HVAD VAR DET, DER SKETE?
En sang om afmægtige mennesker
Af BO GREEN JENSEN
EVA Khatchadourian (Tilda Swinton) var engang en selvstændig, viljestærk kvinde. Hun skrev populære rejsebøger og besøgte eksotiske steder som Tomatina i Spanien, da verden var 20-30 år yngre. Så mødte hun den godmodige Franklin (John C. Reilly). De blev gift, og hun besluttede at give familielivet en chance. Eva fødte sønnen Kevin (Ezra Miller) og senere også en datter.
DER er i disse scener et mesterligt ekspressionistisk anslag, som får det maksimale ud af farvestyrken og bredden i de antropologiske scopebilleder, skønt hverdagen i den lille by i Connecticut er så ordinær, som tænkes kan.
EN mere saglig tone sætter ind i den lange forklaring. Filmen viser sig at være endnu en version af historien om en mor, men i dette tilfælde en kvinde, som gik ind i tilstanden med al mulig tvivl og som aldrig lærte at elske sin dreng, måske fordi han aldrig elskede hende til gengæld.
MAN er hele vejen i Evas synsvinkel og tager derfor også hendes parti. Alligevel sætter en mistanke ind. Der må være en anden side af sagen. Kevins far opdager aldrig, hvad det er, hans kone fabler om. Han leger far-og-søn-ting med drengen i haven.
ENDELIG ser man – i Evas forrevne erindring – hvad mørket og modstanden udmøntes i. Da falder selv naboernes reaktioner på plads. Man forstår, hvorfor Eva må sone og blive. Og undrer sig over, at hun ikke er rejst.
LYNNE Ramsay har fået en blændende film ud af Lionel Shrivers knastørre roman, hvor historien fortælles af Eva i breve til Franklin. Hos Ramsay ville Franklin i sagens natur ikke kunne læse, hvad hun skriver.
Af BO GREEN JENSEN
Det var altid godt med pigen, en lille, hvidgylden blomst. Eva kunne give og modtage varme. Det blev derimod aldrig naturligt med Kevin, som var kold i hjertet fra begyndelsen. Nu er sønnen i sikker forvaring, og man hører aldrig om Far eller Søster. Evas ansigt er en udmattet maske. Som døden midt i livet eller omvendt. Så hvad var det i grunden, der skete?
SAGENS kerne skrælles fri lag for lag. Der er en effektiv, nervøs suspense i de første uudgrundelige scener, hvor man endnu ikke ved, hvad Eva har gjort, hvem hun var, hvorfor hun bor så mærkeligt, hvorfor hun drømmer så sært og symbolsk.
Det første chok er synet af tomatindsmurte mænd i hvidt, der løfter Eva op som en gudinde. Det andet er knytnæveslaget, som en kvinde placerer i Evas ansigt på fortovet ved det lokale supermarked. Hvad var det, der skete? Sådan tænker man længe i We Need to Talk About Kevin.
Kvinden går videre uden at se sig tilbage. Eva kommer på benene og lader sig ikke mærke med noget. Man forstår heller ikke helt belejringstilstanden omkring det ramponerede hus, som er dækket med skældsord i frisk, blodrød maling. Her spiser Eva sine rituelle omeletter og stirrer på krydset i væggen så længe og så udtryksløst, at det enten slet ikke kræver forklaring eller netop fordrer en grundig fortælling.
DER er i disse scener et mesterligt ekspressionistisk anslag, som får det maksimale ud af farvestyrken og bredden i de antropologiske scopebilleder, skønt hverdagen i den lille by i Connecticut er så ordinær, som tænkes kan.
Der er i Hvad med Kevin? ingen tvivl om forbrydelsens væsen og gerningsmandens identitet. Men i høj grad en spænding omkring hans motiver og efterhånden en pervers drift efter at vide, hvad det var, som rev Evas liv over på midten.
EN mere saglig tone sætter ind i den lange forklaring. Filmen viser sig at være endnu en version af historien om en mor, men i dette tilfælde en kvinde, som gik ind i tilstanden med al mulig tvivl og som aldrig lærte at elske sin dreng, måske fordi han aldrig elskede hende til gengæld.
Der er fra første færd en afstand mellem drengen med de kloge øjne og kvinden med de ivrige hænder. Eva vil gøre alle de rigtige ting, hun har læst om i Bogen om barnet. Men Kevin stirrer bare tilbage, når hun tilbyder ham sin favn og sin varme.
Forholdet krystalliseres i scenen, hvor Kevin er blevet så stor, at han kan sidde op, og Eva triller en bold hen til ham, så han kan smile og trille bolden tilbage. Men Kevin fortrækker ikke en mine. Han ser på sin mor med en negativ trods, som senere gentages hos drengen, der på ingen måde glæder sig til at blive storebror og træffer sine forholdsregler.
Da Eva overrasker den masturberende teenager, nu i Ezra Millers skikkelse, ser han trodsigt tilbage. »Du kan bare ikke få det ubehageligt nok, kan du vel?« siger Eva på et tidspunkt, da alt håb om nærhed er opgivet. »Ubehageligt?« dræver Kevin retorisk. »Sammen med min egen mor?«
MAN er hele vejen i Evas synsvinkel og tager derfor også hendes parti. Alligevel sætter en mistanke ind. Der må være en anden side af sagen. Kevins far opdager aldrig, hvad det er, hans kone fabler om. Han leger far-og-søn-ting med drengen i haven.
Kevin ser spydigt på Eva over skulderen. Som hun ser det, ved han præcis, hvad det er han gør, når han spiller forældrene ud mod hinanden. Til det sidste ville Franklin sige, at det var Eva, som ikke kunne med Kevin.
Som tilskuer ser man på Kevin og spørger, hvad der foregår i hans sind. Han er aldrig mindre end reserveret. Han er ikke dreng ét øjeblik. Han kasserer alle forslag om lege, spil og klubmedlemskaber. En dag har Franklin Robin Hood og en bue og pil med hjem til sin søn. Dét tænder drengen på med atypisk interesse. Robin Hood er den eneste bog, han beholder.
ENDELIG ser man – i Evas forrevne erindring – hvad mørket og modstanden udmøntes i. Da falder selv naboernes reaktioner på plads. Man forstår, hvorfor Eva må sone og blive. Og undrer sig over, at hun ikke er rejst.
Der er en mageløs scene mellem mor og søn til allersidst. I en vis forstand er de tilbage på gulvet og triller bolden mellem hinanden. Men nu har Eva ingen frygt, og hun stiller ingen krav til sig selv. Der er ingen grådkvalt udsoning. Det er slet ikke den slags historie. Men Kevin triller bolden tilbage og svarer sin mor med et ærligt skuldertræk. »I used to think I knew. Now I’m not so sure.«
LYNNE Ramsay har fået en blændende film ud af Lionel Shrivers knastørre roman, hvor historien fortælles af Eva i breve til Franklin. Hos Ramsay ville Franklin i sagens natur ikke kunne læse, hvad hun skriver.
Filmens styrke ligger i måden, den bliver hos de enkelte mennesker på. Jo, We Need to Talk About Kevin er et gådebillede, der berører fænomener som skoledrab, fødselspsykose og ondskabens væsen. Hvor meget er man født med, og hvor meget kan tilskrives ydre faktorer? Det er spændende problemstillinger, men det er dybest set ikke sagen for Ramsay.
Hendes film behandler Eva og Kevin som unikke individer. Den respekterer deres særpræg og afvigelser fra en given profil. Netop ved ikke at være en regelret tendensfilm, får Hvad med Kevin? strejfet de vigtigste emner i tiden. Tilda Swinton er uforglemmelig som Eva, Ezra Miller er en troværdig udgave af drengen, som ikke vil smile. Det er dybest set, som Lynne Ramsay selv siger: »Jeg har ingen svar. Jeg stiller bare spørgsmål.«
RAMSAY brugte sin opvækst i den poetisk-realistiske Ratcatcher (1999), som var en slags Kes eller Fish Tank for sin tid. Hun brugte sine vandreår i den flygtige Morvern Callar (2002), der stadig kan imponere som en filmet drøm. I Kevin trænger hun helt ind til benet i en historie, som hun ikke selv har levet, men skildrer med fuld empati. Der er mere blod i splatter og horror, men gruen i Kevin er værre. Her er ondskaben ikke banal. Man deler den fulde styrke i smerten. Og gør det på paradoksal vis med glæde.
Se også Lynne Ramsay: Jeg stiller bare spørgsmål [2011] og Lynne Ramsay: You Were Never Really Here (2017)
We Need to Talk About Kevin (Hvad med Kevin?). Instr.: Lynne Ramsay. Manus: Rory Kinnear, Lynne Ramsay. Foto: Seamus McGarvey. UK-USA 2011. Dansk premiere: 12.04.2012.
Fotos: BBC Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, i Tunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.04.2012
Ingen kommentarer:
Send en kommentar