Erik Poppe: A Thousand Times Good Night (2013)

STILHEDEN INDE I STØJEN

For at tage de nødvendige billeder

Af BO GREEN JENSEN

KAN historiens vidner føle for meget? Har iagttageren nogen sinde set nok, og er selvopofrende idealisme somme tider blot et synonym for egoisme? Disse etiske spørgsmål er emnet for Tusen ganger god natt, der i lange stræk kan ligne et fiktivt særnummer af Presselogen på TV2 News.

   Mange krigskorrespondenter forsvinder over tid i deres gerning. Det er i hurtigt tempo ved at ske for stjernefotografen Rebecca (Juliette Binoche). Der findes måske en optimal balance mellem journalistisk engagement og nødvendig selvopholdelsesdrift, men hvis der gør, har hun aldrig lært at respektere den.

   Rebecca besøger verdens brændpunkter og sætter alle personlige hensyn til side for at registrere, dokumentere og rapportere, i princippet så objektivt og sandfærdigt, at den globale offentlighed måske siger fra. Hun foragter politisk vægelsind og betragter sin profession som et kald. Hendes erklærede mål er at ændre det bestående svineri.

FOTOGRAFENS familie værdsætter det hele, men ægtemanden Marcus (Nikolaj Coster-Waldau) og døtrene Lisa og Steph er bange, hver gang kvinden i huset igen tager afsted. Især den 13-årige Steph (Lauren Canny) er begyndt at tvivle på sin mor. Rebecca må knuse en tåre, da hun finder Stephs scrapbog med udklip og fødselsdagskort, som beklager, at Mor igen var i felten.

   Familien bor i øvrigt landligt-malerisk et sted på Irlands østkyst. Marcus er en god, dedikeret skolelærer, som praktiserer lokal miljøaktivisme. Han har taget hele slæbet med at samle og passe familien. Han er imidlertid ved at have nok, da Rebecca kun med nød og næppe overlever et attentat i Kabul. »Dit snavsetøj lugter af død,« råber han.   

HER er den anden side af norske Erik Poppes ganske smukke og præcise film om omkostningerne ved at brænde for menneskets sag. Mens familiescenerne fra Irland er tilbøjelige til at dyrke det trygge og konforme, er der også æstetisk mere på spil i de afsnit, hvor Rebecca praktiserer sit håndværk.

   I Irland er hun dybest set en tilskuer til hverdagen. Hun er altid hjemme for at komme sig og samle kræfter. I Afghanistan og DR Congo bliver hun på ingen tid opslugt, kompetent og fokuseret. Erik Poppe og fotografen John Christian Rosenlund gør effektiv brug af Juliette Binoches rene, rolige træk.

   Overhovedet er billedsiden, snarere end den pædagogiske dialog, det store aktiv i filmen. Prologen skildrer som i en drøm, hvordan Rebecca har lejlighed til at følge afghanske kvinders forberedelse til et selvmordsattentat. Der er sat klare, betagende billeder på hendes nærdødsoplevelse, og tilskueren bliver lige så effektivt ramt af stilheden inde i støjen, da hun ligger på jorden og betragter det forrevne kaos.

DA Rebecca beslutter at gå på pension, giver Marcus forholdet endnu en chance. Ægtefællerne genopdager hinanden og går stemningsfulde ture langs stranden. Disse kønne scener er meget banale, og man er ikke overvældet af lidenskaben mellem Binoche og Coster-Waldau, som ellers begge hver for sig gør det godt.

   Rebecca prøver at falde til ro i nærmiljøet, hvor Marcus er lidt af en stjerne. Hovedkonflikten har dog at gøre med forholdet mellem mor og datter. Det er Steph selv, som foreslår sin mor, at de sammen besøger en flygtningelejr. Da partisaner angriber, vælger Rebecca at blive på stedet og tage de nødvendige billeder. Datteren føler sig svigtet og skubbet til side, men må samtidig beundre sin mors passion for noget større. Hun begynder også selv at fotografere på turen.

   

HJEMME igen må Rebecca forholde sig til, hvad hun har gjort. Der er bitter konsekvens i Coster-Waldau-karakterens reaktion, men Poppes film stikker halen mellem benene ved at vise en udsoningscene fra den store temaaften på skolen, hvor Steph kan rejse sig og tale om sin fantastiske mor.

   Til slut er Rebecca tilbage i Kabul, hvor de kvindelige martyrer gør en pige på Stephs alder klar til at bære mavebæltet med sprængstoffer. Det er hér, at Rebecca endelig knæler og synes at have mere end nok.

DER findes mange film om pressefolks feltarbejde. Som regel bliver konflikten i krigen, men også Rebeccas dilemma er skildret nogle gange, bl.a. i Jordan og Ridley Scotts fine bidrag til antologifilmen All the Invisible Children (2005), hvor krigsfotografen Jonathan er hjemme på orlov og føler sig fremmed i det mørke daggry ved huset.

   Erik Poppe instruerede den elegante Hawaii, Oslo (2004) og har selv en fortid som reporter for Reuter. Det er den tredje film, som han skaber sammen med forfatteren Harald Rosenløw-Eeg, og man fornemmer fortroligheden. Filmens finansiering er svensk, lokaliteterne irske, skuespillerne franske og danske. Alle taler sammen på engelsk. Tusen ganger god natt er delikat euro-pudding.

Se også Erik Poppe: Utøya 22. juli (2018) [Ti år efter utænkeligheden 1]; Erik Poppe: Kongens valg (2016) [Danmark & Norges Besættelse 80 år]; Rekonstruktion Utøya (2018) [Ti år efter utænkeligheden 2]; To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021).

A Thousand Times Good Night (Tusen ganger god natt). Instr.: Erik Poppe. Manus: Harald Rosenløw-Eeg, Erik Poppe. Foto: John Christian Rosenlund. 117 min. Irland-Sverige-Norge 2013. Dansk premiere: 01.05.2014.

Fotos: Paradox Rettigheter AS/ Newgrange Pictures/ Film i Väst/ Zentropa International Sweden/ Trust Film Sales 2/ Filmbazar.dk/ Rotten Tomatoes/ Arrow Films (YouTube Trailer)

Filmen streames på FILMSTRIBEN og HBO Max

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 02.05.2014

Hirokazu Kore-eda: La Vérite/The Truth (2019)

MODENHED ER ALT

Den japanske auteur debuterer på fransk 

Af BO GREEN JENSEN

FABIENNE Dangeville er en ærkefransk diva, der nærmer sig glamourøs alderdom. Hun bliver naturligvis spillet af Catherine Deneuve (f. 1943) – hvis rigtige mellemnavn er Fabienne.

   Datteren Lumir, som selv er blevet midaldrende, slog sig ned i USA. Hun bliver i La vérité spillet af Juliette Binoche (f. 1964), som var for 1980ernes french wave, hvad Deneuve var for 1960ernes nouvelle vague.

   Lumir kommer på besøg med den amerikanske familie, netop som Fabienne får udgivet sine autofiktive erindringer og medvirker i en ny film, hvor hun spiller over for Manon Lenoir (Manon Clavel), en kommende stjerne, som skal være den næste Deneuve og Binoche. Det er svære og krævende optagelser. Fabienne er på usikker grund.

JAPANSKE Hirokazu Kore-eda (f. 1962) er god til at skildre familier. Instruktøren gjorde et uudsletteligt indtryk med Nobody Knows (2004), hvor tre forladte børn skjuler et fjerde, som kun ser dagslys én gang i sit liv. Mange film senere er Kore-eda blevet en ny mester i traditionen fra Yasujirô Ozu og Kenji Mizoguchi. Han ser alle generationer. Kronen på værket var guldpalmevinderen Shoplifters (2019). La vérité er hans første fremmedsprogede arbejde.

   Kore-eda fanger hver nuance i familiebilledet. Især Ethan Hawkes karakter er mere end standardvare. Lumirs mand har alkoholproblemer og falder i. Fabienne tager ham ikke alvorligt som skuespiller, men Hank har åbenbart beskeden succes i en serie, som bliver streamet på nettet.

   Også for ham selv er det uklart, om talentet var utilstrækkeligt. Faldt han som følge af alkoholismen eller førte middelmådighed ham til misbrug? I hvert fald er han en god far og en kærlig ægtemand på sin måde. Det er Hank, der forbinder de praktiske ender, mens Fabienne og Lumir diskuterer fortiden.

DE bedste scener i Sandheden er dog optagelserne til filmen, som Fabienne medvirker i. Det er en science fiction-historie, hvor protagonistens mor tager ud i rummet, fordi hun er syg. Moderen kommer hjem på besøg hvert syvende år og virker da altid ung og perfekt. Det er hun stadig, da pigen er blevet gammel.

   Fabienne har rollen som den ældede, døende datter. Hun farer vild i sine replikker og kan ikke koncentrere sig. Hun føler, at professionalismen, som hun har hængt sin hat på hele livet, er ved at glide hende af hænde. Tiden er kold og har svært ved at huske. Hun føler sin alder meget akut og lyver sig stærkere i selvforsvar.  

KORE-EDA gør filmen-i-filmen til en rig undertekst. Tidsrejsemotivet er hentet i Ken Lius novelle »Memories of My Mother«, som forfatteren lagde på nettet i marts 2012. Det er en ganske kort tekst, som benytter formatet flash fiction. Også amerikaneren David Gaddie har brugt den som afsæt for kortfilmen Beautiful Dreamer (2016).

   Det er flot at forbinde cyberspacefremtiden med Fabienne. Mor og datter diskuterer, hvordan det var med mosteren, som tog sig af Lumir, når Fabienne var på optagelse. Lumir synes, at Fabienne fordrejer og forskønner det hele i erindringsbogen. Sandheden var ikke sådan. Mosteren døde ung – ganske som Françoise Dorleac, Deneuves storesøster, der kørte galt og døde, kun 25 år gammel, i 1967.

MAN kan se de to søstre sammen i Jacques Demys meta-musical Les desmoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort). Og man kan se Deneuve spille over for sin egen voksne datter, Chiara Mastroianni, i Julie Bertuccellis La dernière folie de Claire Darling (2019, da. Claire Darling). Sådan gnider fiktionen kind med den virkelige historie i La vérité. Sandheden er ikke en nøglefilm – og så alligevel. Det enkle kunstgreb har meget stor virkning. Familiefornemmelsen er autentisk.

   »Modenhed er alt,« siger Shakespeare i Kong Lear. Deneuve og Binoche er i virkeligheden 76 og 56 år. Det er godt at se dem som mor og datter. For Kore-eda er filmen et eksperiment. Det må siges at være lykkedes ham. Sandheden er en udsøgt komponeret buket af hyldest og historie. Her er 60 års fransk (og japansk) filmfølsomhed koncentreret.

Se også Den japanske familie: Shoplifters (2018); Hirokazu Kore-eda: Still Walking/ Aruitemo aruitemo (2008); Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004).  

La vérité (Sandheden). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Eric Gautier. 106 min. Frankrig-Schweiz-Japan 2019. Dansk premiere: 08.10.2020.

Fotos: 3B Productions/ Bun-Buku/ MI Movies/ France 3 Cinéma/ Canal+/ Unifrance/ Le Pacte/Øst for Paradis

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.10.2020

Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]

AT VÆRE TÆT PÅ STJERNERNE
Ny version af en gammel fortælling

Af BO GREEN JENSEN

DEN lille prins er en kær dreng med lyst, krøllet hår. Han kommer fra en planet – asteroiden B-612 – der er så lille, at solen står op og går ned hele tiden. Her passer han på en rose, som er smuk og fin og som fylder hans hjerte. Han renser hver dag de tre vulkaner, som findes på asteroiden. Ellers skyder baobabtræerne op og kvæler måske den kostbare blomst.

   Den lille prins lever i en fortælling, som forfatteren Antoine de Saint-Exupéry skrev i 1943. Bogens fortæller er en pilot, der er styrtet ned med sit fly i Sahara. I ørkenen møder han drengen, som har været vidt omkring i universet. Drengen siger enkle ting, som den voksne mand får en hel masse ud af.

   Den lille Prins er en af verdens mest læste bøger. Den er oversat til 250 sprog og trykt i 140 millioner eksemplarer. Også forfatterens andre bøger har haft et langt liv – især de to, som på dansk hedder Citadellet (1948) og Blæsten, sandet og stjernerne (1938).

DEN lille Prins er en af de børnebøger, som næsten er overtaget af voksne. De citerer fra den uafbrudt og sørger for, at du hører om den, faktisk uanset, om du er interesseret. Bogen er fuld af private symboler. For eksempel er rosen på B-612 identisk med forfatterens hustru, Consuelo, som kom fra El Salvador – i øvrigt også et lille land med tre vulkaner.

   Pilotens tanker er meget voksne og har at gøre med den politiske situation på det tidspunkt, hvor Saint-Exupéry skrev sin fabel. Det var under 2. Verdenskrig. Der er brug for noget ekstra – eller en masse forklaring – hvis man i dag skal lokke nye læsere til.

DERFOR er der lagt en ny historie rundt om den gamle i animationsfilmen, som Mark Osborne har instrueret. Først hører du om Pigen, der bliver ven med en gammel pilot. Pigen bor alene med sin mor, som har travlt med at tjene penge. Hun skal gå i den rigtige skole, og hendes mor lægger et strengt program.

   Pigen gør bestemt, hvad hun kan. Samtidig er hun betaget af historien om Den Lille Prins, som piloten tegner og skriver til hende. Det er fint farvelagte versioner af siderne i den rigtige bog. Den Lille Prins og alle, han møder – f.eks. Rosen og Ræven – er animeret ved hjælp af stop-motion teknik. Du kan næsten røre ved figurerne. Du kan i hvert fald se, at de er levende.

DERIMOD er pigens afsnit fortalt i glat computerstil. Den nye historie er bedst, når den bruger ting fra den gamle. På et tidspunkt ser Pigen sin mor fare rundt på en planet af samme slags som i bogen. Hun har travlt med ting, der intet betyder. Det er en rigtig god pointe, og der er flere, hvor den kommer fra.

   Der er i forvejen lavet mange versioner af Den lille Prins – fortællingen findes som opera, musical og ballet, og den er filmatiseret både med tegninger og levende skuespillere. Faktisk ville det ikke give mening at bruge den gamle historie, uden at tilføre den noget nyt. Her er det gjort i bogens ånd, som man siger.*

ANTOINE de Saint-Exupéry levede fra 1900 til 1944. Han blev født i Lyon i Frankrig og døde under 2. Verdenskrig, da hans fly faldt ned i Middelhavet. Der er forskellige historier om, hvad der skete. I hvert fald var det passende, at han døde på den måde, for flyvning fyldte hele hans liv.

   Det lange franske navn er svært, så amerikanerne kaldte ham bare »Saint Ex«. Han var pilot på et tidspunkt, da flyvning var forbundet med eventyr, fare og en masse romantik. Antoine fløj med post i Andesbjergene. Han elskede at være tæt på stjernerne. De fleste af hans bøger beskriver, hvor pragtfuld flyvefølelsen er.

DEN allerbedste af dem hedder Blæsten, sandet og stjernerne. Den tager udgangspunkt i den samme oplevelse som Den Lille Prins. I 1935 styrtede »Saint Ex« ned i Sahara, da han forsøgte at flyve fra Paris til Saigon i Vietnam, som dengang hed Indokina og var en fransk koloni. Det er sådan, at Piloten møder Den Lille Prins. Noget af det smukkeste ved fablen er dens skær af fatamorgana.

   Forfatteren døde, da han var mest populær. Der er i alle hans bøger en følelse af, at det hele kan slutte lige om lidt. Hver bog er skrevet, som var det den sidste. Blæsten, sandet og stjernerne hedder egentlig Terre des hommes – dvs. »menneskenes verden«.

DEN lille prins synes ikke om menneskenes verden. I filmen er det sørgeligt at se ham blive voksen og gøre rent for Forretningsmanden, der har købt alle stjernerne, så byen er mørk og helt uden glæde.

   Heldigvis kommer Pigen og redder sin Prins. Du er ikke ved at dø af spænding, men du vil nyde at besøge den tætte, lille verden, og du vil genkende mange træk hos de voksne, som heller ikke Saint Ex var så vild med. Måske vil du finde din Rose. Du skal i hvert fald hjem til din egen planet og læse lidt mere om Prinsen bagefter.

*) Blandt de mange biograf- og tv-udgaver er live-action-filmen The Little Prince (1974), som Stanley Donen instruerede i 1974, nok den mest vellykkede. Drengen Steven Warner spiller Prinsen, og Richard Kiley er piloten, der fungerer som forfatterens stedfortræder. Rollerne omkring dem er meget kreativt besat: Komikeren Gene Wilder spiller Ræven, og i episoden med slangen er det særlig interessant at se danseren og koreografen Bob Fosse (som instruerede bl.a. Sweet Charity, Cabaret og All That Jazz) på den anden side af kameraet. Der er (god) musik og (fine) sange af Frederick Loewe og Alan Jay Lerner, som skrev bl.a. My Fair Lady, Camelot og Paint Your Wagon (da. Når guldfeberen raser). Der er rigtig mange ting i filmen, som viser 1970erne fra årtiets bedste side.

    

Stanley Donens film er ikke en gennemskreven musical i fuld skala. Det er derimod den storslåede franske sceneforestilling, som Richard Cocciante og Elisabeth Anaïs skrev musikken og sangene til i 2002. Cocciante tog erfaringen fra Notre-Dame de Paris (1997), dvs. ikke-Disney-sceneversionen af Klokkeren fra Notre Dame, med sig til Le Petit Prince. Han har siden skrevet musicalen Giulietta e Romeo (2007), dvs. Romeo og Julie af William Shakespeare, sammen med tekstforfatteren Pasquale Panela. 

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/ Den røde skildpadde (2016); Animation| The Swallows of Kabul/ Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/ Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/ The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Makato Shinkai: Your Name (2016); Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Den Lille Prins (Le Petit Prince/The Little Prince). Instr.: Mark Osborne. Manus: Irena Brignull & Bob Persichetti. 108 min. Frankrig-Canada 2015. Danske stemmer. Frarådes børn under 7 år. Dansk premiere: 09.06.2016.

Fotos: Onyx Films/ Orange Studio/ CPCT/ Canal+/ CNC/ Fundamental Films/ LPPTV/ Lucky Red/ M6 Films/ ON Animation Studios/ Paramaount Animation/ RTI/ SODEC/ Wild Bunch/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Forlaget Lindhardt og Ringhof/ Egmont/ Facsimile Dust Jackets, LCC/ Wikimedia/ The Times (Saint-Exupéry Portrait).

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Star Media Entertainment (Skandinavien) 10.10.2016

2K Blu-ray 3D (Limited Edition) fra Paramount Pictures 14.11.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Faktisk 10.06.2016

Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946

DRØMMENE OG TIDEN
Det indestængte livs æstetik

Af BO GREEN JENSEN

HELENE Schjerfbeck (1862-1946) var den store modernist i finsk kunst. Selv samtiden kunne se hendes fortrin – og var benovet over den internationale opmærksomhed, som blev hendes værker til del. Schjerfbeck repræsenterede Finland på flere verdensudstillinger. I filmen om hendes liv er det tydeligvis en stor ting, at Ateneum i Helsinki viser tre værker af en nulevende kunstner.

   Et af billederne hedder Konvalescenten eller Den syge. Schjerfbeck malede det i St. Ives i Cornwall, hvor hun opholdt sig i 1887. Det er længe, før filmen begynder. Billedet forestiller et sygt barn i bedring; en pige, som sidder i en kurvestol i et køkken. I 2006 (har jeg læst mig til på Wikipedia) blev det nummer to i en national afstemning, som skulle kåre Finlands favoritmaleri.

   Det er et genrebillede af den slags, som vi i Danmark diskuterer efter Den Hirschsprungske Samlings indkøb af Bertha Wegmanns portræt af en ung Marie Triepcke (senere Marie Krøyer). Vi har det også svært med Schjerfbeck-motiver som En såret soldat og Wilhelm von Schwerins død.

   Fordi hun levede længe og søgte konstant, er der mange faser i produktionen. Først er Schjerfbeck nordisk guldalder ganget med tre: Anna Ancher, Marie Krøyer, Vilhelm Hammershøi. Siden er inspiration taget ind fra bl.a. Whistler, Edvard Munch og Cezanne. Endelig er der kun kunstneren selv. Arbejdet er aldrig uden dybde. Bedst og mest moderne er billeder som Vasketøj (1883) hvor man ser lagener, der tørrer i græsset. Eller portrætter, hvor trækkene eksploderer.

ANTTI Jokinens spillefilm holder sig til perioden 1913-23. Her indledte Schjerfbeck et samarbejde med galleristen Gösta Stenman, som forstod at promovere hendes kunst. Stenmans assistent, Einar Reuter, skrev den første monografi om Schjerfbeck i 1917. Einar malede selv under navnet H. Athela. De indledte et forhold. Hun malede ham som Sømanden. Helene var 19 år ældre end Einar. Da han forlovede sig med en anden kvinde, var kunstneren stille i meget lang tid. Det er dette mørke, som Jokinens film undersøger.

FILMEN bygger på en roman fra 2004 af Rakel Liehu. Den findes på svensk, men ikke på dansk. Bogen bruger formentlig kunstnerens breve til at tegne et nærmest kubistisk portræt. Som Helene siger til Helena Westermarck (Krista Kosonen), da hun genoptager arbejdet efter sin mors død: »Jeg vil male et portræt, som får tilskueren til at falde på knæ.«

   De ler begge to, når hun siger den slags. Andetsteds er munden lukket på et selvportræt, fordi tavsheden definerer karakteren. »Endelig,« kommenterer veninden knastørt. Men hun elsker at lytte til Helene. Det er Westermarck, som tager sig af kunstneren, da Einar svigter. Det tager år at klinke skårene, og resultatet bliver aldrig helt godt.

HELENE er ikke en biopic i fuld skala. Der er ikke impressionistiske flashbacks til pigen, som så, hvordan verden begyndte; ingen (re)konstrueret erindring, som forklarer, hvordan Helene fik et svært forhold til sin dominerende mor. Familien prøver altid at presse Helene i retning ad kommerciel kunst. Lillebror Magnus siger ikke ét venligt ord om hendes værker.

   Sent i filmen sidder en scene, hvor Helene siger til sin mor, at hun vil ødelægge hende, hvis hun blander sig i hendes liv én gang til. Olga fnyser og tier. »Tror du mig?« insisterer Helene. Mere fnysen. Mere insisteren. Så siger den gamle kvinde endelig: »Ja, jeg tror dig.«

   Efter filmens diskrete begreber er det faretruende høj dramatik. Det er jo ikke ydre spænding, som driver Jokinens film. Tværtimod når han og fotografen Rauno Ronkainen deres mål ved altid at holde igen. Hver indstilling er sirligt og indgående komponeret, især når billedet henviser til Schjerfbecks egne motiver. Det kunne være ubærligt, en ren gennembladring af kunstnerens catalogue raisonné, men i praksis fungerer stilgrebet.

DA Einar maler, og Helene står bagved og ser på hans ryg, holder hun igen. Senere fatter hun ikke, hvordan han kunne misforstå hendes signaler. Det er med sådan et blik, det indestængte livs æstetik, at filmen betragter sin verden. Man får et chok, da Helene giver Einar en lussing, skønt det sker med års forsinkelse.

   Helene knuser kopper og mister grebet om virkeligheden, da Einar meddeler, at han har forlovet sig – ovenikøbet med Tyra på 18, som er indbegrebet af livskraft. Da galleristen kommer for at lokke hende tilbage til verden, lukker Helene sig inde i skabet, så han ikke kan se hende. Men ingen dikterer, hvad vi skal føle. Hun lytter til anmeldelsen, han læser højt. Så kommer hun ud og tænder op, for værelset er koldt. Heller ikke musikken angler. Der er højest sprød Satie og formel J.S. Bach på lydsporet.

HELENE Schjerfbeck havde et langt virksomt liv. Hun døde 83 år gammel og var mange flere faser igennem. En sluttekst oplyser, at hun og Einar forblev nære venner og skrev over 1.100 breve til hinanden. I filmen har han problemer med ét.

   Endelig står hun igen ved staffeliet. En fugl forvilder sig ind, og hun betragter den som en budbringer. »Drømmene og tiden løber fra os, skridt for skridt,« siger hun. »Til de forsvinder ud i horisonten. Og vi glemmer. Vi glemmer, hvad det var, vi prøvede at nå hele vores liv. Det eneste, som er tilbage til sidst, er rent, hvidt papir. Så finder vi henførelsen.«

DE sidste par minutter er et formalistisk højdepunkt. Atelieret glider umærkeligt over i konservatorernes værksted på det moderne Ateneum. Alt er lys og orden. Ti malerier bliver vist: et interiør; portrættet af Einar; pigen med rødt hår; det ikoniske selvportræt fra 1912; et andet med røde, hævede læber; MARIA med veninden Maria Wiik; den gamle mor i zarina-positur; igen interiøret, som viser en dør. Det er udgangen og indgangen. Det er disse billeder, som Jokinen har brugt til at give filmen struktur.

MAN får stor respekt og veneration for Laura Birn, der spiller Helene. Johannes Holopainen ligner næsten en ung August Strindberg i rollen som Einar Reuter. Han har vokset moustache og prøjsisk frisure, men hans kød lever på den rigtige måde. Der skal blyhvidt, harelim og viridian til at fange marmoreringens kompleksitet.

   Jokinens film er nede i disse detaljer. Derfor giver den en bedre skildring af den skabende maler end mange mere ekspressionistiske forsøg, som tager kaos og hallucinationer i brug, når de vil skildre fænomenet. Det er klart, at filmen bliver ved at forsøge. Det kan ikke lade sig gøre i noget andet medie.

   Helene er værd at løse billet til, også i en virtuel biograf. Den syner muligvis ikke af meget, men den sidder i kroppen længe bagefter.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Tove | Tove Jansson 1914-2001.

Helene. Instr.: Antti Jokinen. Manus: Marko Leino og Antti Jokinen. Foto: Rauno Ronkainen. 121 min. Finland 2020. 04.02.2021 [Streaming].

Fotos: Cinematic/ Stellar Film/ Picture Tree International/ Nordisk Film/ YLE/ IMDBpro/ CineMaterial/ Cineuropa.org/ Schirn Kunsthalle/ Ateneum/ helene.onlyhearts.co.jp (official website)/Wikimedia Commons

Filmen streames på GRAND HJEMMEBIO

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.02.2021.