Det canadiske album: Dear Heather (2004) [Leonard Cohen fylder 70]

MED HJERTET SOM EN TIGGERSKÅL

Et overset album med canadiske motiver

Af BO GREEN JENSEN

LEONARD COHEN fyldte 70 år den 21. september 2004. Han udgav i den anledning sit 14. album, Dear Heather, som de fleste var skuffede over og glemte ret hurtigt, selv om alle sagde til lykke og ønskede fødselaren det bedste.

   Man syntes vist, at Dear Heather kom for hurtigt efter Ten New Songs (2001), som havde været et klart og bekræftende comeback for Cohen efter de tavse år i zen-klostret på Mount Baldy, hvor der ikke var nogen musikalsk aktivitet. Så var det ærlig talt ikke lidt opportunistisk at skære et album med skitser, løse indfald og gamle ideer?

   Det var gradvist gået op for Cohen, at hans betroede manager, veninden Kelly Lynch, havde tømt de konti, som skulle sikre et trygt otium. Så Cohen kunne ikke tillade sig at være stille. Derfor sagde han samtidig ja til at tage på den første af de verdensomspændende turneer, som kom til at fylde de næste ti år. I Sylvie Simmons' biografi I'm Your Man (2012) fortæller Anjani Thomas, at Cohen ellers tøvede længe og var nervøs for, at publikum havde glemt ham. 

Dear Heather har sandt nok ikke den ro og skarphed, som præger Ten New Songs. Der er knapt nok rigtige sange på pladen, som i højere grad er et poesi-sat-til-musik projekt. Men det er fascinerende at følge, hvordan Cohen arbejder med forhåndenværende materiale. Han og Anjani bygger et album på stedet. Samtidig er pladen fuld af lokal atmosfære. Alt det canadiske kommer tilbage. Der er ingen andre album, hvor Montreal og erindringen fylder så meget. 

   Jeg skrev om albummet i 2004. Dengang troede man, at Cohen ville trække sig tilbage. Han var klar til at nyde tilværelsen sammen med Anjani Thomas. Han skrev flere sange til hendes tredje album, Blue Alert (2006), som han også producerede. Anjani Thomas havde optrådt sammen med Cohen siden 1985, men de var først blevet kærester efter Mt. Baldy.
   I 2004 kunne man ikke forestille sig, at der ville følge 12 år med utrættelig turnevirksomhed og en sidste stærk trilogi. Man vidste bare, at The Book of Longing, Cohens første litterære værk i tyve år, var ved at tage form, for det kunne man følge på fansitet www.leonardcohenfiles.com. 

   I de år var det stadig en nyhed, at gamle stjerner blev på scenen. Man talte meget om, hvordan koryfæerne blev ved og ved, for hvor gik den øvre grænse? Skulle Mick Jagger stadig svanse rundt som 70-årig? Det skulle han, og det gør han. Cohen var ti år ældre end de fleste stemmer fra gamle dage. Han var en af de første, som ramte aldersfordommen - og gjorde den grundigt til skamme.

   Jeg gengiver teksten stort set, som den stod. Bær derfor over med hurtige domme og vidtløftigheder. Man kan aldrig vide, hvad der bliver vigtigt og holder, når man lige har lyttet. For eksempel er jeg skeptisk over for titelskæringen. Den er vel dét, jeg har lyttet mest til. »Dear Heather« er altid på playlisten nu.  

DET er sjældent, at en kunstner får lov at tage afsked. Det er heller ikke sikkert, at det er dét, som Leonard Cohen gør på sit nye album Dear Heather, det 14. i rækken siden Songs of Leonard Cohen (1967). Men han gør status. Vi håber alle på lidt mere tid, forfængeligt og mod bedre vidende. Derfor falder de fleste væk i et kaos af uafsluttede projekter. Cohen har dækket sig ind med Dear Heather. Sjældent har et album i så høj grad haft karakter af testamente.

   Tingene lægges i skuffer, huset bliver gjort i orden. Af albummets 12 nye skæringer kredser halvdelen enten om slutningen eller begyndelsen. Den 13. sang er en koncertoptagelse fra 1985, dvs. turneen som fulgte med albummet Various Positions.
   Dét år afsluttede Cohen sine koncerter med Nashville-schlageren »Tennessee Waltz«. Redd Stewart og Pee Wee Kings country-og-western kastanje fra 1948 blev hulket og skrålet med veloplagt selvironi. Cohens kærlighed til sangen var så dybtfølt, at han for egen regning havde skrevet et tredje vers om smerten ved at miste sin kæreste, mens bandet spiller »The Tennessee Waltz«.

   Cohen har altid forvirret sine mere intellektuelle fans ved frejdigt at erklære, at han gerne gav afkald på alle sine egne sange, hvis han i stedet kunne blive forfatter til én banal og fuldendt sang som f.eks. »Blueberry Hill«, skrevet i 1940 af Al Lewis, Larry Stock og Vincent Rose, men bedst kendt med Fats Domino.

   Hér, siger Cohen, er der ingen forfængelige krøller eller gustne overlæg. Her er budskab og indhold, ord og kød, i fuldkommen overensstemmelse. Det er popmusikkens sidestykke til zenbuddhismens jegløshed: »I found my thrill on Blueberry Hill/ On Blueberry Hill when I found you./ The moon stood still on Blueberry hill/ And lingered until my dreams came true.«

DET nye vers til »Tennessee Waltz« er dog mere litterært og mytologisk. Her er tværsummen af alle kvad om beruset fortabelse: »She comes dancing through the darkness to the Tennessee Waltz/ And I feel like I’m falling apart/ And it’s stronger than drink and it’s deeper than sorrow/ This darkness she’s left in my heart.«

   Det har altid undret, at sangen ikke var med på diverse koncertplader. For eksempel var den oplagt til Leonard Cohen Live in Concert (1994), som trak på disse koncerter og kunne have brugt dette løft. Sandsynligvis har Cohen gemt den på bunden af kagedåsen, ikke fordi den er mere sjælden end køn, men for at have det helt rigtige coda til pladen, som sætter alt i bero.

DET er en varm sum af nærvær, vedgået gæld, erindring og taksigelse, som kendetegner Dear Heather. Albummet er tilegnet Jack McClelland (1922-2004), Cohens canadiske forlægger gennem alle årene fra debutdigtsamlingen Let Us Compare Mythologies (1956) til udvalget Stranger Music (1993) og den endnu ikke færdigskrevne Book of Longing, hvis tilblivelse man kan følge i »Blackening Pages«-afsnittet af websitet wwwleonardcohenfiles.com. Tina Tyrell har fotograferet Cohen med bøjet hoved og bred hatteskygge under et portræt af faderen, Nathaniel Bernard Cohen (1887-1944), som døde da Cohen var ni år og som han for længst har »overlevet« med et par årtier.

FLERE sange er tilegnet den unge Cohens helte og kolleger fra begyndelsen i 50ernes Montreal. Skæringen »To a Teacher« er skrevet til A.M. Klein (1909-72). Hymnen »Nightingale« er til Carl Anderson (1945-2004), ikke den gamle naturdigter, men den amerikanske jazzsanger, som Cohen kendte og satte pris på. Det er den eneste skæring på pladen, hvor Cohen faktisk forsøger at synge i stedet for at mumle, messe og henånde mørkt under glasuren af himmelske kvindestemmer, der tegner og fylder samtlige sange.   

PÅ »Nightingale« kan man også høre Cohen spille jødeharpe. Det er første gang siden Songs from a Room (1969). Han har i øvrigt ikke rørt sin guitar siden Various Positions. Fra og med I’m Your Man (1987) er alt blevet gjort elektronisk. På Ten New Songs (2001), Cohens første album efter de tre tavse år i zen-klostret på Mount Baldy, var det hans gamle backupsanger Sharon Robinson, som arrangerede og iscenesatte det særdeles helstøbte lydbillede. Hun var også krediteret som medforfatter på alle sangene.

   Denne gang har det mere præg af et patchwork. Leanne Ungar har produceret, og Sharon Robinson suppleres af Anjani Thomas, men Cohen har selv programmeret en række af de tonale forløb – endda overmåde fornemt på skæringen »Undertow«, der grangiveligt lyder som kletzmermusik.

   Mere spøjs er titelsangen, der staver, støder, messer og gentager sit lille lyriske glimt ad absurdam. På en baggrund af automatiske telefonsvarerstemmer er det en sang som dekonstruerer sig selv allerede under den poetiske rejsning. Den er også interessant at lytte til, men det er faktisk synd for digtet, som koncentrerer et helt livs begær efter kvinder: »Dear Heather/ Please walk by me again/ With a drink in your hand/ And your legs all white/ From the winter.«

ALBUMMETS mest radiovenlige skæring, åbningsnummeret »Go No More A-Roving«, er tilegnet digteren Irving Layton (1912-2006), som i høj grad tog hånd om Cohen, da denne var ung hvalp i Montreal. Teksten er skrevet af Lord Byron (1788-1824), den eksilerede britiske romantiker, som ganske vist kun blev 36 år, men lagde en langt ældre erfaring i sin afsked med ungdommens grænseløshed: »So we’ll go no more a-roving/ So late into the night,/ Though the heart be still as loving/ And the moon be still as bright.« Det fungerer forbløffende godt og er oplagt hitmateriale.

ALT dét med kvinderne lægges på plads og til hvile i »Because of«, som med fuldt overlæg er skamløst privat. Hvordan kan man være noget som helst andet, når det gælder netop den side af livet?

   »Because of a few songs/ Wherein I spoke of their mystery,/ Women have been/ Exceptionally kind to my old age.// They make a secret place/ In their busy lives/ And they take me there./ They become naked/ In their different ways and they say,/ »Look at me, Leonard,/ Look at me one last time.«/ Then they bend over the bed/ And cover me up/ Like a baby that is shivering.«

   I Death of a Lady’s Man (1978, da. 1983, En dameelskers endeligt), Cohens forunderlige kombination af digtsamling, dagbog, prosaforløb, stram parabase og erklæret anti-poetik, står til allersidst en lille tekst, som hedder »Endelig undersøgelse«:

   »I am almost 90/ Everyone I know has died off/ except Leonard/ He can still be seen/ hobbling with his love.«

   Efter Dear Heather at dømme har satyren dog hængt sporerne op i god tid. Den fysiske kærlighed optræder stort set kun metaforisk. Hvor understrømmen efterlader os, når varmen i lidenskaben er opbrugt, står vi mere som fædre der holder et barn:

   »Ditched on a beach/ Where the sea hates to go/ With a child in my arms/ And a chill in my soul/ And my heart the shape/ Of a begging bowl.« 

DER er mange canadiske billeder på dette sent-i-livet album. Den salmeagtige »The Faith« - »O love, aren’t you tired yet?« - er baseret på en folkesang fra Quebec.

   Jødeharpen fra »Nightingale« høres også på »On That Day«. Denne banneragtige sang er albummets mest aktuelle. I lyset af og ruinerne efter terrorangrebet den 11. september 2001 reflekterer den aldrende sanger:

   »Some people say/ They hate us of old/ Our women unveiled/ Our slaves and our gold// I wouldn’t know/ I’m just holding the fort/ But answer me this/ I won’t take you to court/ Did you go crazy/ Or did you report/ On that day/ They wounded New York.«

   Man bemærker, at Cohen ikke forsøger sig med store epokale og apokalyptiske udsigelser. Det har han ikke gjort siden The Future (1992). På det album var der to sange, »Democracy« og »The Future«, som forudsagde hvordan »the ancient western code« ville bryde sammen, mens »the blizzard of the world« tog til. Det ville ikke længere være muligt at gemme sig inde i huset, sagde sangens fortæller, »the little jew who wrote the bible«, for:

   »Things are going to slide in all directions/ Won’t be nothing you can measure anymore/ The blizzard of the world has crossed the threshold/ And it’s overturned the order of the soul.«

   I den samme strengt sarkastiske sang ønskede Cohen sig verdens gamle dårligdomme tilbage. Thi alt var bedre end fremtiden: »Give me crack and anal sex/ Take the only tree that’s left/ And stuff it up the hole in your culture/ Give me back the Berlin Wall/ Give me Stalin and St. Paul/ I’ ve seen the future, brother: It is murder.«

   Ét er at male fanden på væggen i en hård sang, man skriver for sjov og synger for penge. Noget andet er at se sine syner blive sandhed. I Cohens verdensorden har Amerika på godt og ondt været »the cradle of the best and of the worst«, for »it’s here they got the range/ And the machinery for change/ And it’s here they got the spiritual thirst«.

DA Amerika blev trukket ned i massen af lidende og martrede nationer, var det tydeligt at »Democracy is coming the USA«. Det var bare ikke så fedt at få ret på den måde, og siden har der stort set været stille fra den politiske side af Cohen.

   Dear Heather forholder sig dog til misæren, men det sker på sæt og vis indirekte. Albummets mest insisterende tekst, den seks minutter lange, snart blide, snart snerrende recitation af »Villanelle for Our Time«, om alt hvad hvad man i vor tid har gjort »from bitter searching of the heart«, er ikke skrevet af Cohen selv, men af mentoren og kollegaen Frank Scott (1899-1985).

PÅ siden med teksten til villanellen har Cohen sat sit mærke og stempel, en stiliseret fremstilling af to sammenflettede hjerter, der på én gang danner et blødt pentagram og en rundere, mildere Davidsstjerne. Logoet pryder også bagsiden af det lille teksthæfte og symboliserer et broderskab, »the Order of the Unified Heart«, der så vidt vides kun tæller ét medlem. Cohen tegnede symbolet til Book of Mercy (1984, da. 1988, Barmhjertighedens bog), samlingen med 50 moderne bønner, som er hans seneste litterære udgivelse.

DEAR Heather er en liflig og ganske forjættende plade. Den begynder i testamentelig modus – Cohen kalder nu sit sangfirma for »Old Ideas LCC« - men overrasker hele tiden (og måske af samme grund) sig selv ved at vælge sære og nye stier på vejen til de sædvanlige steder. Nogle er muligvis omveje. Som nævnt skal man vænne sig til titeldigtet, og jeg synes ikke, at Frank Scotts pompøse »Villanelle for Our Time« ligger helt godt for Cohens stemme, der plejer at have flere lag.

   Andre ruter er derimod frugtbare genveje, og det er i dén grad en befrielse, at albummet ser stort på fremtiden og de kommercielle muligheder. Som 70-årig har Cohen ingen planer [skrev jeg, for sådan troede jeg, at det forholdt sig] om flere turneer og mere udadvendt virksomhed. Han kan leve udmærket af sine royalties fra gamle albums, bøgerne og de fire-fem sange, der er indgået i fælleskulturen.

   En af disse er »Hallelujah« fra Various Positions, en tungt majestætisk og fuldtonende romantisk salme om digterkaldet, Kong David og den hellige akkord, der dukker op i de særeste sammenhænge, fra Jeff Buckley til lydsporet fra animationsfilmen Shrek. »They say there was a secret chord/ That David played and it pleased the Lord/ But you don’t really care for music, do you?« 

   Tag dén, I skeptiske hundehoveder, som bare vil rynke på næsen og skrive perfide anmeldelser, der demonstrerer hvor ånd- og smagfulde I er. »It goes like this:/ The fourth, the fifth/ The minor fall, the major lift/ The baffled king composing Hallelujah.«

   

Da Various Positions udkom, stod Cohens stjerne så lavt i tidebogen, at Columbia Records valgte kun at udgive albummet i Europa, Japan, Australien og Canada. Tre år senere udkom I’m Your Man og bragte fra dag til anden vor mand tilbage i hovedfærdselsåren på Boogie Street. Tilsyneladende tog man ved lære af eksemplet. Siden har Cohen – der er blevet på det samme mærke gennem alle årene – fået lov at strukturere sine samlinger, som han havde lyst, og det har i senere omgange været ham selv, der havde hitmuligheder i baghovedet.

   På Dear Heather har han mere eller mindre opgivet ideen om at skrive sange i traditionel forstand. Der er fire: »Go No More A-Roving«, »On That Day«, »Nightingale« og »The Faith«, samt den tyve år gamle »Tennessee Waltz«-souvenir, som i øvrigt har problemer med at ramme sine toner rent. Resten er grænsetilfælde, recitationer, lydlandskaber med stemmer i bunden, men ikke sange i gængs betydning. Det gode er, at disse skæringer faktisk er de bedste. Man fornemmer her en eventyrlysten entusiasme, mens sangene snarere er hængt op på etablerede skabeloner.

ET eksempel på den hidtil uhørte side af Cohen er »Morning Glory«, et prosadigt i stilen fra Death of a Lady’s Man, som i metaforisk form fortæller om at tilbagelægge den lille strækning fra huset til studiet i haven, hvor sangene bliver til.

   Her udraderes de personlige spor systematisk. Teksten er så kryptisk, at dens »jeg« og »du« kunne være enhver. Ydermere er der ridset og saboteret i teksten, så den bliver sværere at få fat i. På tryk er den forvansket af en stiliseret morgensol. I lydbilledet ligger Cohen helt nede i bunden og taler på to optagelser, som overlapper og afbryder hinanden. Kun Anjani Thomas’ heroiske udsigelse af slutordene »Oh, the morning glory!« står smældende rent i den lange udtoning.

   Hvad Cohen siger i diskussionen med sig selv er: »Ingen ord denne gang? Ingen ord. Nej, nogle gange er der intet at stille op. Ikke denne gang. Er det censur? Er det censur? Nej, det er fordampning. Nej, det er fordampning. Fører dette nogen steder hen? Ja. Vi går ned ad alleen. Fører dette nogen steder hen? Ind i haven. Ind i baghaven. Vi går ned ad indkørslen. Er vi på vej mod... Vi er i baghaven... et transcendentalt øjeblik? Det er næsten lyst. Det er rigtigt. Det er det. Er vi på vej mod et transcendentalt øjeblik? Det er rigtigt. Det er det. Tror du, det vil lykkes dig at klare det? Ja. Tror du, du kan klare det? Ja, det er muligt. Jeg er lutter øren. Jeg er lutter øren. Åh, morgenens skønhed!«

   

MED hjertet som en tiggerskål og alle sine sanser working overtime har Leonard Cohen skabt et album, der er mere end værdigt for tiden og manden. Det er på én gang bortvendt og henvendt, snævert afmærket og helt uden grænser. Her er ikke store sange som »A Thousand Kisses Deep« og »Alexandra Leaving« fra Ten New Songs. Til gengæld er her en sanselig helhed, som til stadighed stimulerer, irriterer og bekræfter. Det er Cohen, når han er allerbedst og går sine helt egne veje. Hvilket han heldigvis oftest har gjort.

Se også Når den rejsende vender sig om: Leonard Cohen 1934-2016; Leonard Cohen: A Crack in Everything [Expo 2019]; Tilbage til virkeligheden: Ten New Songs (2001); Samson i begyndelsen: Leonard Cohen fylder 80 [Popular Problems, 2014]; Det lange farvel: You Want It Darker (2016); Det efterladte album: Thanks for the Dance (2019) + Den dybeste skæring: Leonard Cohens »Queen Victoria« (1973).

Leonard Cohen: Dear Heather. Producer: Leanne Ungar with Sharon Robinson, Anjani Thomas and Ed Sanders. Sony Music/ Columbia Records 2004 

Fotos: Old Ideas LLC/ Sony Music/ Columbia Records/ Omnibus Press/ Pantheon/ McClelland & Stewart/ YouTube - Lorca Cohen har instrueret clippet til 'Because of' 

Anmeldelsen stod (med rubrikken 'Kære Heather') i Weekendavisen Kultur 22.10.2004