Bush + Renz: Antebellum (2020) [Black Lives Matter 21]

FORTIDEN ER IKKE DØD

En omvendt Borte med Blæsten

Af BO GREEN JENSEN

DER er tre afsnit og et stort tankespring i Antebellum. Oplevelsen er helt afhængig af overraskelsen, som filmen leverer efter en time. Jeg røber ikke noget, men vil alligevel begynde med en ekstra indtrængende spoiler alert. Jeg havde selv læst en synopsis, som afslørede sammenhængen.

   Første akt udspiller sig på en bomuldsplantage i Syden under den amerikanske borgerkrig. Her bliver slaven Eden (Janelle Monáe) mishandlet og misbrugt som de øvrige afrikanske amerikanere. Plantageejeren, som er general i Konføderationshæren, holder Eden isoleret som en særlig favorit. Flere flugtforsøg mislykkes. Atmosfæren er som i en koncentrationslejr. Generalen brændemærker Eden – og lover hende, at alt vil blive godt.

I ANDEN akt var det heldigvis bare en drøm, som sociologen Veronica (også spillet af Janelle Monáe) vågner af. Veronica lever let og moderne med Nick, som er det modsatte af en #MeToo-skurk, og datteren Kennedi, som er en solstråle. Hun diskuterer systemisk racisme i tv og holder foredrag om sin seneste bog, der handler om at bryde med offermentaliteten. »Revolution er bedre end assimilation,« siger et slogan.

   Når Veronica går i byen med sine veninder, lyder de som en satirisk tv-sitcom. Jagende mænd bliver spiddet og ristet. De får det bedste bord midt i restauranten. New Orleans har ændret sig. Det er virkelig andre tider i Syden.

TREDJE akt føjer stykkerne sammen på uventet vis. Så har jeg ikke sagt for meget. Antebellum lanceres som horror og mørk fantasy, men er faktisk ingen af delene. Tiden hænger sammen på logisk og lineær vis.

  Snarere er filmen en instruktiv fabel i The Twilight Zone-traditionen: en identitetspolitisk thriller om amerikansk racisme før, nu og altid. »The past is never dead. It’s not even past – « skrev William Faulkner. For en sikkerheds skyld bliver han citeret to gange.

   

ANTEBELLUM er produceret af samme selskab, QC Entertainment, som stod bag Spike Lees BlacKkKlansman (2018) og Jordan Peeles Get Out (2017) og Us (2019). De historiske troper er endelig vendt. Antebellum åbner med en nøje koreograferet kameragang, et otte minutter langt tracking shot, der fører gennem plantagens kvarterer. Det er næsten en omvendt Gone with the Wind (1939, da. Borte med blæsten).

   Som sagt ligner formen en tv-novelle. Der er én god, stor idé, og når den er brugt, er der ikke så meget mere. M. Night Shyamalans film, som var tilløbsstykker for 20 år siden, havde samme relative problem. Antebellum deler en række motiver med Shyamalans The Village (2004).

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016). 

Antebellum. Instr. & manus: Gerard Bush & Christopher Renz. Foto: Pedro Luque. 105 min. USA 2020. Dansk premiere: 17.09.2020.

Fotos: QC Entertainment/ Lionsgate/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime og ViaPlay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.09.2020

Ken Loach: Jimmy's Hall (2014)

EN VARM UTOPI

Endnu et sent værk som fejrer det fælles

Af BO GREEN JENSEN

KEN Loach var 77 år i maj 2014, da Jimmy’s Hall fik premiere på Cannes Festivalen. Han erklærede allerede dengang, at den stille, men relativt store produktion ville blive hans sidste arbejde.

   Han sagde dog det samme i 2013, da dokumentaren The Spirit of '45 blev vist på Berlinalen. Her undersøgte Loach, hvad der blev af drømmen om et solidarisk samfund, som krigsgenerationen vendte hjem med i 1945.

   Jimmy’s Hall udspiller sig i 1932, dvs. ti år efter den irske borgerkrig, som delte både nationen og partiet Sinn Fein. Kommunisten Jimmy Gralton (Barry Ward) vender hjem til County Leitrim for at overtage familiegården og genåbne kulturhuset, der har stået tomt, siden han rejste til USA ti år før.

PROJEKTET er en stilfærdig succes. Egnens ungdom kommer for at danse til de sanselige jazzplader, som Jimmy har med hjem, og den ældre generation tager huset til sig som et sted, hvor man diskuterer, hører foredrag og holder politiske møder.

   Jimmy forsøger at bremse bølgen af tvangsudsættelser, som finder sted. Han formår på kort tid at lægge sig ud med både kirken og de politiske kræfter. Julenat bliver dansehallen brændt ned. Kort efter bliver han deporteret.

DER er flere måder at se filmen på. Den er gennemført varm i sin skildring af fællesskabet, som Loach og manuskriptforfatteren Paul Laverty har fejret i alle deres film. De store dansescener er noget af det smukkeste, som Loach har instrueret, og som altid hos Loach og Laverty er der en lang scene, hvor man diskuterer realpolitik.

   Endvidere er Jimmy’s Hall en tematisk tvilling til The Wind that Shakes the Barley (da. Vinden der ryster kornet), guldpalmevinderen fra 2006. Her skildrede Loach, hvordan den irske borgerkrig fik brødre til at dræbe hinanden, mens britiske black and tans rykkede ind. Den nye nation var i sandhed en forfærdende skønhed, som kom til verden.

   Det er forstemmende svanesange. I The Spirit of ’45 bliver drømmen knust af kollektive kræfter. I Jimmy’s Hall er der personlige interesser på spil. Dokumentaren bygger på vrede og afmagt. Spillefilmen har en stoisk grundtone. Man vil altid tabe til mørkets kræfter, synes Loach at sige. Men man må alligevel tage kampen op.

DET hører med til historien, at Loach i 2013 var medstifter af partiet Left Unity, en britisk udgave af Enhedslisten. Han har talt politik med klar stemme, siden han instruerede Poor Cow i 1967. Han har sagt nej til at blive dekoreret og kritiseret de kolleger, som tog imod en orden og knælede for »that woman«. I 2013 foreslog Loach, at Margaret Thatchers begravelse blev udliciteret i privatiseringens ånd.

   Der er, skulle man mene, en prisværdig konsekvens ved omsider at gå aktivt ind i politik. I Jimmy’s Hall er der en scene, hvor Jimmy og Fader Sheridan (Jim Norton) diskuterer Stalins politik i Sovjetunionen. Jimmy spørger, om de ikke kan vente med at skændes og fokusere på arbejdet med at renovere dansehallen.

POLITISOLDATERNE fra Gardai slår hårdt ned på Jimmys aktiviteter. Det er dog Dennis O’Keefe (Brian O’Byrne) fra IRA, som effektuerer hans udvisning. Hund æder hund i det nye Irland, som kun angiveligt er etableret i ånden fra Påskeopstanden i 1916.

   Mens Left Unity er blevet anerkendt i den politiske mainstream, har venstrefløjen været fordømmende i sin kritik. Loach foreslår, ligesom Jimmy i filmen, at man glemmer interne konflikter. Det vil den gamle garde ikke høre tale om. Derfor kan man læse en sønderlemmende kritik af den nye film (og Loachs hele livsværk) på World Socialist Web Site, som altid er et godt sted at få en frisk vinkel på tingene.

DEN historiske Jimmy Gralton (1886-1945) emigrerede i 1909. Han var aktiv i det amerikanske kommunistparti og kom i 1921 hjem for at optræne IRA-medlemmer. Ved samme lejlighed iværksatte han opførelsen af Pearse-Connolly Hall.

   Efter borgerkrigen tog Gralton tilbage til USA. Han kom hjem som leder af Revolutionary Workers’ Groups, der var forløberen for det irske kommunistparti. I 1933 blev han deporteret, officielt fordi han havde amerikansk pas, men faktisk fordi han og RWG ikke passede ind i den katolske politistat, som Eamonn de Valeras regering etablerede efter valget i 1932. Kulturhuset brændte også i virkeligheden.

GRALTON bliver i Loachs film en fortaler for fornuft og pragmatisme. Filmen følger ham i en kort periode, hvor den realiserede utopi synes inden for rækkevidde. Han taler for social retfærdighed og politisk tolerance. Ergo er han på alle måder uønsket i det nye Irland – ganske som Left Unity er på den gamle venstrefløj.

   Ken Loach har instrueret 30 spillefilm og 30 tv-arbejder. Heriblandt er hovedværker som Kes, Family Life, Riff-Raff, Ladybird, Ladybird, Land and Freedom, My Name is Joe, Sweet Sixteen og It's a Free World. Loachs film har gjort og gør en forskel. Det er ærligt talt ikke retfærdigt at mistænkeliggøre hans engagement.

   Jimmy’s Hall er fuld af vemod og varme farver. Filmen vælter ikke verden, men den opsummerer et livsværk. Det er en smuk, renfærdig afsked, som trods fatalismen belyser en ufortrøden tematik. Filmen er også stilfærdigt romantisk. Dét har af og til knebet for Loach.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Jimmy’s Hall. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Robbie Ryan. 109 min. UK-Irland-Frankrig-Belgien-Japan 2014. Dansk premiere: 14.05.2015.

Fotos: Sixteen Pictures/ Element Pictures/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ BFI/ Film4/ Bórd Scannán na hÉireann (Irish Film Board)/ Screen Ireland/ Canal+/ Ciné/ France Télévisions/ Le Pacte/ Les Films du Fleuve/ Longride/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.05.2015

Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/Om guder og mænd (2010)

TYVE I PARADIS
Om retten til ikke at vælge side

Af BO GREEN JENSEN

»Jeg har sagt: I er guder, I er alle sønner af den Højeste. Dog skal I dø som mennesker, og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden, for du har alle folkene som ejendom.«

   Titlen er taget fra Salmernes Bog, og Om guder og mænd er overhovedet oplyst af kristne begreber, som i filmkunsten sjældent behandles på et mere end kosmetisk plan. Ikke siden Michael Powells Black Narcissus (1947, da. Den sorte lilje), hvor Deborah Kerr havde rollen som priorinde på et kloster i Himalaya, har en ægte teologisk dagsorden fyldt så meget som i Des Hommes et des dieux.*

   Baggrunden er desværre autentisk. Natten til den 27. marts 1996 blev syv munke fra cistercienserklostret i Tibhirine i Algeriet ført bort af partisaner fra Groupe Islamique Armé, som krævede lederen Abdelhek Layada løsladt. Den 23. maj erklærede GIA, at munkene var blevet henrettet. Xavier Beauvois' film rekonstruerer forløbet, men undlader at sætte nationalitet på. Det kunne være hvor som helst i den franske Maghreb.

BEAUVOIS er først og fremmest interesseret i mændenes forsøg på ikke at engagere sig. For kan åndeligheden forholde sig ren, når historiens vinde raser? Og er det fast tro eller formastelighed, hvis man vælger at blive og sætte livet på spil? Munkene bliver flere gange bedt om at rejse, mens konflikten i området eskalerer til en regulær borgerkrig mellem regeringen og Den Islamiske Frelserfront.

   Traditionelt har brødrene, som alle er ældre, fransktalende mænd, levet i fred med den muslimske befolkning. Klostret fungerer som områdets nærhospital. Broder Luc (Michael Lonsdale) tilser børnene og giver deres mødre nye sko. Lederen Christian (Lambert Wilson) kender både Koranen og Bibelen og er fast besluttet på ikke at lade sig presse, hverken af partisanerne eller de aggressive regeringstropper.

FILMEN skildrer i roligt tempo og meget smukke billeder, hvordan det i længden ikke er muligt at opretholde klostrets urørlige status. Den første oprørsleder har respekt for Christians standpunkt, men snart bliver han erstattet af mere kompromisløse kræfter. Krigen intensiveres. I bogstavelige, men effektive scener står brødrene sammen og synger i farvet lys under billedvinduet, mens skuddene falder.

   En aften, da munkene igen har diskuteret, om de skal rejse eller blive, henter Luc to flasker ædel vin og lægger Tjajkovskijs Svanesøen på grammofonen. Her er filmens sande hjerte. Man deler brødrenes glæde og forstår, hvad forklarelse er. En regeringshelikopter hænger over klostret og er ved at overdøve musikken. Det lykkes ikke i første omgang, men den stemningsfulde nadver er munkenes sidste triumf.

OM natten føres syv af dem væk. Christians ord om at have levet rigtigt og gjort, hvad man kunne, så man atter kan mødes »som tyve i Paradis«, bliver fremsagt over et billede, som viser bordet, hvor munkene sad. Nu er stolene tomme. Til sidst forsvinder munkene ind i sneen sammen med soldaterne. En tekst fortæller, hvornår de blev dræbt. Kun den gamle Amédée overlevede og kunne fortælle historien.

   Des hommes et des dieux er en prunkløs film, som på én gang forsvarer mændenes ydmyghed, forklarer deres position og undrer sig over samme. Der er ikke noget ædelt over måden, som det slutter på. Munkenes død er en blank parentes i en verden, som er fuld af religiøs fanatisme og politiske myrderier. Også ved ikke at handle, taler brødrene trods alt bødlernes sprog.

HVIS man undersøger forhistorien, er der flere forklaringer på munkenes død. Det står klart, at de blev brugt som brikker i et politisk spil, som de nægtede at tage del i. Flere kilder hævder, at mændene døde i en mislykket redningsaktion. Andre mener, at GIA var i ledtog med regeringens sikkerhedsstyrker. Det spiller ingen rolle. Det er præcis disse jordiske spilfægterier, som munkene ikke vil opsluges af.

   Des hommes et des dieux handler om retten til ikke at vælge side, til ikke at tage del i krigen, som altid er et brodermord, fordi vi alle tilhører menneskeslægten og udgør en global familie. Xavier Beauvois’ film ligner en anakronisme, men er skabt i hjertet af tiden og taler meget stærkt til samme. Her giver troen atter mening. Det er det bedste forsvar for kristne værdier, man har set noget sted i nyere sted.

Se også Xavier Beauvois: Les gardiennes/Vogterne (2017).

*) Black Narcissus fra 1947 er en klassisk film om tro og fortrængning blandt britiske nonner, der er kommet til Himalaya for at etablere et kloster. Deborah Kerr er søster Clodagh, som får missionen betroet; Kathleen Byron er den psykotiske søster Ruth. Michael Powell og Emeric Pressburger optog filmen i Pinewood Studios, men det lykkedes fotografen Jack Cardiff at skabe betagende bjergbilleder. Især scenerne fra klokketårnet har sat sig.

   BBC fandt i 2020 på at lave en ny miniserie. Gemma Arterton har fået Kerrs rolle og fungerer endnu bedre. Søster Ruth bliver stadig overspillet. Som manden på stedet var David Farrar fra den gamle film blevet ubærlig. Alessandro Nivola er en forbedring. Diana Rigg medvirker i sin sidste tv-rolle, og Jim Broadbent ankommer ved juletid. Skønt meget er skabt med CGI, har filmholdet faktisk været i Nepal.

   Billederne og Brian Easdales musik var det bedste i den gamle film. Anna Dudleys score står svagere, men billedsiden kan måle sig med Jack Cardiffs. Charlotte Bruus Christensen begyndte som Thomas Vinterbergs fotograf på Submarino. Hun er både instruktør og fotograf på Black Narcissus. Hvordan serien er havnet hos Disney, kan man bare gisne om. Men smuk og berigende er den. 3 episoder, 176 min. Disney+

Om guder og mænd (Des hommes et des dieux). Instr.: Xavier Beauvois. Manus: Etienne Comar og Xavier Beauvois. Foto: Caroline Champetier. 122 min. Frankrig 2010. Dansk premiere: 07.04.2011.

Fotos: Why Not Productions/ Armada Films/ France 3 Cinéma/ France Télévisions/ Canal+/ Cine+/ CNC/ Cinémage 4/ Cofinova 6/ Soficinéma 6/ CAMERA FILM/ CineMaterial/  Sony Pictures Classics (Trailer via YouTube)/ Artificial Eye Curzon (via DVDBeaver/ Gary Tooze) (Blu-Ray screenshots)/ Unifrance

Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Curzon Artifiicial Eye (UK) 11.04.2011

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.04.2011 + 04.06.2021 [Black Narcissus Note]

Srebenica 1995: Quo Vadis, Aida? (2020)

OM LIDT BEGYNDER DEN RIGTIGE FILM

Så vi ikke glemmer og gentager historien

Af BO GREEN JENSEN

1990ernes krige på Balkan var det første skår i glæden og euforien, som fulgte efter Berlinmurens Fald, Sovjetunionens opløsning og afviklingen af den gamle Østblok. Der var tre forbundne konflikter: den kroatiske løsrivelse 1991-95, krigen i Bosnien 1992-95 og kampene i Kosovo 1998-99.

   Vesten havde vænnet sig til, at der var fred i Jugoslavien. Efter 1945 samlede den føderative folkerepublik seks ligestillede nationer: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Marskal Josip Broz Tito, den kroatisk-slovenske partisanleder, regerede med russisk støtte til sin død i 1980. Østrig-Ungarn havde undertrykt de etniske konflikter før Første Verdenskrig. Det samme gjorde socialismen i hele Titos tid.

   Da Jerntæppet blev løftet, gik freden i stykker. I 1991 erklærede Bosnien-Hercegovina sin uafhængighed. I 1992 begyndte krigen mellem serbiske tjetniks og muslimske bosniakker. Naboer og slægtninge førte krig. Konflikten var særskilt hadefuld, drevet af religion og racisme. Serbien har sin egen udlægning af historien. For alle andre var Serbien altid den store aggressor.

DET var svært at få Vesten i tale. Krigen passede ikke ind i fortællingen om det nye Europa. Jeg husker Cannes i 1995, hvor vi var begejstrede for (serberen) Emir Kusturicas absurde fabel Underground, der kritiserede tiden med Tito. Vinderfilmen var Theo Angelopoulos’ Odysseus’ blik, hvor en kasseret Lenin-statue bliver bugseret ned ad Donau i slow-motion.

   Vi havde travlt med at fejre 100-året for filmkunsten. Det gjorde alligevel indtryk, at krigen blev ført en times flyvning fra Cannes. De første film var Milcho Manchevskis Before the Rain (1994) og Michael Winterbottoms Welcome to Sarajevo (1997). Siden fulgte vel 100 skildringer af etnisk udrensning, ødelagt hverdag, blodrus og brodermord, processerne mod krigsforbryderne, da kampene ebbede ud.

MASSAKREN i Srebrenica fandt sted den 11. juli 1995. Soldater fra Republika Srpska indtog byen under ledelse af general Ratko Mladić. Efter et stand-off ved FN-styrkens base, hvor tusindvis af civile havde søgt tilflugt, blev en evakuering forhandlet. De serbiske styrker henrettede alle bosniske mænd. Jasmila Žbanićs film om massemordet er »tilegnet kvinderne i Srebrenica og deres 8273 dræbte sønner, fædre, ægtemænd, brødre, fætre, naboer...«

   Der er allerede en generation, som ikke husker forløbet. Žbanićs film om Srebrenica er produceret til 25-året, så vi ikke glemmer og gentager historien. Selv er hun født i Sarajevo i 1974. Žbanić nåede ud i alle hjørner af kulturen, da hun skildrede borgerkrigens efterbyrd, set fra kvindernes perspektiv, i den fremragende Grbavica (2006, da. Sarajevo – Håbets sang).

   Grbavica var en af mange besværgelser, som forsøgte at lægge konflikten i graven. Der er dog ingen tegn på, at vi har lært noget særligt af fejltagelser i vores fortid. Der er bare vokset tynd hud over såret. Karadzić, Milošević og Mladić blev fjernet og fik deres straf, men deres typer er ikke forsvundet.

   Quo Vadis, Aida? gør intet forsøg på at forklare den komplekse historiske baggrund. De første 75 minutter foregår på selve dagen og stedet. I det sidste kvarter vender Aida (Jasna Djuricić) tilbage til byen, da skeletterne fra massegraven er lagt frem.

AIDA Selmanagic fungerer som tolk for FN-styrken. Det er hollandske soldater, som er sat på den svære opgave. Oberst Karremans (Johan Heldenbergh) vil gøre alt efter bogen. FN har stillet Srpska-hæren et ultimatum: Hvis Mladić trænger ind, vil han blive mødt med luftangreb. Men da det kommer til stykket, er der ingen til at afgive ordren. Alle i hovedkvarteret er taget på ferie.

   Imens går general Mladić (Boris Isakovic) omkring i gaderne og beser sin erobring. Det er hans næstkommanderende, Joka, som eksekverer de ofte excentriske ordrer. Mladić taler til kameraet, som en allestedsnærværende fotograf bærer rundt. Han markerer dagen, hvor Srebrenica »kom hjem« med en floskuløs tale. »Sagde jeg Serbien for mange gange?« spørger han bagefter fotografen.

DER er en vis sort humor i flere situationer, men Quo Vadis, Aida? forfølger den ikke. Filmen har lige så travlt som Aida, der er i uafbrudt bevægelse, mens hun løber fra tolkeopgaver i fælleshallen til basens indgang, hvor skarer af flygtninge tigger om at komme ind. Hun prøver at finde sin mand og sine to voksne sønner i menneskehavet. Da det lykkes, bliver sagen at få deres navne sat på listen over vigtige personer, som skal evakueres.

   Mladić fører skinforhandlinger til ære for tv. Imens tiltvinger Jako sig adgang til FN-basen og finder ingen soldater. Han scorer billige point ved at skaffe brød til de sultne. I sit gamle liv underviste Aida på skolen, hvor hendes mand var inspektør. En serbisk soldat genkender sin lærerinde.

FORLØBET er rekonstrueret nøjagtigt. Med grum ironi finder massedrabet sted i en biograf. De bosniske mænd bliver ført ind og står i den tomme sal. »Om lidt begynder den rigtige film,« siger Jako og morer sig. Fire riffelløb kommer til syne i vinduerne ved projektørrummet. Da skuddene begynder, bliver der klippet til hvidheden i en langt senere vinter.

   Den knækkede kvinde er blevet grå. Hun banker på i lejligheden, hvor hun boede med Nahid og deres sønner. En ung mor tager imod hende og finder posen med de få ejendele, som familien efterlod. Hun har dog ingen plan om at opgive lejligheden, som stod og var tom. Aida skal være datterens lærer.

VI ser de sørgende kvinder undersøge ligene, som er lagt frem på gulvet i en stor hal. Er det ligefrem salen, hvor drabet fandt sted og hvor nutidens forældre stråler af stolthed, mens deres børn spiller skoleteater? Selv Aida må smile ved al denne uskyld.

   Sneen falder på Srebrenica, græsset vil dække de åbnede grave. Der var mange film om krigene på Balkan; brutale, groteske, sentimentale; alle registerets toner blev brugt. Quo Vadis, Aida? lukker en cyklus, gør status og beder os huske de døde. Det er en prunkløs film uden politisk dagsorden. Trods gruen er skildringen varm og human.

Se også Balkan efter borgerkrigen: Grbavica (Berlinale Golden Bear 2006). 

Quo Vadis, Aida? Instr. og manus: Jasmila Zbanic. Foto: Christine A. Maier. 101 min. Bosnien-Østrig-Rumænien-Holland-Tyskland-Polen-Frankrig-Tyrkiet-Norge 2020. Dansk premiere: 02.09.2021.

Fotos: Deblokada Produkcija/ Coop99 Filmproduktion/ Digital Cube/ N279 Entertainment/ Razor Film Produktion/ Extreme Emotions/ Indie Prod/ Tordenfilm AS/ Turkish Radio & Television/ ZDF/ ARTE/ ORF/ Radiotelevizija Bosne i Hercegovine/ CNC/ Eurimages/ Institut Francais/ IMAGE/ Nederlands Filmfonds/ Open Society Foundations/ Sørfond/ Österreichisches Filminstitut/ Angel Films/ Wikimedia Commons

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2021 

Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/Madres paralelas (2021)

NÅR GRAVENE BLIVER ÅBNET
Sanselig soning og fin feminisme

Af BO GREEN JENSEN

FORBINDELSEN knyttes tilfældigt, men det får vidtrækkende konsekvenser, da to spanske kvinder mødes på barselsgangen. Janis (Penélope Cruz) på 40 og Ana (Milena Smit) på 18 skal begge føde for første gang. De deler stue og falder naturligt i snak. Begge får velskabte døtre.

   Fotografen Janis ser frem til at blive mor. Det er sent, men det skal nok blive godt. Barnets far er Arturo (Israel Elejalde), som er retsmediciner og antropolog. De mødes i første scene af Pedro Almodóvars film nr. 22, som markerer et 40 års-jubilæum for instruktøren. Janis tager fotos til et interview, men bagefter har hun en personlig forespørgsel. Arturo arbejder for den historiske komité, der åbner massegravene fra Den Spanske Borgerkrig.

JANIS voksede op hos sin mormor. Alle i landsbyen ved, hvor graven med mændene er. Janis tilbyder Arturo opgaven, og de fatter sympati for hinanden. Der er måske et anstrøg af sex som valuta i transaktionen. I hvert fald lover Arturo, som har en kræftsyg hustru, at han vil arbejde for at få graven åbnet.

   Janis vil gerne være en god mor alene. Det har kvinderne i familien altid været, og hun nærmer sig livsfasen, hvor kontinuitet får betydning.

   For Ana er graviditeten én ulykke mere i tilværelsen, der hidtil har været en stor skuffelse. Pigens mor er skuespiller. Hos Almodóvar bliver der altid citeret. Her er det en monolog fra Federico Garcia Lorcas Frøken Rosita (1935), som Aitana Sánchez-Gijón fremsiger. Hun har igen ikke tid til sin kvæstede datter.

   Parallelle mødre foregår nu, men de historiske lag og markører er altid i billedet: 1930rnes borgerkrig, udrensningen af dissidenter og de 40 år med diktaturet. Almodóvar tilhører den første generation efter Franco-epoken. Han var forrest i feltet, da strømningen »La Movida Madrileña« begyndte. De satiriske tekster om Patty Diffusa og film som Pepi, Luci, Bom og de andre (1981) var centrale for frihedskulturen.

PEDRO Almodóvar (f. 1949) bliver stadig forbundet med de stiliserede genrestykker – han kalder dem »popfilm« – der gav ham et stort navn i 1980erne. Han var tidligt ude med queer cinema og en kønstematik, som nu forekommer profetisk. Dengang blev det set som manerer og stilgreb.

   I de første værker castede han Victoria Abril som en erotisk spøg-og-skæmt effekt. Et lille ensemble tog form. Fra og med Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988) var Almodóvar et verdensnavn. Penélope Cruz og Antonio Banderas begyndte i hans film. Det var naturligt, at begge vendte tilbage i den selvbiografiske Smerte og ære fra 2019.

   Med Min hemmeligheds blomst (1995) og Alt om min mor (1999) kom Almodóvar til det modne melodrama. Herefter aftog satiren. Med den svimle farce om De elskende passagerer (2013) som undtagelsen, der bekræfter en regel, er det faktisk tyve år og ti film siden, at instruktøren har dyrket den selvironiske, kønspolitiske camp, som mange stadig kender ham for.

   Der har været psykologiske genrestykker – Tal til hende (2002) og Huden jeg bor i (2011) – og to melankolske autofiktioner: Dårlig dannelse (2004) og Smerte og ære. Ellers er værkerne efter 2000 en serie af feministiske kvindeportrætter: Volver (2006), Brudte favntag (2009), Julieta (2016).

ALLEREDE i Brudte favntag ser man en plakat for Parallelle mødre. Den hænger på væggen hos Lena, som er Cruz’ karakter i den film. Almodóvar siger, at han gik i årevis med ideen. Han ville fejre kvindernes bånd og lade generationerne mødes. Det var vigtigt at give dem hemmeligheder.

   Parallelle mødre handler om sandheder, der graves fri. Der er mere undertekst end sædvanligt, og især er der mere realpolitik. Jeg skal ikke afsløre vilkåret, som besegler kvindernes skæbne. Men fortielsen har betydning. Først da en hemmelighed er røbet, kan reaktionerne på det fortrængte begynde. Her bliver filmen stille og klar.

FILMENS bærende drift er dog trangen til at tale ud. 140.000 personer forsvandt under Franco. Som ung ville Almodóvar bare videre. Til det britiske filmtidsskrift Sight and Sound siger han: »Vi havde for travlt med at fejre vores frihed til at tænke på massegravene. I 1978 ville jeg bare have det sjovt og tale om det nye Spanien, som slet ikke lignede det gamle.«*

   Nu er instruktøren 72, og der skal tales om gravene, uanset hvad det koster. Det lægger ganske vist en hinde af dogme og plan over det menneskelige drama i Parallelle mødre. Omvendt er filmens sidste kvarter en mesterlig og befriende udredning af de koncentrerede traumer. Slutbilledet er blandt de smukkeste, som husfotografen José Luis Alcaine har skabt til Almodóvars film.

ELLERS er alt ved det gamle: den farverige bolig; lange samtaler i det varme spanske køkken; naturlig og sanselig elskov. Atmosfæren af affolkethed har med filmens tilblivelse at gøre: Parallelle mødre blev optaget i 2021, da COVID-19-restriktionerne stod ved magt. Scenerne fra marken, hvor der graves, får af samme grund en særlig taktil kvalitet. Man mærker endelig solen og vinden.

   De glemte grave er åbne igen. Fortiden kan måske ikke sones, men den kan heller ikke ties ihjel. Almodóvar slutter filmen med et citat fra Eduardo Galeano: »Ingen historie er stum. Uanset hvor meget de brænder den, knuser den og lyver om den, nægter menneskets historie at holde mund.«**

   Tiden, som var, bliver ved med at tikke inden i tiden, som er. For Almodóvar er denne film noget så sjældent som et politisk værk med et budskab. Som melodramatiker har han af og til lignet et uægte barn af Luis Buñuel og Douglas Sirk. Her er han endelig mesteren selv.

*) I Sight and Sound March 2022, Volume 32, Issue 2 ss.38-47 har Maria Delgado en lang samtale med Almodóvar, der taler åbent om arven efter Franco-tiden og hele filmværket. Det er aldrig lykkedes mig at få et interview med instruktøren. Tættest på kom jeg i Cannes i 2009, da Brudte favntag blev præsenteret. Almodóvar beklagede og sagde, at han ikke selv styrede dagsplanen. Jeg var i stedet en af 17 journalister, som interviewede Penélope Cruz ved, hvad der skulle have været en rundbordssamtale på 20 minutter. Hun kom for sent og sad midt i virakken i 12 minutter. Hun svarede yderst henholdende på en styrtregn af fremråbte spørgsmål, som kun havde lidt med filmen at gøre. Vi sad på Hotel Carltons strandrestaurant. På vej tilbage til hotellet blev Cruz jaget af fotografer og fans. Hun var sammen med sin datter og snublede på vej over La Croisette. Det kan ikke have været morsomt. Efterfølgende gik alle hjem og skrev, at de havde talt med Penélope Cruz i Cannes. Journalistik er somme tider et cirkus. Især når det gælder topstyrede junkets, der alene handler om lancering. 

**) Uruguyaneren Eduardo Galeano (1940-2015) udviklede et dokumentarisk format, som kombinerer historisk praktis og journalistisk metode med filosofisk eftertanke og fiktionens virkemidler. Trebindsværket Memoria del fuego (1982-1986, da. Ildens erindring) fortæller i almanakform historien om de amerikanske kontinenter før, under og efter den europæiske kolonisering. Galeano blev eksileret i 1973, da hæren tog magten i Uruguay. I Argentina skrev han Las venas abiertas de América Latina (1971, da. Latinamerikas åreladning), som kortlægger baggrunden for de fascistiske statskup i Chile og Uruguay. Da militæret i 1976 tog magten i Argentina, kom Galeano også på dødslisten hér. Han skrev Ildens erindring i det nye spanske demokrati. Senere i forfatterskabet udvides perspektivet, så almanakformen omfatter hele planeten og menneskeheden. Almodóvar citerer fra Patas arriba: Escuela del mundo al revés (1998, da. Med fødderne opad: den omvendte verdens skole). Forlaget Klim har udgivet mange af Galeanos bøger på dansk. 

Se også Pedro Almodóvar: Kika (1993); Pedro Almodóvar: Alt om min mor/ Todo sobre mi madre (1999); Pedro Almodóvar: Tal til hende/Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/La mala educacíon (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Pedro Almodóvar: Brudte favntag/Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/La piel que habito (2011); Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/Los amantes pasajeros (2013); Pedro Almodóvar: Julieta (2016); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4].

Parallelle mødre (Madres paralelas). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 123 min. Spanien 2021. Dansk premiere: 03.03.2022.

Fotos: El Deseo/ Pathé/ Radio Televisión Española/ Remotamente Films/ Sony Pictures Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Sight & Sound (aerial shot of opened grave), Atticus Review (Galeano portrait)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 22.06.2022

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022