Leonard Cohen: A Crack in Everything

ET HUS MED MANGE VÆRELSER

Skønhed og skrammel til mesterens ære

Af BO GREEN JENSEN

DE har sikkert bemærket de gule plakater, som træder ud af det grå alle vegne i byen. A Crack in Everything, den store Leonard Cohen-udstilling, som vises i Kunstforeningen Gl. Strand og Nikolaj Kunsthal, er blevet heftigt og inderligt promoveret.

   De har sikkert også undret Dem. For handler det om Cohens kunst, mandens liv og tid, hans sange og digte? Eller gælder det andres hyldest til værket, som han skabte på 82 år?

   Svaret er et stort både-og. Udstillingen præsenterer nye arbejder af internationale kunstnere, der er blevet inspireret af Cohen. Men den er også en biografisk portal, som fører tilskueren dybt ind i værket og tiden.

UDSTILLINGEN er struktureret som et hus med mange værelser. Allerførst er der et indgangsparti. Her har Chantal Ringuet udvalgt ti øjeblikke i Cohens liv og beskrevet dem på paneler med tekst, der fungerer som en gylden hovednøgle.

   I entreen står også en montre med The New York Times fra fredag den 11. november, 2016. Nyheden om Cohens død er på forsiden. Det ligner nekrologen over en statsmand. Kunstneren Taryn Simon har forseglet avisen i klart plexiglas.

   Udstillingen var undervejs allerede i 2015, og Cohen gav selv projektet sin velsignelse. A Crack in Everything åbnede i Montreal i 2017 og har siden været på Jewish Museum i New York. Der er langt mere stof, end jeg havde forventet, og det meste er godt, til og med.

 

MUSEER kører ikke film, de viser videoinstallationer. Det er et vidt begreb og en rummelig form. Alligevel er det svært se forskel.

   På A Crack in Everything dækker betegnelsen både arbejder som George Foks Passing Through, der er en gavmild indføring i Cohens liv og karriere, og et autentisk avantgardeværk som I’m Your Man (A Portrait of Leonard Cohen) af Candice Breitz. Det vises på 19 storskærme og fylder det meste af en etage.

   Breitz har bedt 18 mænd over 65 år om at synge albummet I’m Your Man (1988) i sin helhed og a cappella. Det gør de med nænsom entusiasme på hver sin vertikalt vendte skærm. Nogle har endda klædt sig som Cohen.

BUNDEN under stemmerne lægges af Shaar Hashomayim Synagogue Choir fra Westmount i Montreal. Det er sangerne fra synagogen, hvor Cohen kom i sin barndom. Koristerne ses på en særligt stor skærm, som er anbragt uden for indgangen. Cohen brugte selv Shaar Hashomayim på det sidste album, You Want It Darker, der udkom kort før hans død.

   Breitz er interesseret i fankulturen som antropologisk fænomen. Det handler vel om gamle mænd og deres helte. Det er morsom, varm og kærlig kunst med en bismag af hjemmestrik og amatørisme. Meget som Cohens egne portrætter. Det føjer intet til musikken, men viser endnu en side af Cohen som kulturelt univers.

FOKS Passing Through har en helt anden tilgang. Målet er at give en såkaldt »immersive experience«, dvs. en altomsluttende oplevelse af Cohens person og hans lange liv i kunst. Filmen varer 53 minutter, som kører i sløjfe og klipper rundt i koncerter og tv-interviews fra alle årene.

   Værket er smukt skruet sammen. Det fungerer både som information og som kunst. Fok citerer fra kilder som Tony Palmers Bird on a Wire og koncertfilmen Leonard Cohen Isle of Wight 1972. Han bruger splitscreen i op til fire paneler. Det er som at gense The Thomas Crown Affair eller The Parallax View. 60rne og 70rne lever. Det er godt sted at begynde på udstillingen, og det lønner sig at sidde stille.

   Især 70er-klippene fra Tyskland og Israel er fænomenale. Dengang optrådte Cohen uden sikkerhedsnet. På det sidste triumftogt, som også citeres, blev det til en ufravigelig sætliste, den samme small talk i samtlige byer. Men den mørke stemme var varm til det sidste.

I FELTET mellem Fok og Breitz ligger mere fokuserede installationer. Kara Blakes The Offerings varer 35 minutter og stiller skarpt på den skrivende digter. Bag et forhæng i Nikolaj Kunsthal venter installationen Cuba in Cohen, som Christophe Chassol har skabt med fragmenter af kortfilmen Ladies and Gentleman … Mr. Leonard Cohen (1965).

   Cohen læser »Den eneste turist i Havana« fra samlingen Blomster til Hitler (1964) og forklarer, hvordan han kom til Cuba lige før invasionen i Svinebugten. »Jeg kæmpede på begge sider,« siger han med Tom Lehrersk stemmeføring.

I ALT 21 værker bliver vist. Nogle er store, andre er små. Udstillingen tager jo sin titel fra »Anthem« på The Future (1992), albummet med de profetiske sange om demokrati i Amerika, og hvordan det bliver at danse med døden, når lukketid nærmer sig lige om lidt.

   Cohen var dengang en knægt på knap 60, »just a kid with a crazy dream«, som kunne tage relativt let på det hele. Der er langt til alvoren på You Want It Darker, men »Anthem« har flere besværgende vers om at tro på miraklet. Du skal ikke vente på det perfekte, for det er altid senere, end du aner. Du skal gøre det, som er muligt lige nu:

   »Ring the bells that still can ring/ Forget your perfect offering/ There is a crack in everything/ That’s how the light gets in.«

MÅSKE er Poesimaskinen det mest forbløffende værk. Janet Cardiff og George Bures Miller har fyldt et Wurlitzer-orgel med software. Når man trykker en tangent ned, kan man høre Cohen læse en tekst fra Længslens bog (2006). Stemmen er tæt på og helt fortrolig.

   Der er 122 tangenter. Hvis man presser på flere ad gangen, vokser stemmerne til en kakofoni, som stadig er umiskendelig Cohen. Der er det samme stød i stemmen og en overordnet rytme. En samling umage højttalere fra den analoge tid er anbragt ved orglet. Der er tragter fra grammofonens urtid. Et persisk tæppe dæmper rumklangen. Midt i det hele står arbejdsstolen. Det er en fantastisk opstilling.
   I den anden ende af spektret ligger installationen I Heard There Was A Sacred Chord, som det canadiske designstudie Daily Tous Les Jours har skabt. I en ottekantet indhegning hænger der mikrofoner fra loftet. Et kor af stemmer nynner melodien til »Hallelujah«. Det er muligt at logge sig ind, nynne med og få del i harmonien. Men stemningen er steril og sakral. Det er ikke Davids varme akkord, som man hører.

OGSÅ VR-installationen Hallelujah af Zach Richter tager udgangspunkt i sangen fra Various Positions (1984). »Hallelujah« konkurrerer med »Suzanne« fra det første album, Songs of Leonard Cohen (1967), om at være det største af de stedsegrønne hits. 49 mio. har lyttet til sangen på Spotify. »Suzanne« ligger tæt på 60 millioner.

   I dét er der naturligvis en Cohen’sk ironi. Various Positions hører til de bedste album, men Columbia Records sagde nej til at distribuere det i USA, for Cohens aktie var ikke i kurs. Som Lars Knudsen skriver i sin nye bog om de sidste to plader: »Flere peger på, at hans arbejde med arrangement og instrumenter til tider var for sjusket. At for eksempel Various Positions lyder som noget, der er indspillet på Oslo-båden.«*

MEN det handler igen om det levende stof og det mulige offer. »Dance Me to the End of Love«, »Hallelulajah« og »If It Be Your Will« genrejste Cohen. Og »Coming Back to You« og »Night Comes On« må være de dybeste af deep cuts. Der er næppe skrevet bedre sange noget sted.

   Det fører for vidt at gå ind i multimedierummet med installationen Listening to Leonard. Tyve internationale navne – fra Danmark Steen Jørgensen og Katinka Bjerregaard – har fortolket deres yndlingssange. The National og Sufjan Stevens leverer en stor »Memories«. Imens skifter farver og former på væggen.

  

NOGLE af de bedste rum er dedikeret til en enkelt sang, der bliver mødt og bearbejdet, så værkerne beriger hinanden.

   Mest i Cohens ånd er nok det undselige Ear on a Worm, som er udført af Tacita Dean. Man står i mørket og ser op på væggen, hvor en 16mm-film kører i sløjfe. En husfinke sidder på en telegraftråd. Fuglen flyver væk igen efter 3 minutter og 28 sekunder. Det er netop så længe, det tager at afspille »Bird on a Wire« fra Songs From a Room (1969).

ISRAELEREN Ari Folman er kendt for politiske animationsfilm som Waltz with Bashir (2003) og The Congress (2011). Jeg troede egentlig, at det var ham, som havde arbejdet med animationen af den unge digter, som fortæller en absurd anekdote i Ladies and Gentlemen … Mr. Leonard Cohen. Men det viser sig at være tysk-amerikaneren Kota Ezawa, der har kalkeret de sort-hvide billeder. Værket hedder Cohen 21 og henviser til Hans Richters Rhythmus 21, en klassisk kunstfilm fra 1921.

   Det er stadig en morsom historie, den unge digter fortæller. Cohen besøger en ven på sanatoriet og undgår med nød og næppe at blive indlagt. Han rømmer sig og tøver selvsikkert. Improviseringen er nøje indstuderet.

   
DER er alligevel lidt tegnefilm i Ari Folmans Depression Chamber. Man lægger sig på den freudianske sofa og ser op i spejlloftet. Værelset er aflangt og klaustrofobisk. På endevæggen danner tegn og symboler et stiliseret portræt af Leonard Cohen. Han begynder at synge »Famous Blue Raincoat« fra albummet Songs of Love and Hate (1971).

   Brevet til den anden mand, som kom forbi og tog hans kvinde, »that night that you planned to go clear«, spiller i fuld længde, fem minutter og 11 sekunder. Imens bliver ordene skrevet på alle tre vægge og kryber op for at blande sig med himmelfisk, davidsstjerner og anden esoterisk ornamentik. Da sangeren underskriver sig, »Sincerely, L. Cohen«, er tegnmassen blevet så tæt, at den dækker spejlet i loftet.


KLOKKEN er stadig fire om natten, og trafikken på Clinton Street bliver ved. Mens Jane så småt begynder at vågne, er der sket en overførsel af energi fra billedet på væggen til billedet i loftet. En transfusion af tillid, om man vil, »a massive transfusion of trust«. Men dén sang stammer jo fra et helt andet album. Det er »Humbled in Love« fra Recent Songs (1979), som er undertippet på udstillingen.

  

DET er hele Cohens mangfoldige liv, man ser gennem revnen i alting. Det er sangværket som en galakse for sig og alligevel i åben og evig dialog. Man kan tilbringe dage på denne udstilling, og der er grund til at komme igen og igen.

Leonard Cohen - A Crack in Everything. John Zepperelli & Victor Shiffman (eds.) with the collaboration of Sylvie Simmons and Chantal Ringuet. 160 s. Musée d'art contemporain de Montréal, 2018.

*) Lars Knudsen: Den smukkeste taber. En bog om Leonard Cohens sidste to plader. 172 s. Forlaget Tekst og Betydning, 2019

Leonard Cohen – A Crack in Everything. Kunstforeningen Gl. Strand og Nikolaj Kunsthal. Mandage lukket. 24.10.2019-13.04.2020

Foto: Gl. Strand/ Leonard Cohen Family Trust/ MAC m.fl

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.10.2019