Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]

DEN BEGRAVEDE MAND

En ode til ukueligheden

Af BO GREEN JENSEN

INDISK slum, en skotsk wc-kumme, stranden i Thailand. Inficerede zombier og protuberanser på solen. Danny Boyle (f. 1956) kan få levende film ud af alt. Fra en lokal begyndelse i Shallow Grave (1994) og Trainspotting (1996) til de geografiske erobringer i The Beach (2000), Sunshine (2007) og Slumdog Millionaire (2008) har filmskaberen demonstreret sin evne til at fortælle energiske historier, som bliver store i små situationer.

   Efterhånden tegner sig også et gennemgående tema i auteurens mangefarvede oeuvre. Skønt filmene flakker i udtryk og zapper mellem genrer, fra narkotisk realisme til zombiehorror og visionær sci-fi, er de befolket med fastlåste karakterer, der kæmper sig fri mod dårlige odds. Fikseringen kan være fysisk, social eller psykisk, men uanset hvad gør de oprør. Skønt tematikken for det meste er mørk, opleves Boyle som en optimistisk filmskaber, der gang på gang priser ukueligheden.

MOTIVET sættes på spidsen i 127 Hours, der i referat må lyde svær og umulig. Filmen baserer sig, som så mange historier i tiden, på »virkelige hændelser«. I 2003 blev bjergbestigeren Aron Ralston (f. 1975) fanget under en kampesten i Blue John Canyon i Utah. I fem døgn ventede han forgæves på assistance. Endelig fandt den forkomne mand en måde at gøre sig fri på. Han tog hjem og skrev Between a Rock and a Hard Place (2004), som ligger til grund for Boyles film. Ralston dyrker stadig sin sport, men husker altid at lægge besked om, hvor han er.*

DÉT er problemet i 127 Hours. For Ralston ligger attraktionen i dét at være alene med elementerne, fri af professionel kævl og personlige forhold. Og fordi han vil opleve grænseløsheden, ender han med at blive levende begravet. Tidens smag for klaustrofobi og ekstremsport finder sit indbegreb hér. For filmskaberen ligger udfordringen naturligvis i at gøre det levende. Fem døgn i et hul i jorden. Hvordan visualiserer man frygten, panikken og monotien, uden at kede sit publikum ihjel?

LAD det straks være sagt, at det lykkes. Filmen er fantastisk intens – endda i næsten udmattende grad. Man føler med Ralston og deler hver af hans sindsstemninger, der glider mod hallucineren, efterhånden som væskemanglen tager til. Han koger om dagen og fryser om natten, filmer sig selv, skriver på væggen, overvejer sin situation.

   Galgenhumoren sætter igennem, da Ralston fantaserer om sodavandsreklamer og interviewer sig selv til morgen-tv. Han ser sin familie i drømme og undslipper flere gange livagtigt. Før faldet møder han to piger, som han svømmer med i en sø under klippen. Da han senere scanner tilbage i optagelsen, for at dvæle ved den enes krop, er det ikke kun lyst til kvinden, han føler. Det er begær efter alt, som er fremtid og liv.

JAMES Franco er formidabel i den ensomme rolle som Ralston. Anthony Dod Mantle får hver farve frem i Moab-ørkenen, og situationen er anskuet så varieret, at man aldrig når at blive træt. 127 Hours er en robinsonade i ånden fra Robert Zemeckis Cast Away (2000), Werner Herzogs Grizzly Man (2005) og Sean Penns Into the Wild (2007), men den har en glæde ved vildskaben i sig, som de nævnte film ikke deler.

   Det er fristende at røbe, hvordan den begravede mand slipper fri, men der skal være en lille belønning for den, som kan undgå at vide for meget på forhånd.

Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen].

*) Aron Ralston: Between a Rock and a Hard Place (2005) er udkommet på forlaget Simon and Schuster. Titlen gør brug af en fast talemåde (som også Rolling Stones har fået en fin sang ud af – »Rock and a Hard Place« på albummet Steel Wheels (1989). Det svarer på dansk til at være fanget som en lus mellem to negle og/eller at skulle vælge mellem ét af to onder, pest eller kolera, Skylla eller Charybdis. Sprogfarven er bevaret i Michael Krefelds oversættelse af Et umuligt valg (Aschehoug, 2005). Lindhardt og Ringhof udgav filmudgaven i 2011, nu med James Franco på omslaget og titlen 127 Hours - Et umuligt valg.

127 Hours. Instr.: Danny Boyle. Manus: Danny Boyle og Simon Beaufoy. Foto: Anthony Dod Mantle. 86 min. USA-Storbritannien 2010. Dansk premiere: 03.02.2011.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.02.2011