Xavier Beauvois: Les gardiennes/Vogterne (2017)

GÅRDEN I MIDTEN AF VERDEN
En stor film om stædige bønder

Af BO GREEN JENSEN

ÅRET er 1915, stedet en gård midt i Frankrig. Der er langt fra Haute Vienne i Limousin til fronterne i Den Store Krig, som alle egnens unge mænd bliver indkaldt til at kæmpe i. De tager afsted som patrioter, men kommer hjem med udslukte miner. Især har de erfaret, at tyskerne ikke er frådende hunner, men bønder og skolelærere som de selv.

   Vogterne er dog ikke mændenes film. De første billeder viser døde soldater i blå uniformer. Senere har Georges, den ældste søn, et livagtigt mareridt, hvor han kæmper mod tyske soldater. Han mejer dem ned på forskellige måder. Til sidst jager han en bajonet i officeren – og får et genkendelsens chok, da han vrider gasmasken af den døendes ansigt.

   Ellers er der ingen scener fra krigen. Af og til bliver der handlet i byen, og man henter sine slægtninge på stationen. Resten af livet foregår på markerne og i skoven ved slægtsgården Le Paradier. Her må kvinderne dyrke jorden og tage vare på driften, mens mændene er væk. Det er det samme på de andre gårde. Alle vogterne hjælper hinanden.

HORTENSE Misanger er matriarken, som koordinerer arbejdet. Sønnerne Georges og Constant er ved fronten sammen med svigersønnen Clovis. Datteren Solange hjælper til og underviser på landsbyskolen. Clovis har en datter, Marguerite, som håber at blive gift med Georges. For ham er hun dog snarere en ekstra lillesøster.

   Hortense er gift med Henri, som er for gammel og giftplaget til at hjælpe med andet end praktiske råd. I mangel af bedre tager hun Francine Riant i huset. Francine er et vajsenhusbarn på 20 år. Hun er vant til at arbejde ude og inde. Hun spreder til og med glæde. Francine længes efter at høre til. Hun falder hurtigt til på Paradier.

VOGTERNE bygger på en roman, som Ernest Pérochon skrev i 1924. Pérochon blev aldrig oversat til dansk, men flere titler findes på norsk. Filmens producer, Sylvie Pialat, havde bogen fra sin bedstefar. Når hun bad netop Xavier Beauvois om at læse den, må det være, fordi hun har set Des hommes et des dieux (da. Om guder og mænd), som nåede verden rundt i 2010.

   Her skildrede Beauvois tidens gang på et kloster i Algeriet, hvor munkene nægtede at rejse, skønt konflikter trak sammen omkring dem. De døde for sagen til slut, men filmens styrke lå i beskrivelsen af de tusind ens virksomme dage, som følger med at passe et hus. Les gardiennes skildrer et andet miljø, men Beauvois investerer den samme iagttagende æstetik.

HANDLINGEN er enkel som en skillingsvise – måske en af dem, som Francine går og synger, og som hun står på scenen og optræder med i 1920, da omstændighederne har tvunget hende væk fra Paradier.

   Francine og Georges forelsker sig, da han er hjemme på orlov. Hortense holder af Francine, men vælger at forråde hende af grunde, som snarere har at gøre med Solange og gårdens omdømme. Jeg skal ikke røbe mere. Det er en hård, strategisk handling, som egentlig ikke ligger til Hortenses karakter. For i mange henseender er hun eksemplarisk.

   Vogterne er ikke et Marcel Pagnol’sk fanbrev til naturen i Provence, en kristen allegori i ånden fra Bruno Dumont eller et varsel om den næste krig på linje med Michael Hanekes hadske Das weisse Band (2009, da. Det hvide bånd). Filmen er en stille, realistisk skildring af menneskene på en gård i krig og fred.

DER er både desillusion og optimisme. Constant, Solange og Francine taler om, hvordan tingene vil ændre sig til det bedre. Hortense investerer i en mekanisk selvbinder, og det er en begivenhed, som udkonkurrerer naturen, da Solange køber en traktor af de amerikanske tropper, som mobiliserer på egnen.

   Forandringen kommer ikke helt, som de har håbet. Georges, Clovis og Marguerite, som nok skal ende med at få sin vilje, er straks tilbage i de sædvanlige skænderier om arv og fordeling af jord. »Jeg foretrækker dem sådan hér,« siger Hortense til Solange. »Når de er deres gamle jeg igen.«

MAN kunne godt hælde floskler om stoisk livsvisdom og dyb psykologisk indsigt i en vurdering af filmen. Og jeg er nødt til at fremhæve skønheden i de berusende billeder af marken og skoven i skiftende lys, som fotografen Caroline Champetier har komponeret. Musikken er et sent og kongenielt arbejde af stemningsmesteren Michel Legrand (1932-2019).

   Først og sidst ligger styrken dog i manglen på effekter. Der er bare landet, virkelige mennesker, vekslende sommer og vinter. Når det sner, kan man se, at personerne fryser. Der bliver ikke snydt med noget. Det gamle er ikke bedre end det nye. Der er bare gården i midten af verden.

TEMPOET er næsten nede i naturens egen ujævne rytme. Der sker hele tiden en smule, forrykkelser i de personlige relationer, umærkelige ændringer som siden får betydning. Med ét kommer hug, som åbner en afgrund: dødsfald, utroskab, fuldbyrdet elskov. Eller synet af en nymalet traktor, som uimodsigeligt hører fremtiden til.

   Cyril Descours, Nicolas Giraud og Olivier Rabourdin spiller fint som de hjemvendte mænd, men det er Nathalie Baye og Laura Smet – som også i virkeligheden er mor og datter – der bærer filmen sammen med den debuterende Iris Bry. Brys Francine er tilskuerens synsvinkel. Hun vil med tiden nok tilgive sin skæbne. Publikum glemmer den aldrig.

Vogterne (Les gardiennes). Instr.: Xavier Beauvois. Manus: Fréderic Moreau, Marie-Julie Maille, Xavier Beauvois. Foto: Caroline Champetier. 138 min. Frankrig-Schweiz 2017. Dansk premiere: 01.11.2018.

Fotos: Les Films du Worso/ Pathé/ Canal+/ Eurimages/ CMC/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.11.2018.