gulvet lykkes det disse film at skabe autentiske følelser i konkrete situationer. Det gør ondt at se et sygt barn dø, og smerten bliver ikke mindre, fordi violinerne og kulisserne mangler. Hvis Manderlay støder os fra sig, er det kun fordi vi har vænnet os til, at film skal more og behage. I Dogville og Manderlay bliver den gode vilje dekonstrueret. Korrektheden kommer til kort, der er ikke sten på sten tilbage af glæden ved noget bagefter. Herfra kan vi så begynde at skabe en verden med stumperne.

*) Tv-trilogien om Riget blev gjort færdig i 2022, da miniserien The Kingdom Exodus fik streaming-premiere på Viaplay. Se fodnoten til artiklen om Melancholia (2011), hvor forbindelsen mellem trilogierne er udredt.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Manderlay. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 138 min. Danmark-Sverige-Holland-Frankrig-Tyskland-UK-Italien-USA 2005. Dansk premiere: 03.06.2005.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Isabella Films/ Manderlay/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Ognon Pictures/ Pain Unlimited/ Sigma Films/ Zoma Films/ Film i Väst/ Arte France Cinéma/ France 3 Cinéma/ WDR/ DR/ SVT/ NPS/ YLE TV1/ Norsk TV2/ Edith Film Oy/ Fjeldabe Films/ Invicta Capital/ Canal+/ DFI/ Eurimages/ SFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ NPS/ ADR/ Alan Young Pictures/ Trust Film Sales/ CineMaterial/ Filmgrab.com

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.06.2005