ET HEMMELIGT LAND
Ang Lee overvinder en lykkelig krise
EGENTLIG er opgaven enkel. I Hongkong 1938
skal Wong Chia Chi (Tang Wei) fungere som erotisk bytte for hr. Yee (Tony
Lleung), et politisk dyr fra marionetregeringen, som hjælper den japanske
besættelsesmagt. Chia Chi er medlem af en modstandsgruppe, som består af
teaterfolk og studerende. De unge mennesker er idealistiske amatører, som ikke
ved noget om modstand i praksis. De beslutter at likvidere den farlige,
notorisk følelseskolde minister. De er samtidig nyttige idioter, for i kulissen
ser både kollaboratører og frihedskæmpere til.
Chia
Chi er den eneste kvinde i gruppen. Til lejligheden bliver hun indviet seksuelt
af en kammerat, der har erfaring med prostituerede. Hun undrer sig over, hvor
fattigt det føles, men anfægter ikke den videre plan. Instruktøren holder tale,
og Wong bliver klædt udfordrende på før missionen. Camoufleret som
forretningsfrue bliver hun accepteret i kredsen af hustruer, som fordriver
tiden med at spille mah jong, mens de
keder sig, udveksler rygter og sortbørsvarer, venter på deres mænd og er mere
nervøse, end atmosfæren lader ane.
CENTRUM i kredsen er Yee Tai Tai (Joan Chen), ministerens hustru, som tager sig
moderligt af den nye deltager. Chia Chi møder Yee og sender ham de korrekte,
æggende signaler. Den diskete affære er næsten fuldbyrdet, da Yee med ét
afbryder forholdet og tager med sin hustru til Shanghai. En etableret
modstandsmand truer med at afsløre gruppen. Han skaffes af vejen i en blodig
tumult, der gør døden konkret og tærer på idealerne. Ikke mindst Chia Chi er
led ved det hele, da hun rejser hjem til familien i Shanghai.
Her
samles resterne af gruppen i 1942. Planen om at likvidere Yee bliver
genoplivet, og denne gang opererer Chia Chi på vegne af den maoistiske
undergrundshær. Japanerne styrer Shanghai på samme måde, som tyskerne
kontrollerede København under krigen. Muligvis raser historiens kræfter, men
hverdagen trives med nips og forlystelser. Der er roligt i kollaboratørernes
bydel. Amerikanske film er endnu populære. En minister kan sagtens have sex med
sin kones veninde. Alle ved, hvad det gælder. Ingen lader sig mærke med noget.
DA hr. Yee og Chia Chi endelig går i seng sammen på et diskret hotelværelse, er
det en rystende oplevelse for hende. Det er også ét af de få, men afgørende
øjeblikke, som hele handlingen er hængt op på i Ang Lees formidabelt følelsesstærke
Lust, Caution. Hun har forestillet
sig noget net og pikant, men manden tager hende med en udpenslet brutalitet,
der forvirrer, fordi den er vanedannende. En tid har de elskende sammen et
hemmeligt land, skønt Chia Chi stadig prøver at hade sin fjende.
Nu
kan mordet på Yee omsider beordres. For Chia Chi er det en lettelse. Hun
forsøger at forklare teatertruppens instruktør – som alt for sent vil erklære
hende sin kærlighed – og den kommunistiske modstandsleder, hvad hun føler, når
hr. Yee trænger ind og bliver ved med at bore. Begge mænd tier, pinligt
berørte. Tang Wei blev kritiseret i Kina, fordi hun tog rollen i Lust,
Caution, som censurmyndigheden var utryg ved. Det skyldes muligvis
politikken i filmen, men havde sikkert mere at gøre med den realistiske skildring
af kvindelig seksualitet.
SELV siger Ang Lee (f. 1954), at filmen har rod i en lykkelig livskrise: »Efter en
midtvejskrise må man vælge, hvad der er vigtigt. Og at forholde sig til dét,
var et helvede. Det gik imod min overfladiske natur at beskæftige mig med
dybere, ubevidste længsler, skønt jeg tror, at det var en værdifuld proces,
meget orientalsk på sin måde. Psykologien i sex vokser ud af en vestlig
erkendelsesmåde, men på kinesisk betyder »lyst« ikke bare begær efter sex, det
er også en sult efter liv og efter farve. Det er udtryk for dit begær, din egen
synsvinkel, din motivation. Men man må være forsigtig, for enhver lidenskab –
sex, eller en lyst til at være god, som f.eks. patriotisme – vil uvægerligt
gøre os til nar. Derfor forsigtigheden, som er rationel. Så titlen Lust, Caution skal forstås på samme måde
som Sense and Sensibility – og Se, jie er også symbolet på ringen,
diamantringen, kærlighedens grænser.«
DET er en hjerteskærende kærlighedsfilm, måske
årtiets bedste, og den politiske bund under erotikken gør den samtidig til
noget eksistentielt. Faktisk er Chia Chi fortabt, og hun véd det, fra den
første eftermiddag på hotellet, hvor begæret folder sig ud som en blomst.
Overraskelsen er måske, at den forsigtige minister, en opportunist i alle
praktiske anliggender, bliver lige så grebet af spillet som hun. Begge forstår,
at de elsker hinanden, men ved ikke, hvad de skal stille op med deres følelse.
ANG Lee har baseret sin tiende film på en novelle af Eileen Chang (1920-1995), som
siges at være for Kina, hvad Tove Ditlevsen er for Danmark.* Chang havde selv et
forhold til en politiker fra Wang Jingweis skyggeregering. Han forlod hende, da
relationen blev for risikabel. Da Chang mange år senere – i 1979 – skrev om
affæren, skete det ikke i hendes sædvanlige ekspansive magasinstil, men i en
tør, koncis novelle, der ifølge Lee sidestiller kvindelig seksualitet med
krigen mod den japanske besættelsesmagt.
Teksten fylder knapt 30 sider. Den foldes ud til en film på tre timer,
og herved ligner projektet Lees forrige film, Brokeback Mountain (2005), der på samme måde brugte en langt novelle
af E. Annie Proulx til at tale om den forbudte kærlighed mellem fortabte
cowboys. For Lee var tekstens skitsepræg en attraktion. Formatet giver
filmskaberen plads til at digte videre, bøje kronologien, fylde billedstof i de
indlagte pauser og generelt brede ud i stedet for at koncentrere.
Lust, Caution kombinerer melodrama, film noir og spionthriller. Lee har
været rundt i mange genrer, fra asiatisk kampsportsfilm (Tiger på spring, Drage i skjul) til højbritisk kostumedrama (Jane
Austen-filmen Sense and Sensibiilty)
og amerikanske superhelte (Marvel-fadæsen The
Hulk). Her overbeviser han som erotisk fortæller og springer ud som tragisk
humanist. Ikke mindst er Lust, Caution
en film om moral.
DER er en distinkt modernitet på spil i Lust,
Caution. Det er også en film om ung modstand i et forvredent og
kompromitteret system. Der er ikke nogen helte, og ingen er fuldkommen ren eller
ond. Snarere end at virke lokal og indforstået kinesisk, føles den
revisionistiske skildring af krigen som del af en større selvransagelse, der i 2000erne gør sig gældende overalt i verdensfilmens besættelsesdramaer, fra Marc
Rothemunds Sophie Scholl – die letzten Tage (2005) til Ole Christian Madsens danske storfilm om Flammen & Citronen (2008).
Netop
den modne erotiske dybde er kraften, som løfter Lust, Caution på plads. Den bliver siddende i tilskueren på samme
bittersøde måde som Neils Jordans udgave af The End of the Affair (1999, da. Enden på
legen), Liv Ullmans Bergman-baserede Trolösa (2000, da. Troløs) og Wong Kar-wais In the Mood for Love (2000). Ingen af
disse kan dog mønstre en scene så fortættet som den, der udspiller sig hos
juveleren i Lust, Caution. Chia Chi
ved præcis, hvad hun gør, da hun advarer Yee med en næppe hørlig hvisken. Han
ved, at hun véd det. Det er det hele. Bordet fanger. Der er ingen deus ex machina-løsning.
LUST, CAUTION bruger to en halv time på
at forberede og iscenesætte sandhedens øjeblik. Den mættede farve er dyb og
romantisk. Det er stor lidenskab med dyb, tragisk skrue, men filmen udnytter
tiden, den tager. Den har brug for
sine udførlige sexscener. Ved at vise fryden og ydmygelsen, gør Lee
bogstaveligt ordet til kød. Man tror på og deler de elskendes tilstand. Lust, Caution er således en mesterlig
film, der på logisk vis viderefører tematikken i Brokeback Mountain. Begge værker modtog Guldløven i Venedig. Dét
giver udmærket mening. Lee havde nået sit livs bedste tid.
*) »Eileen Chang er måske den mest omtalte, studerede og efterlignede forfatter i det moderne Kina,« skriver Sheng Yun i et essay i London Review of Books (01.08.2019). »Hun debuterede som ganske ung i det japansk-besatte Shanghai. Efter at hun var emigreret til USA i 1950erne, blev hun kanoniseret i 1960erne af C.T. Hsia i hans History of Modern Chinese Fiction, hvor han kalder hende den 'bedste og vigtigste' kinesiske forfatter fra midten af det 20. århundrede. I 1990erne trak hun sig tilbage fra al social aktivitet, og hendes Salinger-lignende afsondrethed førte til en febrilsk voyeurisme - fans fandt hendes lejlighed i Los Angeles og gav sig til at gennemrode hendes skraldespand.«
Artiklen er en anekdotisk indføring i Changs meget farverige tilværelse som eksilforfatter. Anledningen er New York Review of Books' genudgivelse af erindringsromanen Little Reunions, som handler om forholdet mellem en altid fraværende mor og hendes datter. Chang var meget populær blandt amerikanske læsere med kinesisk baggrund. Det førte til en stor interesse for hendes værk og person i det post-maoistiske Kina, og i Taiwan blev hun tidligt en folkeheltinde.
Changs største succes var romanen Love in a Fallen City (1943), som blev filmatiseret i Kina i 1984 og er optrykt i serien Penguin Modern Classics flere gange. Hun skriver sin egen historie i romanen The Fall of the Pagoda (1963). Chang blev amerikansk statsborger i 1963. Hun oversatte klassiske kinesiske værker til engelsk og skrev flere filmmanuskripter. I 2004 blev hendes liv dramatiseret for taiwanesisk tv i en miniserie på 20 episoder. Ingen af Changs værker findes på dansk, og det kan man undre sig over.
Sådan skrev jeg i februar 2020. Samme undren fandtes på Forlaget Korridor, der i 2023 gik i gang med at udgive Shanghai-romancerne på dansk (ved Sidse Laugesen & Rakel Haslund-Gjerrild) i sin Korridor novella-serie. Foreløbig foreligger Kærlighed i en faldende by og En duft af røgelse.
Lust,
Caution (Se, jie). Instr.: Ang Lee. Manus: Wang Hui Ling og James Schamus.
Foto: Rodrigo Prieto. 157 min. Kina-Taiwan-Hongkong-USA 2007. Dansk premiere:
14.03.08
Fotos: Haishang Films/ Focus Features/ River Road Entertainment/ Sil-Metropole Organisation/ Shanghai Film Group/ Kino Lorber/ CineMaterial/ MovieStills.com/ Penguin Modern Classics/ NYRB Books/ LRB/ Forlaget Korridor
Filmen streames ikke i DK pt - Kino Lorber udgav senest Lust, Caution på 2K blu-ray i marts 2021
Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 15.03.2008.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar