I Saw the Light: Hank Williams 1923-1953

SOM EN FREMMED DER KOMMER OM NATTEN

Sangskriveren Hank Williams 1923-1953

Af BO GREEN JENSEN

HANK Williams var kun 29 år, da han døde på vej til en koncert. Det skete nytårsmorgen, og han faldt bare i søvn bag i bilen. Der var hverken englekor eller trompeter. Han forsvandt lige så stille, som han var kommet.

   Dødsårsagen var en cocktail af alkohol, kloralhydrat og morfin, som fik hjertet til at gå i stå. Morfinen havde han fået i en B-vitaminindsprøjtning aftenen før. Williams led af spina bifida occulta – dvs. rygmarvsbrok – og var vant til kroniske smerter, som han dulmede livet igennem.

   Sangeren kørte ikke selv den legendariske Cadillac. Det gjorde gymnasieeleven Charles Carr, som Williams betalte for at tage sig af det praktiske i forbindelse med nogle nytårskoncerter, han gerne havde aflyst. Men der havde været så mange afbud, og nu var han tvunget til at levere.

   1952 havde været et vanskeligt år. I juli blev han skilt fra hustruen Audrey, som han havde levet og sunget med siden 1944. I august blev han fyret fra sit faste engagement på The Grand Old Opry i Nashville. Også Fred Rose, den evigt tålmodige mentor og manager, havde brudt med sin favoritkunstner.

   

PÅ plussiden kunne han stadig sælge plader. Den sidste single, »I’ll Never Get Out of this World Alive«, som han skrev sammen med Fred Rose, udkom i november og var på vej op ad countrylisten i Billboard.

   I oktober blev han gift med den ti år yngre Billie Jean Jones. Alligevel døde Williams alene. Hans band, The Drifting Cowboys, havde fået nye opgaver. Han døde i Oak Hill, Virginia, på vej fra Knoxville i Tennessee til Canton i Ohio. Altså ude på den store vej, hvor han havde givet 1000 koncerter.

   Af samme grund bliver han ofte skildret som et genfærd, der kører rundt og samler blaffere op. Han advarer dem om, hvad der venter, i hyldestsange som David Allan Coes »The Ride« (1983). Eller han er et spøgelse, der er fanget ved vejen i Alan Jacksons »Midnight in Montgomery« (1992).

   Billedet af den dødsmærkede sanger er fundamentet for en mytologi. Han bliver set som en mand, der er gammel før tiden. Williams blev kaldt »the Hillbilly Shakespeare« allerede, mens han levede. Han skrev selv den første, vagt ildevarslende sang med titlen »Lost Highway«.

TOM Hiddleston spiller Hank Williams i I Saw the Light, det seneste bud på en fiktionsfilm om den sagnomspundne countrysanger. Han har en vis fysisk lighed med Williams, der kom tæt på at være et sæt rekvisitter, en tynd mand med en stor hat og spidse cowboystøvler, en vignet som er nem at kalkere.

   Hiddleston lyder også som Hank, når han taler, skønt Williams var en autentisk bondejokke fra Alabama, mens Hiddleston er britisk og posh. Og han synger de ensomme sange med fuldkommen overbevisning.

   Det kan godt være svært at nå frem til Hank Williams. Han skabte sin musik på en tid, hvor teknikken var rudimentær. Stemmen kalder gennem knasen og radiostøj. Man lytter, fordi helte som Bob Dylan, Keith Richards og Neil Young har sagt, at det er dér, guldet er.

   Williams skar i sin levetid 31 singler. Hans primære platform var radio, og han nåede sit stampublikum gennem den jukebox, som stod i enhver honky tonk. 30 af sangene kom på country-hitlisten i Billboard. Syv af dem nåede en førsteplads, og fem solgte over 1 mio. De største to – »Lovesick Blues« (som han ikke selv skrev) og »Jambalaya« – nåede også den nationale Top 20.

DISSE indspilninger fik enorm betydning for den næste generation af sangskrivere, hen over hele spektret af genrer.

   Vist blev Williams en rollemodel for de outlaws, som brød med det glitrende Nashville: Johnny Cash, Willy Nelson, Waylon Jennings, Kris Kristofferson. Men først var han en forudsætning for Elvis Presley. Bruce Springsteen har genbrugt hans titler (fra »A Mansion on the Hill« til »Long Gone Daddy«).

   Materialet er begrænset. Man hører altid de samme 60-70 numre og tilfældigt bevarede udgaver af det kvarterlange Health and Happiness Show, som blev sendt hver morgen på radiostationen WSM i 1940ernes slutning.

   To filmklip bliver evindeligt gentaget: Williams, der synger »Cold, Cold Heart« i en bardekoration, og Williams, der har stadstøjet på og synger en lidt nervøs version af »Hey Good Lookin’« til den unge June Carter (senere Cash).

FLERE end 1000 sange er skrevet til ære for Williams. Den første, »The Death of Hank Williams« med Jack Cardwell, var ude få dage efter hans død og solgte 107.000 singler. Alle ville have en flig af helgenens kjortel.

   I sen-60erne og de første 70ere blev Tim Hardins »Tribute to Hank Williams« flittigt fortolket. Johnny Cash udgav albummet Sings Hanks Williams allerede i 1960. Hank Williams Jr. og barnebarnet Hank Williams III lader aldrig nogen være i tvivl om, hvor de kommer fra. Neil Young har spillet på Williams’ Martin-guitar i 20 år og synger stadig »From Hank to Hendrix« fra Harvest Moon.

   Bob Dylan har sagt, at han aldrig tog det alvorligt, når han blev kaldt den største sangskriver. For ham var Hank Williams den største sangskriver.

   Man skal vænne sig til den brægende stemme. Jeg faldt selv for »Jambalaya (On the Bayou)« i en version med John Fogerty og kunne kun holde »Lovesick Blues« ud, fordi det var Don McLean, der jodlede den.

   Bedst blandt roserne er måske Leonard Cohens selvironiske hyldest: »I said to Hank Williams, How lonely does it get?/ Hank Williams hasn’t answered yet/ But I hear him coughing all night long/ A hundred floors above me in the Tower of Song«.

SÅ hvordan formidler man denne mytologi, hvis man skaber en film i 2016? Marc Abraham vil lægge et sagligt og næsten reserveret snit, så han ikke får skyld for at imitere eksemplet, alle uvægerligt husker: James Mangolds Walk the Line, filmen om Johnny Cash, som var en verdenssucces i 2005.

   Abraham går anderledes afmålt til værks. Der er ingen flashbacks til gården i Mount Olive, hvor lille Hiram King Williams så sin far blive fjern. Vi ser ham ikke blive ven med afroamerikaneren Rufus Payne, som lærte Hank at spille blues. Abraham viser ikke dødsøjeblikket. Han klipper konsekvent til noget andet, når der er optræk til melodrama.

FILMEN begynder den 15. december 1944, da Hank og Audrey Shepard bliver viet af en fredsdommer i Montgomery. Så følger en kronologisk hinketur gennem den levnedsskitse, som man får i standardbiografien af Colin Escott.

   Det er en meget ujævn og selvbevidst film. I begyndelsen har den alt for travlt med at få tidsbilledet til at ligne. Hver scene er overplastret med memorabilia fra perioden. Der er museale opstillinger af americana, som Tom Hiddleston og Elizabeth Olsen kanter sig rundt i.

   Mest irriterende er nogle indklip, hvor Bradley Whitford i rollen som Fred Rose ser tilbage. Rose døde i 1954 og fortalte aldrig sådan om Williams. Mest tilfredsstillende er de sekvenser, hvor Hiddleston og Olsen får lov at synge et helt nummer færdigt. Især »Cold, Cold Heart« er fint reproduceret.

BEDST som man har vænnet sig til et kejtet blandingsprodukt, er der to rene scener, hvor karaktererne bliver til levende mennesker. Efter parrets første brud finder Hank og Audrey sammen igen. Abraham lader scenen spille længe og stille. Her er der pludselig nærvær og nuancer.

   Da Williams har optrådt i The Perry Como Show, en sjælden lejlighed til at synge på landsdækkende tv, bliver han interviewet af en journalist, som ikke ved noget om countrymusik. Her samler Abraham de fleste ting, som Williams fik sagt i sine få interviews.

   Han forklarer tålmodigt, at der ikke er noget falsk eller forstillet ved »denne hillbilly-musik«. Det er sange, der kommer fra hjertet og handler om rigtige menneskers liv. Han kender sine lyttere. Han får stakke af breve hver uge. De tror, han kan skylle deres bekymringer væk. Og deres synder.

HANK Williams var her kun kort og sagde meget lidt. Bagefter skændtes Audrey og Billie Jean om, hvem der skulle arve legenden. Audrey vandt og fik sit digt til Hank skrevet bag på det prangende gravsted. Hun glæder sig til at gense ham »beyond the blue«.

   Sangværket blev en grundsten for countrymusikken. Havde Williams ikke havde været der, måtte man opfinde en historie som hans. Han gjorde det selv i de mørkere sange, han indspillede under pseudonymet Luke the Drifter.

   Allerførst sad han i kirken og sang. Der er en linie, som Williams bruger to gange i de mejslede tekster, der ellers nødigt gentager sig selv: »I wandered so aimless, life filled with sin/ I wouldn’t let my savior in/ Then Jesus came like a stranger in the night/ Praise the Lord, I saw the Light.«

HAN bruger også billedet i sangen, som faktisk hedder »A Stranger in the Night« – længe før Frank Sinatra, som egentlig bare er ude at score i den engelske tekst til Bert Kaempferts »Fremde in der Nacht«.

   For Williams er ensomheden altid personlig og eksistentiel. Der gives ingen lindring, det hjælper ikke at drikke den væk: »My heart can’t be gay and light,/ Like sightless eyes, that will never see the sun,/ Im lost, like a stranger in the night.«

   I Saw the Light er ikke en uforglemmelig film, men den respekterer både mennesket og mørket i Hank Williams.

I Saw the Light. Instr. og manus: Marc Abraham. Foto: Dante Spinotti. 123 min. USA 2015. Dansk premiere: 23.06.2016

Fotos: BRON Studios/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Michael Ochs Archives/ Ryman Auditorium/ MGM Records/ Wikimedia

Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Rakuten TV og SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 24.06.2016