Translate

tirsdag den 25. februar 2020

Balkan efter borgerkrigen: Grbavica (Berlinale Golden Bear 2006)



BALKAN EFTER BORGERKRIGEN
Grbavica konsoliderede freden i Bosnien

Af BO GREEN JENSEN

TI ÅR EFTER krigene på Balkan begyndte filmkunsten at vende tilbage. Fra hjertet af konflikterne havde serberen Emir Kusturica taget afsked med den jugoslaviske epoke i allegorien Underground (1995). I årene efter Østblokkens opløsning blev det især rumænske og russiske film, som bearbejdede historien, der fik udbredelse og havde moment.
   Efter 2000 holdt man op med at sige Eks-Jugoslavien. Danis Tanovic skildrede krigen i No Man’s Land (2001), men det blev en anden bosnisk instruktør, Jasmila Zbanic (f. 1974), som konsoliderede freden. For sin debutfilm Grbavica modtog hun Guldbjørnen på den 56. Berlinale i 2006. 
   I Grbavica handler det ikke længere om ideologi, etnicitet og historie. Her er erindringens politik forankret i kønnet. På samme måde, som aborten bliver en konkret metafor for overgreb og afmagt i rumæneren Cristian Mungius Fire måneder, tre uger og to dage (2007), er voldtægten det centrale i Zbanics optik. Grbavica er realistisk forankret og dybt seriøs. Der er ingen rester af de indgroede auteur-attituder, som prægede regionens film under statskommunismen.




FILMEN skildrer, stille og taktfuldt, hvor svært det er for Esma (Mirjana Karanovic) at få hverdagen til at hænge sammen tolv år efter krigen. Hun er alene med datteren Sara (Luna Mijovic), og de har det for så vidt udmærket. Problemerne begynder, da Sara skal betale €300 for at deltage i en udflugt, som alle på skolen glæder sig til. Esma tager arbejde som servitrice og beder om hjælp hos veninder og naboer, men kan ikke skaffe pengene.
   Pigen kommer glad hjem og fortæller, at turen er gratis for børn af døde krigshelte. Esma har altid holdt datteren hen med en historie om, at hendes far faldt i kampen mod de forhadte tjetniks. Nu er det blot at fremskaffe dokumentet, som bevidner at det forholder sig sådan, og Sara forstår ikke, hvorfor moderen nøler. Imidlertid er der ingen attest, for Esma ved ikke, hvilken af de mange mænd, som voldtog hende i Grbavica, der er far til Sara.


  
ESMA har det svært på sit arbejde. Hele hendes krop reagerer, når hun er tæt på mændene, der drikker og sveder som dengang. Omvendt har Sara problemer i skolen, hvor hun støder alle fra sig. Hun knytter dog en spæd forbindelse med Samir, hvis far faktisk døde som bosnisk martyr. Esma er interesseret i den blødeste af håndlangerne, som arbejder for hendes chef. På krisecentret får hun besked på at komme oftere og sige noget mere.
   Hvordan fortæller man sin datter, at hun er resultat af en gruppevoldtægt, og hvordan kan man føle sig elsket, når man ved, at man var et uønsket barn? Det var de emner, afmonteringen af totalitære regimer og arrene efter 90ernes krige, som man var nået til at behandle i de nye film fra Balkan. Guldet ligger i den store konfrontations- og udsoningsscene mellem mor og datter, men Zbanic undgår prisværdigt at sentimentalisere sit stof.
  

DER er ingen flashbacks og ikke megen anglen efter tilskuerens sympati, som Grbavica i øvrigt har fra første billede. Det er en sober film om et lødigt emne og en svær produktion, som kom i stand ved et samarbejde mellem selskaber i Østrig, Tyskland, Kroatien og Bosnien. Zbanic gør alt efter bogen, mor/datter-historien er universel. Alligevel er der scener, hvor man føler, at problemerne vendes af pligt.
   Det er frem for alt Mirjana Karanovic (f. 1957), der forankrer filmen og sikrer, at hvert udtryk sidder perfekt. Karanovic kan disse kvinder og fremstiller sine karakterer, så man tror, forstår og holder af dem. Hun kan af samme grund ses i mange Balkan-film. Især er hun fremragende i Andrea Stakas Das Fräulein (2006). En ung kvinde fra Sarajevo får arbejde i restauranten hos den midaldrende Ruza (Karanovic), der selv kom til Zürich 20 år før. I 2016 instruerede Karanovich selv Dobra zena (A Good Wife), hvor en kvinde må forholde sig til sin mands krigsforbrydelser. 
  Uden for Balkan følte man, at Grbavica måtte tilføres ekstra patos for at sælge billetter. Den danske distributør valgte Sarajevo - Håbets sang som en besværgende og i hvert fald stærkt tolkende titel, mens man i Storbritannien lokkede tilskueren med en henvisning til Esma’s Secret. I Frankrig blev der annonceret for Sarajevo mon amour. Alt var stik imod Zbanics neutrale og renfærdige attitude. Man skræmte snarere publikum væk.
   Grbavica er ikke udødelig filmkunst, men den var vigtig i sit kulturelle øjeblik, og den er værd at gense. 




   
CHARLOTTE Rampling var formand for den internationale jury, som gav Grbavica årets Goldener Bär. I danske medier gik man mere op i, at Pernille Fischer Christensen modtog Juryens Grand Prix for sin debutfilm En soap. Jafar Panahi kunne stadig rejse ud af Iran. Han kom selv og modtog sin Grand Prix - for dét år var to andenpræmier - for Offside. Det er filmen, hvor kvindelige fodboldfans trodser kønsforbudet og tirrer vagterne ved Teheran Stadion. Det blev siden praksis at have en tom stol stående på scenen, når den iranske filmskaber ikke kunne komme. Jeg havde håbet, at juryen gav noget stort til Robert Altman, som præsenterede sin sidste film, A Prairie Home Companion. Det er et varmt og morsomt myldrebillede, som bygger på Garrison Keillors radioshow. Den 81-årige Altman trak ikke på smilebåndet én gang under pressemødet. Han døde i november samme år.
  

Sarajevo – Håbets sang (Grbavica). Instr. og manus: Jasmila Zbanic. Foto: Christine A. Maier. 90 min. Bosnien-Hercegovina-Kroatien-Tyskland-Østrig 2006. Dansk premiere: 20.04.2007


Foto: Øst for Paradis Filmdistribution/ Internationale Filmfestspiele Berlin
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.04.2007

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar