TILBAGE TIL VIRKELIGHEDEN
Leonard Cohens første album fra det 21. århundrede
Af BO GREEN JENSEN
EFTER fem års tænkepause i zen-refugiet på
Mount Baldy vender Leonard Cohen tilbage til hverdagen på Boogie Street, hvor
alt er sædvanlig forretning. I den lange stilhed mellem The Future (1992) og Ten New
Songs er publikum blevet holdt hen med to koncertplader, Cohen Live (1994) og Field Commander Cohen – Tour of 1979 (2001).
På sampleren More Best Of (1997) var
to nye skæringer, »Never Any Good« og »The Great Event«, anbragt efter 11 gamle
sange. De nye ting lød ikke som signaler fra en mand, der brændte efter at ytre
sig. Man kunne næsten få den tanke, at Cohen var ved at trække sig helt.
Det
var heldigvis ikke tilfældet, men det er alligevel en (endnu) mere ydmyg og
afdæmpet Cohen, som genoptager forbindelsen. De nye sange er alle skrevet i
samarbejde med Sharon Robinson, som var med i koret allerede på Recent Songs-turneen i 1979. Hun
krediteres som arrangør, programmør og akkompagnatør på samtlige skæringer.
Cohen har, med andre ord, leveret teksterne og stemmen. Det er Robinson, som har
sat den i scene.*
DER er ikke sket det store, og så alligevel. De nye sange lægger sig alle i sporet
fra balladerne på The Future, sange
som »Light As the Breeze« og »Waiting for the Miracle«, der også havde Robinson
som medforfatter. Derimod er der holdt stærkt igen med selvironien og
galgenhumoren, som prægede både I’m Your
Man (1988) og The Future.
»Closing Time« fra The Future var jo
faktisk en forfærdende sang om at ældes uden ynde, hvis man abstraherede fra de
syrede cowboyvioliner.
Endnu
mere opsigtsvækkende er dog fraværet af profetisk forkyndende programsange, som
gennem mange lag af smilerynker og grotesk poseren fantaserer om en ny politisk
verdensorden. Dette tema stod mindst lige så stærkt som de klassiske
kærlighedsmotiver i Cohens gamle digtsamlinger, bøger som Flowers for Hitler (1964), Parasites
of Heaven (1966) og The Energy of Slaves
(1972). På I’m Your Man sprang
det ud i fuldt flor på »First We Take Manhattan«, et af årtiets særeste hits,
og på The Future var det simpelt hen
skriften på væggen i titelsangen: »Give me back the Berlin wall/ Give Stalin
and St. Paul/ I’ve seen the future, brother/ It is murder.«
Samme
sang forudså en udvikling, hvor »there’ll be the breaking of the ancient
western code/ Your private life will suddenly explode«. Måske fordi dette er
ved at ske fyldest, har Cohen sluppet denne stilfigur. På Ten New Songs bliver der sunget med bittersød værdighed om
kærlighedens væsen og trafikken på Boogie Street, som er billedet på den
babyloniske virkelighed, robust og livsalig. Men man er ikke nogen ung mand
mere. Man er en rusten digter på 67 år, der har prøvet det meste og på
forunderlig vis er i live. De bedste øjeblikke griber fast i denne
udsathed.
DE ti nye sange er prunkløse på en sært
insisterende måde, der enkelte steder fornemmes næsten anstrengt. Det handler
igen og igen om at acceptere, afstå, give slip og give sig hen, og Cohen lyder
altid som en klog mand, når han taler lavmælt om disse små og store ting, der
kommer til os uanset hvad. Over ti skæringer antager bevægelsen dog en slæbende
kvalitet. Monotonien er nok som et kærtegn, men den er også – atypisk for
Cohen, som er en mester i disse nuancer – faretruende tæt på at lukke sig helt
i adstadige udsigelser som »Love Itself«, »By The Rivers Dark« og »You Have
Loved Enough«.
MEN når vægten balancerer, er der ingen som Leonard Cohen. Det nye album rummer to perfekte sange, »A Thousand Kisses Deep« og »Alexandra Leaving«, hvor alt går op i en højere enhed. Honninglyden bliver løs som røg, og hver detalje er stemt som en klokke, mens Sharon Robinsons arrangementer giver sangerens nu endnu mørkere stemme optimale betingelser. Sådan kan hele livet komme og gå på otte korte linjer:
The ponies run, the girls are young,
The odds are there to beat.
You win a while, and then it’s done –
Your little winning streak.
And summoned now to deal
With your invincible defeat,
You live your life as if it’s real
A thousand kisses deep.
Da
Alexandra går og tager kærligheden med sig i »Alexandra Leaving«, nytter det
ikke at anfægte skæbnen eller prøve at holde kvinden tilbage. Snarere bør man
nyde hver bevægelse og huske på den gode tid: »As someone long prepared for
this to happen,/ Go firmly to the window. Drink it in./ Exquisite music.
Alexandra laughing./ Your firm commitments tangible again.« Du, som havde æren
af hendes selskab og i kraft af dén fik din egen igen, skal ikke bagefter komme
og sige, at det var noget du bildte dig ind: »Do not say the moment was
imagined./ Do not stoop to strategies like this.«
MAN tror på den slags og føler sig genkendt, når Cohen ånder besværgelsen i ens
øre. Det har været værd at vente på disse to sange, og det samme gælder
bekræftelsen i »Here It Is«, den skærende fornemmelse af altid at stå uden for
det menneskelige fælleskab i »My Secret Life«, sangen om at forlade bjerget og
vende hjem til »Boogie Street«, samt den næsten-religiøse venten på miraklet i
»Land of Plenty«, som slukker lyset på Ten
New Songs og er dette albums ajourførte udgave af klassikeren »If It Be
Your Will«.**
Sangene vokser for hver gennemlytning, bevægelsen i dem går langsomt i
blodet, og man opdager at man har savnet den lyd. Der skal ikke herske nogen
tvivl: Det er godt at have Leonard Cohen tilbage.
*) Sharon Robinson (f. 1958) begyndte i koret bag Cohen på Field Commander Cohen-turneen i 1979 og var med på hele The Grand Tour i 2008-2013. De begyndte at skrive sammen i 1987, da Robinson bidrog med to numre til Diana Ross-albummet Red Hot Rhythm and Blues. Cohen var medforfatter på 'Summertime'. Sharon Robinson skrev musik til og producerede tre af sangene på Dear Heather: 'Go No More A-Roving', 'The Letters' og 'On That Day'. På debutalbummet Everybody Knows (2009) synger Robinson selv 'Summertime' , 'Everybody Knows' og 'Alexandra Leaving'. I 2015 udgav hun Caffeine, hvor Cohen er co-krediteret for skæringen 'Lucky'. Robinson siger, at Cohen bad hende skrive musikken til Ten New Songs og huske, at han 'kun havde tre toner'. Stemmen var blevet dybere og mere ru efter Mt. Baldy. Hun siger, at han sikkert altid havde den stemme. Han blev bare opmærksom på den og begyndte at udforske den, da han mistede det øverste register. I 2014 udgav Robinson fotobogen On Tour With Leonard Cohen (Powerhouse Books), hvor man bl.a. ser sangeren på møntvaskeri. De fleste fotos er taget med Robinsons iPhone.
**) Wim Wenders brugte 'Land of Plenty' i filmen af samme navn fra 2004. Land of Plenty følger en Vietnam-veteran (John Diehl) og hans niece (en ung Michelle Williams), som udforsker livet på bunden af det kriseramte, i stigende grad polariserede og - efter 11. september 2001 - med ét meget islamofobiske USA. Det er ikke Wenders' bedste film. Sangen bliver spillet i fuld længde til slut.
Leonard Cohen: Ten New
Songs. Producer: Sharon Robinson. Sony/ Columbia 2001*) Sharon Robinson (f. 1958) begyndte i koret bag Cohen på Field Commander Cohen-turneen i 1979 og var med på hele The Grand Tour i 2008-2013. De begyndte at skrive sammen i 1987, da Robinson bidrog med to numre til Diana Ross-albummet Red Hot Rhythm and Blues. Cohen var medforfatter på 'Summertime'. Sharon Robinson skrev musik til og producerede tre af sangene på Dear Heather: 'Go No More A-Roving', 'The Letters' og 'On That Day'. På debutalbummet Everybody Knows (2009) synger Robinson selv 'Summertime' , 'Everybody Knows' og 'Alexandra Leaving'. I 2015 udgav hun Caffeine, hvor Cohen er co-krediteret for skæringen 'Lucky'. Robinson siger, at Cohen bad hende skrive musikken til Ten New Songs og huske, at han 'kun havde tre toner'. Stemmen var blevet dybere og mere ru efter Mt. Baldy. Hun siger, at han sikkert altid havde den stemme. Han blev bare opmærksom på den og begyndte at udforske den, da han mistede det øverste register. I 2014 udgav Robinson fotobogen On Tour With Leonard Cohen (Powerhouse Books), hvor man bl.a. ser sangeren på møntvaskeri. De fleste fotos er taget med Robinsons iPhone.
**) Wim Wenders brugte 'Land of Plenty' i filmen af samme navn fra 2004. Land of Plenty følger en Vietnam-veteran (John Diehl) og hans niece (en ung Michelle Williams), som udforsker livet på bunden af det kriseramte, i stigende grad polariserede og - efter 11. september 2001 - med ét meget islamofobiske USA. Det er ikke Wenders' bedste film. Sangen bliver spillet i fuld længde til slut.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.10.2001
Ingen kommentarer:
Send en kommentar