Et møde med filmskaberen Sally Potter
Af BO GREEN JENSEN
OKTOBER 2017: VI kommer tyve minutter for sent til interviewet. Dét er ikke godt. Sally Potter (f. 1949) har haft en lang dag og skal to timer senere præsentere The Party i Grand Teatret, hvor CPH:PIX har arrangeret en samtale mellem instruktøren og filmens danske klipper, Anders Refn. Potter er, som man siger, stram i betrækket. Jeg får at vide, at tiden bliver trukket fra. Sådan går det heldigvis ikke. Det udvikler sig til en timelang snak om filmskaberens særegne værk og metode.
Der er gået 25 år, siden Orlando (1992) blev et gennembrud, både for Potter og Tilda Swinton, som spillede den androgyne titelrolle i filmudgaven af Virginia Woolfs overdådige fabel om kønnet og historien. Swinton havde kun medvirket i Derek Jarmans film, før hun slog igennem hos Potter. Instruktøren havde fået så mange hug for sin første lange spillefilm, The Gold Diggers (1983) med Julie Christie, at hun endte med selv at tage den ud af distribution. Siden har filmen fået oprejsning. Det har de fleste af Potters film over tid.* »Vi« er for resten ikke fotografen og jeg. Potter har frabedt sig at blive portrætteret. Vi er mig og min datter på fem, som jeg har løbet med på skuldrene for at nå frem til Ibsens Hotel. Ava tegner, mens vi taler. Hun ser kun op en enkelt gang. Det er, da Potter nævner Charlie Chaplin. Vi har lige set The Kid og City Lights i hjemmebiografen. Så det ender med et telefonportræt af Ava og Sally Potter. Og jeg bliver klogere på kvinden, som er en forvandlingskugle i kunstfilmkredsløbet.
EFTER Orlando fulgte The Tango Lesson (1997) med Potter selv i hovedrollen. The Man Who Cried (2000) var en stor amerikansk produktion med Johnny Depp som sigøjnerprins under holocaust. I Yes (2004) var der nærkontakt mellem en rig vestlig kvinde og en tjener fra Libanon. For god ordens skyld blev dialogen skrevet på blankvers. Rage (2009) var 14 monologer fra modemiljøet, fremspyttet til en mobiltelefon. Ginger & Rosa (2012) var derimod en varm erindring om det radikale miljø og protestmarchernes tid i begyndelsen af 1960erne. Potter har lavet mange slags film, men ingen af dem ligner The Party. Den er et besk og gavmildt snakkestykke, som udspiller sig i virkelig tid og er bemandet med et lille elitekorps af karakterskuespillere.
Syv karakterer samles hos Janet (Kristin Scott Thomas), den nyudnævnte sundhedsminister for Labour. Samme dag har Bill (Timothy Spall), Janets mand, fået stillet en kræftdiagnose. Nu vil han leve sin sidste tid med en anden end ministeren (som taler i telefon med sin elsker m/k under madlavningen). Patricia Clarkson er April, den skarpe veninde med misantropiske fyndord. Hun er gift med en tysk aromaterapeut (Bruno Ganz). Cillian Murphy har både coke og en pistol med til festen. Emily Mortimer venter trillinger med sin partner, Martha (Cherry Jones), der er radikal akademiker ligesom Bill. Sally Potter kender sin kreds. Alting udarter, og vi ved fra prologen, at Janet lukker op med et våben i hånden, når det ringer på døren om lidt.
The Party er en satirisk-sarkastisk tour de force. Filmen er i sort-hvid og holder en spilletid på 70 minutter. Formen er præcis og elegant. Nyheden ligger i tonen. Vi er havnet et sted mellem Beckett og brødrene Marx.
– DER er vild ironi og satire i The Party. Er det ikke nye toner for dig?
»Jeg synes jo, Orlando var badet i ironi og satire. Det var den allerede fra Virginia Woolfs hånd. Dramatikeren Alan Bennett har sagt, at englændere ligger i »ironiens fostervand«. Det er noget, vi har i blodet.«
– LGBT-pioneren Quentin Crisp spillede Elizabeth I i Orlando. Det var høj camp –
»Præcis den slags stemme, ja. Og helt som April, Patricia Clarksons karakter i den nye film. Skarp, men fuld af kærlighed. Dét er pointen. Det er en vildskab, som ikke kommer af had, men af barmhjertighed. Og her er karaktererne komplekse og stærke nok til at bære den slags gradvise afsløring. Det er masker, som bliver taget af.«
– Er April et talerør for Sally Potter? Er det sådan, du ser England i dag?
»Slet ikke. April er April. Måske er jeg enig, når hun taler om ”alle de marcher, vi gik på sammen, i den tro, at nogle ved magten ville lytte”. Hun er en revolutionær forklædt som kyniker. Og hun er en sand veninde i en kynikers forklædning. Alle karaktererne er forklædt på den måde. Men du spurgte, hvad jeg mener om England?«
– Ja. April er meget desillusioneret omkring den politiske proces –
»Lige nu har Jeremy Corbyn ændret nogle ting. Han er en anomali. En gammeldags venstrefløjspolitiker, som har holdt fast i sine principper i 30 år, laver sin egen marmalade, har en have, kører på cykel. For mig en virkelig tiltalende radikalisme, som tror og står fast på sine principper. Han er leder af Labour og har en realistisk chance for at blive premierminister. Så måske er vi på vej mod en komplet kovending.
På den anden side er det afsindige Brexit i gang. Men der er grund til optimisme. Jeg har venner i alderen 9 til 90, og hen over hele spektret er der politisk optimisme. De er naturligvis meget kritiske. Men der er mere håb og handlekraft på venstrefløjen, end der har været de sidste årtier.«**
– DET var der ikke, da du skrev manuskriptet til The Party?
»Nej. Jeg skrev den første version kort efter valget mellem Ed Milliband og David Cameron. Som Labour tabte og forfejlede. Det var en periode, hvor alle partierne syntes at søge ind mod midten. Intet var oprigtigt. Alt var spin for at få stemmer. Det var i det åndsklima, jeg skrev historien, men naturligvis handler den ikke om det.
Efterhånden som jeg lavede flere gennemskrivninger, udviklede det sig. Måske i takt med tiden, måske ikke. Forleden fandt jeg den første synopsis, og den er næsten identisk med den færdige film. Det er, som om jeg har været rundt i en cirkel af ændringer og overvejelser, blot for at ende ved udgangspunktet. Tonen var der fra begyndelsen. Denne syrlige skarphed. Jeg blev meget overrasket. Hvor kommer det nu fra? Uh, jeg må hellere bruge det, mens den er der – «
– Nogle kalder det filmet teater. Men det er det jo ikke. På scenen kan man ikke klippe og skifte synsvinkel –
» – eller lave close-ups og studere karakterernes kropsprog. The Party blev tænkt og skrevet som en film. Men filmkunsten har sine rødder i teatret, og denne har sine i tragedien. Fordi tonen er komisk, kunne jeg også sige, at fundamentet er Charlie Chaplin. Nu er der en vis interesse for at gøre filmen til et skuespil. Det ville ikke være så svær en proces, og flere har henvendt sig. For mig er teater ikke et uartigt ord.«
– EN fællesnævner for dine film er struktur, et fast regelsæt. Det kan så være regler, du har sat for dig selv. I The Tango Lesson sidder du med det blanke papir og begynder. Er det en måde at få arbejdet i gang på? »Det er et interessant spørgsmål, som ingen har stillet mig før. Form – struktur – er noget, som jeg bruger lang tid på at finde frem til, og jeg er altid meget bevidst, ikke blot om den fysiske arkitektur i et værk, men også om den følelsesmæssige og psykiske arkitektur.
Jeg er en uafhængig filmskaber. Der er ingen, der bestemmer, hvad jeg skriver, måske har ingen bestilt, hvad jeg skriver. Jeg gør det bare og finder pengene undervejs. Ofte har jeg arbejdet med stoffet i årevis.
På den måde har jeg skabt en situation, hvor jeg har komplet æstetisk frihed. Senere er det naturligvis en udfordring at rejse penge. Men først har jeg fuldkommen frihed, og derfor må jeg skabe nogle begrænsninger, nogle rammer at arbejde indenfor, ellers bliver det et uendeligt sæt muligheder.
Min referenceramme er eklektisk. Jeg er ikke af den amerikanske skole. Eller nogen skole. Inspirationen kunne være Eisenstein. Eller Warhol. Eller minimalistisk tysk avantgarde. Eller Singin’ in the Rain. Eller hvad som helst. Så jeg ved, at der er mange formalistiske valgmuligheder. I The Party var jeg interesseret i dybde, hvad vi kunne finde ved at gå dybt ned i ét rum. Ét miljø. Én situation. Virkelig tid. Alt skudt på to uger. Lad os se, hvad vi kan gøre med det. Og alle fandt det befriende.«
SALLY Potter har skrevet en bog, Naked Cinema (2014), om at arbejde med skuespillere. Hun siger, at de elskede The Party, fordi hver karakter foretog en stor indre rejse på meget kort tid. Ingen skulle sidde og vente, for det var en ensemblefilm. Endvidere fik alle samme betaling.
Der var megen morskab på sættet. »Jo værre det går karaktererne i filmen, jo mere lo vi mellem optagelserne.«
– I The Tango Lesson spillede du selv hovedrollen, hvilket må være den mest metafiktive ting, man kan gøre, og du skriver bogstaveligt filmen i løbet af filmen…
»Det var i forlængelse af arbejdet med Orlando. Og Orlando voksede ud af arbejdet med min første film, som fik en meget hård modtagelse. Orlando var omvendt forvirrende succesfuld. Den var den mest sete film i en periode. Jeg vidste ikke længere, hvem jeg var, jeg fik tilbud fra Hollywood osv. Så til sidst tog jeg til Buenos Aires for at danse natten væk og helbrede mig selv.
Jeg tænkte: Jeg laver en fem minutters dokumentar om tangokulturen. Og de fem minutter blev til en fiktion på 90 minutter med mig selv i. Men det var ikke udgangspunktet. Udgangspunktet var i kroppen. Jeg havde brugt syv år på Orlando, det var et ubeskriveligt omfattende arbejde. Og jeg følte trang til at være i et helt andet univers. Det var ekstatisk, fordi dans er som narkotika. Men samtidig er der denne melankoli i musikken.
Teknisk var det uhyre indviklet. Jeg skulle instruere mig selv, lære dansene, instruere disse argentinske machismomænd. Og så sidde i klipperummet og se på mig selv. Jeg kan ikke lide at blive fotograferet. Alligevel udsatte jeg mig selv for en granskning, som var meget smertefuld. Men det jeg gjorde indgik i en lang tradition – som kommer fra litteraturen og kunsten – for at lave alternative selvportrætter. Ikke det faktiske jeg, men et muligt. Så mange har lavet autofiktioner. Colette, Cindy Sherman osv. Jeg tænkte, det ville blive modtaget på den måde. Og det gjorde det nogle steder. Andre så filmen som ren narcissisme«.
– The Tango Lesson var ganske succesfuld –
»Den var en kæmpesucces. Den bliver stadig vist mange steder. Den har fans, den fik betydning. Den er vel et portræt af en person, som prøver at forstå en anden kultur. Som forsøger at få del i den, hviket man aldrig helt kan, når man kommer udefra. Og melankolien ved at indse dét. Jeg har ikke set den i lang tid.«
– Jeg genså den forleden. Denne gang bemærkede jeg, at den er tilegnet mindet om din far. De taler om den jødiske arv. De går i synagoge sammen. Den jødiske kultur er vigtig i den film og i The Man Who Cried. Ellers kan jeg ikke få øje på den...
»For jeg er ikke jødisk. Ikke det fjerneste. Det var ren fiktion. Kulturel annektering, ville man kalde det nu. Jeg tog emnet op i The Man Who Cried, for antisemitisme og antiromanisme er fuldkommen forbundne for mig. Og jødehad er altid kilen, der baner vej for andre slags racisme.
I The Tango Lesson lavede jeg en fejl i dialogen. Der er en scene, hvor Sally og Pablo sidder ved et bord og taler. Han er jødisk. Og hun siger: Jeg er ateist, men jeg føler mig som jøde. Alle, der så filmen, tænkte jeg sagde: Jeg, Sally Potter, er jødisk.«
– I The Tango Lesson er du i Hollywood for at rejse penge til en film om mode. Det er den film, du prøver at skrive i filmen. Du siger, at projekter siver ind i hinanden. Er den den film, som blev til Rage?
»Netop. Jeg skrev et manuskript, men jeg havde ikke lyst til at lave filmen. Ikke den film. Og så fik jeg ideen til Rage. Det var lige før, det faktisk blev muligt at lave en film på en smartphone. Jeg havde en profetisk fornemmelse af, at det ville gå den vej. Jeg tænkte: Lad os få et barn til lave en film på sin telefon. Alle vil sige præcis, hvad de tænker og føler. Ingen vil tro, det får betydning. Det var i 2009. Før det hele gik amok på nettet. Rage har haft et festivalliv, men den fik ikke megen biografdækning. Folk syntes, den var for mærkelig.«
– DA du lavede YES, sagde du, at JA er et af de mest nødvendige ord –
»Ja er et mere behageligt ord. Men det er også nødvendigt at vide, hvornår man skal sige nej. Begge ord er gode, hvis de bliver brugt korrekt. Når man skaber noget, må grundholdningen være åben og imødekommende. Man kan ikke sige nej til en ny idé. Den kritiske sans kan sige nej siden hen. Men den skal prøves.
Jeg begyndte at skrive YES dagen efter 9/11. Hvor det stod klart, at vi bevægede os mod præcis, hvad der er kommet: en kløft og et had mellem øst og vest. Jeg tænkte, hvad kan jeg gøre, som peger i modsat retning? Skildre en øst-vest kærlighed og i hvert indlede en samtale.« – Så det er et forholdent ja?
»Nej, det er et kategorisk ja. Ja til kærlighed og empati med de ting, vi alle har til fælles. Men somme tider er vrede den eneste måde at vise kærlighed på. Sagde en eller anden. Så jeg siger ja til en grundlæggende godhed i mennesket og individets kamp for at overleve. Jeg ved, det er en idealistisk holdning, men den bliver ved med at være min sandhed.«
– Det er svært at sige ja til Islamisk Stat –
»Præcis. Dér siger man nej. Det er et godt eksempel på, hvor man skal sige nej. Skønt man ikke nødvendigvis siger nej til de enkelte mennesker, der er låst fast i dén desperate måde at se tingene på. Måske ja til barnet, som var der engang. Det er svært for mig at sige ja til forestillingen om, at et menneske er fuldkommen ondt. Ting går galt hen ad vejen, men på et tidspunkt blev de mennesker født hver og én, som din yndige lille datter.«
– I YES var regelen, som du satte for dig selv, at skrive dialogen på blankvers. Jeg kan især huske Shirley Henderson som stuepigen, der undersøger vort affald. Dialogen får virkelig en shakespearsk dimension, men hvor kom ideen fra?
»Når jeg får en ide, prøver jeg allerførst at lade den komme ud, uden for meget selvkritik og censur. Jeg prøver at skrive en lille smule hurtigere end min egen tvivlrådighed. Og først kom ideen ud i vers. Jeg har skrevet mange sangtekster. Da jeg var musiker, plejede jeg at improvisere tekster på scenen, som en slags rap. Så jeg var interesseret i at skrive en slags post-9/11-rap.
Sådan kom det ud, og jeg tænkte: Jeg må hellere at lave en fem minutters version, og se om det kan bruges. Det gjorde jeg, og det lignede en risiko, der var værd at tage. Når man lytter til gadesprog, taler folk ofte i jambisk pentameter. Det er en gå-rytme, så der er en naturlig puls i den. Det er et hjerteslag. Jeg begyndte at tænke på det som blod, der pumper gennem filmens årer. Jeg skrev en del og indså, at jeg ikke bare kunne slå over i almindelig dialog. Så jeg gennemførte det. På papiret er det simpelthen én lang søjle af skrift.«
– Vi talte om The Man Who Cried. Var det dig eller producenten, der ville have stjerner som Johnny Depp og John Turturro? »Det var skrækkeligt. Der var ingen, der tvang mig. Men det var en lang proces, og jeg stiftede en masse gæld. Så det endte med at blive en kontrakt, der bandt mine hænder på mange måder. Det er den eneste gang, jeg ikke har haft final cut. Jeg gør det aldrig igen.
Fordi det var Universal Pictures, der bestemte, kunne jeg ikke lave ændringer i mit eget manuskript. Og der var en prøvevisning i Pasadena (!) for et helt forkert publikum. De lo på alvorlige steder, og så blev jeg presset til at tage de scener ud. Jeg lærte, at et stort budget – og det er så langt de fleste penge, jeg har haft til rådighed – og et stort studie ikke giver dig større frihed eller mere tid, og det skaber ikke en bedre film. Eller en garanteret kommerciel succes.«
– Er det blevet lettere eller sværere at finde finansiering til den slags film, du laver?
»Men hvad er det for film? Hver af dem har haft forskellige liv, fra Orlando, som var en kæmpesucces, til Rage, som knap nok blev set. The Party skrev jeg for mig selv, mens jeg arbejdede på et mere ’seriøst’ manuskript. Den bliver modtaget godt, og den sælger billetter.
Man kan aldrig forudsige noget, så jeg tager det projekt for projekt. Jo flere film, jeg har bag mig, jo mere villige er folk til at vise mig tillid. Det hjælper, at jeg som regel får interessante skuespillere med.
Jeg har ingen karriereplan, det har jeg aldrig haft. Det eneste, jeg lever for, er det næste projekt. Det skal være så vigtigt, at jeg ikke tænker på andet i de par år, jeg bruger på at skabe det.
Jeg skriver videre på et større projekt, som er svært at realisere. Og på et andet, som bygger på ting, jeg har lært af The Party. Jeg spurgte en gammel ven, om jeg skulle gå videre med satiren. For jeg ved ikke, hvor den stemme kommer fra. Han sagde: Tænk på det som din sene periode. Jeg håber ikke, jeg er ved slutningen af mit arbejdsliv, men jeg er nok over midten – og jeg elsker at høre latter i biografen.«
SATIREN var lagt væk i Potters næste projekt, The Roads Not Taken (2020), hvor Javier Bardem spiller en mand med demens. Elle Fanning er datteren Molly, som sørger for, at han kommer til lægen. Leo er skiftevis klar og konfus, fjern og opmærksom. Indvendig bevæger han sig mellem tre spor i tiden, udvendig er han ofte til fare for sig selv. Potter klipper mellem New York i nutiden, Mexico på De Dødes dag i en fortid, hvor Leo stadig er sammen med hustruen Dolores (Salma Hayek), og de sørger sammen over en søn. I et tredje spor er Leo i Grækenland med tyskeren Anni (Milena Tscharntke) og hendes venner. Hun siger, at han skal tage hjem til sin datter. Leo prøver at ro efter skibet med Anni. Næste dag bliver han fundet død i sin båd. Leo prøver at få de tre lag til at give mening. Mollys mor (Laura Linney) kommer og hjælper med en forklaring til slut. Også for hende er der flere mulige liv, veje der ikke blev taget. Til slut er tiden delt i to strømme. Molly bliver ved Leos seng. Molly pakker sine ting og tager afsted. The Roads Not Taken blev vist på Berlinalen i 2020, umiddelbart før COVID-19-pandemien og den store nedlukning begyndte. Potter skrev selv musikken til filmen. Hun var danser og musiker, før hun begyndte at instruere. Måske er Potter over midten af sit arbejdsliv. Men der er mange store år endnu.
*) I 1990 etablerede Potter selskabet Adventure Pictures sammen med Christopher Sheppard, som har produceret hendes film fra Orlando og frem. Samtlige film – inklusive The Gold Diggers, dokumentarer, kortfilm og avantgardearbejder – er grundigt beskrevne og tilgængelige på platformen. Hjemmesiderne Sally Potter og Adventure Pictures er en betydelig ressource. The Sally Potter Online Archive indeholder 4000+ filer med arbejdspapirer, storyboards, produktionsskitser etc. Kun The Ingmar Bergman Archives, som varetages af Stiftelsen Ingmar Bergman, kan konkurrere i omfang og grundighed.
**) Keir Starmer afløste Jeremy Corbyn som partiformand og leder af oppositionen i april 2020. Det skete efter mange interne konflikter og en stor tilbagegang ved valget i december 2019. Men fra valget i juni 2017 til nederlaget i 2019 var Corbyn virkelig helten, som Potter beskriver.
Sally Potter blev interviewet på Hotel Benjamin i København den 6. oktober 2017. I 2022 skrev hun manuskriptet til Alma, en film om en amerikansk familie, der spreder asken efter en arkæolog. Alma er stadig i forproduktion. Det samme gælder projektet Orlando, Now. I 2023 kom Pink Bikini, et album med selvbiografiske sange, som en stor og positiv overraskelse.
The Party. Instr. & manus: Sally Potter. Foto: Aleksei Rodionov. 71 min. UK-DK 2017. Dansk premiere: 12.10.2017.
Fotos: Adventure Pictures/ Sally Potter.com/ Great Point Media/ Oxwich Media/ Copenhagen Film Fund/ Camera Film/ Picture House (UK Trailer)/ Internationale Filmfestspiele Berlin (Maximillian Bühn)/ BGJ
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
2K Blu-ray fra Lionsgate Films 19.02.2018
Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 13.10.2017
IDEEN om kunstigt liv er på alder med Pygmalion-myten. Det posthumane menneske er en trope i eventyr og science fiction fra Mary Shelley til Philip K. Dick. Nu bredes temaet ud i en tid, hvor AI, cyborgs og androider ikke længere er fiktion, men praktisk og populær mekanik.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
